| Sendt: 10 Februar 2007 kl. 10:39 | IP-adresse registreret
|
|
|
Rent teknisk er det eneste krav blot at en coaxial SP/DIF forbindelse skal have en karakteristisk impedans på 75 ohm. Det er fordi at hele transmissionen baserer sig på det, og udgangsimpedansen fra kilden, og indgangsimpedansen i modtagerenden er også 75ohm. Hvis kablet så ikke er det kan der opstår ringninger, som er støj (hvilket i sin værste udformning kan gøre et 0 til et 1) og hvis impedans-mistilpasningen er så grel at der opstår filtervirkning, kan dette selvfølgelig også give jitter. (Det sidste er dog urealitstisk).
På en analog RCA forbindelse kender jeg ikke til andre tekniske krav, end DIN normens om at modtagerenden maks må belaste med ...er det 4.7kohm ??? (nu kom jeg lige i tvivl). I hvert fald er der ingen der siger noget om udgangsimpedansen (blot kilden kan levere strøm nok til indgangsimpedansen i modtageren) eller kablet karakteristiske impedans. Det er i virkeligheden en stor fejl, for med korrekt impedanstilspasning i hele transmissionen vil de forskelle vi ofte mener at kunne høre på signalkabler, forsvinde som dug for solen, da transmissionen så sker uden tab = perfekt overførsel.
I den professionelle verden har man altid gjort det 'rigtigt', nemlig med 600ohm udgangsimpedans og indgangsimpedans og balanceret kabelføring. Nu skal det nævnes at med laaaange kabler og de rigtigt mange apparater i studierne ville de selvfølgelig blive straffet hårdere ved ikke at gøre det rigtigt, i forhold til os der sidder med vores tre-fire apparater der står lige oven på / ved siden af hinanden.
Men hvorfor tager hifi-verdenen ikke ved lære af at gøre tingene rigtigt? Tja måske er det netop en undskylning for at kunne sælge dyre kabler.
|