Her er du: Anmeldelser - RIAA Potpourri - Stortest 26. marts 2017 | 09:16   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


RIAA Potpourri - Stortest
Anmeldelse af: Mikkel Gige  [02.07.2010] Print testen
RIAA-delen i dit analoge setup er en af de vigtigste komponenter i den analoge signalvej. Det er her signalet korrigeres, og det skal gøres så præcist som muligt, hvis der ikke skal være tab af informationer.

RIAA’en, eller phono-forstærkeren, er den del i lyttekæden, som korrigerer signalet fra din PickUp og pladerne. For at have så lang spilletid som muligt på hver side af pladen, besluttedes det for mange år siden, at det var nødvendigt at korrigere lyden, da især bas ville medføre store udsving i rillerne. Disse store udsving ville både reducere spilletiden, men også medføre stort slid på pladerne. Før RIAA (Recording Industry Association of America) satte denne standard, fandtes der et utal af korrektions-metoder. Men med den "nye" standard, kom der en fælles linje, som både musik- og elektronikproducenter kunne følge. I denne test kigger og lytter jeg nærmere til 3 forskellige modeller, som griber tingene an på hver deres måde.

Det analoge test setup:

 

Mit eget udgangspunkt for denne test, er en Michell Gyrodec SE. Tonearmen er en Rega RB300, hvor standardkablet er skiftet ud med et Incognito/Cardas kit. Dette kabel er specielt ved, at det tynde litzekabel fra PU’en føres hele vejen ned til RCA-stikkene. Dermed er der kun 2 loddepunkter som i et almindeligt signalkabel.

PU’en er en historie for sig selv. Det er en London ”Decca” Jubilee. Den er hverken MM eller MC. Alle magneter og spoler er fastmonteret i denne PU. Til gengæld er nålefanen lavet af et magnetisk metal. Nålefanen stikker ikke frem forrest i en vinkel, som på de fleste andre PU’er, men er lavet som et vinklet stykke, der kommer ud af bunden på PU-huset.

Omkring nålefanen sidder en spole, samt 2 magneter. Nålefanen stikker ned gennem denne spole, og når nålefanen bevæger sig i rillen på pladen, dannes der en spænding. 2 polstykker ”samler” denne spænding op, og fører den videre til 2 spoler som er viklet omkring polstykkerne. Herfra tappes signalet, og føres videre til RIAA’en. London Jubilee har et forholdsvist højt output på 5mV.

Lyden fra dette setup er udpræget neutral, med en klang som er indbegrebet af analog lyd. Der er ingenting, der stikker ud og markerer sig, eller lader sig overskygge. Detaljering og opløsning er meget høj, og hvis indspilningerne fordrer det, sættes der et lydbillede med en størrelse, hvis lige jeg aldrig har hørt gengivet fra en CD-afspiller! Præcisionen er lige så i højsædet, og man kan med næsten ekstrem tydelighed placere de udøvende med millimeters præcision.

GyroDec SE værket sørger for en stabil platform, som muliggør at Jubilee PU’en kan få samlet mest mulig information op af rillerne. Som RIAA benytter jeg den indbyggede i Bellini-forforstærkeren. Den er meget fleksibel og har nogenlunde de samme indstillingsmuligheder som Perreaux og Plinius i denne test. Tidligere kunne denne RIAA købes separat som modellen ARIA.


Perreaux Silhouette SXV2

Den er ikke meget større end bogen ”Da Vinci mysteriet”, og alligevel er den overraskende veludstyret. Designet har jeg stiftet bekendtskab med tidligere, da jeg testede den todelte CD-afspiller fra samme serie. Kabinettet er lavet i bukket plade, og fronten i ét stykke aluminium med navnet Perreaux fræset ind i. Ud over det er der kun et lille hul, hvor en blå diode lyser ud igennem. Alle skruer er gemt af vejen i bunden af det lille kabinet, så det fremstår meget enkelt og stilrent.

Indvendigt bemærker man først den lille fine ringkerne trafo. Straks efter sidder der 10 små lytter med en samlet kapacitet på 22.000µF. Kredsløbene til korrektion og forstærkning er spejlvendt for de 2 kanaler, og af samme årsag er de 2 x 12 kontakter på bagsiden ligeledes spejlvendt. Komponenterne er af rigtig god kvalitet, og kun stikkenes kvalitet skuffer. De sidder heller ikke helt fast, men giver efter når man sætter kabler til.

Det er på bagsiden, at alt det interessante sidder. SXV2 har strømforsyningen indbygget, så 230V sættes direkte til bag på det lille kabinet. Det er også her man finder power-knappen. Det er vist meningen, at den skal være tændt hele tiden! Der er stik til signal ind og ud, men der sidder også to sæt dip-switches, med 12 kontakter hver. Her stiller man modstand, gain, kapacitet og RIAA-korrektion.

Modstand kan stilles til 10, 100, 1k, 10k, 24k og 47k. Gain til 40, 50, 60 og 70 dB. Og kapacitet til 27, 74, 127, 297, 417 pF. De sidste tal er lidt skæve, da Perreaux ikke medregner kapacitet i PU og kabler. Det kan variere, og derfor skal man altså selv regne det ud, for at få den samlede kapacitet. Som rosinen i pølseenden, kan man vælge 2 forskellige RIAA korrektioner: Normal og IEC. Normal giver sig selv, mens IEC dæmper bassen under 20 Hz. Denne indstilling kan bruges som subsonisk filter. Perreaux er primært en RIAA til MM eller MC-High, men kan dog også benyttes til alm. MC.


Lytteindtryk Perreaux

SXV2 er en meget alsidig RIAA, og det er lydmæssigt meget tydeligt hver gang man ændrer på indstillingerne. Det kan i øvrigt gøres ”on the fly”, uden knald eller skratten i højtalerne. Et stort plus! Det var meget hørbart, hver gang jeg ændrede på indstillingerne, og stille og roligt nærmede jeg mig de optimale indstillinger for min London Jubilee. Det var 47k, 127pF, 40 dB og normal RIAA korrektion.

Med disse indstillinger var lyden tæt på neutral, og jeg sad tilbage med fornemmelsen af, at der vist ikke kunne hives mere op af skiverne her. Lyden var på enhver måde lige så god som fra min egen forforstærker. Bassen er solid og præcis, og mellemtonen lige til med en meget naturlig tilgang til stemmer og instrumenter. Diskanten forholder sig ligeledes helt neutral, og uden spor af ”tst”-lyde fra bækkener.

 

Der er masser af ”drive”, og dynamikken står ikke tilbage for noget. Detaljerne er der i rigelige mængder, og perspektivet er stort med en rigtig god rumfornemmelse. Men lyden er ikke helt neutral, for SXV2 har en lille smule parfumeret lyd. Det er ikke rigtig til at sætte fingeren på noget bestemt, men den er bare lidt ”frisk” i lyden. Lidt ”tju-bang” og ”rama-sjang”, uden at det på nogen måde påvirker lyden i negativ grad.

Det er faktisk imponerende god lyd der kommer ud af den lille Perreaux, og en hel del bedre en dét jeg oplevede med RIAA modulet i Perreaux’s Eloquence 250i. Der er faktisk ikke noget der taler imod SXV2, for den leverer alt med en god portion ro og overskud. Man kan godt få lidt mere præcision, men så er prisen også en helt anden, som det også fremgår andetsteds i denne test.


Plinius Koru

Koru er et ”full-size” produkt, som optager samme plads på hylden, som f.eks. en CD-afspiller. Til gengæld bliver den ekstra plads også udnyttet. Koru har en meget omfattende strømforsyning med bl.a. 100.000 µF strømreserve. Plinius kalder selv denne strømforsyning ”Virtual Battery”, og den skulle give nogle af de fordele, der er ved batteridrift uden problemer med spændingsfald. De 10 ladelytter er dog ikke afkoblet fra 230V nettet under afspilning, som de f.eks. er det i Bellini forforstærkeren. Men idéen med den store strømreserve er, at Koru’s analogkredsløb bliver mindre følsomme over for støj og spændingsudsving fra lysnettet, grundet denne form for afkobling med de mange store lytter.

Kabinetter fra Plinius er lidt af en specialitet. Designet er meget futurisk, med den smedede aluminiumsfront, der smyger sig rundt om hjørnerne, og fortsætter hele vejen rundt til bagpladen i den ene side, mens den anden side kun lige når omkring hjørnet. Til gengæld er der så monteret et matchende stykke smedet aluminium i denne side ved bagpladen. Toppladen består af to bukkede stykker stålplade, der mødes, så de afskærmer den ”grove” del af strømforsyningen, fra den efterfølgende bank af lytter og analogkredsløbene. Bundsvøbet er ligeledes lavet i bukket stål, men malet lyseblå med en finish der giver en fornemmelse af kraftig støbt plastik. Faktisk rigtig lækkert! I det hele taget er fit og finish perfekt.

Indvendigt finder man komponenter af en meget lækker kvalitet, og layoutet er logisk opbygget med god plads til de to kanaler. Kredsløbene er enkle, og man føler nærmest at folkene hos Plinius har tænkt, at ”den enkle løsning er oftest også den bedste”.

På bagsiden er der stik til ind- og udgang, inklusiv et sæt balancerede stik på udgangen. Koru er en ubalanceret konstruktion, så den balancerede udgang skal mere ses som en mulighed end nødvendigvis den bedste løsning, som jeg også skriver om under lytteindtrykket. På bagsiden sidder der også enkelt række dip-switches, som styrer begge kanalers indstillinger. Modstand kan stilles til 22, 47, 100, 220, 470, 1k, 22k og 47k. Gain til 50, 56, 60 og 66 dB. Og kapacitet til 100 og 570pF. Der er ingen tvivl om at denne RIAA primært henvender sig til MC entusiasten, om end MM går helt fint.


Lytteindtryk Plinius

Koru er meget direkte i sin formidling af musikken, tangerende til det analytiske. Dette stemmer i øvrigt helt overens med Plinius lydfilosofi. Men en ting er, at den er så direkte sin spillestil. Noget andet er, at den rent faktisk også går et skridt videre detaljemæssigt i forhold til Perreaux.

Med Plinius Koru opnåede jeg den bedste lyd med alle indstillinger på ”neutral”. Det vil sige 47k, 100pF, og 50dB gain. Jeg savnede lidt at kunne sætte gain lige et niveau lavere a la Perreaux, da min PU har et forholdsvis højt output. Det betød, at der ikke skulle skrues særlig højt op på forforstærkeren, før at det var uden for tale-niveau.

Koru har også balancerede udgange, men disse skal mest ses som et alternativ, da klangen via disse skifter over mod det varme. Detaljering og præcision mister ligeledes noget, men til gengæld bliver klangen meget ”analog”!

Via ubalanceret kan klangen bedst sammenlignes med det, man forventer fra en CD-afspiller. Men en rigtig god en af slagsen, vel og mærke! For vel er Koru meget direkte, men den går aldrig over grænsen mod det hårde, men holder sig hele tiden på den rigtige side af stregen. Det betyder også at detaljering og opløsning er i særklasse. På nogle indspilninger som fordrer dette, hersker der nærmest en uhyggelig realisme af stemmer og instrumenter i mellemtone området. Du lytter ikke bare... Du er med i musikken!

Bas og diskantmæssigt er Koru mere neutral, og lyder måske lidt ”mat” i forhold til Perreaux’en. Men det er på ingen måde tilfældet. Tværtimod, så undgår Koru den parfumerede ”friskhed” som Perreaux’en har, som ikke er helt i overensstemmelse med virkeligheden. Koru er præcis, kontant og uden svinkeærinder. Den spiller det den bliver fodret med, hverken mere eller mindre!

 

Perspektivet er stort, og rummet fremstår meget præcist, så man på ingen måde er i tvivl om, hvor både side- og bagvæg befinder sig. Samtidig er det også meget tydeligt, hvor de udøvende befinder sig. Men Koru har et lidt højt støjniveau, som er hørbart i svage passager i musikken. Det er ikke voldsomt, og jeg tænker at det måske er bevidst fra Plinius side, da en for kraftig dæmpning også kan lægge en dæmper på detaljer og opløsning.

Med Koru er vi i ”Topklasse”, for den holder sig helt neutral og leverer en opløsning og præcision, som man ikke oplever hver dag. Støjniveauet er måske lidt højt, men det glemmer man hurtigt når musikken først spiller. For her er du med i musikken, og ikke bare tilskuer.


Thorhauge Intersection

Thorhauge’s Intersection RIAA er - sammenlignet med de andre i denne test - en meget simpel RIAA. Her er ikke alle mulige indstillingsmuligheder. Vil du have MC forstærkning, så kan det købes som et separat produkt. Her er vi kommet ind til det helt essentielle: Selve RIAA korrektionen. Gain og modstand er givet på forhånd: 40dB, 47k. Mens kapaciteten kun udgøres af det rør som PU’en sender signalet til. Thorhauge mener ikke, at det er nødvendigt at rette yderligere på de høje frekvenser, med højere kapacitet på indgangen.

Thorhauge kommer med en udvendig strømforsyning, som kobles til via et XLR-stik. Strømforsyningen er pakket ind i et standard plastikkabinet, og jeg tramper vist ikke nogen over tæerne ved at skrive, at det er mindre kønt. Men det skal heller ikke nødvendigvis stå fremme sammen med selve RIAA-delen, hvilket understreges af den 1½ meter lange ledning fra forsyningen. Indvendigt i forsyningen sidder en almindelig trafo, ensretter og en enkelt ladelyt, alt sammen i en ganske god kvalitet.

Selve RIAA-delen kommer i et lækkert kabinet med en sort akrylfront. Bagplade, sider, bund og top er af kraftig stålplade holdt sammen af fire stålprofiler. Toppladen er perforeret, så rørene kan komme af med varmen. Rigtig lækkert, hvis man spørger mig! På forsiden sidder der en drejeknap i drejet aluminium, som bruges til at tænde for RIAA-delen, samt et emblem. Begge er sænket pænt ind i fronten. Strømforsyningen er tændt hele tiden, og kan ikke slukkes. Det er en meget overbevisende fornemmelse, når man drejer på knappen for at tænde. Et tungt solidt ”klik”!

Indvendigt dominerer de 3 rør. De er af typen Mullard ECC81 og Shuaguang ECC82, og sidder selvfølgelig i porcelæns-sokler! Ellers kan det være lidt svært at vurdere kvalitet og type af komponenter i Thorhauge, da det meste er malet sort! Ganske sikkert for at nysgerrige sjæle ikke skal forsøge at kopiere layoutet. Men det kan dog spores at lytterne primært er fra Siemens.

På bagsiden finder man stik til strømforsyningen samt stik til signal ind og ud. Alt sammen i en rigtig lækker kvalitet.


Lytteindtryk Thorhauge

Thorhauge er noget helt andet, i forhold til de andre deltagere. Den fokuserer på musikken, hvilket betyder, at den tekniske side af musikken ikke er helt på samme højde. Men det gør slet ikke noget, for den er til gengæld så behagelig at lytte til, så alt det andet kan være lige meget.

Indstillingsmæssigt er man ”låst”. Men i dette tilfælde gør det ikke spor, da matchet med Jubilee’en var lige i skabet. Og det er min fornemmelse, at langt de fleste MM eller MC High vil opleve fuldstændig det samme!

Der er da en god rumfornemmelse med Thorhauge, men størrelsen er noget begrænset på lydbilledet, og et par af de mindste detaljer smutter. Men den spiller rimelig neutralt, så det er ikke fordi bunden er for fyldig eller toppen er afrundet. Bassen er måske ikke den strammeste jeg har oplevet fra vinyl, men alligevel rimelig godt defineret. Mellemtonen er til gengæld så ligetil og behagelig, at det i sig selv er alle pengene værd! Diskanten er rimelig udstrakt, men luften forstyrres af et lidt højt støjniveau.

Thorhauge er en rør-konstruktion, og det kan da også høres på den samlede lyd. Som sagt er den rimelig neutral i sin klang, men når orkester eller band bryder ud i et crescendo, så kan den desværre ikke helt følge med. Det betyder, at lyden roder en smule sammen og ligeledes ”runger” lidt.

Thorhauge Intersection er kun til MM eller MC High PU’er. Til prisen leverer den rigtig god lyd, som rigtig mange vil synes rigtig godt om. Kun ”teknik” fikserede entusiaster vil komme til kort her. Der skal man op i en lidt - eller meget - dyrere prisklasse.


Samlet konklusion

Som jeg også skrev i anmeldelsen af Well Tempered pladespilleren, så falder lyden fra en pladespiller ofte meget naturlig allerede fra de mere rimeligt prissatte modeller, mens det er de tekniske aspekter i musikken som koster mere. Det bliver i den grad understreget i denne test af 3 forskellige RIAA’er.

De spiller alle 3 rigtig godt, og lyder umiddelbart også meget ens rent klangmæssigt. Det er de tekniske aspekter som skiller de 3 fra hinanden. Det er ting som detaljer, rumfornemmelse og opløsning, som forbedres i takt med at prisen stiger.

Thorhauges Intersection er den ”billigste” model i testen, og det kan også høres på de tekniske aspekter, hvor de andre – dyrere - deltagere gør det bedre. Men det betyder ikke, at Thorhauge spiller dårligt. Tværtimod, så er lyden af Thorhauge indbegrebet af analog lyd, og man kan blive siddende i timevis, og lytte den ene plade efter den anden igennem igen og igen. Så godt er det!

Plinius Koru ligger sig i den anden ende af skalaen, for den er en meget korrekt spillende RIAA, med en teknisk formåen af en anden verden. Den suger detaljer ud af signalet, og kan sætte et sceneri op, som jeg aldrig har hørt før, selv fra meget dyre CD-afspillere. Den meget korrekte gengivelse sætter selvfølgelig nogle krav til de plader man ligger på, men er indspilningen i orden, så fås det næppe bedre. Plinius er med blandt de bedste, og får titlen ”Topklasse” med!

Perreaux Silhouette SXV2 er min personlige favorit. Den spiller rigtig godt, og kan samtidig en masse af det tekniske i musikken. Ikke på samme tekniske niveau som Plinius, men det er tæt på! Samtidig er den utrolig fleksibel, og langt de fleste vil kunne få deres PU til at synge perfekt med denne RIAA. Et pletskud fra Perreaux!

Denne test viser med tydelighed, at det er rimelig nemt at få sit analoge setup til at synge rigtig godt, med en ”aftermarket” RIAA. Men det blev også bekræftet, at man får det, man betaler for, om end de små forbedringer er dyre. Med Thorhauge får vi lagt et godt stykke fra kaj, og med Perreaux og Plinius kommer vi det sidste lille stykke videre og tættere målet.


Specifikationer:

Frekvensområde: 
Perreaux: 20-20.000 Hz, +/- 0,5 dB.
Plinius: 20-20.000 Hz, +/-0,2 dB.
Thorhauge: 20-20.000 Hz, +/- 0,3dB.

Dimensioner: 
Perreaux: 21,5 x 17 x 6 cm (B x D x H).
Plinius: 45 x 40 x 7 cm (B x D x H).
Thorhauge: 23 x 26 x 9,5 cm (B x D x H).

Vægt: 
Perreaux: 1,5 kg.
Plinius: 5,5 kg.
Thorhauge: 3 kg.

Pris: 
Perreaux: Kr. 7995,-. 
Plinius: Kr. 17.500,-. 
Thorhauge: Kr. 5600,-.


For yderligere information, kontakt:

AUDIOcompagniet (Perreaux)

Skovhaven 115
5320 Agedrup

Tlf.: 41 26 12 34
Mail: [email protected]
Web: www.audiocompagniet.dk & www.perreaux.dk


High-Performance Audio (Plinius)

Laurentsvej 35, 1. sal (baghuset)
2880 Bagsværd

Tlf.: 28 90 54 54
Mail: [email protected]
Web: www.high-performance.dk


Thorhauge Audio

Tlf.: 96 19 00 07
Web: www.thorhauge-audio.dk


Reference-udstyr:

Lyngdorf CD-1, Holfi Stabilizer, CD-afspiller
Michell GyroDec SE, Rega RB300/Incognito, London Decca Jubilee, pladespiller
Audio Analogue Bellini, forforstærker
Vincent SP-995, effektforstærkere
Xavian XN360, højtalere
Vincent XLR, Silver Sonic AirMatrix RCA & Q10, kabler
Brinck Br 507, netstøjsfilter


Lytterum:

Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Væggen bag højtalere og lyttepositionen er dæmpet med THX-godkendte paneler.

Nye anmeldelser
På med vinylen 12
05.03.2017
På med CD’en 3
28.01.2017
Belles Aria
27.12.2016
Vincent SA-T7
19.11.2016
På med vinylen 11
11.10.2016
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
CD-afspiller test
23.08.2006
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
Denon Heos AVR
23.03.2017
Auralic Polaris
15.03.2017
Chord Electronics tilbage i DK
04.03.2017
Audio Classic SE 6C33-9
21.02.2017
Oppo Sonica DAC
20.02.2017
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2017 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes