Hvor har jeg efterhånden hørt den samme historie mange gange;
Når ejere af en lidt ældre Bang & Olufsen model bringer apparatet ind til reparation, bliver de for det første afkrævet et ret højt beløb før værkstedet overhovedet gider tage imod og kigge på tingen.Så går der nogle dage hvorefter ejeren får at vide, at hans apparat ikke kan repareres fordider ikke længere kan skaffes reservedele. For det bliver han så ofte afkrævet yderligere et antal hundrede kroner.
Efter et par besøg hos andre værksteder med samme resultat ender apparaterne ofte hos mig. Lad det være sagt med det samme; Det er ikke noget problem for mig! B&O er ren hobby for mig, jeg holder rigtig meget af at reparere de ældre Beomaster, Beogram, Beocenter, Beocord, Beovox osv. modeller, og med ganske få undtagelser er alle disse apparater meget velkomne hos mig.
Det er en fornøjelse hver eneste gang et apparat bliver bragt tilbage til virkende stand og måske endda tilbage i dagligt brug. Til tider kan der også ligge en udfordring og en særlig tilfredsstillelse i at reparere noget som andre har opgivet og disse oplevelser sætter jeg også meget pris på.
Alle er også meget velkomne til at spørge mig efter reservedele, og det er der da også en del gør-det-selv folk og nogle af de seriøse værksteder, der gør. Jeg står ofte på hovedet i bunkerens kasser efter en duttenas til en himstregims eller noget helt andet og det værste, der kan ske ved at spørge er, at jeg svarer, at jeg ikke har sådan en.
Jeg har det bare lidt dårligt når jeg kan se i apparatet som har været til disse "reparationer" på værksteder, som har givet op, at der ikke er blevet lavet en pind og apparatet til tider end ikke har været åbnet! Det er da at snyde kunderne! Og lyve for dem!
De kunne da i det mindste være ærlige og fortælle kunden, at apparatet er fra en tidsalder, hvor værkstedet ikke råder over mandskab med de nødvendige kvalifikationer og afvise kunden inden han skal betale for ingenting og gå og glæde sig til at få sit apparat tilbage.
Undskyldningen med reservedelene er så dårlig, så det skriger til himlen. Det er korrekt, at B&O ikke længere kan levere maskin-specifikke dele til modeller over en vis alder, men i praksis er det sjældent, at jeg må en tur i bunkeren for at finde en speciel del til en reparation. Det er sjældent disse dele, det er galt med. Mange mekaniske reparationer er blot et spørgsmål om rensning og smøring og måske nye drivremme osv. og de fleste elektroniske komponenter er standardvarer, som kan findes hos næsten enhver løsdelsforhandler. Men problemet er nok i højere grad, at hvor de nyere produkter basalt set er opbygget på modulbasis, hvor et defekt modul simpelthen udskiftes, kræver de ældre modeller reparation på komponent-niveau.
Det kræver diagrammer og kredsløbskundskaber, som de såkaldte reparatører ikke råder over. Erfaring kræves også til tider, men den får man kun på en eneste måde og den fravælger de på denne måde at opbygge. Ja, det kan måske være lidt mere tidskrævende at reparere på komponent-niveau og det koster måske lidt mere i arbejdstimer men så oplys dog kunden om det og lad kunden bestemme, om han vil ofre beløbet istedet for det andet "gøgleri".
Det sker ikke kun på billige "gade-hjørne" værksteder (med al respekt) men også hos de etablerede og endda enkelte autoriserede B&O værksteder. Det er heller ikke kun i Danmark dette sker men tilsyneladende i store dele af verden.
Det er et dårligt service-niveau. - Det er dårlig kundepleje. - Det er dårlig karma. Det er i det hele taget skidt stil.
Martin
|