Jeg har længe været på udkig efter et japansk tryk af Bill Evans' sidste live-album, optaget i 1981 og udgivet 1984.

Jeg har tidligere ikke helt forstået jazz - enten var det for big band-agtigt, eller cirkeline-agtigt eller så 'free', at det virkede stressende på mig.



Paris II og samtlige Kamasi Washingtons albums fik mig på sporet på en god måde. Og det er nok den genre, jeg har brugt mest tid at blive
klogere på og lytte til de sidste 12 måneders tid.

Det er ikke den mest støjfri udgivelse, men der er knald på dynamikken og de høje toner er helt, helt vilde.


__________________
-- Kasper Bergholt

Jeg tror ikke den er optaget i 1981 da Bill Evans døde i 1980.

Du kan roligt fortsætte med at lytte til Bill Evans. Han er meget kompleks, men mange af hans soli er melodiske og meget
fængende. Ydermere har han komponeret en række af værker, der er fyldt med gode melodier og temaer.

Begynd eventuelt med "Everybody Digs Bill Evans"; de fleste numre er rolige og sentimentale og man oplever for alvor hans
sårbare og skrøbelige tone. Jeg kunne skrive en halv roman om hans albums, men hvis du vil udfordres lidt, kan du måske overveje
Solo Sessions: her oplever man de mest kreative, komplekse og dybe afkroge af hans musikalske univers.

De mange live optagelser før hans død er også guld værd. Han spiller mesterligt om end han er på dødens rand. På trods af at
enden var nær, komponerede han fortsat og udgav nogle geniale kompositioner.

God fornøjelse!

Hej Kasper,

Dejligt inspirerende indlæg

Jeg må nøjes med udgaven fra Qobuz (26 November 1979 ) som er lagt i min aftenspilleliste.

Baudelaire skrev: Jeg tror ikke den er optaget i 1981 da Bill Evans døde i 1980. Du kan roligt fortsætte med at lytte til Bill Evans. Han er meget kompleks, men mange af hans soli er melodiske og meget fængende. Ydermere har han komponeret en række af værker, der er fyldt med gode melodier og temaer. Begynd eventuelt med "Everybody Digs Bill Evans"; de fleste numre er rolige og sentimentale og man oplever for alvor hans sårbare og skrøbelige tone. Jeg kunne skrive en halv roman om hans albums, men hvis du vil udfordres lidt, kan du måske overveje Solo Sessions: her oplever man de mest kreative, komplekse og dybe afkroge af hans musikalske univers. De mange live optagelser før hans død er også guld værd. Han spiller mesterligt om end han er på dødens rand. På trods af at enden var nær, komponerede han fortsat og udgav nogle geniale kompositioner. God fornøjelse!

Good point - 1979 skulle der have stået (26. november).

Og tak for anbefalingerne. Jeg kunne godt forestille mig en fremtid, hvor jeg har en hel samling.

Kan se, at der er også er flere interessante bøger, jeg skal have læst.

Dokumentarfilmen Bill Evans: Time Remembered så jeg for nogle måneder siden. Den kan også anbefales.

__________________
-- Kasper Bergholt

Fimpe skrev: Hej Kasper, Dejligt inspirerende indlæg Jeg må nøjes med udgaven fra Qobuz (26 November 1979 ) som er lagt i min aftenspilleliste.

:)

Den er også rigtig, rigtig god.

Hvad lytter du til den på?

__________________
-- Kasper Bergholt

I aften er det på kontoret, med hovedtelefoner, Hifiman 400i koblet balanceret på Matrix mini i3 pro. Qobuz via en Daphile
Server, styret med iPeng ap fra en iPhone. Det virker meget godt🤓 (og nemt)

Dokumentaren er ganske fin. Bill Evans' sidste romance var med Laurie Verchomin. Hun har udgivet en meget personlig beretning
om den sidste tid med Bill Evans. Selvom hun til tider skriver en art prætentiøst og som en aspirerende forfatterinde, så får man
indgående og private detaljer om hans liv.

Jeg har selv et ønske om at eje en komplet Bill Evans samling, men der er simpelthen så meget, for ikke at tale om det der endnu
ikke er udgivet. Jeg er godt på vej, men det tager lidt tid.

For nyligt anskaffede jeg mig albummet med Jeremy Steig som også kan anbefales; her oplever vi en ung Bill Evans, sprudlende af
kreativ energi og med ambitiøse armbevægelser - den selvsamme entusiasme findes på hans første album "New Jazz Conceptions".
Dog synes han først mere afklaret i sine senere udgivelser. Jeg tror at pladen "Kind of Blue" og samarbejdet med Miles Davis var
afgørende for, at vores idol blev mere selvstændig - i sin stil og sit udtryk.

Fimpe skrev: I aften er det på kontoret, med hovedtelefoner, Hifiman 400i koblet balanceret på Matrix mini i3 pro. Qobuz via en Daphile Server, styret med iPeng ap fra en iPhone. Det virker meget godt🤓 (og nemt)

Fedt! Jeg ved ikke så meget om hovedtelefoner og forstærkere til dem - men det ligner bang for the buck?

__________________
-- Kasper Bergholt