Jeg føler lige et behov for at genstarte en gammel tråd, som
var den tråd der er årsagen til at meldte mig på hifi4all. Jeg vil lige følge
lidt op på mine erfaringer med panasonic xr-59 som musikgengiver i stereo.
Jeg har nu i næsten 2 år været ejer og flittig bruger af en panasonic xr-59. Denne tråd omhandler
primært en xr-55, men jeg mener ikke
at der er forskelle på lyden, men kun på tilslutninger og features. ?
Der har hidtil i tråden været ret forskellige meninger om forstærkerens.
Det er en digital forstærker og de kendte kvaliteter og unoder der ofte
fremhæves ved digitale forstærkere er også blevet fremhævet i denne tråd.
Som udgangspunkt var jeg begejstret over den detaljerigdom
som musikken blev gengivet med. Stemmer, åndedræt, trommer og basgang fik flere
lag af detaljer i forhold til hvad var vant til. Lytteindtryk ændrer sig som
bekendt ofte over tid og siden mit første indtryk har der sneget sig en del
irritationsmomenter ind.
Forstærkeren er blevet kritiseret for at være for klinisk,
unuancret og skinger i de øvre frekvenser, hvilket jeg desværre også har
erfaret efter at jeg flyttede til mit nuværende hjem hvor stuen ikke er på mere
end 18 m2.
Den lød bedre i min tidligere stue som var ca. 30 m2. Lange lyttesessioner
var ikke altid så behagelige som de burde være. Pointen er vel bare at
lytterummet også har en unik indflydelse på lyden.
Bækkener bliver ofte til ensartede klik. Min ultimative
testskive til at undersøge om lyden i længden er for skinger, er Portisheads
selvbetitlede 2. album, der er produceret så det bare ikke lyder godt på nogle
anlæg. Læs eventuelt gaffas anmeldelse. Hør den og i ved hvad jeg mener…
Denne forstærker spiller absolut ikke godt sammen med alle
højttalere, men skift medfører altid en del valg og fravalg. Den har i sin tid
spillet med kef Q65, kef iQ5, kef Q75, Audio Pro blue Diamond, Kef Q15 og
senest Kef reference 103.2. Højtalerne er nævnt kronologisk.
Det virker nok lidt paradoksalt at det hovedsagligt er med
Kef Q-serie, at forstærkerens unoder mest har vist sig mest. Diskanten bliver
alt for klik-agtig og unuanceret, men samtidig er denne serie sammen med xr-59,
fantastisk til at gengive stemmer så det nærmest føles som om der står en lige
foran og synger. Dette element har fået mig til at blive ved med at genanskaffe
højtalere fra Q-serien indtil deres pågåenhed igen har trættet mine ører.
Kef iQ5 lød egentlig ret godt med en del varme og blev
aldrig skingre som Q-serien, men jeg savnede noget knald på bassen. Jeg havde
på det tidspunkt en sub, som var helt uduelig til musik.
Blue diamond var absolut gode sammen med panasonicen og
softdome diskanten var med til at nedtone noget af det skarpe, men desværre
ikke det hele. Til trods for en bas der rystede bollerne på plads og stor
dynamik med masser af varme, var jeg aldrig helt tilfreds med blue diamond. Dette
skyldtes blandt andet højtalernes dimensioner, som åd det meste af mit gulv,
men også at jeg igen savnede detaljerne fra kefs Q-serie.
Q15 og en fornuftig subwoofer kom til, og blev hængende
indtil jeg igen blev træt af den pågående diskant.
Ligenu kører er par gamle kef ref 103.2, Spiller fint, blødt
og varmt sammen men forstærkeren. De har ikke kørt så længe, men jeg har indtil
videre ikke registreret noget af den lyttetræthed som jeg allerede har beskrevet.
Jeg mener (stadig) at Panasonics XR-modeller er et fund til
prisen, men før et køb skal det virkelig overvejes hvilke højttalere den skal
trække. Højttalere der er kendt for at være lidt til den lyse side vil jeg ikke
anbefale at kombinere med én xr-model. Personligt har jeg haft de bedste
erfaringer med softdome-diskanter.
Som surroundreciever har jeg intet at beklager mig over.
(Afslutningsvis vil jeg nævne at jeg kører digitalt til
forstærkeren som står for al signalbehandlingen. Jeg har biwiret når højtalerne
har haft terminaler dertil.)