Her er du: Anmeldelser - Perreaux Audiant DP32 & 100p 23. marts 2017 | 11:29   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


Perreaux Audiant DP32 & 100p
Anmeldelse af: Mikkel Gige  [13.01.2013] Print testen
I denne test ser og lytter vi nærmere på nyeste skud på stammen fra New Zealandske Perreaux: Audiant DP32 forforstærker/DAC’en og 100p effekttrinnet

Audiant serien er den nyeste i Perreaux’s sortiment, og har indtil nu kun bestået af den integrerede forstærker 80i. Men nu er serien udvidet med hele to produkter: Forstærker sættet DP32 og 100p. Kabinetterne er de samme som benyttes til 80i, hvilket vil sige ”upside-down”, hvor al elektronik er monteret på den kraftige aluminiumsprofil som udgør top og front af kabinettet. Den fungerer også som køleprofil til effekttrinnet, sammen med nogle åbninger i bund og sider. Apropos effekttrin, så er dette næsten magen til 80i’s, men her er ydelsen oppe 100 watt pr. kanal, da der ikke er nogen forforstærkerdel, som trækker strøm.

Opbygningen af 100p er meget traditionel, og så alligevel ikke, for strømforsyningen indeholder en meget stor trafo efterfulgt af en stor mængde overraskende små ladelytter, med en samlet kapacitet på cirka 40.000µF. Der sidder fire transistorer i udgangstrinnet, 2 til hver kanal. Dette er vaskeægte minimalisme! Alle interne kredsløb er balancerede, og ved de ubalancerede indgange sidder der et lille kredsløb som konverterer dette. Komponentkvaliteten er høj! Grundet den ”omvendte” konstruktion, så sidder de balancerede stik på hovedet, hvilket kan give problemer med stive kabler.

Fronten er helt bar uden knapper, med kun et enkelt touchpanel, som benyttes til tænd/standby. På bagsiden er et enkelt sæt højtalerterminaler i kraftig kvalitet, samt balanceret og ubalanceret indgang. Ved siden af netbrønden sidder den egentlige on/off knap til strømmen.

DP32 er en helt ny konstruktion, som ud over et forforstærkertrin og så indeholder en komplet DAC. DP32 er et udstyrsstykke i fleksibilitet, og kan konfigureres på kryds og tværs. Dels kan den fungere som en almindelig forforstærker, med både analoge og digitale indgange, både balanceret og ubalanceret. DP32’s kredsløb er balancerede hele vejen igennem. Men det er også muligt at køre med fast signal på udgangen, og på den måde gå uden om forforstærkeren, som en standalone DAC. Selve den digitale kreds er en 32 bit ESS Sabre, der er kendt som værende noget af det bedste på markedet pt.

Kabinet, komponenter, stik osv. er af samme kvalitet som effekttrinnet, dog med undtagelse af de ubalancerede stik til de analoge indgange på DP32. Måske har Perreaux vurderet, at de ikke vil blive brugt så ofte? Fronten er af gode grunde ikke lige så minimalistisk som på 100p, men det er tæt på. Kun en stor rund aluminiumsknap til volumen bryder den diskrete front. Alle indgangsvalg, samt tænd/standby, styres af samme slags touchpanel som på effekttrinnet. Men det ville have sat prikken over i’et, hvis volumen også blev styret af et touchpanel. Men jeg tror at Perreaux har valgt det fra, med begrundelse i lydkvaliteten fra en chip kontra et godt potentiometer.

Fit og finish er rigtig lækkert på dette sæt, og det specielle design med den omvendte konstruktion skænker man ikke en tanke, når det først er sat op.


Lytteindtryk

DP32 er som sagt et meget alsidigt produkt, og kan derfor sættes ind i mange konfigurationer. Først er der muligheden som ren D/A konverter, hvor den fødes med input fra drev eller streaming, med fast signal output. I denne konfiguration er der ikke forskel i forhold til Lyngdorf’en, når denne benyttes som drev til DP32. Mange skiver blev lyttet igennem, og jeg kunne ganske enkelt ikke spore nogen forskelle. Det er i sig selv en cadeau til Perreaux’en!

Det betyder, at lyden fra DP32 som DAC nyder de samme kvaliteter som Lyngdorf’ens analoge udgang. Ren neutral lyd, med en super præcision gennem hele toneområdet. Lydbilledet er stort og præcist, med detaljer og placeringer som dyrere produkter ofte må se misundeligt efter. Men det er til dels Lyngdorf’ens ære, da den leverer de præcise data, så Perreaux’en kan sende det videre i lydkæden. Dog kan DP32 ikke sige sig fri for den samme smule ”digitalitis”, som jeg oplever fra Lyngdorf’ens analoge udgang. Måske skyldes det Lyngdorf’ens drev?

Det er også udtryk for, at DP32 på ingen måde hæmmer signalet, og måske rummer mere end det Lyngdorf’en kan levere. Dog vil de fleste alligevel blive imponeret over denne kombination. Men jeg tør slet ikke tænke på hvad et drev som McIntosh’s MCD’ere kan sammen med Perreaux’en.

Og grunden til, at jeg tør tage denne forudanelse skyldes, at med streaming til USB indgangen på DP32, oplevede jeg for første gang en reel forskel i forhold til Lyngdorf’en som drev. Med mange andre DAC’s, både dyrere og billigere, har jeg endnu ikke kunne hive bedre lyd ud med streaming!

Men med DP32 og USB input oplevede jeg, at førnævnte ”digitalitis” forsvandt, og at lyden fik en mildhed over sig, som jeg kun har oplevet med vinyl, eller førnævnte McIntosh afspillere. Det er en kæmpe præstation, som DP32 kan være ganske stolt af. Jeg har kun oplevet samme ”analoge” lyd fra én anden digitalafspiller, nemlig med McIntosh MCD500 som koster 60.000,-!

Som forforstærker mister DP32 en smule af sin glans. Selve forforstærkerdelen i DP32 er ganske enkelt ikke gearet i samme grad som den indbyggede DAC, og det er rigtig synd, da prisen lægger op til, at de fleste netop vil benytte den som en kombination af begge dele.

Forklaringen ligger nok i, at strømforsyningen er fint dimensioneret til DAC’en og fast output, men når der skal trækkes et effekttrin eller to, så slår den simpelthen ikke til. Samme tendens ses med forsyningen i effekttrinnet 100p.

Det positive er, at de analoge indgange ikke står tilbage for DAC’en, når de begge leveres via forforstærkeren. På den måde var det heller ikke muligt for mig, at spore forskel mellem Lyngdorf’ens analoge og digitale udgange, når de begge kørte via Perreaux’en som forforstærker.

Generelt indsnævres lydbilledet dog via DP32’s forforstærkertrin. Klangen er den samme, som via fast signal output; neutral og meget ligetil. Men bredden forringes, og man når heller ikke derind bagved, hvor Bellini forforstærkeren kan nå ind. Lige så er placeringer af de udøvende heller ikke lige så præcis. Men detaljeringen er helt i orden, og alt kan høres med samme tydelighed som vi Bellini’en.

Med effekttrinnet 100p har jeg lidt samme fornemmelse, som da jeg i sin tid testede sættet fra Audio Analogue, hvor Bellini forforstærkeren stammer fra. Sammen med Bellini’en fulgte der et effekttrin, som slet ikke kunne følge med samme performance, som forforstærkeren leverede.

Ikke at 100p ikke kan følge med DP32, for det kan den i og for sig godt, når der er tale om forforstærkerdelen i denne. Men 100p står også i skyggen af den performance, som DAC’en i DP32 leverer! Og derfor kan jeg ikke lade være med at tænke, at 100p ”bare fulgte med”, fordi man allerede havde en køreklar effektdel i Audiant 80i, som hurtigt kunne konverteres til en ren effektforstærker, som partner til DP32.

Lyden fra 100p er generelt a la det, jeg oplevede med DP32’s forforstærkerdel. Lydbilledet opleves smallere end via Vincent effekttrinene. Igen er det bredden og dybden i lydbilledet, som mister størrelse og præcision, og lydbilledet er generelt skubbet lidt længere tilbage. Lige så ryger noget af 3D fornemmelsen, om end det er noget nemmere at placere de udøvende, end via DP32s forforstærker. Desværre er støjniveauet lidt højere, end hvad der normalt accepteres. Og uanset niveau, så følger der hele tiden en svag susen i baggrunden.

Men ser man bort fra det tekniske i musikken, så har 100p samlet en lidt lækrere lyd end DP32. Svært at sige hvad det lige er, der gør det. Men 100p opleves varmere, a la det jeg for lang tid siden oplevede med den integrerede Perreaux R200i, fra den tidligere Radience serie. Dog mister bassen lidt niveau, men uden at det går ud over præcisionen, og diskanten rundes heller ikke af. Men der er lidt af samme fokus på mellemtone-området, uden at det bliver påtrængende. Bare lækkert og naturligt flydende.

Og lad mig dermed slå fast, at der musikalsk set ikke kan sættes en finger på dette sæt. Kun på de tekniske områder kunne jeg ønske mig mere til prisen!


Samlet konklusion

Audiant sættet i denne test er i vanlig Perreaux stil lækkert udført med sans for detaljen. Og samtidig meget innovativt, hvad angår løsninger. Og benytter man DP32 som ren DAC, så er der næsten ikke et øje tørt. Især med streaming, hvor jeg for første gang oplevede en DAC distancere sig lydmæssigt, i forhold til Lyngdorf’en som drev. Her har Perreaux helt klart fat i noget af det rigtige!

DP32 ligger i samme prisklasse som Bellini forforstærkeren, der udgør referencen i lytterummet. Og derfor er det svært ikke at sammenligne de to direkte. Eneste forskel er, at den ene har en DAC indbygget, den anden har en RIAA. Som ren forforstærker burde de to være lige gode. Men det er de ikke... for selv om DP32 er en meget musikalsk forforstærker, så kan den ikke følge med den performance som Bellini’en leverer ved de tekniske sider af musikken.

Lige så er det med 100p effekttrinet, der igen er i samme prisklasse som Vincent monotrinene i lytterummet. Igen har jeg oplevelsen af en meget musikalsk forstærker, som mister terræn på de tekniske sider ved musikken. Og fornemmelsen af, at DP32 er hovedproduktet, hvor der skulle følge et effekttrin med, for at gøre sættet komplet, lurer bestemt i baggrunden.

Det er helt klart DP32 som ren DAC med fast output, der er stjernen i dette sæt. Og trods det, at den gør sig mindre godt som forforstærker, så er dens performance med streaming så god, at den får titlen ”Topklasse” alligevel. Men mærk jer... kun som ren DAC!


Specifikationer:

  • Digital: S/P-dif, AES/SBU & USB, 24 bit/192 kHz
  • Udgangseffekt: 100W/8 ohm.
  • Dimensioner: 43 x 7 x 31 cm (B x H x D).
  • Vægt: 8 & 12 kg.

Pris:

DP32: Kr. 19.995,-.
100p: Kr. 18.995,-.


Forhandler:

Audiocompagniet

Web: www.audiocompagniet.dk
Mail: [email protected]
Tlf.: 41 26 12 34


Reference-udstyr:

  • CD-afspiller: Lyngdorf CD-1 m. Holfi Stabilizer.
  • Pladespiller: Michell GyroDec SE & Reed 3P.
  • Pickup: Benz Micro Ebony TR, London Jubilee & Ortofon Rondo Bronze.
  • Forstærkere: Ortofon ST-80SE, Audio Analogue Bellini & Vincent SP-995.
  • Højtalere: Xavian XN360.
  • Kabler: Vincent XLR, SilverSonic AirMatrix RCA & SilverSonic Q10.
  • Tilbehør: Brinck Br 507 Netstøjsfilter.


Lytterum:

Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Rummet dæmpet med absorbenter og diffuserende paneler fra Sound InVision.

 

Nye anmeldelser
På med vinylen 12
05.03.2017
På med CD’en 3
28.01.2017
Belles Aria
27.12.2016
Vincent SA-T7
19.11.2016
På med vinylen 11
11.10.2016
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
CD-afspiller test
23.08.2006
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
Auralic Polaris
15.03.2017
Chord Electronics tilbage i DK
04.03.2017
Audio Classic SE 6C33-9
21.02.2017
Oppo Sonica DAC
20.02.2017
AnalogueWorks
15.02.2017
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2017 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes