Her er du: Anmeldelser - Stortest af integrerede forstærkere 21. november 2017 | 12:53   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


Stortest af integrerede forstærkere
Anmeldelse af: Simon Kirk  [27.10.2009] Print testen
I klassen fra syv- til tolvtusind er der alskens forstærkere i alle mulige former, farver og med understøttelse af finurlige fancy formater. Men konkurrencen er hård som armeret beton, så hvor bør man kigge hen?

Til denne test har vi udvalgt fire forstærkere som undertegnede mener hver især repræsenterer en spændende og positiv udvikling indenfor forstærkere i middelklassen. Indeholdende innovativ teknologi og en lækker byggekvalitet, nærmer de sig udadtil løsninger der minder om noget fra dyrere prisklasser. Men hvor meget kan de her forstærkere så i virkeligheden tage fra de store drenge i high-end klassen?


Pioneer A9MK2-K
Pioneer stiller op med deres største integrerede forstærker, med det mundrette modelnavn; A-A9MK2-K. Det er efterfølgeren til A-A9-J og yder, på papiret, begrænsede 55 watt i 8 ohm. Den er endvidere blevet fintunet hos Air Studios i London, for at få den mest korrekte gengivelse af instrumenter. Først og fremmest er det godt at se, at Pioneer endelig har kasseret deres 80’er lommeregner lookalike af en fjernbetjening, til fordel for en pæn ditto i alu. Og jeg bliver lidt varm om hjertet, når Pioneer har valgt terminaler af hangarstørrelse til afisoleret kabel, til forskel fra de myggestik af kabelåbninger man alt for ofte bliver udsat for. Displayet er til gengæld ret ubrugeligt på dage hvor solen skinner ind ad vinduerne. Pioneer har valgt en dual mono konstruktion, og med 11.5 kg, er de 55 watt nok ikke ligefrem fremkommet via magi. De har dog ikke udstyret forstærkeren med balancerede indgange, men de skal være undskyldt, når de så til gengæld inkorporerer en USB-indgang, som ligesom Hegel H100, er fuldstændig plug’n’play. Desuden er der RIAA med både MC og MM og pre out, hvilket gør den ganske alsidig.

Det er ikke for sjov når Pioneer reklamerer for at A-A9MK2-K har været fintunet af Air Studios. For her har vi at gøre med en hifi forstærker som med stor autoritet dissekerer din musik og lægger det ud frem for dig, så du har et klart view ind i optagerummet. Men lad mig fortælle det med musik. Mike Sheridan er en elektronisk yndling, og præsenterer lydbilledet så skarpt, at man kan skære sig på det. Alle klik, tik og andre smålyde kan nemt placeres i lydbillet, og Pioneer formidler endda en rigtig fornuftig dybde i perspektivet. Luft er der også masser af og man skal heller ikke være bange for at give den noget gas, for Pioneer svarer igen med et levere et tordnende niveau der nogen gange har undret mig med dens, i dette selskab, lave udgangseffekt. Baskontrollen er ganske udemærket, men også et af de steder hvor Pioneer må oppe sig, hvis de vil have at A-A9MK2-K skal være en high-end killer.

Elektronisk musik er fantastisk et godt stykke hen ad vejen, men ultimativt skal der rigtige instrumenter og sangere ind over, for at kunne vurdere en forstærkers gengivelse af musik. Eric Bibb har lavet en fantastisk live CD der hedder ”Live á fip”. På nummeret ”Hold On” mødes man med det samme af en fantastisk rytmisk spillestil, med masser af dynamik og liv. Men Eric Bibb har en destinkt og meget tør stemme, og afslører lynhurtigt hvis en forstærker har en lidt for kold og analytisk tilgang til musikken. Og det fornemmer jeg en lille smule her. Instrumenter og stemme lyder en smule nøgternt og hvis jeg skulle overdrive groft, så er der lidt papirslyd over det. Det vil sige, transienters udklingningstid virker til at være en smule for kort. Det giver bare et lidt tørt udtryk, og så hjælper det ikke at Pioneer, som mange andre forstærkere i den her klasse, er plaget af en smule hårdhed opad til. Diskanten bliver lige vel pågående til tider, men det er bestemt bedre end de fleste i den her prisklasse vil jeg mene, og diskanten er dog også meget udstrakt, og generelt indeholder den masser af detaljer. Men selvom jeg kunne ønske mig lidt mere krop og varme, så vil jeg ikke kalde den kedelig, langt fra. Den er nemlig utrolig rytmisk og besidder en fantastisk artikulation og timing og virker hurtig og agil. Den her forstærker bliver aldrig træg. Jeg vil næsten kalde dynamikken for fremragende, når man tager dens meget attraktive pris i betragtning.

Jeg har tidligere fremhævet CD’en ”Ormens Guld” af Lurpakket som værende en fantastisk, næsten ukomprimeret, indspilning. Her imponerer A-A9MK2-K med sin glimrende dynamik, og selv den her meget komplicerede og dynamiske musik, bliver klaret i strakt arm. Jeg fornemmer klart at strømforsyningen virker ganske veldimensioneret. Dynamikken og luften i lydbilledet er stadig glimrende, selv ved meget høje niveauer. Ved en fantastisk optagelse som den her, er der ingen slinger i valsen for Pioneer, som dog må siges godt at kunne lide at straffe mindre gode optagelser.

Vi skal også lige se på dens indbyggede USB-indgang. Igen har jeg kun roser til overs for en USB-indgang, og det virker som om at løsningen næsten er fuldt på højde med at bruge min egen CD-afspiller. Det er så med forbehold for, at den her forstærker trods alt ikke afslører alt, men til den her pris lever kvaliteten på USB-indgangen op til alt hvad man kan ønske sig.


Cambridge Azur 840A v.2
Cambridge deltager også med deres største integrerede forstærker, den heftige Azur 840A v.2 vejende 15 kg og med, på papiret, 120 watt i 8 ohm og 200 watt i 4 ohm, dog målt ved 1 KHz og 1% forvrængning. 840A er testens Audi, med krydser i alle felter på ekstraudstyrslisten. At den leveres indpakket i en art blåt stof, med Cambridges logo på, er bare starten. 840A har testens suverænt lækreste fjernbetjening, der næsten føles B&O-solid. Alle knapperne har en super lækker feel, og en lille ting som at forstærkeren ved opstart lige tjekker om højttalerkablerne er monteret korrekt, giver mig en fornemmelse af en typisk engelsk butler. 840A har også fået plads til balancerede indgange og kan integreres i store multirums opsætninger, hvis man er til den slags. Det er sagt mange gange før, men jeg nævner det lige igen: Pga. relæerne der styrer volumenkontrollen, klikker forstærkeren ret højlydt, når der justeres på volumekontrollen, hvilket kan være ret irriterende, men muligvis noget man vænner sig til med tiden. Men kan det mon ikke dæmpes i det mindste? Cambridge’s Class XD teknologi er også værd at nævne, da det er en teknologi der skulle eliminere cross-over forvrængning på samme måde som klasse A, bare uden bivirkninger. Om det virker i praksis, skal det blive interessant at få en lytter på!

Også når musikken spiller, giver Azur 840A associationer til den engelske butler. Man får en meget sammenhængende lyd, med et drys af varme og tilbagelænethed, der får langt det meste musik til at lyde fedt. Den pakker dog tingene lidt ind, og i modsætning til Pioneeren som straffer den dårlige indspilning, så vil 840A meget gerne være gode venner med alle indspilninger. Den har ikke samme store dynamik, men besidder til gengæld en imponerende kontrol. Det kan godt være, at den er målt ved højere forvrængning og ved 1 KHz  i modsætning til de øvrige forstærkere i testen, men den spiller i den grad med autoritet, og har masser af kontrol over sagerne i testen når det går hårdt for sig.

Mike Sheridan skal til at komponere nogle hårdere rytmer, for at holde den her forstærker til ilden, til gengæld går den dog knapt så dybt som de andre forstærkere i testen. Men der mangler et eller andet. Især når det kommer til 3D og perspektiv, hvor tingene hverken står så dybt eller præcist, som de måske burde. Desuden fremkommer der nogen hårdhed opadtil som kan skyldes en let fremhævet top, der giver en lidt speciel kombination af varm mellemtone, og en lidt kølig diskantgengivelse. Den er nemlig ikke ligeså velopløst som Pioneer og den kan virke en kende grovkornet, sammenlignet med især Pioneer og Carat.

Holografi mangles lidt her. Især det grovkornede kommer til udtryk på Eric Bibb’s musik, hvor hans stemme bliver en smule mere grov i det, end den ellers normalt er. Dog spiller den engagerende og interessant, og altid med en fin timing i lyden, og med respekt for kildematerialet. Nærvær og sammenhæng er kodeordene for den her forstærker. Til den her pris, ser folk det måske som en fordel at man også får hovedtelefonudgang med i købet, men uden at gå i gang med en dybere udredning om nuancerne de forskellige udgange imellem, så vil jeg nøjes med at konstatere at hovedtelefonudgangen ikke er et plus i Cambridge. Hvor de andre klart repræsenterer et stort step up, i forhold til computer, så skete det modsatte i 840A. Både et par udemærkede ”full-size” Grado og Sony har været afprøvet, og konklusionen er klar: Jeg ville foretrække min gamle laptop til hver en tid. Ynkelig og tynd lyd. Men ser jeg bort fra det, så har Cambridge en yderst glimrende pakke her der bestemt ikke skal skamme sig over sin lydkvalitet, og slet ikke når man samtidig får sådan en luksuriøs forstærker med. Jeg føler at der er blevet kælet for alle detaljer, og det giver utvivlsomt også et boost til ejerglæden med tiden.


Carat A57
Carat er fransk mærke, der designer og udvikler forstærkeren fra hjemlandet, mens de bliver produceret i Kina. Valget af forstærker var ikke svært, da de udelukkende har en integreret forstærker på programet, nemlig A57. I modsætning til Cambridge 840A v.2, er det her bestemt ikke et udstyrsstykke, og informationer omkring den, er ikke ligefrem mangfoldige. En vægt på 10 kg og med 80 watt i 8 ohm og hele 150 watt i 4 ohm, vidner dog om en forstærker der i det mindste burde kunne slå lidt fra sig. A57 er, efter min ydmyge mening, klart den designmæssige vinder, med dens mørke og halvgennemsigtige akrylfront og volumenknap i drejet aluminium. Jeg er forresten bestemt ikke enige i folk der siger at det er et rip-off af Primare’s forstærkere, da jeg ikke mindes nogen Primare med akrylfront. Der er ikke meget at sige om den her forstærker. Den har ligeledes en lækker feel over sig, men har hverken USB-indgang, balancerede udgange eller multirumsfunktioner, men der er dog en RIAA, forberedt til både MM og MC.

Undskyld, men hvad har de mon puttet i den boks for at få den til at spille sådan? Tryllestøv? Da jeg hentede den her forstærker hos Lydspecialisten var den pænt stillet ved siden af alle de andre forstærkere, og var efter sigende ikke rigtig tilspillet, eftersom kun få kunder lyttede til den her demomodel. Their loss, kan jeg lige tilføje! Begejstret efter Pioneer A-A9MK2-K, satte jeg A57 på. Her blev jeg mødt med en frigjorthed, naturlig varme, transientvillighed, luftighed, nærvær, musisk nerve, holografi og åbenhed opadtil, som fuldstændig klistrede mig til sofaen! Jeg kunne (kan stadig) ikke forstå hvordan det går til, så jeg har i den grad presset den her forstærker, for at finde svage punkter. Det lykkedes kun halvt kan jeg tilføje, men mere om det senere. Den her forstærker virker dog fuldstændig hævet over normale hifi termer, og spiller musik så man glemmer alt det andet. Men lad mig eksemplificere: Tager vi samme nummer fra Eric Bibb som før beskrevet, mødes jeg af en artikulation, detaljerigdom, tredimensionalitet og krop på instrumenter som er helt ude af denne verden, når man husker på prisen. Der er luft,  præcision og definition på instrumenter så man uundgåeligt må vippe med foden, og føler sig fuldstændig hensat til koncerten. Det her er rigtig, rigtig godt, lad der ikke være tvivl om det! Dynamik, bredde og præcision er ikke interessant at tale om med den her forstærker, men det er der, når man et kort sekund gider at tænke ”hifi” igen.

Den her kan så meget som ingen af de andre forstærkere i testen kan. Og en af de aller mest fremtrædende fordele er, at den her forstærker evner at nuancere, og præsentere musikken i al dens forskellighed. AC/DC, Benni Chawes, Trentemøller, Tom Waits. Vidt forskellig musik, og A57 opfører sig som om den udvisker sit eget aftryk på musikken, hver gang en ny genre bliver sat på. Så ved jeg, at det er ved at være godt! Og nu må det være på tide, Thunderstruck med AC/DC skal på! Og der er smæk på, så man tror det er løgn! Trommen rammer dig lige i brystkassen. Hver gang! Man nægter at tro at det er samme setup, hvis man skifter direkte fra Katie Melua til AC/DC. Fra en fantastisk lækker stemme og feel-god stemning, til rå og beskidt hardcore rock n’ roll. Guitaren lyder ligeså beskidt og forvrænget som den bør være, og Brian Johnson holder sig bestemt heller ikke tilbage. Jo, det er godt! Og det bliver aldrig irriterende pågående på den ufede måde. Musik bliver serveret som det var tilberedt, men aldrig bliver det unaturligt hårdt, og problemer med t- og s-lyde er væk.

Jeg lovede dog at der skulle komme et ”men”, så det kommer her. Bassen er kan forekomme en anelse blød, og jeg kunne ønske mig en lidt bedre kontrol på det her punkt. Her er A-A9MK2-K faktisk at foretrække. Den stikker dog på ingen måde af, og virker ikke rumlende på nogen måde, samtidig med at definitionen stadig er ganske glimrende. Derudover er A57 den eneste forstærker i testen jeg har fået til at klippe ved høje lydstyrker. Men med høje lydstyrker mener jeg også ”det bør man ikke udsætte sine ører for i længere tid”-lydstyrker. Men en lidt letdrevent højttaler vil jeg måske nok anbefale. That’s it. Flere mangler fandt jeg ikke, og det er i sig selv utroligt for testens næstbilligste forstærker. Dog er den ikke ligeså stringent neutral som Pioneer, men det gør intet til den her pris. Selvom den har et lidt mere farvet udtryk, er den så nuancerende, åben og i den grad finkornet, at jeg ikke kan være bekendt at sætte en finger på det.


Harman kardon HK990
Harman/Kardon stiller med deres, efter sigende, kraftigste integrerede forstærker nogensinde: HK990. Med en spidsstrøm på 100 ampere, 1000 watts trafo og en effekt på 150 watt i 8 ohm og 300 i 4 ohm, tør man svagt antyde at der bør være kræfter bag det her monster! Harman/Kardon ønsker efter sigende at vende tilbage til dengang de lavede kanonforstærkere til nogenlunde penge. Men der er andet end bare en trafo af en anden verden i det blæserafkølede kabinet (blæseren, som virker fuldstændig lydløs). Det er et sandt udstyrsstykke af teknik. Der kan nævnes i flæng HRS-link som efter sigende skulle give en langt mere optimal overførsel af data fra CD-afspilleren, der er er automatisk rumkorrektion, balancerede ind- og udgange, optiske indgange, RIAA, pre out og hele to dedikerede udgange til subwoofere!

Vi taler altså en fuldt udstyret amerikanerslæde her, og lur mig om ikke man også kan tilslutte kaffemaskinen og kontrollere den, med den keybord-store remote der følger HK990. Men vi må nok hellere tage temperaturen på forstærkeren og se om den spiller lige så ”hot” som den bliver! HK990 har så mange funktioner, at det næsten burde være obligatorisk med et mindre kursus! Jeg brugte et kvarter på bare at finde den rigtige indgang, så jeg kunne starte med at lytte til monstrummet her.

Men musik kom der til sidst, og det er tydeligt at Harman Kardon har valgt en helt anden tilgang til musikken end de andre. HK990 giver dig en lettere mørk og tilbagelænet oplevelse, som kan være rigtig lækker. Katie Melua lyder ikke som hun skal, bevares, men lækkert og hyggeligt er det i hvert fald. Også her er hårdheden næsten ikke eksisterende, men det er til gengæld også tydeligt hvorfor. For til trods for at kunne gengive musikken på en lækker og glat måde, så er den ret udetaljeret, og jeg kan næsten kalde den træg i gengivelsen af transienter. Det bliver hurtigt meget morfar-agtigt og uengagerende, grænsende til det kedelige. HK990 farver faktisk så meget, at man sikkert kunne upege den som led i et ukendt setup, under en blindtest. Jeg er fuldt indforstået med at en forstærker har karakteristika, men den her mængde farvning må dog trække klart ned. På elektroniske plader som Mike Sheridan eller Lulu Rouge, brillierer HK990 dog med stor kontrol, ro og dynamisk og kraftfuld bas. Man sidder med følelsen af at ”the sky is the limit”. Den sorte baggrund mestrer den også, til et vist niveau. Desværre stopper det positive også her. Dynamikken i mellemtone og diskant er ikke ret imponerende med tanke på de kræfter, der uden tvivl ligger bag den. Perspektivet er ikke ret dybt, og man sidder med fornemmelsen af at lytte til instrumenter på en væg, og ikke instrumenter i et rum eller koncertsal. Det er heller ikke nemt at udpeje aktører på den her ”væg”, da de virker mindre godt definerede. Bassen er desværre ikke engang virkelig god, den mangler noget opløsning og holografi. Diskanten virker noget afrundet, og jeg kan godt forstå at de har undgået s- og t-lyde, når den ruller af på den her måde. Den er nok mere varm i lyden, end godt er, men den skal dog også lige have ros for at instrumenter klinger ganske godt ud.

Men sidder HK990 med 4 esser på hånden i form af dens rumkorrektion? Det gør den nok, men vi spiller desværre ikke poker. Den automatiske korrektion synes nemlig at have en ret speciel holdning til hvordan lyden skal lyde  efter den automatiske korrektion. Her blev den nemlig meget lys og lettere pågående. Dog blev perspektiv og præcision strammet gevaldigt op, men desværre forsvandt kroppen på instrumenter og bassen virker nu til at komme til kort ved høje lydstyrker og det hele bliver lettere klinisk. Jeg foretrækker trods alt HK990 uden korrektion, og gennem den direkte signalvej.

Sammen med testeksemplaret af HK990, fik jeg en HD990 CD-afspiller med, for at kunne teste deres HRS-link. HRS-link som bliver forbundet med et standard computer netkabel, men som sjovt nok ikke kan bruges til at tilslutte computeren med. Men ret skal være ret. I forhold til RCA, så vinder HRS-link en klar sejr. Det forbedrer både dybden i rummet, detaljer og definition af instrumenter. Det er godt at se, at man tænker out of the box, for at forbedre lydkvaliteten. Og så slipper man også for at investere i dyre signalkabler. Alt i alt er konklusionen dog: Nej. Som testens absolut førende på prisen, så går det langt fra at have så store mangler på det lydmæssige område. Skal jeg være hård, så vil jeg sige cut the crap, og start med at konstruere en forstærker der lyder godt. Så kan alle de fancy funktioner komme i anden række.


Konklusion
Forstærkerne i den her test her forandret sig gennem testen. Nogle har jeg lige skullet vende mig til, andre skulle bruge dage på at blive gennemvarme og nogle havde ikke fået timer nok fra starten. Men en ting har forbavset mig. Hele tiden har det nemlig stået klart hvilken rækkefølge de skulle stå på skamlen, selvom jeg klart havde forventet en langt mere lige forestilling. Jeg går ud fra at det bør fremgå tydeligt nok af ovenstående hvilke forstærkere jeg ser komme i hvilken rækkefølge, men her kommer de alligevel, i prioriteret rækkefølge.

HK990. Masser af funktioner, baskontrol og gadgets. 20 kg og 150 watt har desværre slet ikke samme impact på dynamikken, som den burde. Og vel er den bygget som en kampvogn, men lyden er nok nærmere tunet ind på filmlyd, end hifi. Her mangler i hvert fald alt for meget op til vinderen, eller nummer to. 11.999,- er den bare ikke værd, hvis ikke man skal bruge alle dens mange funktioner.

Azur 840A. Fantastisk forstærker, men kan ikke helt holde niveauet, når der bliver sat musik på. Her mangler den alligevel noget, selvom den gør det meste ganske hæderligt. Man løber i hvert fald næppe skrigende væk, men den hæver ikke niveauet for lydkvalitet i klassen. Et solidt produkt, og man skal ikke føle sig snydt hvis man har lagt 8.999,- for den. Med mindre man har tænkt sig at bruge den til headfi...

A9MK2-K. Den utaknemmelige andenplads. For med de kvaliteter den har, så er det virkelig synd, at den ikke kan indkassere en sejr. Stor neutralitet, åbenhed, dynamik og holografi. Kun lidt problemer med bassen, og en lidt mere glat diskantgengivelse kan ønskes. Den repræsenterer et væsentligt trin op ad stigen, i forhold til nummer tre, 840A, men er altså som alle andre, blevet fuldstændig overtrumfet af den fransk-kinesiske alliance. Men A9MK2-K er stadig en særdeles vellykket forstærker.

A57. Den her er bare i en helt anden klasse end de øvrige. Hvad Pioneer gør, gør den her bare på en helt anden naturlig, varm og holografisk måde. Forskellen er illusionen om, at man lytter til musik, og ikke hifi. Vel er Pioneer lidt mere tonalt neutral, men selvom Pioneer er meget åben og holografisk, så sætter A57 den med adskillige længder. Den hiver simpelthen endnu et lag tæppe væk mellem lytteren og musikken, og den forskel dét giver, gør små ankepunkter som lidt lavere overall niveau, en lidt blød bas og en smule farvet gengivelse, fuldstændig irrelevant. Og til prisen! 7.400,- kr. Kursen på tryllestøv må være lav, i disse tider.


Specifikationer:

 
Harman Kardon HK990

  • Effekt:  150W / 8 ohm, 300W / 4 ohm
  • Frekvensgang: 5 Hz – 150 kHz +0/-3 dB
  • Forvrængning: <0,03% , 20 Hz – 20kHz, 8 ohm 
  • Indgange:  6 x RCA, 2 x XLR, 1 x MM, 1 x MC, 4 x digital, HRS-link
  • Udgange:  2 x Pre out, 2 x Rec out, 2 x Sub, 1 x digital out

Pris: Kr. 11.999,-

Venligst udlånt af:

Harman Consumer Division Nordic A/S
Mail: nordic@harman.com
Web: www.harmannordic.com/dk


Cambridge Azur 840A

  • Effekt:  120W / 8 ohm, 200W / 4 ohm
  • Frekvensgang: 10 Hz – 50 kHz +/- 1 dB
  • Forvrængning: <0,001% 1kHz, 80% af effekt
  • Indgange:  7 x RCA, 1 x MM/MC, 1 x XLR
  • Udgange:  1 x Pre out, 1 x Rec out

Pris: Kr. 7.999,-

Venligst udlånt af:

Hi-Fi Klubben
Mail: online@hifiklubben.dk
Web: www.hifiklubben.dk


Pioneer A9MK2-K

  • Effekt:  55W / 8 ohm, 70W / 4 ohm
  • Frekvensgang: 10 Hz – 100 kHz
  • Forvrængning: <0,2% 4 ohm
  • Indgange:  4 x RCA, 1 x MM/MC
  • Udgange:  1 x Pre out, 1 x Rec out

Pris: Kr. 7.299,-

Venligst udlånt af:

Pioneer Danmark
Web: www.pioneer.dk
Mail: support@pioneer.dk


Carat A57

  • Effekt:  80W / 8 ohm, 150W / 4 ohm
  • Frekvensgang: 15 Hz – 70 kHz +/- 1 dB
  • Forvrængning: <0,1%
  • Indgange:  4  x RCA, 1 x MM/MC, 1 x MP3 (minijack forside)
  • Udgange:  1 x Pre out, 1 x Rec out

Pris: Kr. 7.400,-

Venligst udlånt af:

Lydspecialisten
Mail: info@lydspecialisten.dk
Web: www.lydspecialisten.dk


Reference-udstyr:

  • Tannoy DC6000, højttalere
  • Lavardin IS Reference, integreret forstærker
  • C.E.C. 5100z, CD afspiller
  • Teflar 2, højttaler kabler
  • ViaBlue NTF-S1 Quattro Analogue Silver, RCA kabel mellem CD og forstærker

Lytterummet:
Lyttrummet er 21 m2 stort og kvadratisk. Der er åbent ud til entré og køkken og der er 70 cm fra højttalerne til bagvæggen og 80 cm til sidevæggene. Mellem højttalerne er der 250 cm og lyttepositionen er omtrent 270 cm fra midtpunktet mellem højttalerne. Bag højttalerne er der dæmpet med tykke puder og rummet er velmøbleret.

Nye anmeldelser
Norma Revo SC-2 LN
13.11.2017
PS Audio Stellar Gain Cell Dac & S300
23.10.2017
Taga Diamond B-60
23.09.2017
Thorhauge M. 70
13.08.2017
Audiovector QR 3
10.07.2017
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
CD-afspiller test
23.08.2006
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
Ny Audio Analogue importør
17.11.2017
Hegel 190
07.11.2017
GoldenEar Triton Reference
25.10.2017
Nyt fra Thorhauge
24.10.2017
Ny butik i København
19.09.2017
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2017 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes