Hej.
Nu har jeg fået lyst til at beskrive mit setup og præsentere HiFI4al's læsere for mine overvejelser. Først lytterummet: Det er på ca. 18m2, rektangulært, ca. 3,5 meter i bredden og ca. 5 meter langt. Det er kraftigt dæmpet af dels et kraftigt tæppe, der dækker det meste af stuen, dels af reoler langs siderne. Tæppet var en væsentlig forbedring rent lydmæssigt. Der er lydisoleret ind til naboen - praktisk. Der står desuden 4 stole og en sofa samt et sofabord. Bag højttalerne er vinduerne (se billedet).
Jeg har følgende grej:
For- og effektforstærker: Primare Pre60/A60 sæt. Jeg fik det til en god pris hos min HiFi-pusher fpr 1½ år siden. Lyden er fin, klar, velopløst og dynamisk, og forforstærkeren har bl.a. indbygget D/A-konverter samt masser af indgange. Så vi har koblet en PC, fjernsynet, Internettet, BlueRay'en og video'en samt selvfølgelig tuner, CD-afspiller og RIAA på. Det er dejligt, at man kan justere indgangsfølsomheden individuelt samt at man selv kan vælge teksten på forforstærkeren på de indgange, man benytter, og disable dem, man ikke benytter. Effektforstærkeren udvikler nærmest ingen varme, så forforstærkeren kan stå ovenpå den. Ikke helt optimalt mht. indstråling, men det var muligheden.
Højttalere: Dynaudio Confidence 50, den mellemste gulvmodel i den nye serie. De er fantastiske, jeg har ikke hørt det bedre. Klart, velopløst, uforvrænget, kontrolleret osv. Afløste GamuT L5, som jeg også var glad for, men de nye er i en anden klasse.
CD-afspiller: GamuT CD3. Jeg købte den brugt, og den lyder bare godt - se evt. anmeldelsen her på site'et. Den afløste en Arcam CD37. Jeg erkender, at forskellene ikke var så store, som jeg havde håbet, men sådan kan det jo gå.
Pladespiller: Rega P5, modificeret med ny underpladetallerken af aluminium (den gamle var af plads og noget bras), ny kugle i lejet samt ny kontravægt fra Groovetracer. De modifikationer betød alle klarere lyd. Sjovt nok kunne forskellen til den nye kontravægt høres i form af renere bas. Jeg overvejer nogle gange at udskifte P5-eren med en bedre Rega, men jeg har gjort så meget ved den, at jeg næsten ikke nænner det. Men næste gang vil det nok blive her, jeg sætter ind. Pickup'en er en Ortofon Cadenza Bronze, som afløste en Benz Micro Ebony H, som jeg ellers var meget glad for, men den holdt kun 4 år, så var ophænget blevet stift og den sporede for dårligt. Ortofon'en var slankere og knapt så varm, og det var jeg i begyndelen ikke så glad for, men jeg er nu gået hen og blevet glad for den - af Ortofons Cadenza serie er det nok den, der er bedst for mig. Pladespilleren forsynes fra en Rega Neo TT-PSU, som afløste den "gamle" TT-PSU. Det var en forbedring, der kunne høres.RIAA: Niels Larsens NLE22. Den bedste og mest fleksible RIAA, jeg har hørt. Alt bliver bare gengivet så præcist. Den afløste en tidligere Niels Larsen konstruktion, som også var god.
Tuner: Rotel RT-11. Der er ikke så meget at sige om den, en god, lille tuner.
Fjernsyn: Samsung 43 tommer QLED-fjernsyn. Fedt billede. Og det er koblet til stereoanlægget via et optisk kabel af mærket Chord C-stream. Sammenligner man lyden i det setup med lyden via BlueRay'ens coax er den næsten lige så god.
BlueRay: Pioneer BDP-LX58-K. Lidt langsom betjeningsmæssigt, men billede og lyd er af høj kvalitet. Kobler til stereoanlægget vis coax-kabel af god kvalitet.
Video: En ældre en af slagsen, som vi kobler til fjernsynet via en standard SCART-HDMI konverter snarest. Så må vi se, om det er godt nok - så gode er de gamle video'er heller ikke.
Højttalerkabel: Niels Larsens NLE51. Sølvkabler belagt med guld. En klar forbedring fra de gamle 2,5mm2 fra Monitor Audio. Jeg var selv overrasket over forskellen i sin tid.
Signalkabler: Nordost Frey XLR fra forforstærker til effektforstærker. Niels Larsens signalkabler for resten, RCA generelt men XLR fra CD-afspiller til forforstærker.
Der streames (Tidal) fra en HP-PC med et Nordost Heimdal 2 USB-kabel via Audioquest Jitterbug. Der rippes v.hj.a. JRiver 26. Nordost kablet afløste et Supra kabel, som igen afløste et standard printerkabel, og i begge tilfælde var der klare hørbare forbedringer. Jitterbug'en gav klarere lyd for (brugt) 250kr. Kan anbefales.
Forsyningssiden: Jeg har jord-forbindelse i stuen, det kan anbefales. Fra stikdåse i væg til Isoteks DC-fælde EVO3 Syncro UNI et Isotec EVO3 Optimum, derfra et Nordost Heimdal 2 til strømskinnen PS Audio Dectet. Strømkablerne gav en mindre forbedring men særligt DC-fælden kan anbefales. Lidt klarere lydbillede og fastere bas - tro det, om man vil. PS Audie Detect forsyner for- og effektrin med Nordost Heimdal 2, CD'en med Isotek Gii Optimum, Tuner med Nordost Magus. Strømskinnen PS Audio Detect var en klar forbedring fra Supras strømskinne, og kan anbefales - se evt. testen her på site'et. Jeg har overvejet at bruge et Isotec EVO3 Optimum, jeg har liggende, til CD-afspilleren, men viger tilbage, simpelthen at pladshensyn bag DC-afspilleren. Der kommer ikke til ske ændringer her.
Jeg er meget glad for mit setup, det er en nydelse at høre musik fra alle signalkilder, og prikken over i'et var højttalerne, som jeg købte i efteråret. Det kunne jeg skrive meget om.
Med venlig hilsen
Jens