Her er du: Anmeldelser - Tangent Clarity 4 & 8 26. marts 2017 | 09:22   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


Tangent Clarity 4 & 8
Anmeldelse af: Mikkel Gige  [18.05.2007] Print testen
Piano look-a-like for alle pengene! Tangents Clarity 4 og 8 signalerer noget stort med det ydre. Dette var undertegnedes først oplevelse, da højtalerne med knaldrød og sort piano overflade blev pakket ud. Det er ren guf for øjet!

”Aha”-oplevelsen med disse højtalere starter allerede under udpakningen. Kassen er helt ordinær med flamingo-klodser i hver ende. Det som gør det til en speciel oplevelse er bl.a. ”luk let”-posen i toppen, som er det første du ser, når du åbner kassen. Heri finder du en manual der beskriver, hvordan du bør positionere højtalerne for at få størst udbytte, samt fire metalskiver til at lægge under spikes’ene, og et sæt hvide bomuldshandsker! Når du løfter den øverste flamingoklods af, øges oplevelsen. Højtaleren er pakket ind i en sort bomuldspose. Da højtalerne så endelig var pakket ud, skuffede de ikke.  De er bare så flotte. Perfekt rød og sort pianolak med fittings, som er rigtig pænt udført i metal eller metalgrå plast. Der er absolut intet ved disse højtalere, som indikerer at vi befinder os i økonomi-klassen.

Hvorfor nævner jeg så lige det her med udpakningen? Det er da helt normalt, når man køber højtalere af finere kaliber. Forskellen er blot, at disse højtalere kun koster 1099,- pr. stk. for Clarity 4, og 2199,- pr. stk.  for Clarity 8. Til den pris har jeg aldrig oplevet en lignende grundighed med indpakning og tilbehør -  og finish, ikke mindst!

Begge modeller er tovejs, Clarity 4 med en 5” bas/mellemtone og en 1” coated softdome diskant. Clarity 8 benytter samme diskant, men har to 6” bas/mellemtoneenheder. Enhederne har plastik-chassis, hvilket ikke  nødvendigvis er  en dårlig ting. Plastik kan legeres og formes til at have egenskaber som støbt aluminium. Tyske Canton er et godt eksempel på dette. Der er udluftning bag det nederste ophæng på bas/mellemtone-enhederne samtidig med, at der er lavet huller i dette for at gøre ophænget blødere. Diskanten er oliekølet, men har ekstra køling i form af en lille stjerneformet køleprofil monteret bagpå. Magneter og spoler er pænt dimensioneret på alle enhederne, og membranerne på bas/mell.tone er lavet af et plast-materiale. Delefiltrene består af få, men ganske gode komponenter, og der er mulighed for bi-wiring. Terminalerne kunne godt være kraftigere, men til prisen er de helt fine. Der medfølger spikes, som er en integreret del af kabinettet. Det er ikke bare et gevind, som er banket ind i bunden, men en fin lille drejet metalfod, der passer sammen med spiken. Kabinetterne er lavet af mdf-plade, som sagtens kunne være lidt kraftigere. Ud over mdf-pladen, er der sprøjtet et ca. 2 mm tykt lag lak, som giver højtaleren dens farve og pianolak. Det er altså ikke rigtig pianolak! Når man banker på siderne med knoerne, så lyder der en hul kasselyd. Kun der hvor afstivningerne sidder på Clarity 8, forsvinder kasselyden.

Tangent Audio er en del af firmaet Eltax, et mærke, som normalt sættes i forbindelse med den lavere ende af hifi-klassen. Med Clarity-serien er der gjort en del ud af, både at få et flot design og en god lyd. Der har været fokus på alle aspekter under udviklingen. Delefilteret er ændret løbende, og diskantenheden er flyttet længere frem i fronten for at få en bedre spredning.

Det første spørgsmål, som fandt vej hos mig var: Kan de overhovedet tjene penge på disse højtalere? Svaret er ja. De er nemlig produceret i fjernøsten, hvor produktionsomkostningerne er væsentlig lavere end herhjemme. De er i øvrigt ikke den eneste danske højtaler-producent, som benytter sig af denne mulighed. Flere af de mærker, som vi ellers betragter som finere hifi-snedkere, har fået samme idé. Hvis det kan give mere pr. betalt krone for os hifi-tosser, så er det vel i orden, hvis det vel og mærke foregår under ordnede forhold!

Taget i betragtning, at dette er højtalere til 1.100,- og 2.200,- stk., så spiller de fornuftigt. Der mangler noget præcision, detaljer og perspektiv, men den generelle lyd fra disse flotte røde og sorte kasser er faktisk utrolig sammenhængende. Ordet ”homogen”, passerede med mellemrum mine tanker  under lyttesessionen. Begge højtalere vil gerne vinkles ind mod lyttepositionen. Clarity 4 bør pege direkte mod lytteren, hvis de skal udnyttes optimalt. Clarity 8 kan klare sig med 10-15 grader.


Lytteindtryk Clarity 8

Bassen er lidt fyldig, men holder alligevel en rimelig præcision. Anslag på stortromme og basstrenge høres tydeligt, og skilles nemt fra hinanden. Mellemtoneområdet er der ikke rigtig noget at udsætte på. Stemmer præsenteres flot og tilstrækkeligt naturligt til, at du ikke kører træt. Dog er der en tendens til, at s- og t- lyde bliver for markante med ”sss” og ”tst” på stemmer og instrumenter. Især på bækkener høres det ved en skarp lyd på anslaget, mens tonen i sig selv klinger fint ud. Diskanten er lidt grovkornet, men uden at det bliver kantet og hårdt.

Højtalerne er utrolig flotte med frontstoffet på, men spiller altså bedst uden. Så af med det før du lytter seriøst. Til hverdag vil du ikke bemærke forskellen. Det er primært perspektivet, der lider når frontstoffet er monteret. Perspektivet er såmænd udmærket, men der mangler den præcision, som kan opleves med dyrere højtalere. Tingene står lidt mere diffust i lydbilledet, men kan alligevel placeres i forhold til hinanden, idet der nogenlunde er luft i mellem de udøvende. Dybde, bredde og højde er helt ok, men jeg savner det store lydbillede, som jeg har oplevet med væsentligt dyrere systemer. Detaljeringen fungerer, som den skal. Jeg savnede faktisk ikke detaljer fra min sædvanlige testplader - her fulgte Clarity 8 fint med.

Clarity 8 er en højtaler, der med sit flotte design og gode lyd, sagtens kan tilfredsstille de flestes behov for musik til hverdag. Når der skal lyttes seriøst, kommer de dog til kort. Mens de stod og spillede baggrundsmusik i lytterummet, følte jeg på intet tidspunkt trang til at sætte referencehøjtalerne op i stedet. Clarity 8 spiller nemlig rigtig godt.


Lytteindtryk Clarity 4 (på standere)

”Lillebror” imponerer om muligt endnu mere. Fysisk er Clarity 4 meget mindre end sin storebror, men alligevel kommer der næsten lige så meget bas ud af den. Det er tørt, stramt, mangler hverken fylde eller tyngde, og så er det en flot detaljering i bassen, som bliver lagt for dagen. Enhver bastone står tydeligt frem uden at blive overskygget af den forrige eller næste tone. Denne form for præcision kender jeg ellers  kun fra langt dyrere højtalere. Basgengivelsen kan faktisk kaldes luftig - et udtryk man sjældent render ind i, men som definerer et overskud ud over det normale. Selv Xavian reference højtalerne får her kamp til stregen.


5" bas/mellemtone i Clarity 4.

Til trods for den rigtige gode basgengivelse, så hælder klangen på denne lille ”Goliat” mod det lyse. Mellemtone og diskant kan nemt blive lidt kantet at lytte til. S- og t-lyde er kraftigere her end på ”storebror”. Stemmer præsenteres ligeledes meget lig Clarity 8 samtidig med, at diskanten har den samme tendens til at være lidt grovkornet som på Clarity 8. Den lidt kantede klang kan reddes et godt stykke af vejen ved at montere frontstoffet. S- og t-lyde bliver mindre tydelige, og perspektivet strammes op. Generelt mangler der noget dybde i lydbilledet, men bredde og højde er helt acceptabelt. Der hersker en fornuftig rumfornemmelse, men præcisionen mangler. Der er ikke klart definerede lag i lydbilledet - alting står på samme række uden afstand i mellem.

Clarity 4 er en højtaler, der slet ikke vil være lille. Lyden er stor og lader ikke til at være begrænset af dens fysiske størrelse. Med til testen fulgte et par standere, som er lavet specielt til Clarity 4, og de bør stå på standere for at lyde optimalt. Standeren er endnu en prototype, så pris og detaljer kendes ikke på nuværende tidspunkt. Under lyttesessionen, stod Clarity 4 med ca. en halv meter til bagvæggen. På intet tidspunkt overvejede jeg at flytte dem tættere på bagvæggen. Der var jo rigeligt med bas, så hvorfor?


Konklusion

Clarity 4 og 8 giver dig fuld valuta for pengene. De er flotte og udstråler en langt højere pris end den aktuelle. Til prisen spiller de rigtig godt. Selvfølgelig vokser træerne ikke ind i himmelen, men den lyd de leverer, kan sagtens tilfredsstille mit behov for daglig musik. Kun når der skal lyttes seriøst, kommer de til kort. Jeg ser frem til at høre flere modeller fra Tangent i fremtiden.


Specifikationer:

  • Princip: 2-vejs dynamisk.
  • Frekvensområde: 40-22.000 Hz (Clarity) 4, 32-22.000 Hz (Clarity 8).
  • Følsomhed: 88 dB (Clarity 4), 90 dB (Clarity 8).
  • Impedans: 4-8 ohm.
  • Delefrekvens: 2500 Hz, 12 dB. filter.
  • Enheder: 5” bas/mell. & 1” diskant (Clarity 4), 2 x 6,5” bas/mell. & 1” diskant (Clarity 8).
  • Dimensioner: 30 x 17 x 23 (Clarity 4), 90 x 20 x 28 (Clarity 8), (H x B x D).
  • Vægt: 4,8 kg (Clarity 4), 14,1 kg (Clarity 8)

Pris: 1099,- pr. stk. (Clarity 4), 2199,- pr. stk. (Clarity 8).


Producent:

Eltax A/S
Drejervej 2
7490 Aulum

Tlf.: +45 9641 1500
Web: www.tangent-audio.com
Mail: [email protected]

Reference-udstyr:

  • Lyngdorf CD-1, CD-afspiller
  • Onkyo P388F, forforstærker
  • Nakamichi PA5 MKII, effektforstærker
  • Xavian XN360, højtalere
  • Silver Sonic Revelation og Q10, kabler.
  • Netstøjsfilter, selvbyg

Lytterum:

Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Anlægget spiller på tværs af rummet med 2 meter mellem højtalerne, ½ meter til bagvæggen, og 2 meter fra højtaler til lytteposition. Rummet er dæmpet med absorbenter fra Foamzorb.

Nye anmeldelser
På med vinylen 12
05.03.2017
På med CD’en 3
28.01.2017
Belles Aria
27.12.2016
Vincent SA-T7
19.11.2016
På med vinylen 11
11.10.2016
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
CD-afspiller test
23.08.2006
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
Denon Heos AVR
23.03.2017
Auralic Polaris
15.03.2017
Chord Electronics tilbage i DK
04.03.2017
Audio Classic SE 6C33-9
21.02.2017
Oppo Sonica DAC
20.02.2017
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2017 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes