Historien om B&O, uskylden der forsvandt.
Med hvad med designet? Berlingskes Kunst- og arkitektanmelder Torben Weirup guider os gennem skiftende tiders formgivning, og hans kærlige konklusion er klar. Historien om B&O er alt for god til ikke at fortsætte.
B&O. Bang & Olufsen. En af de danske mærkevarer og firmanavne - brands - som på det nærmeste bringer Dannebrog til tops.
B&O er en national stolthed i klasse med f.eks. sølv fra Georg Jensen eller plakater af Per Arnoldi, Birger Christensen-pelse, Grundfos-pumper, Danfoss-ventiler, Ole Mathiesen-ure eller de klassiske, genialt udtænkte insulinpenne fra Novo Nordisk. For slet ikke at tale om guldalderen i dansk møbelarkitektur, da store skikkelser som Børge Mogensen, Hans J. Wegner, Poul Kjærholm, Finn Juhl, Arne Jacobsen og siden - på helt anden vis - Verner Panton skabte begrebet Danish Design eller Danish Modern, der vakte betydelig opmærksomhed rundt om i verden.
Efter manges opfattelse ligger B&Os storhedstid også i 1950erne og nogle tiår frem, da fabrikken i Struer nærmest fra år til år overgik sig selv. Produkterne blev mere og mere elegante og syntes som skabt til netop bølgen af smuk møbelarkitektur bygget på moderne formgivning og solide håndværksmæssige traditioner.
Det er i de år, Bang & Olufsen udskifter 1940ernes dannebrogsbærende bondepiger med moderne sofistikerede kvinder, der i reglen selv kunne reklamere for varerne, men undertiden dog fik selskab af elegante mænd i smoking. Det var designprodukter skabt til en verden karakteriseret af ønsket om på den ene side at lægge krigen bag sig og på den anden af nye forbrugsmuligheder.
Nok var der kold krig og den ubehagelige skygge fra atombomben over Hiroshima og Nagasaki, men mange steder i Danmark og i den vestlige verden i det hele taget var der også optimisme, voldsom reallønsfremgang og nye forbrugsmuligheder og en følelse af, at the sky was the limit.
En slags klimaks blev det, da nogle af B&Os produkter blev indlemmet i samlingerne på Museum of Modern Art i New York med en bemærkning fra direktøren om, at det forekom ham - Arthur Drexter - at B&O i det hele taget var det eneste firma i verden med en sammenhængende designpolitik.
B&O blev et ikon, og vi tog det gerne til os som et ikon for Danmark og som en fortælling om, hvordan et lille folk også kan have noget at komme med, og det hjalp på mindreværdsfølelsen og den sårfeber fra Dybbøl, nationen aldrig rigtigt har forvundet.
B&O er kvalitet. Det er muligt, grammofonerne og transistorerne nemt gik i stykker, men det er mere sandsynligt, at man blot lagde mærke til det og talte om det, fordi det var B&O. Og der var tider, da stereoanlægskyndige frarådede at købe B&O, for det var Philips, der var inde i kabinetterne. Som til gengæld var så utrolig smukke. I hvert fald i B&Os designguldalder.
Fra lokumsrør til skulpturer
Det begyndte i 1905 med en drøm, som grundlæggerne, de to ingeniører Peter Bang og Svend Olufsen, havde om først at konstruere en radiomodtager tilsluttet lysnettet og siden udvikle en produktion af underholdningselektronik.
Det var ikke så nemt, som det lyder. Fædrene til Peter Bang og Svend Olufsen insisterede på, at den første fabriksbygning blev opført, så den kunne genanvendes som skole, hvis det viste sig, at radioen ikke slog an som medie. For som det hed i samtidens aviser:
Radiobevægelsen er en Modebevægelse, et Fænomen som i Lighed med Spiritisme, Jazz-Musik og Kassebedragerier er en Følge af Udviklingen.
Som bekendt var radioen mere end en mode, og som ligeledes bekendt blev B&O en industriel triumf, som med tiden også - og de to forhold er intimt forbundne - blev til en designmæssig succes.
De første mange apparater var nogle voluminøse skuder, som blev kritiseret af tidens førende arkitekter som Ole Wanscher og Poul Henningsen. PH fandt med vanlig bramfrihed, at fronten på radiomøblerne lignede en lokumsdør, og Wanscher kaldte dem Teaterdekorationer tegnet af Møbelhandlerens yngste Lærling.
B&O svarede ved at knytte nogle af tidens bedste arkitekter og formgivere til fabrikken i Struer. Ib Fabiansen var en af de første, og siden fulgte bl.a. Acton Bjørn, der f.eks. tegnede Beolit 500 i 1965, og Henning Moldenhawer, som skabte tresserklassikerne Beomaster 900 og Beovision 400. Jacob Jensen er naturligvis et centralt navn. Med radioer som Beolab 5000, Beomaster 3000 og den flade Beomaster 1200 (med funktionerne placeret på toppen frem for foran på den stadig mere flade og kompakte kasse) introduceredes det ergonomisk brugervenlige og logiske betjeningssystem, vi om noget forbinder med godt B&O -design.
Siden kom Jacob Jensens fine række af transistorradioer og Beocenter-serien og med den integration af flere muligheder for at spille - bl.a. med kassettebånd - musik i samme kabinet. Andre fornemme designprodukter er det elegante B&O-fjernsyn med funktionerne diskret gemt af vejen til fordel for den kølige, slanke og logisk opbyggede fjernkontrol Beolink 1000 fra 1985, formgivet af David Lewis. Navnlig nogle af hans designløsninger synes at minde om stramme og minimalistiske skulpturer og vægobjekter, man kunne finde på en kunstudstilling.
Og apropos kunst: B&Os designafdeling henvendte sig på et tidspunkt til en dansk kunstner med en ikke ubegrundet formodning om, at han kunne inspirere dem. Han sad længe og kiggede på det smukke apparat med den elegante finish, den mørke flade og den røde lysdiode. Det gik først galt, da han tændte for skærmen og afmægtigt så på det bras, de forskellige kanaler spiser deres kunder af med. Så han foreslog B&O at producere et fjernsyn med et indbygget kvalitetsfilter, der sikrede, at kun gode udsendelser kunne ses i et så designmæssigt vellykket produkt. Det havde trods alt nok ikke solgt flere fjernsyn, så designafdelingen og kunstneren måtte sige farvel til hinanden med gensidig beklagelse såvel som agtelse.
Minder om rumstationer
Med 1990erne var guldalderen, B&O classic, definitivt overstået, og skønt der er stor visuel enkelhed over David Lewis Beosystem-center og -sound, er uskylden væk, og mange af apparaterne ligner internationale produkter, der tilsyneladende helst skal minde om en rumstation eller et fartøj af en slags, der kan bevæge sig rigtig hurtigt.
Måske har det været nødvendigt? Måske er B&Os store flagskibe fra 1990erne bestræbelser på at tolke de senere års krav om ny minimalisme, og måske er det - som så ofte tidligere i B&Os designtradition - et forsøg på at bryde den gængse opfattelse af, hvordan underholdningselektronik kan se ud.
Karakteristisk for B&O i de seneste mange år har været et forsøg på at positionere sig internationalt som et kvalitetsbrand i en epoke, hvor fremstilling af radioer, forstærkere, tv, cd-spillere, mobiltelefoner osv. osv. er blevet så billigt, at der må andre konkurrenceparametre til for en virksomhed, der ikke kan hamle op med f.eks. den effektive japanske industri og dets strategier på verdensmarkedet.
En af forklaringerne er måske også, at en del unge ikke køber den samme underholdningselektronik som deres forældre, og der er da også eksempler på andre globale brands - Burberry eksempelvis, eller Pringle og Louis Vuitton - der ændrer stil og vareudbud for at tækkes nye generationer og dermed i virkeligheden risikerer at ødelægge deres image hos de kunder, virksomheden allerede har.
Engang var der 20 danske fjernsynsfabrikker. I dag er der kun B&O med store dele af produktionen placeret i udlandet. Siden 1990 har kriser, afskedigelser og omsætningstilbagegang, nedjusterede forventninger og usikre markedssituationer kendetegnet pressedækningen af B&O, men fabrikken i Struer ligger der stadig, og det bliver den forhåbentlig ved med. Det giver et lille gib i en, når man ser en B&O-butik på et forretningsstrøg i udlandet, og historien om B&O er alt for god til ikke at fortsætte. B&O er et nationalt ikon.
Af Torben Weirup. April 2008
Mvh. Peter Pan. Se link -
NAVIGATION
Hjælp
Chat
Aktive emner
Brugere
Søg
Opret ny bruger
Log ind
Emne: Bang & Olufsen club
Emne lukket)
tænker bare at det ikke betyder noget for dig at det er analogt i linkrum, og at du så stadig bruger din A-DVD2 i stuen.. dvs en dobbel tilslutning.
