Opdatering per 7’ marts 2026.

Ombygning af Copland CSA-14.

Dioder, ringen og Klokkeren fra Notre Dame.

Under designet af den nye komplette strømforsyning til min bette Copland CSA-14, så jeg nærmere på nogle af de støjkilder og deres effekter, som udspringer af dels at have 5 ringkernetransformatorer, dels diverse typer dioder til eensretningen, og dels de filtre jeg har besluttet at indbygge.

Så frem med stumperne på bordet, sætte skopet op og tænde det, så det er stabilt, tjekke mit ene Fluke har mindst mulig fejlmargin – altså overholder spec - lave lidt ledninger og så tilslutte.

Mit ene Fluke 289. Der har været et par eksempler på, at de kan svinge lidt for meget, så her ser jeg på stabilitet og præcision:



Første trin var at tage én af hver af de typer dioder til eensrettere, som jeg har brugt, eller har overvejet, og måle dem ud, efter at have set lidt på deres tekniske specifikationer. Der er lidt snak rundt omkring om dioder til eensretning, og den støj de måtte generere. Specielt at SiC dioder kan få en ringkernetrafo til at ringe mere. Så det måtte jeg selvfølgelig undersøge.

Klar til diodetest:



Så jeg udvalgte en gammel traditionel diode fra en NAD S300 som jeg tidligere har udskiftet til en nyere bedre model, og satte den op i den improviserede testopstilling. En 100Watt 16Ohm modstand og en Mundorf MLytic 63V 22.000µF kondensator var også med til at illudere en reel belastning. Her måltes bl.a. støj og hurtighed og åbne-spænding.



Næste diode er en nyere model af den gamle ”klassiske” type, derefter en nyere type Hexfred som er hurtigere og generelt bedre, dernæst en SiC smd type og endelig en SiC hole through type. De sidstnævnte to er dem som jeg benytter i den nyeste ombygning. De er langt hurtigere og viser sig at generere nærmest nul ringning fra trafo’en, mod forventning, da jeg havde læst, at deres ultra hurtige skift og 0 Trr, reverse recovery time, ville kunne belaste en transformator på en måde, så den begynder at ringe, hvilket vil kunne ses på oscilloskopet. Derfor brugte jeg også én af de aktuelle transformatorer jeg har fået lavet til mit projekt. Jeg skal jo se hvordan de aktuelle komponenter jeg bruger, opfører sig underbelastning, og ikke kun i teori.





Og her uden Mundorf cap, 0,7Volt i tab i dioden DC:



En test er at se nærmere på om de forskellige typer dioder støjer, ripple, og hvor meget i forhold til hinanden. I AC mode med Mundorf og med en belastning på 32 Ohm, vekselspændingsstøj over DC spænding - Ripple.



De vi fandt var, at gamle typer eensretterdioder støjer ikke. Men siden jeg bruger de nyeste typer SiC dioder (de endnu nyere Gallium dioder støjer rigtig meget, så kan ikke bruges i audio), og ingen rigtig har brugt dem, og/eller vist deres opførsel i audio, er jeg nødt til at vide, om de støjer mere. Man kan flere steder på nettet læse, at SiC dioder sammen med ringkernetransformatorer kan støje, da SiC dioden er så hurtig at det kan trigge en uhensigtsmæssig respons fra ringkernetrafo'en. Men efter mine egne målinger har jeg konstateret, at dette ikke er rigtigt. Under belastning støjer SiC eensretterdioder ikke mere end almindelige ældre typer. Jeg har i alt afprøvet 5 typer. De fordele der er ved at bruge Sic er meget store, da de er ekstremt hurtige og har 0, absolut nul reverse recovery time. Spændingslevering er øjeblikkelig. De type jeg har købt til projektet er også meget kraftige, og kan håndtere store spændinger og ampere.

Her kan blandt andet ses, ved hvilken spænding de enkelte dioder åbner:



Undervejs fandt jeg ud af, at modstanden blev godt lun, så på med en ekstra. Dem havde jeg alligevel liggende til et dummy-resistor projekt som laves parallelt, men som ikke kom i brug, da vi valgte en langt bedre type modstande til dummy-resistoren. Mere om det senere.

Så jeg fandt ud af, at de nye SiC dioder åbner fint og at de ikke bevirker, at transformatorerne udsender en endnu kraftigere højfrekvent ringen, end trafo’erne allerede gør i sig selv. Det var det jeg ville vide. Jeg fandt også ud af, at disse dioder har et normalt spændingstab - åbningsvolt, og at jeg derfor besluttede, at hæve spændingen på de ringkernetrafo'er jeg køber igen (mere senere), med 1 Volt.

Hvad ledder dette så frem til? Jo, hvis SiC dioderne havde påvirket opstillingen negativt, ville jeg være nødt til at indsætte nogle filtre for at udelukke støjen. Men der er mere i det end dette. Dels er der det, at transformatorer ringer. Selvom ringkernetransformatorer ringer mindre end f.eks. EI, ringer de altså. For det andet er der al den højfrekvente støj som genereres i dag, uden for et stereoanlæg, oftest af smps skodstrømforsyninger, så jeg er alligevel nødt til at gøre noget. En smps kan godt laves til at være fri for at lave al for meget ballade, men det er endnu ikke så ofte brugt. Der er dog nogle som gør noget ud af dette. Det kan for eksempel ses i de nyere typer af smps, kaldet Resonant mode power supply, som har klare fordele i forhold til de hidtidige smps. De støjer super meget, og de er ikke gode til at levere power uden for deres specifikationer. Det kan en ringkerne. I test har de vist sig at kunne levere dobbelt ampere i meget korte øjeblikke, uden negative konsekvenser. Dorfor vil jeg i forhold til mine egne ønsker til strømforsyning, ikke bruge smps. De er slet ikke gode nok endnu.

Jeg har også kontaktet Kitamura Kiden i Japan, som laver gode C-core transformatorer. De sælger dog ikke som udgangspunkt til private uden for Japan og man skal kommunikere på Japansk. Heldigvis har jeg en Japansk kammerat, som klarer den del. Men den størrelse jeg skal bruge,
er for store til at være i mit Copland CTA-401 kabinet. Så røg den idé. Så ringkerner er det. Og her har jeg noteret mig Toroidy, Dantrafo og Noratel. Hvis det ene firma ikke duer, går jeg videre til det næste.

Blandt andet afledt af smps tankerne, har jeg lidt nogle tanker om, at udviklingen i HiFi branchen er gået lidt i stå. Altså at megen af den udvikling der foregår i elektronikbranchen, ikke er rettet til HiFi produkter, men til andre områder: led belysning, solpaneler, elektriske biler og ikke mindst led paneler, oled og andet. Men ikke specifikt HiFi. Dette kan man blandt andet se på nogle af de transistorer som laves i dag. Hvis man vil lave en pre med høj spænding, høj strømstyrke og som er moderne, er det ikke længere rigtig noget at vælge imellem, som vi har kunnet finde. Alle de gode gamle transistorer fra NEC, Toshiba og alle de andre der var engang, er borte. Tilbage er én som er en halvgammel udgave fra 2007, opdateret spec-sheet fra 2014, og som har temmelig meget dårligere specifikationer end dem man kunne få, for blot 3-4 år siden, som dengang stadig var i salg. Men ikke mere… Suk. Det er lidt som om, at siden crt udgik til fordel for moderne fladskærme som er en anden teknik, og som ikke længere deler lige så mange komponenter, er der ikke så meget at rutte med for HiFi producenterne.

Der mangler lidt nyt initiativ fra HiFi producenterne. Hvis man derimod laver skærme, er der meget at vælge imellem. Så smps virker i mine øjne i al fald, som om de ikke er opmærksomme på audio-området, som bare skal tage imod en enorm masse støj fra blandt andet smps’er. Hvis nu HiFi-producenterne stillede krav, ville der ske en mere direkte rettet udvikling. Men området er nok alt for lille til at bære en sådan retning i øjeblikket. Se for eksempel på nogle Lumin dac’s, som støjer rigtig meget, og som vi er flere som har konstateret, påvirker nogle anlæg negativt. Derfor laver vi en tester til at måle støj fra bl.a. smps: en sniffer. Så filtre og afskærmning skal der til. Det må være lektien lige i øjeblikket.

Derfor er det næste skridt for mig i al fald, at se på om jeg kan indsætte nogle RC snubber filtre parallelt indsat til strømforsyningen. Eller rettere: en hel række af dem. Der er flere løsninger, men som minimum 1 snubber filter for hver sekundær udtag på hver transformator. Det vil
sige mindst 6 af slagsen i min igangværende ombygning. Derfor gik jeg i gang med at se lidt nærmere på snubber filtre.

Så et RC snubber filter indskudt parallelt mellem en transformator og en eensretning, kan fjerne noget højfrekvent støj. De blev så ikke nødvendige set i forhold til brugen af SiC dioder i eensretningen, har vi målt os frem til, men bruges skal de på grund af førnævnte årsager. Men det er så heller ikke lige meget hvor man placerer snubberfiltret. Det skal sidde på AC siden, helt tæt på hver sekundærudtag på hver transformer, ikke længere væk, som for eksempel indbygget ved eensretningen, som det kan ses på nogle selvbyggerkonstruktioner. Ledningerne mellem en transofrmator og en snubberfilter skal være så kort som muligt. Og så dæmper snubberfiltret ikke noget fra eensretteren (SiC dioderne), men derimod sekundær induktans Lsec, som også indeholder ledninger helt tæt på transformeren, sammen med parasitisk kapacitans med mere.
Sidstnævnte forstået som den utilsigtede kapacitans, der dannes mellem viklingerne (vinding-til-vinding, lag-til-lag) og fra viklingerne til kernen på grund af deres tætte nærhed, og som fungerer som små kondensatorer i transformeren.

Jeg har lavet en tegning af parasitisk kapacitans:



Et RC snubberfilter består i al sin enkelthed af en modstand R og en kondensator C. Der er noget matematik og nogle målinger man kan gøre sig, for at bestemme værdierne af disse to komponenter, men det er lidt besværligt, og måske samtidig ikke helt præcist. Så derfor er der en anden mulighed man kan bruge, og det er her Klokkeren fra Notre Dame kommer ind i billedet, bedre kendt som Quasimodo.

Frem for at designe en Quasimodo selv, kan man se sig lidt omkring, og vi fandt en glimrende version 2 af den fulde udgave, ikke den skrabede version, i Australien, og bestilte straks to af slagsen. Der kom så svenske Post Nord ind med al sin venlighed, og de to bestilte print kom skam
hurtigt fra Australien, men efter en super hurtig toldbehandling, som var betalt på forhånd, blev pakken frigivet fra Post Nord, men uden at nå os modtagere… Ja, det sker jo nogle gange, men nu er det Jul 2025, og der er sikkert en hel del pakker som skal rundt. Så pakken lå bare og ventede hos Post Nord. Jeg skrev så efter nogle uger, at nu måtte de skam da gerne aflevere pakken, da den for længst fra frigivet. Vupti, en uge senere, kom der to print. Og de ser således ud:

Her er et print til en Quasimodo snubber filter designer:



Der er lidt variationer over komponenterne, men vi valgte de bedste, da vi gerne vil have et så præcist billede som muligt.



Printene blev bygget, da vi for længst havde købt komponenter hjem. Der er lidt forskellige testmuligheder på printet, men det er sådan set bare at sætte det til og se hvad oscilloskopet viser.

Man kan blandt andet se hvad der sker, hvis man skyder over og under. Men efter et øjeblik kom vi frem til den bedst mulige kurve. Og så er det bare at måle med multimeteret, hvad værdien er for modstanden. Vi læste for eksempel 3,8 Ohm. Så gentager man med de andre sekundærudgange og skiver dette ned og mærker hver enkelt trafo op med en henvisning til de fundne værdier. Voila, så har man optimale værdier for snubber filtre på sin strømforsyning(-er), inden eensretning.

Der findes flere forskellige Quasimodo opstillinger, men fælles for dem er, at de indeholder en frekvensgenerator og en variabel kondensator og ditto modstand, som man sammen med et oscilloskop og en passende strømforsyning, kan bruges til at se/udlæse på oscilloskopet, præcist
hvornår man opnår den reneste AC strømforsyning, mest fri for ringning, før eensretning. Hvis man underdæmper, får man stadig ringning, og hvis man overdæmper får man også ringning, og kan man i værste fald risikere, at man får en lidt ulden lyd, lidt flad bas, groft sagt. Så det gælder om, at man rammer så præcist som det er muligt. Det er ikke selve pinget jeg er interesseret i, men de efterbølger der opstår. Eller med andre ord er det ikke selve lukkelyden fra en bildør, men al det der efterfølgende skramler som følge af lukningen, som skal fjernes. Det vil jeg dæmpe så langt ned som jeg kan, for at få den renest mulige forsyningsspænding.

Man kan se på oscilloskopet, at der er et ping, én bølge, og efterfølgende mange bølger, indtil de er udjævnet. Dér hvor man skal ramme med værdierne for R modstand og C capacitor, er lige efter den første bølge. Hvis man gør det tidligere, altså hvor kurven er helt flad efter pinget, har man overdæmpet. Hvis man underdæmper, kan det ses som flere mindre efterfølgende bølger.
Da det er energien optaget i sekundærspolen i transformeren, der udløses som både et elektromagnetisk felt og som støjende strøm og ikke-støjende strøm. Vi vil gerne udnytte den støjfrie, men ikke den støjende del. Førstnævnte rene strøm er 50-100 Hz, det som ligger over, er
støjende. Helt op til MegaHertz. Opgaven ligger i at få så gode transformatorer som det nu er muligt fra start, da de er mere støjfrie, og gennem filteret minimere den tilstedeværende støj.

RC filtre bruges i en ”let” situation, med kun én pol dominerende, den kraftigste. En yderligere kondensator C, kan indskydes til at dæmpe mere effektiv med. Dette er nødvendigt, da de fleste transformatorer genererer flere poler, og den ekstra kondensator dæmper de sekundære.

Et typisk udgangspunkt for en kondensator xC i et RC filter kan være 10nF. I et CRC filter indsætter man så en ekstra kondensator med ca. 15 gange værdien af xC, så her 150nF. RC-delen tager sig af den mest dominerende støj, og den ekstra capacitor hjælper med at dæmpe den
resterende.

Nu har vi så bestemt, at bruge CRC filtre med værdier på 10nF og 150nF. Det skal være aldeles gode filmkondensatorer, typisk de kendte røde fra Wima. R, modstanden, bestemmes ud fra formler og målinger, eller med klokkeren fra Notre Dame, Quasimodo. Ved at bruge en frekvensgenerator, og så at sige pumpe problemet op så det lettere kan ses på et oscilloskop, kan vi se ringningen her:

Billede af ringning, udæmpet.



Herefter justerer man på trimmeren således, at man hverken skyder under eller over. Når man har fundet den dæmpning af ringningen, bølgeformen, man ønsker, måler man blot modstanden på to testpunkter, eller ved at tage trimmeren ud, og måle på den. Den er dog følsom, så det er mere præcist at måle på de to testpunkter.

Billede af de to testpunkter til at måle den indjusterede modstand.



For den ene sekundærudgang på den lille af de fem ringkernetransformatorer jeg har fået lavet hos Toroidy, kunne jeg så måle en optimal modstandsværdi på 12 Ohm. Det er så de tre komponenter som bedst muligt dæmper uønsket ringen og anden højfrekvent støj på netop dette sekundære udtag. Dernæst målte jeg det andet sekundærudtag, dog således at det første blev kortsluttet (loddet sammen).

Her kunne jeg så måle 7,15 Ohm.

Denne afprøvning af værdier til snubber filteret, skal altså laves individuelt, for hver eneste sekundærudtag på hver eneste transformator. Det er fordi viklingerne ikke er eens, og ingenting måler helt det samme, og der derfor er potentielt små variationer i de værdier man skal bruge til
filteret. Det er også værd at bemærke, at udgangspunktet i Quasimodo-konstruktionen er en trigger på 1KOhm. Hvis man synes det er lidt stor spredning, kan man blot løfte denne ud af soklen, og isætte en 100Ohm trimmer.

Derved ender man op med de endelige værdier for alle 5 ringkerner.

Men så opstod der problemer:
De 5 Toroidy ringkernetransformatorer jeg har bestilt og fået leveret, var der desværre også nogle problemer med. Som tidligere nævnt, har jeg i mit strømforsyningsdesign arbejdet ud fra ideen om, at der til sekundære funktioner skal være en enkelt ringkerne på 150VA med 2 sekundærudgange, samt 4 ringkerner på hver 300VA 10A med kun 1 sekundærudgang, for at holde separationen mellem + og -, samt mellem højre og venstre kanal. Da jeg måler på hvordan den lille 150VA trafo opfører sig, kan jeg se, at der er ringen som forventet, og at der er een pol der dominerer. Præcist som den helst skal være.



Som det kan ses, dæmper trafo'en selv og det hele gentager sig for hver svingning. Den støj skal selvfølgelig dæmpes under alle omstændigheder, men det kommer jeg til lidt senere.

Problemet opstår, da jeg een efter een sætter de 4 300VA transformatorer til, og måler på dem. Her ser jeg, at der er flere poler som ringer, og at der ikke er een dominerende som dæmper de andre. Derfor opstår der en uhensigtsmæssig flerpolet højfrekvent ringen, som dels jo så i sin natur ikke er en ren strømleverance, men også kan sætte "bål" i andre dele af forstærkeren. I yderste konsekvens kan den gå i selvsving.

Alle fire 300VA ringkernetransformatorer fra Toroidy støjer nøjagtigt eens, som det kan ses her:



Og denne måling viser endda efter indskydelse af et CRC snubberfilter, som har til opgave at dæmpe så meget støj som muligt. Og her er det trimmet ind til det bedste det kan blive. Det er noget rigtig skidt. Vi har prøvet alle mulige opstillinger og værdier, men det er helt samme resultat. De 4 Toroidy 300VA ringkernetransformatorer støjer rigtig meget og på en rigtig uheldig måde, som vi ikke kan dæmpe.

Derfor har jeg igennem en måned skrevet frem og tilbage med Toroidy's tekniske chef i Polen. Jeg har fremlagt matematikken bag og prøvet at anskueliggøre for dem, hvad der sker og hvorfor det sker. Det var de afvisende overfor, idet de sagde, at de overholdt norm IEC pn-en 61558-2-6:2009. Denne norm har jeg gennemlæst, og den er for det første for længst afløst af en nyere norm fra 2021, ikke denne gamle fra 2009 som Toroidy refererer til, og for det andet omhandler den kortslutnings- og brandsikkerhed for denne type applikationer. Intet om ringen eller
multipoler. Dette kan jeg naturligvis ikke bruge til noget.

Toroidy sider endvidere, at de ikke har eller anvender en testbænk for transformer resonanser, samt at de lejlighedsvist udfører undersøgelser af transformatorers opførsel i forbindelse med store industriordrer, ikke til små ordrer til private. Toroidy slår sig op på, at levere transformatorer til deres moderselskab som laver forstærkere, samt at lave enkeltstyk produktioner til private, via deres hjemmeside.

Men lad mig derfor redegøre lidt for den beskrivelse af den kvalitative bedømmelse vi har foretaget på alle 5 ringkernetransformatorer fra Toroidy:

Først så vi på ringningsfrekvensen. Vi analyserede den anden måling (500mS/Div). Her så vi, at efter den første "kant", er der mange forskellige oscillerende frekvenser synlige. Dernæst er tidsafstanden mellem de successive peaks, typisk imellem 180-220nS. Derfor tog vi en gennemsnitlig tidsværdi på T=200nS. For nemhedens skyld skrev jeg dette ned på papir og tog et billede, da det er svært at skrive på et tastatur. Derfor har vi:



Deraf kan vi observere, at oscillationerne ikke er perfekt periodiske, hvilket indikerer flere resonans modes. Den dominerende resonans er mellem 4 og 6 MHz, så den dominerende ringningsfrekvens er omkring 5MHz, For at komme videre derfra, skal vi se på Q-faktoren, som vi estimerer fra faldet på oscillationsamplituden. Det vi kan se er, at det første peak er på ca. 100%, og herefter på 5-6 cyklusser hvor amplituden stadig er tydeligt synlig, så faldet er langsomt, hvilket betyder ringe dæmpning. Herefter kan vi estimere det logaritmiske nedgang, hvor vi antager, at efter ca. 6 cyklusser, er amplituden droppet til ca. 35-40%. Derfor:

Af dette kan vi se, at når Q er lig med eller over 20, som er meget højt for en strømforsyning, og at der er en signifikant højfrekvent energioplagring og afgivelse, sammen med en vedvarende ringen, kan et snubberfilter i den almindelige forståelse, ikke fuldt undertrykke den. For at have en meningsfuld sammenligning, vil en industriel ringkernetrafo vise et Q på 15-30, en HiFi kvalitet EI transformator et Q på 4-8, og en HiFi R-core, et Q på 2-5.

Hovedresonansen på de 4 300VA Toroidy ringkerner er altså på 5MHz, og de viser yderligere højfrekvente resonanser, muligvis i området 10-15MHz, og med det høje Q, kan et snubberfilter kun delvist dæmpe systemet, selv med absolut optimale snubber filter komponentværdier, som opnås gennem enten matematisk beregning, eller ved at bruge en Quasimodo, og derfor forbliver bølgeformen fuldstændigt forurenet, som igen betyder signifikant uren strømleverance ind i eensretterdioderne, som fordi de er ekstremt hurtige, og har en god Forward Voltage, sammen med den teoretisk mulige men opnåede Reverse Recovery Time på nul, 0, vil dette betyde, at de 4 Toroidy ringkerner med kun een skundærudgang, vil afstedkomme endnu mere højfrekvent ringen, hvilket igen elder til forurenet lyd, på grund af den forurenede strømforsyning. Det kunne for eksempel vær een ikke særlig sort baggrund eller og/eller mangel på opløsning og et mindre lydbillede. Alt sammen noget jeg arbejder direkte væk fra med alle disse ombygninger. Så det er selvfølgelig ikke ønskværdigt.

Jeg tror det er rimeligt at sige, at en god R-core transformator med brug af et perfekt trimmet Quasimodo til at finde de optimale CRC filterværdier, kun viser 1-2 oscilationscykluser, og et hurtigt fald på mindre end 1µS såvel som en lav ringningsfrekvens på 1-2MHz, og som resulterer i et meget lavere Q, som er lig med eller mindre end 5. Ud fra dette kan vi konkludere, at problemet med de 4 Toroidy ringkernetransformatorer med kun een skundærudgang, er strukturelt. DE viste alle nøjagtig samme opførsel. Derfor kan jeg ikke anvende disse 4 transformatorer fra Toroidy. De ryger direkte i skraldespanden. Der er ting man kan gøre ved dette uønskede fænomen, men det kræver, at de vikles om, og på en noget mere eensartet måde, andre isolationsmaterialer, mere velovervejet placerig af ind/ud ledninger med flere.

Dette har jeg for Toroidy redegjort for , som ovenstående, dog mere detaljeret, men de svarede at det havde de desværre ikke mulighed for at arbejde med, da de skulle tjene penge. Nok om det. Med den mangelfulde byggekvalitet, tænkte jeg så derfor over, hvad jeg kunne gøre. Til sidst besluttede jeg, at hvis jeg nu fik lavet 4 nye ringkernetransformatorer, denne gang med 2 sekundærudgange, ville de illudere samme opførsel som den ene mindre 150VA Toroidy trafo, som opførte sig perfekt. Derfor bestilte jeg 4 nye 300VA 10A ringkerner, nu med 2 lige store sekundærudgange, som jeg kobler sammen.

Ny transformer på 300VA, 10A, men med to lige store sekundærudgange:



Desuden har jeg valgt at få dem lavet med ind- og ud-lefninger modsat rettet hinanden. Her ses så en måling af en ny Toroidy ringkernetransformator, denne gang med 2 éns sekundærudgange.



Og så med korrektion gennem Quasimodofilteropstilling, ukorrigeret:



Og endelig den nye trafo med korrekt indstillede værdier for crc:



Jeg har målt på hver sekundærudgang, og de er helt eens. Men også samlet. Jeg venter nu på de 3 sidste trafoer fra Todoidy. Så håber jeg, at det "spiller".

Men man behøver selvfølgelig ikke at stoppe her, så frem for at finde nærmeste modstand, har jeg valgt at tilstræbe at minimere induktansen på modstanden i CRC filtrene, ved at bruge flere mindre modstande efter den kendte devise: 2 halverer, 4 halverer igen. 4 er ved brug af smd modstande, hvad der er plads til. Dette har jeg valgt for at sænke induktansen, optage mindst mulig plads, samt hæve hvor meget power modstanden kan klare, samtidig med at jeg ønsker at minimere denne parasitiske støj fra modstandene. Altså endnu en lille bitte optimering af strømforsyningen. Det er om at tage de frugter man kan.

Mere følger.

Med snubber-filter hilsen,
Redfox

Opdatering per 9' maj 2026:

Modificering af B&W 802s3.

Av, det stikker!

Jeg har nu i nogle få år spillet på et sæt Bowers & Wilkins 802 Series 3. Nærmere bestemt den sidste udgave af denne, da der selv i version 3,
er to udgaver, hvor modifikationen er en ændring af basporten samt klistermærket bagpå.
Dem er jeg aldeles glimrende tilfreds med. De spiller med den grundlyd jeg godt kan lide, og ikke med den nyere B&W lyd, som i mine ører er
mere rettet mod en imponerende biograflyd. Men pyt med det, enhver til sit.

Jeg har spillet med flere forskellige højtalerkabler tilsluttet B&W 802s3, både enkeltsæt og dobbeltsæt, og flere forskellige mærker og
forskellige opbygninger, herunder for eksempel Tara Labs, Van den Hul og Nordost. Senest spiller jeg med et enkelt sæt Tara Labs og et sæt
jumperkabler.
Når jeg ser på de fingerskruer der holder kablerne fast, er de sådan set udmærkede med rouletterede fingerflader, og kan adaptere både nøgne
afisolerede kabler, bananstik og spadestik. Jeg har prøvet alle 3, og foretrækker en blanding af bananer og spadestik.

Her ses et lånt billede fra nettet af højtalerterminalerne på 802s3:



Billedet viser i øvrigt den tidlige udgave af B&W 802s3.

De virker udmærket og kan fint holde diverse tilslutninger fast. Og det må jo være formålet.

Eller er det nu det eneste som er vigtigt?

Jeg satte mig for at undersøge dette lidt nærmere, ved ganske enkelt at skille dem ad. Når man ser inden i sådan et sæt B&W 802s3, er der
kabler fra Van den Hul internt, nogle gange er de loddet i, ved print til delefiltre. Andre gange er de monteret med galvaniserede spadestik,
som jeg absolut har noget imod da jeg mener, at de ikke giver en optimal kontaktflade samt at metallet er blik. Okay, selvfølgelig ikke blik,
men (carbon-)stål som er dyppet i zink for beskyttelse mod rust. Over tid, i et ikke gavnligt fugtigt miljø, opstår der korrosion i zinklaget, og
der dannes et hvidt pulver (hvid rust), og til sidst er zinklaget brugt op, og der opstår rød rust.
Nu er vores stue ikke plaget af fugtighed eller et i HiFi sammenhæng degraderende miljø, men er tørt, lunt og i relativ skygge. Der kunne dog
også være andre kontaminanter, så som røgpartikler fra brændeovn, stearinlys eller rygning. Det er der heldigvis ikke. Og man kan jo
preventativt afspritte sine stik og terminaler engang imellem. Enten fordi jeg for sjov afprøver nogle andre højtalerkabler, eller fordi jeg synes
at det ser lidt støvet ud.

Men tilbage til højtalerterminalerne bag på B&W 802s3. De er store, tydelige og nemme at bruge. Men er det nu nok, eller er det også andre
faktorer? Jeg mener, at der er selvfølgelig også andre ting som spiller ind. Kontaktflade, kontakttryk og materialevalg samt tilslutningsform er
noget af det som jeg tænker på.

For at finde ud af dette, tog jeg kablerne af, skruede de fire skruer på plastikpladen ud, og rykkede forsigtigt plade med terminaler ud. B&W
har også monteret en lille skumpakning mellem plastikpladen og kabinettet. Pænt lavet.

Herefter kunne jeg se, at de interne Van den Hul ledninger er loddet på terminalerne. Okay, fint, men problemet er, at de er ikke loddet på
messing terminalens bagende, som ikke indeholder en loddeflig, men kun er et gevind. I stedet er ledningerne loddet på en stålplade, som ikke
selv kan sidde fast på gevindet, men som er holdt på plads af en spændskive og en møtrik. Nemt at lave, men efter min ringe mening, en
dårlig løsning for lyden. Det er fordi signalet skal igennem en messingklump, men en stor messingklump udenpå (fingerskruen), som ikke er
elektrisk isoleret fra den centrale del; derefter igennem en spændskive/møtrik med lille kontaktflade, og så en blikplade, før end den endelig
ser en lodning og Van den Hul ledningen. Man kan også bare vælge at sige, at denne løsning indeholder nogle unødvendige dele, og hver del
indeholder et materiale, kontaktflade og udgør en eller anden grad af modstand.
Det er efter min ringe opfattelse ikke en optimal løsning.

Jeg vil meget gerne af med:
a/ messingklumpen som en elektrisk ledende del
b/ af med messingfingerskruen som ikke bør have kontakt elektrisk
c/ møtrikken som en ledende elektrisk del
d/ spændskiven (som en elektrisk ledende del
e/ og endelig blikpladen som en elektrisk ledende del.

Her ses de originale dele i B&W 802s3:



Jeg har blot klippet ledningen over, da jeg alligevel ikke vil have en 20 år gammel ledningsende som tilslutning på min nye løsning.

Og her, hvor man tydeligt kan se, at der er yderligere et problem rent elektrisk, idet spændfladen er riflet, som betyder endnu mindre kontakt:



og her:



Hvis man skal gå lidt mere i detaljer, vil jeg også nævne, at den centrale del er i messing og guldbelagt, hvorimod fingerskruen er i messing
uden guldbelægning.
Yderligere er det min opfattelse, selvom jeg jo selvfølgelig kan tag fejl (som det ofte er), at den guldbelagte del er meget skinnende. Guld er
ikke naturligt så blankt, så det lugter lidt af at man ved produktionen, som det ofte ses i HiFi branchen, har valgt at lægge et lag af nikkel
udenpå messingdelen, hvorefter guldbelægningen er lagt på. Dette gør at guldet ser meget mere blankt ud end det ellers ville gøre. Smart at
se på, men et kompromis i forhold til ledeevnen, som jeg har beskrevet i et tidligere indlæg, selvom det også samtidig har den funktion, at
forhindre det underliggende metal i at diffundere (vandre) op igennem guldlaget og ødelægge dette. Endelig har en underliggende
nikkelbehandling også den dunktin, at det rent mekanisk understøtter det bløde guldlag, med sin meget større hårdhed. Om det så hjælper en
smule på skineffekten, skal jeg ikke kunne sige. Teoretisk er det en lille bitte smule mindre modstand i det samlede regnskab. I al fald vil jeg
gerne af med de ringere ledende metaller.

Ledningsevnen for kulstofstål er ret dårlig: Ca. 1,3 x 10 i 6 til 5 x 10 i 6 S/m (Siemens pr. meter).

For kobber som er en god leder, dog ringere end sølv som jeg tidligere har skrevet om, er det: 58 x 10 i 6 S/m.

Det vil sige, at de ståldele som spadestik, loddeplade, møtrik og spændskive gælder, at de er ca. 50 gange dårligere ledende end kobber. Det
opfatter jeg som en uønsket modstand i signalvejen.
Dertil kommer udførslen af samlingen af delene, hvor både møtrikken og spændskiven har meget lille kontaktflade at gøre godt med. Omvendt
kan man jo argumentere for, at for eksempel et bananstik med fjedre til fastholdelse af bananen i stikket, også er en dårlig løsning med meget
lille overføringsflade. Dog er disse udført i kobber og belagt med guld for korrosionsbeskyttelse og stadig med god kontakt.

Tilmed "ser" signalet i indgangen den messingklump som er den centrale del af terminalen, samt den store fingerskrue. Disse er i berøring med
hinanden uden elektrisk adskillelse, og som vi ved leder messing bedre end stål, men ringere end kobber, sølv og guld. Se tidligere indlæg.

Jeg har derfor igennem længere tid set nærmere på andre højtalerterminaler for at finde een, som kunne gøre op med nogle af disse
"problemer".

Efter at have kigget på en del forskellige løsninger, som ud over at have lille masse, god kontaktflade, også skulle kunne holde godt fast på
ledningen/bananen/spaden, kom jeg igen frem til ETI Research's Kryo serie.

I modsætning til dette er så ETI Research Kryo højtalerterminalen, som jeg også har brugt på min ombyggede Copland CSA-14 integrerede
hybrid forstærker.

Jeg købte derfor nogle flere til brug for B&W 802s3 højtalerne.



Nu er det ikke det bedste billede, men de indeholder ret lille masse hvor det ikke er nødvendigt, og tilsvarende også på den ledende del (dele),
men tilstrækkeligt til at sikre god overførsel, samt at delene er sølvbelagt; centerdelen er lavet i tellurium kobber som er sølvbelagt og for
eksempel fingerskruerne er lavet i ... messing, men er overfladebehandlet og elektrisk isoleret fra de ledende dele, samt at tilslutningen til
ledningerne ind i højtaleren er med loddeflig, tilmed buet, og at man også kan benytte skrue. Det sidste gør jeg dog ikke, jf. et af mine
tidligere indlæg. Denne højtalerterminal indeholder ikke de samme spændbare med elektrisk kontakt. De er isoleret og har således ingen
elektrisk påvirkning.
Endelig er det også sådan, at selve spændfladen er lavet sådan, at den holder meget godt fast på et spadestik.

Her de ledningerne så loddet på med sølvloddetin (ved en lidt lavere temperatur da det flyder ca. 10°C lavere end ikke-sølvholdigt tin, og som
belært af mine tidligere forsøg, er med til at forhindre en overopvarmning af lodde-emnet. Det er dog ret tynde interne Van den Hul ledninger,
så det er meget nemt at lodde.

Det ser således ud:



og her med jumperkablerne på plads fordi jeg prøver hvor godt de spændes fast:



Okay, hvordan lyder det så?
Tja, nu skal man jo være endog aldeles forsigtig med at udtale sig om noget som helst i den retning, for ikke at blive dekapiteret, med jag kan
i al fald sige, at nu er der sikret optimal ledeevne igennem den ombyggede forstærker, de højtalerterminaler der er på forstærkeren, ditto på
højtalerne og tilslutningen til de interne ledninger i mine B&W 802s3.
Jeg kan blot konstatere, at det lyder efterhånden ret godt, og at jeg så småt er ved at få en fastere bas samt lidt mere kontanthed i bassen,
detaljerigdom og lydbillede. Det vigtigste for mig er dog, at det lyder naturligt. Og det gør det.
Jeg har i al faldt gjort hvad jeg kunne, hvis jeg stadig vil kunne skille det ad og prøve forskellige kabler med mere, for at få den bedste
forbindelse, så der kommer mest muligt med ud i den resulterende lyd. Jeg er ganske god tilfreds med resultatet.
Hermed er ideen i al fald givet videre, medens jeg venter på de print jeg har designet til endnu en ombygning af in Copland CSA-14 forstærker.

Mere følger.

Med god kontakt-hilsen,
Redfox

Godt nok nogle fede projekter du har gang i. Men jeg er stået helt af med alle de informationer og udregninger du har lavet, jeg ved intet om
de ting.

Men fedt at der er nogen som giver sig tid til at vise/lave de her ting.

Er jo selv igang med en "mindre" opdatering af mit system.

God viden med hensyn til højtalere terminalerne, sad selv og tænkte det samme da jeg byttede mine terminaler til nye. Dem jeg har købt er
endnu værre end de originale du har i dine B&W.

Men lige pt er de gode nok til mig.

Fortsæt det gode, slidsomme arbejde.

Bitnissen2