Ja går man 30-35år eller mere tilbage i tiden, ville den se lidt mangelfuld ud, ligesom der manglede nogle (eller bare en) enheder.
Men sidenhen fandt man jo ud af, der i lydmæssig forstand, var hvad der skulle være og var brug for.

Den ser jo simpel men smuk ud.
Og bor man i et lille værelse, har man nok slet ikke brug for mere

Snell har aldrig haft nogen særlige kæpheste som sådan, men har kørt efter, at det er ikke hvad du bruger, men hvordan man bruger det. Derfor blev folk tit overrasket over dem, når de så, hvad det var, der var inde under stoffet......ikke noget man lige ville forbinde med den lyd de lige havde hørt.  

__________________
If you can't explain it simply, you don't understand it well enough

Disse Snell E3, var tidligere i lys eg. En ejer, har dog valgt at slibe dem godt ned og så male dem sorte. Jeg må da sige, at billedet her oprindeligt var på ca 500kb, nu 197kb, at man alligevel kan se, at det er rigtigt pænt stykke arbejder, der er lavet.  

__________________
If you can't explain it simply, you don't understand it well enough

En lille test af Snell K5. Fra HiFi & Elektronik.

Snell Acoustics har i flere år ført en omtumlet tilværelse og mange har sikkert afskrevet det lille, men lydmæssigt seriøse firma, som tidligere var ejet af Hifi-Klubben.

 

Efter at Snell for 1.5 år siden (på test tidspunktet ) blev overtaget af Boston Acoustcs, arbejder firmaets nye direktør, dave Smith, på at forny produktsortimentet fra fabrikken i Haverhill i Massachusetts nord for NY. Blandt nyhederne er denne 2-vejs basrefleks højttaler. Den suppleres af en større model E5 med 2 stk 165mm basenheder.

K5'eren vil typisk blive placeret frit i rummet på en stander for at opnå det bedste resultat, men vores erfaring siger os, at de fleste alligevel havner i et reol system. Derfor har Snell også taget konsekvensen og monteret en omskifter på bagsiden, som med hjælp af passive tabsgivende filterkomponter kompensere for det 6 db basløft, der normalt er resultatet af reol/væg placeringen og som giver et "oppustet" lydbillede.

Systemet fungerer udmærket, men stander løsningen er nu at foretrække. K5'eren, er parvis spejlede og kabinetterne er nydelige med finerede sider i lys bøg. Samtidigt har Snell gjort meget ud af at dæmpe resonanser i kabinettet. især fronten imponerer med en sandwich konstruktion, hvor en 1½ mm membran af neopren gummi indvendig er forsynet med MFD plade mens den ydre baffel er lavet i HDF plade. resten er omhyggeligt afstivet og dæmpet med et rockwoolagtigt materiale.

Banke prøvet afslører et særdeles dødt kabinet. Forpladen er smukt afrundet, angiveligt for at undgå diffraktioner. Begge højttalerenheder er magnetisk afskærmede og af dansk oprindelse (Peerless) og er udstyret med en membran af copolymer og inverteret støvhætte, men diskantenheden er 24mm alu-membran (Vifa) med dobbelte magneter, dels for at øge virknings graden og dels for at reducere den magnetiske udstråling. Med en opgivet følsomhed på 86 db ligger den anbefalede forstærker effekt på mellem 50-200W.

FLOT LYDBILLEDE

I forhold til prisklassen på 2999kr/stk, er K5 tonalt en meget velafbalanceret højttaler. Sammenlignet med med fx den dobbelt så dyre Dali Grand Coupé  og den fem gange så dyre Quad eletrostat, er klangen generelt noget lysere med lidt mere energi i de øverste oktaver og uden Coupé'ens fremhævede mellembas. Bas gengivelsen er temmelig flot størrelsen taget i betragtning - de imponerende congas på Jennifer Warnes nummeret Way Down Deep fra The Hunter klares i overleget stil.....dog uden at gå subwoofer dybt ned.

Ved et lydtryk, hvor Snell'erne stadig havde masser af overskud, opgav Grand Coupérne med et kvalt blop som intet havde med basgengivelse at gøre. Hvor ynkeligt! Refecence Quad'erne opgav bare med en raslende lyd. Vi savnede dog noget fylde og detaljering i den øvre bas.

Mellemtoneområdet er meget direkte med en god dynamisk gengivelse, som især klæder hårdtslående genre. Ved kraftige lydtryk og i komplekse passager er der en tydelig tendens til, at lyden bliver noget hård og lidt gjaldende. I diskant området gør metaldomen et fint stykke arbejde og henter mange fine detaljer frem uden at lyde anstrengt. Den når dog ikke den detaljeringsgrad som Coupérne og især Quad'erne kan præstere, eller den samme afslappede overlegne gengivelse. Men set i forhold til prisen, er det særdeles flot.

Uden at være dårligt, er stereo perspektivet nok K5'erens svageste side, og det er slående så lidt højde, der er i lydbilledet. Man sidder med en fornemmelse af at se ned på solisten - en slags balkon  lyd. Hvor Quad'erne formår at fastholde de enkelte instrumenters præcise placering i orkestret, er der med K5'eren, mere tale om at lydende svæver i rummet.

K5 er et særdeleles stærkt bud på en god all-round højttaler i 3000kr's klassen og til prisen, er der ikke mange, der kan matche den. Snell K5 egner sig dog først og fremmest til dynamiske musik genre, hvor der ikke lægges den helt store vægt på perspektivet.    

__________________
If you can't explain it simply, you don't understand it well enough

Sjovt at sammenligne den K5 med Dali Grand Coupé..
Men Hifi og Elektronik var aldrig et blad som stod for seriøse tests...

De kommer trods alt frem til..

Dårligt stereoperspektiv
Den lyder hård og gjaldende når den får effekt, eller når musikken er kompleks..
En lys klang.

Lur mig om ikke lyttetræthed sagtens kan indfinde sig her..
Der skal i hvert fald kompenseres med en varm forstærker med rigelig krop..


Kort sagt har denne højtaler bestemt ikke de tidligere, rigtige snell fra det originale firma, prægtige dyder.
Faktisk lyder den for mig temmelig middelmådig..

Men omvendt, selv med disse svagheder, finder Hifi og Elektronik den et rigtig godt køb..
Tjaeh, jeg ville hellere smutte på brugtmarkedet og få den rigtige vare.


Mvh.

Som teenager i 80'erne var bibliotekets HiFi magasiner porten til drømmeland og efter mange år, hvor interessen for HiFi blev trængt i
baggrunden af familie og børn er jeg nu tilbage på sporet. Jeg husker Snell, som et fabrikat der altid blev omtalt med stor respekt og
blev hyldet for de musikalske kvaliteter.

På min "Bucket list" har der altid stået et sæt E og et sæt A - ting man bare skal prøve, at eje.

For godt en måned siden kom der så et sæt EIII til salg - og jeg sprang på i en fart. Godt nok skulle skummet skiftes, men det er jo en
simpel operation og efter en tur hos Audio Consult (Iøvrigt en helt fantastisk butik - med udstrakt service) har jeg nu et sæt utroligt
velholdte Snell EIII, som jeg først lige har fået lyttet på.

Foran står en CAV-A10, som faktisk er en ret hæderlig Kinabox - og lyden er præcis, som jeg altid har drømt om.

Fra første tone sidder man og vipper med foden - uanset, hvilken musik man spiller. De går langt dybere end man skulle tro og spiller
overordentligt sammenhængende over hele frekvensområdet.

Når jeg tænker på, hvilken pris jeg har givet for det anlæg der står og spiller - er det helt utroligt, hvad man kan få for sine penge, hvis
man tænker sig lidt om og ikke har behov for højttalere i hvid højglans og udstyr der skal bo i et skab.

Faktisk var jeg i HiFiklubben en dag og høre lidt på de forskellige opstillinger de havde. På trods af en mere en 10 gange højere pris på
nogle af de setups jeg hørte vil jeg slet, slet ikke bytte. Nu leder jeg bare efter et sæt Snell A til en fornuftig pris :-)

Så selv om Peter Snell desværre ikke er blandt os længere lever hans højttalere altså i bedste velgående - her mange år efter. Og det er
da faktisk noget af en bedrift.

Smag og behag..
Jeg ville nu godt bytte..
Men det er bare min smag..

På min ønskeliste står der singled ended effektforstærker(e) i 10-watts-klassen (300b-rør)
Og så en pre, som kan følge med..

Desværre hundedyrt, men en dag står de der, begge dele.
Når man først har hørt det under de rette betingelser, så er man ikke længere i tvivl.
Det hele står og opstår så bastant i lydbilledet at du kan tegne rundt om instrumenterne..
Særdeles besnærende..
Men selv om de kun yder ti watt de der effekttrin, så sluger de en hulens masse strøm.. Skiven ræser rundt..
Og energien opstår ligeledes i lydbilledet..
Særdeles sjældent at høre det, men det kendetegner rigtig godt udstyr.

Og det fås ærgerligt nok ikke til en tiendedel af prisen...

Held og lykke med jagten på de A-er.
De er efter min mening også virkelig super velspillende..

Mvh.

Hej Felix

Du har helt ret - smag og behag.

Men jeg synes simpelthen, at det er lidt sørgeligt, at lyden i demorummene hos HiFiKlubben ikke er bedre. Hvad det skyldes skal jeg ikke kloge i - men ærgeligt er det, for udstyret fejler jo nok ikke noget.

Mit anlæg nr. 1 er aktive Martin Logans og det spiller bestemt også godt. Så Snell er da ikke det bedste der findes - men de kan noget, som ikke så mange højttalere kan, nemlig give liv til musikken på den der fede dynamiske måde, som gør, at man bare har lyst til, at høre mere.

Min ønskeliste ligner din - kan se der er en Audio Note M-Zero forforstærker på bud hos AudioConsult og den har de to ting jeg skal bruge - nemlig en linieindgang og en fjernbetjent volumenkontrol...den ville jeg gerne have.

Har allerede en SE Røreffekt - som lige nu står og samler støv. Den er ikke super fed - men det er da en start.

Mvh.

Hej Heine.

Det lyder som en god start du har dér..

Jeg ville nok gå efter noget bedre end zero-serien.. Den er bestemt god, men hop op i en M-2 så er der basis for rigtig god lyd.. Og
opgraderinger.

En gang imellem bliver de handlet på den blå avis til fornuftige penge...

Ja, rummene i HIFI-Klubben er ikke gode..
Det virker langt fra optimalt.

Mvh.

FelixTheDane skrev: Sjovt at sammenligne den K5 med Dali Grand Coupé.. Men Hifi og Elektronik var aldrig et blad som stod for seriøse tests... De kommer trods alt frem til.. Dårligt stereoperspektiv Den lyder hård og gjaldende når den får effekt, eller når musikken er kompleks.. En lys klang. Lur mig om ikke lyttetræthed sagtens kan indfinde sig her.. Der skal i hvert fald kompenseres med en varm forstærker med rigelig krop.. Kort sagt har denne højtaler bestemt ikke de tidligere, rigtige snell fra det originale firma, prægtige dyder. Faktisk lyder den for mig temmelig middelmådig.. Men omvendt, selv med disse svagheder, finder Hifi og Elektronik den et rigtig godt køb.. Tjaeh, jeg ville hellere smutte på brugtmarkedet og få den rigtige vare. Mvh.

Nu kan man jo sætte dem op mod, hvadman som anmelder nu måtte ønske at sammenligne dem med. En anmelder, er og bliver nu en anmelder, med den indstilling og smag denne nu har. Meget af Snell K5's spillestil, hænger nok lidt sammen med, at David Smith jo kommer fra en tid ovre hos JBL. Dette vil nok skinne lidt i gennem K5. Det er ham, der står bag K5, E5 og type C med indbyggede effektrin til 2 10" basser. Type C kommer senere til at hedde XA90 i stedet. Men de har stadig den fine effektkarakteristik, som Snell'erne hele tide har haft fra begyndelsen og dette giver et noget lyttemæssigt større output i hele området, men dog særligt i diskanten. K5 spiller faktisk lidt bedre, en anmelderen lægger op til. Men har man hørt de oprindelige K'er, ja så er der dog forskel. Det er f.eks, det meget smallere design skyld i. 

__________________
If you can't explain it simply, you don't understand it well enough

Her er en test fra High Fidelity nr 7/8-91 af Snell A3i. Springer al det indledende over, da den kender I jo og kan finde det andet sted i tråden.

Generelle lytteindtryk

Da højttaleren er tung at trække, skal der postes en del effekt ud, for at lydbilledet vågner op. Lydbilledet virker meget homogent og utroligt velafbalanceret med en klangbalance helt uden nogen former for diskontinuitet. Lydbilledet er stort med en let opfattelig gengivelse af perspektiv. Detaljerings evnen er ganske fremragende. Denne egenskab besidder højttaleren imidlertid kun, når den ikke placeres for tæt op ad bagvæggen, da man herved ikke udnytter effekten af bagdiskanten optimalt. Den bagudstrålende diskant er absolut nødvendig for at opnå maksimal tranparens og det størst mulige lydbillede. Afbrydes den bagudrettede diskant, indskrænkes lydbilledet til en mere kompakt og massiv præsentation og mange detaljer i perspektivet bliver derfor ikke hørbare. Vi har derfor konsekvent lyttet med den bagudstrålende diskant tilsluttet. Mellemtonen og diskanten spredning, er så god, at det ikke viste sig nødvendigt at vinkle højttaleren mod lyttepositionen. Vinkler man alligevel højttalerne, bliver den perspektiviske præsentation overfokuseret og unaturlig og perspektivet i det horisontale plan indskrænkes.

Effektbehov

Nuancering af det dynamiske aspekt er førsteklasses, hvis man har den fornødne udgangs effekt til rådighed. Med 2x100W til mellemtone/diskant og 2x250W til basserne, stødte vi ikke på problemer. Men på den anden side, behøver man ikke spille tordende højt for at afsætte 200W i basenhederne.

Det positive er, at disse højttaleres store transparente lydbillede ikke faldt sammen eller fik åndenød, men derimod præsenterede et fantastisk  afklaret, sammenhængende og kontrolleret lydbillede, er noget ud over det sædvanlige.

Ved længere tids lytning, blev en anden positiv egenskab ved disse Snell højttalere tydelig. Ved lave niveauer er lyden stadig homogen, selv i basområdet. Man behøver ikke kompensere i basområdet ved lave niveauer. Kombinationen af hastighed og kontrol er perfekt. Der høres intet overhang ved kraftige transienter. Den eneste anmærkning er, at bassystemet ikke flytter luft nok under ca 30hz. Det er tydeligt at basserne går langt dybere end de 30hz, men de magter ikke at formidle gengivelsen herunder med tilstrækkeligt vægt og energi, til at vi kan sige, at bassen er helt homogen i den dybeste oktav.

Perspektiv og rum

Fornemmelsen af højde, dybde og bredde i lydbilledet tilgodeses i det omfang, det benyttede progammateriale tillader det. Der er kort fortalt, ingen restriktioner i perspektivet. Lydbilledet inddrager lytterummet fra væg til væg og fra gulv til loft, hvis man benytter de bedst mulige program kilder inklusiv forstærker grej i reference kvalitet.

Perspektivet er klokkeklart og perfekt fokuseret. Det er uden overdreven forkusering eller hvad man kunne kalde "pin point image" eller det modsatte, hvor man skal gætte sig til, hvor tingene foregår. Perspektivet har netop den klarhed og luftighed, som man også kan opleve ved autentiske musikbegivenheder. Højde angives ganske præcist, og det samme må siges om placeringen af instrumenter i det vandrette plan.

Dybden differentieres tilfredsstillende. Ting, der står langt tilbage i lydbilledet, forbliver på deres pladser, selvom der spilles højt. Stereobilledet er med andre ord klippefast og har en forførende umiddelbar klarhed, som vi finder meget tiltalende. Dette skyldes uden tvivl de snævre tolerancer, hvormed kabinetter, delefiltre og enheder vælges.

Pladeeksempel: Chet Atkins og Mark Knopfler har sammen begået en lp kaldet Neck and Neck, som er udgivet på CBS/Sony. Absolut et must for alle guitar freaks. På nummeret "There'll be some changes made" småsnakker og kommenterer d'herre Knopfler og Atkins hinandens guitarspil og skiftes til at give små soloer. Placeringen af de to solister er så realistisk, at man let forestiller sig at være i stue med de udøvende. Stemmerne og guitarenes placering i højden og i siden er ligesom man ville opleve det live. Desuden er atmosfæren og ambience på stemmerne helt overbevisende gengivet. Dette stykke musik er, når det bliver afspillet via Snell A3i, et skole eksempel på, hvordan en højttaler bør opføre sig: at lade musikken opstå i rummet helt decentraliseret og frigjort fra højttalerne.

Bassen

Bassen har ikke meget fysik under de 30hz, selvom der opgives et frekvensområde med en basgengivelse, der kun er -3db nede ved 24hz. Det er let at høre, at bassen går dybt, men under de 30hz er der ingen kræfter i systemet. Der flyttes ganske enkelt ikke luft nok. Det skal dog siges, at for mange vil denne højttalers basgengivelse være lidt af en oplevelse. Mange velanskrevne går ikke nær så dybt og er ikke i stand til at nuancere bas transienter som dette højttaler system. Detaljeringsevnen i de dybeste oktaver er helt tilfredsstillende. Klarhed, transparens og detaljeringsevne, er af meget høj kvalitet.

Bassen er i stand til at belyse det rummelige aspekt 100% og angive placeringen af de dybeste instrumenter med en klarhed, vi må erklære os helt tilfredse med. Bortset fra den nævnte reservation  er bassen vital og dynamisk. Der er et fint antrit og forkant på transienterne. Bas gengivelsen må på trods af vor reservation karakteriseres som værende af usædvanlig høj kvalitet.  

På trods af den usædvanlige baskonstruktion, er der ved korrekt opstilling af højttaleren ingen farvninger eller negative bieffekter ved basgengivelsen. Tværtimod. Bassen kobler fint til rummet, hvilket er en medvirkende årsag til det store og fint integrerede lydbillede.

Mellemtonen

Mellemtonen er uangribelig neutral med en ganske fremragende detaljering. Mellemtonen kan karakteriseres som tør uden på nogen måde at være tynd anlagt. Mellemtonens dynamiske egenskaber er enestående gode. Vi blev gang på gang overraskede over så megen energi og klarhed, denne ene 4" enhed magter. Detaljeringen og klarheden er usædvanlig for et højttalersystem med dynamiske enheder. Det kan faktisk måle sig med, hvad man kender fra elektrostater, der dog ofte er betydeligt dynamisk begrænsede i forhold til Snell'erne. En anden betagende evne er mellemtonens letflydende og behagelige spillestil, der virker blød og dog meget levende. Pladeeksempel: Feargal Sharkey, Songs from the Mardi Gras". Et af de betagende sider ved Feargal Sharkey's stemme, er den smukke tyste vibrato, som han anvender diskret og smagfuldt. Denne vibreren med stemmen er ofte meget tyst, men afsløres her med alle detaljer i behold. Opløsningen af hele stemmen er fuldt tilfredsstillende.

Et endnu mere kvalificeret plademateriale er Aftonsang och Julesalm med barytonen Håkan Hagegård, udgivet på Proprius. Her høres a capella nummeret "Bred dina vida vingar" en gennem detaljeret opløsning af stemmen, der kan sammenlignes med det bedste vi kender. De perspektiviske aspekter ved gengivelsen af stemmen er helt tilfredsstillende. De kraftige intonationer gengives uproblematisk med klarhed og overblik. Detaljeringsniveauet i mellemtonen er noget af det bedste vi hidtil har oplevet fra højttalere med dynamiske højttalerenheder. Den fladtrådte sammenligning med mellemtonen fra elektrostater må atter hives frem. Informationsniveauet i mellemtone/diskant området nærmer sig det, der kendetegner selv de mest velrenommerede britiske elektrostater. Måske på grund af Snell's særlige opbygning, der giver mindre diffraktion end mere konventionelle konstruktioner.

Diskanten

Diskant gengivelsen er velintegreret i helheden og ligesom med mellemtonen, er informationsniveauet meget overbevisende. Der gengives med en nøgtern klarhed, der ikke gør noget væsen af sig. Ingen diskontinuitet, men en ubetonet, lyttemæssigt fuldstændig lineær gengivelse. Luftigheden i den øverste oktav er forbilledlig. Detaljer står klare og naturlige uden overdreven fokusering, hvis man undgår overdreven vinkling af højttalerne. Dynamiske forløb ved høje niveauer klares med bravur uden tilløb til kompression.

Som nævnt i gennemgangen af mellemtonen gengives stemmers intonationer af "shh" og "t" lyde fuldstændigt rent og dynamisk nuanceret. Proprius pladen med Håkan Hagegård er et glimrende eksempel på det. Vi har afspillet de vanskeligste lp'er fra vor audiofile kollektion og resultatet har hver gang været helt entydigt. Informationsniveauet i diskanten er fremragende. Vi har ikke tidligere høft en "almkindelig" diskantdome gengive så lydefrit, med så fin spredning og med en homogen frigjort dynamik, der synes næsten uden begrænsninger. Slut. Herefter følger en opsummering og konklusion.   

__________________
If you can't explain it simply, you don't understand it well enough

Nåhe ja, skal vel lige have impedans måling med.

__________________
If you can't explain it simply, you don't understand it well enough

Hørte et sæt snell a3i forleden, jeg havde min parasound hca2200 mk2 med under armen, jeg skal love at der kom liv i de store kasser, var slet ikke klar over at de kunne spille så højt og samtidigt behageligt at høre på

Musikvalget var mest af den festlige slags med masser af hug i bassen, og det klarede de til UG

Alt i alt er det en fed højttaler

Det er altså sjovt at læse anmeldelsen ovenfor. Det er jo en "Tour De Force" i fuldstændigt intetsigende beskrivelseri. Man får simpelthen helt ondt af de mennesker der har skullet fylde spalterne til bristepunktet i HiFi magasinerne dengang.

Ha ha ja, der er mange gentagelser. Derfor tog jeg heller ikke opsummering og konklusionen med.....

__________________
If you can't explain it simply, you don't understand it well enough

Det er sgu da svært at beskrive lyden af et par højtalere, på en medrivende måde, uden at blive
bare lidt lyrisk? Og det bliver da lidt mere spændende læsning? At beskrive noget oplevet med sanserne, tænk på vin osv, er ret svært og meget subjektivt. Selvom man prøver at være objektiv. Men nu er det jo en tråd om Snell......har ikke selv hørt dem, måske én gang i 80érne i Audio Consult ...men de var vel the sh*t dengang? Så lad manden komme videre i sin følgetong...det er jo lidt som juleaften under rørforstærkerens skær.....

På side 9, når man ruller lidt ned, kan man se 2 billeder af et kæmpe surround anlæg. I det indlagte link, er der en times interview med manden og ejeren bag den vilde opsætning. Måske det kan have interesse at lytte og se med.

https://www.youtube.com/watch?v=VNhaQaAmjxjU

__________________
If you can't explain it simply, you don't understand it well enough

Sorry, et forkert tegn har sneget sig ind i linket, Nu burde den være der.

https://www.youtube.com/watch?v=VNhaQ9AmjxU

__________________
If you can't explain it simply, you don't understand it well enough

Fandt en test af Snell C4. Dette er en oversættelse fra testen i Stereophile nr 4/91. Det er ikke hele testen, der er oversat desværre. Men man får et udmærket indtryk alligevel.

"Diskanten virker utroligt glat og udstrakt. I forhold til min ref. Hale System Two, virkede det som om C4 havde mindre energi omkring de 6 -12khz. Der var mindre glans på bækkener og violiner var fri for klingeri. Så totalt set, så virker Snell C4 mere neutral her i min øre i forhold til System Two.

Mellemtone gengivelsen var ganske glat, åben og neutral. Klangen på instrumenterne virkede ganske tro mod pladeoptagelserne.

Snell C4 formåede at gengive høje lydtryk, uden at lyden var presset eller med indskrænkninger i dynamikken. Lydbilledet ved lave niveauer blev bevaret selv ved usædvanligt højt volumen. Den dynamiske kontrast er derfor fantastisk og giver en fornemmelse af uanede reserver. C4'erne bas er stram og med godt punch og plages ikke af den boom effekt og manglende præcision, der ellers ofte karakteriserer basrefleks højttalere. Faktisk vil det være svært ved lytning, at identificere C4 modellen som en bas refleks konstruktion. Bassen er velkontrolleret uden tendens til overdrivelse, og der var ingen generende pukler på frekvenskurven, der ellers ville kunne understrege nogle instrumenter.

Efter min mening er venstrehånds-klaverspil specielt afslørende for lavfrekvente farvninger, men C4'erne klarede sig fortræffeligt under afspilning af Dick Hyman Plays Fats Waller (Reference Recordings RR-33CD) Klaverets basregister blev gengivet blødt med volumen og der var rig krop. Jeg lytter ofte til denne plade og fandt, at især C4'erne var klart velegnede til at afdække Bösendorfer klaverets vægt og kraft. Jeg overværede selv optagelsen og må sige, at C4 gengav klaverets dybe oktaver præcist.

Orglet på Pictures at an Exhibition (Dorian DOR-90117) blev gengivet med overvældende fylde og autoritet , mens højttalerne mestrede eksakt  gengivelse af detaljer. Faktisk klarede Snell'erne  bedre på denne optagelse end nogen anden højttaler, jeg har haft i mit lytterum, med undtagelse af de $7000 dyre TDL Reference Standard. Sammenlignet B&W Matrix 801 s2 var C'erne bas slankere, strammere og bedre kontrolleret.

Snell C4's dynamiske lavfrekvente gengivelse var fremragende på alle måder. Crescendi blev gengivet kvikt, letflydende og kraftfuldt. Især bastrommen havde "smæk", var godt defineret og udgjorde et kraftfyldt rytmisk fundament. Til rock, jazz og fusions musik var C4'eren meget tilfredsstillende, når talen går på punch og spark. Orkestrale kraftudladninger, assisteret af pauker som på mange af Strawinsky's indspilninger, tilvejebragte orkestrets fylde, og, i udladninger, musikkens dynamik. Det var en fryd af få gengivet et symfoni orkesters fulde kraft, uden at reproduktionen overhovedet bar præg af begrænsning eller anstrengelse.

Konklusion

Snell C4 er en meget neutral højttaler uden alvorlige tonale farvninger, der kunne påvirke lytte oplevelsen. Det mellemste register gengives åbent, ufarvet og klart. Desuden er diskanten meget vellykket, idet den formår at skabe en god balance mellem åben, livlig og detaljeret præsentation uden at blive påtrængende eller fremhævet. I mine øjne det mest vellykkede ved C4'erne, den bemærkelsesværdige basformåen kombineret med en evne til at formidle vægten og slagkraften i lavfrekvente instrumenter. Bassen er ganske stram med et godt punch uden reminiscenser af den manglende præcision, der ofte karakteriserer bas refleks modeller. Når dette kombineres med en blødhed og mangel på farvning i hele mellemtone området, udgjorde C4'erne et tilfredsstillende fundament for musik oplevelsen, som jeg virkeligt nød. Snell C4, er et produkt, der skal høres af alle, som søger højttalere i denne prisklasse."      

__________________
If you can't explain it simply, you don't understand it well enough

Hej allanowich. Har lige et spg mål til eksperten. :-) hvad er de korrekte størrelser på sikringer i snell a2, diskant , ml tone og bas, og hvilken type
skal det være? Tænker på om det er feks er sandfyldte; hvilket jeg dog ikke tror det skal være. Kan du hjælpe mig. ?Hvad vil det evt have af
indflydelse hvis det er forkerte der sidder i, ifht lyden. Tak
Mvh Søren