Ligner et trigger kabel.

kevin123 skrev: Ligner et trigger kabel.

Ja du har nok ret. Fortsættelse følger. :-)

En lille update om Nad S300 og dens indbyggede problemer.

Nu har en kammerat og jeg kigget på et par stykker (andre kammeraters), og der er nogle ting som man nok skal være klar over, inden man investerer i en sådan, eller hvis man har en sådan, og gerne vil have den til at holde. De led alle af nøjagtigt de samme problemer/skader. Jeg lister et par obs'er op her, som min kammerat og jeg har bemærket.

- Der er glimrende men old school gammeldags type Sanken udgangstransistorer. Men de er gode for årgangen. De er dog ikke nemme at udskifte til nyere bedre modeller på grund af typen.

- Der er ingen buffer i indgangen. Det vil sige, at hvis der er problemer, er der chance for at den går i selvsving og/eller brænder af.

- Der er fælles stel på alle indgangene. Det gør at der er kæmpe ground loop, som samler al støj op fra omverdenen - andre tilsluttede apparater.

- Der er ingen filter på nogen indgang. Støj.

- Der er ingen filter i udgangen. Eller, der er faktisk en slags filter. Da Nad S300 er lavet uden modkobling, mente Gryphon/Nad måske, at det behøvede man måske ikke at gøre så meget ved. Så en modstand i hver kanal, og ingen spole. Men Nad lavede noget sjovt: de lavede en snegl af en printbane nedenunder modstanden, som skal forestille at være en spole om modstanden - et filter. Hmm. Ikke særlig seriøst. Men sjovt er det. Så støj bringes videre ud i højtalerne.

- De to store ringkernetrafo'er er uspecificerede, men er beregnet til ca. 600va hver.

- Der er to eensretter diodebroer, på 300Volt (eller også var det 400, jeg kan ikke huske det), 15Ampere. Det er nok for lidt til så store strømforsyninger og kapacitet (synes vi). Specielt når den tigger om at blive udbygget.

- Der er ingen sikkerhed mellem indgangen og volumenpot. Det er skidt. For hvis der sker noget; lad os sige lidt slitage i volumenpot eller andre problemer med det, så er der nul Ohm - kortslutning/selvsving og afbrænding, hvis man er uheldig.

- Der er ingen egentlige fødder nedenunder. Blot 4 små alu-buler. Så forstærkeren som er kendt for at blive varm, kunne godt løftes mere op. Og ingenting ovenpå/god luft omkring den.

- Der er en xlr-indgang til cd, men den er egentlig lidt fake. Altså, den bruges ikke til noget og går blot i en for lille modstand over i det almindelige signal fra de andre indgange. Der er et par opamps, men det er ikke et super fedt kredsløb. Men hvis man har en xlr-maskine, kan man jo bruge den - 4,4 Volt eller deromkring, lige ind i en ikke særlig kontrolleret indgang. Det er lidt skidt.

- Der er ingen softstart overhovedet. Dual mono, to store ringkerner, så det betyder ca. 300A lige ind i elektronikken i et (meget) kort øjeblik. Det er skidt for holdbarheden. Og hvis man ser godt efter, vil man bemærke, at loftlampen dæmper et kort sekund, når Nad S300 tændes. Det er ikke okay.

- Der er unødvendigt lange kabeltræk et par steder. F.eks. mellem hovedprint og de to kanal-print. Og nedenunder ved de store kondensatorer tillige.

Når man lægger disse ting sammen, og det vi ikke har bemærket endnu, er det ikke mærkeligt, at Nad S300 ofte får problemer. Bliver ustabil eller brænder af. I den ene af de tre vi har haft fingre i, har der været brand. Alle havde døde transistorer, døde modstande og døde print, som følge af konstruktionen. De var dog repareret/delvist repareret.

En typisk fejl er, at der kommer for høj spænding ind gennem xlr, og belaster nogle transistorer på hovedprintet, som igen er næsten direkte forbundet til et par modstande forrest på de to kanalprint, og voila, er der overbelastning, og de bliver helt sorte. sorte pletter, brændte printbaner og døde transistorer samt eksploderede modstande lige ved bias trimmerne på de to kanalprint, er noget af det der kan ske. Og vi har set det på dem alle.

Det man kan gøre er for eksempel:
- at indskyde en modstand over volumenpot.
- sætte kraftigere modstande på hovedprintet a la det som Nad selv skrev i deres opdaterede servicemeddelelse.
- sætte to softstart moduler ind i bunden, lige under det store stelplan omkring de 8 store kondensatorer.
- udskifte de to relæer i udgangen, hvis der allerede har været problemer, som kan give forkulning, hvilket er sandsynligt nu i 2025. Den er trods alt over 20 år gammel.
- nye kondensatorer generelt.
- nye bedre og kraftigere diodebroer.
- opgradere de 8 store kondensatorer fra 10000µF, 63Volt til 22000µF, 63Volt. (kræver diodebroer og softstart'er).
- udskifte udgangsrelæerne (stage 2) med elektroniske mosfet relæer.
- udskifte alle indgangsstik med ordentlige stik som ikke kobler minus til stel.
- lave ordentlige indgangsfiltre.
- lave ordentlige udgangsfiltre.
- indskyde relæer til både + og minus på alle indgange.
- udskifte de grønne modstande der sidder foran alle udgangstransistorerne til nogle bedre med lavere induktans.
- bedre interne kabler.
- gennemgå alle lodninger.
- enten lave xlr-indgange om, eller lade være med at bruge den. Den giver ingen fordele. Kun problemer i denne konstruktion.
- bedre fødder.
- altid sørge for god luft omkring den.

Når man tænker på, at Nad S300 er kraftigt inspireret af Gryphon Tabu Century (for at sige det mildt), kunne Nad godt have anstrengt sig lidt mere, når det nu var deres topforstærker/mest seriøse konstruktion dengang.

Bortset fra det, lyder den glimrende. men kan være afhængig af højtalervalg. Da der ikke er nogen buffer i indgangen, kan den være følsom over for alt hvad man tilslutter.

Hvis man vælger at opgradere, får man en ret potent 100 Watt'er. Ret potent. Mere spark i bassen og mere kontrol. Også lidt hurtigere. Og den har mulighed for at holde noget længere.

Men mere om det, kan ejerne jo selv skrive om. De er i al fald gået i gang. Og vi skal måle den ud senere. Men det var hvad vi fandt i første omgang.

Med xlr-hilsen,
Redfox

Lille opdatering.

Der har været et par stykker som kontaktede mig og bad om en engelsk oversættelse af det ovenstående om Nad Silverline S300, så her er naturligvis en oversættelse. Der kommer mere om reparationen og ombygningen af Nad Silverline S300 senere. Jeg er i gang med at købe komponenter hjem (medens mit Copland-projekt syder videre i gryden.

A little update on the NAD S300 and its built-in issues.

A friend and I have now looked at a few units (belonging to other friends), and there are some things you should be aware of before investing in one — or if you already own one and want it to last. They all suffered from exactly the same issues/damage. I’ll list a few observations that my friend and I have noticed:

It uses excellent but old-school Sanken output transistors. They were good for their time, but they are not easy to replace with newer, better models due to their type. There’s no input buffer. This means that if anything goes wrong, there’s a chance the amp could start oscillating or even burn out. All inputs share a common ground. This creates a massive ground loop, picking up noise from other connected equipment. There are no input filters. So: noise.

There’s no proper output filter either. Well, technically there is some kind of filter. Since the NAD S300 is made without feedback, Gryphon/NAD might have thought it didn’t need much. So they put a resistor in each channel, but no coil. NAD did something odd instead: they made a snail-shaped PCB trace underneath the resistor, supposedly to act as a coil — a filter. Hmm. Not very serious. But kind of funny. Unfortunately, it means that noise is passed on to the speakers.

The two large toroidal transformers are unspecified, but estimated at about 600VA each. There are two rectifier bridges rated at 300V (or was it 400V? I can’t remember), 15A. That’s probably not enough for such large power supplies and capacity (in our opinion). Especially when it’s begging to be upgraded.

There’s no safety mechanism between the input and the volume pot. That’s bad. If anything happens — say some wear in the volume pot or other issues — you can end up with zero ohms = short circuit/oscillation and burnout, if you’re unlucky.

There are no real feet underneath. Just four small aluminum bumps. Since the amp is known to run hot, it could really benefit from being raised more — and with nothing stacked on top and good airflow around it.

There’s an XLR input for CD, but it’s basically fake. It doesn’t really do anything and just passes through a small resistor into the regular signal path. There are a couple of opamps, but it’s not a particularly impressive circuit. Still, if you have an XLR device, you can use it — 4.4V or
thereabouts — straight into a not-very-controlled input. That’s not great.

There’s no soft start at all. It’s a dual mono design with two large toroids, which means about 300A going straight into the electronics for a (very) brief moment. That’s bad for durability. And if you look closely, you’ll see the ceiling lamp dim for a moment when the NAD S300 powers on. That’s not okay.

There are unnecessarily long cable runs in a few places. For example, between the main board and the two channel boards, and also underneath near the large capacitors.

When you add all this together — and what we haven’t noticed yet — it’s no wonder that the NAD S300 often develops problems. It becomes unstable or burns out. In one of the three units we handled, there had already been a fire. All had dead transistors, dead resistors, and damaged PCBs due to the design. They were, however, repaired/partially repaired.

A typical issue is when too high a voltage comes in via XLR and stresses some transistors on the main board, which are nearly directly connected to a pair of resistors at the front of the two channel boards — and voilà, overload and burnout. Blackened spots, burned PCB traces, dead transistors, and exploded resistors right by the bias trimmers on both channel boards — we’ve seen it all in these units.

What you can do, is for example:

Insert a resistor before the volume pot.
Install stronger resistors on the main board, similar to what NAD suggested in their updated service bulletin.
Add two soft-start modules underneath, right below the large ground plane around the 8 big capacitors.
Replace the output relays if there have already been issues that could have caused charring — likely by now in 2025. It is, after all, more than 20 years old.
Replace the capacitors throughout.
Install new, better, and more robust rectifier bridges.
Upgrade the 8 large capacitors from 10,000µF 63V to 22,000µF 63V. (Requires better bridges and soft-start modules.)
Replace the output relays (stage 2) with electronic MOSFET relays.
Replace all input connectors with proper ones that don’t connect ground to chassis.
Add proper input filters.
Add proper output filters.
Insert relays on both + and - on all inputs.
Replace the green resistors in front of all output transistors with better low-inductance types.
Use better internal wiring.
Check all solder joints thoroughly.
Either rework the XLR input or simply don’t use it. It adds nothing — only problems in this design.
Better feet.
Always ensure good airflow around it.

Given that the NAD S300 is heavily inspired by the Gryphon Tabu Century (to put it mildly), NAD really could’ve put in a bit more effort — considering this was their top-of-the-line, most serious design at the time.

Aside from all that, it sounds fine. But it can be sensitive to speaker choice. Since there’s no input buffer, it’s sensitive to everything you connect to it.

If you choose to upgrade it, you’ll get a fairly powerful 100-watter. Quite potent. More punch in the bass and more control. Also a bit faster. And it has a chance to last longer. But the owners can write more about that themselves. They’ve already started. We’ll measure it up later. But this is what we’ve found so far. More to follow as parts are flowing in, and repair can commence.

Redfox.

Fedt, at du tager dig tiden til det

Der efterhånden en del læsere fra det store udland på Hif4all.

En anden gang skal du blot fortælle dem, at der er en indbygget oversætter i de mest benyttede browsere, som f.eks. Chrome og Edge. Så kan de læse det på alle sprog. Og engelsk er meget præcist oversat.

Hej Mikkel,

Takker for svar. Ja, jeg tænker også at der er flere og flere internationale læsere. Vi kigger jo også selv udad. Men autooversættere er ikke altid gode, end ikke på engelsk. Jeg brugte dog for en gangs skyld een her, og lavede et par små mods, samt overså en apostrof. Nå, men pyt med
det, bare man kan få meningen.

Der kommer dog meget mere til denne Nad Silverline S300 forstærker. Jeg synes at den er interessant, da den oprindelig fik gode anmeldelser, og var en lille smule "Dansk" på den tid, læs: den snart mytiske mulige eller umulige forbindelse til Gryphon. Samtidig er de nu blevet så gamle, at de enten er stået af, har fejl eller måske snart er ved det. Da et par kammerater har dem, og kun een lød som den skal, og var nødtørftigt repareret, var det på tide at åbne dem og se hvad der var i vejen, og hvad man så måske kan gøre ved det. Samt modde den.

Mange oversættere virker bedst fra engelsk, så derfor er der basis for at lave engelske tekster engang imellem. Du må sige til, hvis jeg skal gøre noget med mine Copland ombygnings-indlæg. Der kommer meget mere om dem. Jeg kom lige til at købe endnu en Copland forstærker. Og et par andre spændende emner, som jeg arbejder på sammen med min elektronikingeniør-kammerat, da vi ikke kunne finde noget tilfredsstillende på markedet, ej heller selvbyg.

Jeg har i andre sammenhænge skrevet lange tekster på engelsk på andre HiFi fora/elektronikfora, men det er svært at gøre alle tilfredse, hvis jeg må have lov at sige det sådan, når man blot er en absolut begynder, og engang imellem skriver noget vrøvl ;) Så er det som om, at man ikke er god nok, og alle de kloge hoveder sabler een ned, men uden at komme med ordentlige uddybende svar for hvad man så skal/kan gøre. De holder deres viden for sig selv. Nuvel, det er deres eget valg. Så det bliver mest bare her efterhånden.

Jeg er blot en ussel amatør, og der er mange mennesker derude, som ved meget om elektronik, men det er bare sjældent, at de har lyst til at dele det med andre. Dette har jeg aldrig haft noget imod, hverken i HiFi sammenhæng, eller noget helt andet. Jeg skal ikke drive en forretning, men laver det blot for min egen fornøjelse, og hvorfor ikke skrive en smule om det fra tid til anden? Så er der måske en dag en anden derude, som kan bruge det, eller som kommer med et godt forslag.

Med 16 spors-hilsen,
Redfox

Jeg synes det er fedt, at du tager dig tiden til at skrive om dine erfaringer og oplevelser. Jeg læser dem skam også med stor nydelse  Som skribent ved jeg hvor stort et arbejde der ligger bag. 

Og ja, den NAD S300 kender jeg også kun alt for godt, fra både venner og bekendte, som netop købte den fordi den både var meget vellydende og prisfornuftig. Og at den delte gener med Gryphon blev absolut brugt som salgsargument dengang. Men at det var en "kedelig" konstruktion er først kommet frem år efter. Gad vide hvordan det gik med søster-modellerne fra Gryphon?!

Ja, man skal passe på med at ytre sig teknisk på foras. Hvis man er for meget lægmand og ikke teknisk korrekt, så bliver man ofte sablet ned af de "lærde". Dem der har læst en bog og kan den udenad uden at forstå det. Og når man så beder dem om et "simpelt" svar, så reagerer de ofte med harme. Måske bunder det i, at hvis man ikke selv forstår det, så kan man heller ikke forklare det simpelt for andre.

Men jeg læser dine indlæg med stor appetit, og især din enkle forklaringer giver fuldt ud forståelig mening. Keep up the good work!!!  

Opdatering per 9' juli 2025:

Copland CSA-14 ombygning.

Yderligere overvejelser omkring lagdelt chassis-opbygning.

I mit forsøg på at skabe de bedst mulige betingelser ved ombygningen af min Copland CSA-14 hybridforstærker, er jeg som tidligere beskrevet
kommet til den slutning, at jeg skal bruge mere plads for, at kunne indbygge den meget mere avancerede strømforsyning som jeg har besluttet
mig for.
Derfor, efter lytte-sammenligning, besluttede jeg mig for, at bruge kabinettet fra den Copland CTA-401, jeg havde købt. Dette kabinet i dens
tidlige udgave som jeg har, er helt magen til på forsiden. Altså de 5 kontrolknapper og 1 lille 5mm grøn lysdiode. Ikke noget nymodens pladder
her, blåt lys, farveskift eller hvad ved jeg. No-nonsense når det er bedst og det giver den tilstrækkelige information. Der er fra venstre en
indgangsvælger, efterfulgt af en tape monitor, efterfulgt af en balancekontrol i midten, efterfulgt af en volumenkontrol, og endelig i højre side
en on/off knap. Alle med det samme lækre design og udførelse. Lige noget for mig ;)

Kabinettet er blevet slebet ned, svejset 2mm stålplade i det store udskårne hul, alle ubrugte og tilføjede huller er lukket for at jeg ikke kommer
i karambolage med de huller jeg skal bore og bruge til monteringen, samt bevaret de køleriller der er i bunden af kabinettet. Derefter er det
pulverlakeret som originalt fra Copland.

Selve kabinettet er 6 centimeter højere, hvilket er lige nok til mit ønske om ombygning. Dertil kommer at det er 33% bedre ventileret end mit
CSA-14 kabinet. Dertil kommer at afstanden mellem indgangsbøsningerne, RCA, er større, hvilket igen tillader større stik at tilsluttes. Større
stik er ikke nødvendigvis dårligere, som i at de har mere masse, men det kan være en indvendig elektrisk isoleret metalkrave, som fungerer
som skærm, eller andet. Der er i al fald bedre plads til andre stik.

Dernæst er der også en anderledes placering af højtalerudgangsbøsningerne, som er på en lodret akse, frem for en vandret. Og med bedre
afstand imellem dem. Det giver mere fleksibilitet ved forskellige højtalerkabler, specielt når de er så stive som mine Tara Labs. Mere om dette
senere.

Et CTA-401 kabinet bevirker, at jeg kan koncentrere strømforsyningsrelaterede dele i den nederste etage, og de forstærkerrelaterede dele i den
øverste etage. Dette er et af mine forsøg på at adskille påvirkningen af forstærkerens elektronik mest muligt.
Denne opbygning har jeg adskilt med en stor tilvirket 2mm tyk kobberplade. Under denne er der 9 50mm stag, som holder kobberpladen.
Over er der 15 styk 10mm stag, som holder det store hovedprint, samt yderligere 4 styk 10mm stag, som holder det nye ekstra datterprint,
som i sig selv er lavet til at holde de 4 ekstra Mundorf Mlytic 63Volt, 22000µF ladelytter til udgangen (der er i alt nu 8 styk – 176000µF + de
andre eksisterende kondensatorer, i alt ca. 200.000µF). Det er vist meget godt for en forstærker på 2 x 60 Watt fra 1993.

I mine bestræbelser på at modvirke elektromagnetisk indstråling og meget andet uvæsen, altså EMI, RF o.s.v, har jeg som tidligere nævnt
lavet endnu en 2mm kobberplade, denne gang i fuld størrelse, for at dække bunden. Der kommer mindre ind, og der kommer mindre ud. Det
vil jeg prøve at redegøre for hvordan og hvorfor jeg gør, i det følgende. Men der kommer mere hertil senere, når jeg tager fat på
kredsløbsdesign.

Copland CTA-401’s (og CTA-14 og mange andre ældre Copland produkter for den sags skyld) kabinet er lavet af stål. God solid 2mm stålplade,
bukket og nogle steder svejset. Derefter pulverlakeret sort. Det gælder bunden, som også indeholder front og bagside, samt også låget.
Dette giver en vis beskyttelse mod indstråling. Men der er også potentielle problemer.
Inden da kan jeg lige nævne lidt om metallers magnetiske egenskaber, sådan som jeg har set det.
Aluminium er ikke magnetisk, eller rettere ikke ferromagnetisk. Ej heller messing. Ej heller kobber. Disse metaller indeholder ikke uparrede
elektroner i deres atomare struktur, og kan derfor ikke generere et magnetfelt, da disse er nødvendige. I så tilfælde bliver legeringen
ferromagnetisk. For eksempelvis aluminium gælder dog, at hvis man tilsætter nikkel og kobolt, kan man danne basis for at legeringen kan
generere et magnetisk felt. Man ved at kobolt, jern og nikkel er ferromagnetiske stoffer, men der er dog også nogle sjældne metaller som for
eksempel Holmium og Terbium, som findes i sjældne jordarter. Disse er paramagnetiske, det vil sige at de har en meget svag ferromagnetisk
egenskab. Men det kommer vist ikke på tale i en almindelig placering af en stereoforstærker som min ;)
Det modsatte gælder for materialer som guld og sølv, da disse er diamagnetiske, hvilket vil sige, at de svagt frastøder magneter. De virker
altså modsat af paramagetiske materialer. Det er da ret heldigt, da de bruges i vores HiFi grej.
Selv aluminium som bruges over alt i dag i HiFi sammenhæng, specielt til store flotte kabinetter til eksempelvis forstærkere, har en vis
ferromagnetisk effekt, men den er så svag, at det hører ind under paramagnetiske materialer. Effekten er lille, men den er der.

Men stål? Stål indeholder mestendels jern, som er ferromagnetisk. Det er både godt og skidt. Godt for at give en vis barriere mod indstråling
som skærm, men knap så godt for sin magnetisme, i forhold til at afvise magnetfelter, eller skabe problemer omkring disse.
Hvad er det der sker? Og hvad kan jeg så gøre i min forstærker for at modvirke eventuelle uønskede effekter?

For det første er det sådan, at hvis et uskærmet strømkabel ligger tæt op af en stålplade, kan der opstå induktiv interferrens. Magnetfeltet kan
inducere yderligere Volt i det strømførende kabel på grund af elektromagnetisk induktion. Dette gælder specielt hvis det strømførende kabel er
et vekselstrømskabel med vores 230 Volt AC, fordi det tidsvarierende magnetfelt kan indgå med gennemgangen af strøm, som kan lede til
potentiel støj og harmonisk støj.

For det andet kan der potentielt blive tale om signalforvrængning, fordi den inducerede spænding og strømstyrke kan lede til en vis
forvrængning af bølgeformen. Denne interferrens kan påvirke kvaliteten af den leverede strøm som potentielt kan lede til ineffektivitet af den
modtagende komponent/kredsløb, hvis forvrængningen er kraftig. I min sammenhæng er der dog mere tale om små effekter.

For det tredje kan uønskede inducerede spændinger, hvirvelstrømme (eddy currents), medføre en stigning i kablets temperatur.

Det er i al fald lidt af baggrunden, og jeg prøver at modarbejde noget af dette med den nævnte anden kobberplade i bunden.

Det kunne se således ud:



Nu var det så at endnu et dilemma opstod.
I al fald i mit hoved ;)
Hvis nu jeg har denne nederste plade, og de (mange) 230V AV strømførende kabler blot ligger ovenpå, om end fastgjort på en eller anden
måde, hvad så med dette plan? Der er også andre kabler, altså de sekundære udtag på samtlige transformatorer, samt andre installationer.
Dem vil jeg også gerne beskytte. Jeg bryder mig ikke om at mikse 230Volt og lavspænding så som 42Volt eller lavere. Der er også selve de 5
ringkernetransformatorer. Dem vil jeg også tage hensyn til. Altså må jeg prøve at minimere samspillet mellem alle disse komponenter.
Der kom så ideen med en tredje kobberplade…
På grund af dens diamagnetiske effekt.

Altså én som ligger oven på stålbunden for at minimere effekten af 230 Volt AC kabler som ligger på en stålplade, sammen med en plade som
adskiller alle kabler fra strømforsyningssektionen, sammen men endnu en plade som adskiller hele strømforsyningssektionen fra resten af
forstærkeren – selve forstærkeren. Det er så 3 kobberplader på hver 2mm. Pyha, den bliver tung.
På bordet:




og her i chassiet:



Imellem de to nederste kobberplader, har jeg beregnet et rum på ca. 5mm, til ledningerne. Og jeg skaber afstand mellem 230V AC, og de
lavere AC spændinger inden eensretterne, på 31V, 14V og 8,2V. Dertil kommer de ledninger som går fra énsretterne op til de enkelte kredsløb.
Der skal være klar separation mellem alle kabler. Dette har jeg prøvet at forbedre ved at indføre et separat lag til ledninger.

Så samlet set har vi oppefra:

2mm stålplade med passiv udluftning.
65mm til forstærkerelektronik, kølemoduler med mere.
2mm hovedprint.
10mm stag.
2mm kobberplade.
50mm luft til transformatorer, eensrettere, softstart, stjernestel med mere.
2mm. Kobberplade.
5mm luft til ledninger fra transformatorer.
2mm kobberplade.
2mm stålplade.
Fødder som er originale.

I alt 137mm i højden uden ståltop og –bund. Der er ca. 140mm til rådighed i højden.
Så er der lidt +/- til skævheder, unøjagtigheder m.m. Jeg antager at kølemodulerne med deres bolte optager denne plads.

Dertil kommer en række andre opgaver som forstærkeren skal rumme. Her tænker jeg på blandt andet det softstartmodul, som jeg tidligere
har indbygget. Dette flytter jeg væk fra forstærkerelektronikken, igen for at adskille strømforsyning fra selve forstærkeren. Men også den
stjernestel jeg har fået fræset i rent kobber, for ringkernetransformatorer og andre dele, som jeg flytter ned i midterste etage.

Jeg kan lige nævne, at alle kobberdele bliver behandlet/er behandlet med Zaponlak, mod korrosion.

Jeg lavede en del tegninger af hvordan den kunne se ud. Her er et par stykker ud af de mange:





Og derved fandt jeg nogle specs som jeg er nødt til at overholde, så den rent faktisk fungerer som en stjernestel som er optimalt sat op. Og
nej, den skal ikke have et bolthul lige i midten. Og ja, belært af kabeleksperimenterne, skal den også være så tynd, at den rent faktisk kan
modtage lodninger af ledningerne.
Denne er så version 2, som er ændret i forhold til den jeg først viste for lang tid siden.


Og sådan ser den ud indeni. Alle kanaler er lige lange, ledninger skal loddes i, og alle 8 spor er fræset runde, både foroven og forneden,
samtidig med at de passer til ledningerne fra de 5 Toroidy transformatorer. Huller ned igennem den underliggende 2mm kobberplade fungerer
som trækaflastning. Dertil kommer at den spændes sammen. Jeg har lavet et design med 3 skruer )små bolte), og derved prøvet at fordele
trykket nogenlunde lige. Nederst er en isolerende skive på 2mm. Stjernestellen boltes ligeledes fast igennem den mellemste 2mm kobberplade.



Her er så stjernestellen, i samlet anden udgave, hvor jeg har fået fræset en undersænkning af skruerne, så det ser pænere ud end i første
udgave. Jeg har siden renset den klinisk, så den er helt ren og klar til flux og lodning.



Der skal også sidde en strømfordelingsanordning, som deler strømforsyning ud fra softstartsmodulet, ud til hver ringkerne, samt fra disse til
eensretterne, og videre til de enkelte forbrugere, så som hovedprintet og mit ønskede volumenkontrolmodul.
Her overvejer jeg at bruge et sæt flade Nordost højtalerkabler som skal stå på højkant. Jeg skal lige undersøge, om de rent faktisk kan bruges
til opgaven, eller de er aldeles uegnede. Hvis ja, vil jeg udnytte at de er meget flade, og stille dem på højkant imellem trafo'erne.

Senere kommer der mere om de forskellige elektriske dele, også de 5 ringkernetransformatorer og softstartmodificering, overvejelser om
diodebroer og eensrettere med mere.

Alle ledninger skal gå så direkte som muligt fra det enkelte element, ned igennem små borede huller i den mellemste kobberplade, og løbe i
den nederste etage, til det næste forbindelsespunkt, op igennem den mellemste kobberplade og forbindes.
På samme måde skal eksempelvis ledninger fra indgangsstikket bagpå forstærkeren ledes nederst, hen under tænd/sluk-knappen, op igennem
den mellemste kobberplade, tilsluttes tænd/sluk, ned igen, og videre til softstartmodulet. Det skal sidde bagerst i højre side. I min forrige
version af forstærkeren, 3a og 3b, nu version 4, var placeringen af softstartmodulet et kompromis jeg var nødt til at gøre, da der ikke var
anden mulig placering.

Fordi det ønskede separate volumenkontrolmodul kan være lidt følsomt over for indkommende påvirkninger, er dette nødt til at være placeret i
øverste etage, hvor det fint kan sidde lige over volumenkontrolknappen og balanceknappen. Det er faktisk dér hvor jeg først havde placeret
”rørbomben” med de to ekstra Mundorf folie i olie kondensatorer, som dog ikke virkede efter hensigten. Det giver også det absolut korteste
ledningstræk – mindre påvirkningsmulighed – potentiel bedst lyd, hvilket hele denne lagdelte opbygning jo i sig selv på tilsvarende måde skal
prøve at bidrage til: den bedste lyd.

Transformatorerne, de 5 ringkerner, monteres med M6 sortforniklede bolte, som har ekstra fladt hoved således, at det ikke kommer til at rage
langt ned under chassiets bundplade og måske kunne ses udefra. Originalt sidder der blanke lige kærvskruer neden under stålchassiet på en
Copland CTA-401, og dette vil jeg gerne undgå. Ligeledes er hovederne på boltene lidt større så at de får lidt mere flade a holde fast med. Jeg
har købt lidt forskellige længder ind så jeg kan eksperimentere med dem og finde den bedste længde til formålet. Jeg tror dog, at dem på 50m
er en god længde. Der skal måske skæres lidt af.



Transformatorerne fastspændes i den anden ende med M6 fingermøtrikker med riflet kant. De har en noget større overflade end almindelige
møtrikker, og kan således have lidt mere greb i den sorte epoxy som er støbt ned i midten af transformatorerne.
Under transformatorerne er der indskudt en rund udstanset skive af neopren, som Toroidy beskriver det, dæmper vibrationer, og som jeg
antager også kan bidrage med en lille smule fjedrende effekt a la en spændskive. Det hele låses fast med en dråbe rød Loctite.
Jeg håber meget at man ikke kan se de smarte sorte flade bolte ovre fra sofaen.

På bagsiden af kabinettet har jeg udtaget det originale IEC strømfatning, og isat en tilsvarende fra Furutech, som har 24k forgyldte alfa
behandlede kobber/beryllium-ben, hvilket vil sige, at metaldelene er kryogen- og antimagnetisk behandlede.



Dette stik kan monteres indefra eller udefra. Smart.

Så er der kabinettet. Det kan desværre ikke modtage stikket indefra, uden at ødelægge pulverlakeringen. Så jeg sætter blot stikket i udefra, og
der skal alligevel bores to huller. Derved ligger skuerne undersænkede i iec-stikkets glasfiber/plastik-støbning.



Så ser det således ud. Der er plads til hun-spadestik selvom der er to store tykke kobberplader under og over.



Og således:





Som det måske kan ses, bruger jeg generelt umagnetiske rustfri og/eller rustfri/syrefaste (A2 og A4) bolte og skiver med mere. Nu er det ikke
fordi noget skal spændes hårdt, men jeg nævner blot, at A4 som udgangspunkt har samme styrke som 8.8 stål. Disse pozidrive tager jeg dog
ud igen, når jeg har nogle sorte rustfrie unbrakobolte. Det skal helst se lidt oem ud

Der er stadig en indbygget sikring i fatningen. Denne påmonteres forgyldte kobberspader til strømindtaget, for at sikre den bedst mulige
kontakt, altså uden galvaniserede ”bil” spadestik og gerne uden fremtidig korrosion. Støbningen af dette indgangsstik er i et
kompositmateriale, som kan hjælpe med til at dæmpe vibrationer – PBT af glasfiber. Stikket skal også hjælpe med til at undertrykke emi og rf
og andet uvæsen. Skærmet kabel fra iec-indgangen, over til on/off knappen og tilbage til softstartmodulet jeg tidligere byggede ind. Til
stikbenene på softstartmodulet bruger jeg også 24k forgyldte kobberspadestik. Iec-strømfatningen har en 10A sikring i sig, og det er nok til at
kunne belaste 2300 Watt, og da jeg kun maksimum kan belaste 1350Watt, er der en passende margin. Det laver jeg dog nok om igen.

På bagsiden er der ligeledes alle 7 ind-og udgange til musiksignaler. Der har jeg skrottet de originale rca-bøsninger fra Copland CSA-14, da de
er i uskærmet plastik og ikke er kompatible med den løsning jeg nu laver. Jeg har også valgt at skrotte de originale rca bøsninger fra Copland
CTA-401 (denne tidlige udgave samt senere i serien), og erstattet dem med et komplet sæt ETI-Research rca-bøsninger i beryllium kobber med
24 k forgyldning. Disse har den opbygning, at de har lav masse, de har gode beryllium legeret kobberdele (ikke så bløde - stærkere), og de har
en sortlakeret messing fingerskrue, som er helt elektrisk afkoblet fra stel i bøsningen, og som samtidig fungerer som skærm. De er også
kompakte og rager kun 10 millimeter ind i kabinettet fra bagpladen. De har separate + og stel, og + og - er svagt buede for nemmere lodning.



Alle rca-bøsninger skruer jeg direkte i bagpladen på kabinettet således, at jeg undgår den forsænkning som Copland brugte på den model, og
der er bedre plads til montering af større/lange stik. Rca-bøsningerne er også ret små i diameter, hvilket igen sikrer at der er god plads imellem
dem. Jeg kunne have valgt sølv-løsningen af samme, men foretrak dem i kobber med guld. Impedansen er normalt 47KOhm på
indgangssignaler, men kan gå ned til 20KOhm. Strømstyrken er med ca. 2 Volt ind fra cd-afspiller (RCA stik, ikke XLR), mindre end 1
milliampere, så meget lav. Den høje impedans gør signalet ”skrøbeligt”, så derfor vil jeg skabe en god forbindelse.



Som det kan ses på ovenstående billede, var denne montering min første indskydelse. Dette tænkte jeg dog lidt over, og drejede halvdelen
rundt således, at - vender ind imod hinanden, og + på hver kanal vender væk fra hinanden.



Til forbindelsen videre ind, bruger jeg også ren sølvledning, fordi den leder bedst, og med teflon som dielektrisk isolering. Fra rca-
chassisbøsninger til relæ-print, og derfra fra printet til hovedprintet i forstærkeren. Da forstærkeren bærer signalet direkte fra indgangen til
balancepotmeteret, videre til volumenpotmeteret, har jeg også her indsat ren sølvledning her, da forstærkerens volumenkontrol er uden en
buffer. Al støj er ”tilsat” i forstærkningen efter volumenkontrol. Det vil sige at forforstærker-delen ikke arbejder på fuldt niveau, men jeg
skærer i signalet med volumenkontrollen før forforstærkerdelen, frem for som i nogle moderne forstærkere, at først forstærke, derefter
volumenkontrol, derefter forstærke igen. Eller som en 3’ metode at forstærke, og volumen til sidst, men det kræver en meget høj
forforstærkning, fordi output-impedansen skal være under 50 Ohm. Jeg har 47KOhm…
Men sådan er min forstærker konstrueret, og jeg kan blot prøve at udnytte det jeg har bedst muligt.

Underneden har jeg 4 originale Copland fødder, som ser uskyldige ud, men som er tunge og lyddøde, vibrationsdæmpende. Disse er monteret
med 8mm umagnetiske bolte ned igennem den underste 2mm. kobberplade og igennem den 2mm stålplade, og ind i fødderne oppefra. Derfor
ingen synlige bolte for fødderne underneden. Dejligt. M6 boltene til ringkernetransformatorerne sidder omvendt, nedefra og op.
Dette giver en total på i alt 9 bolte, hvoraf kun 5 kan ses nedenunder. Alle andre bolte forsøger jeg at montere i den mellemste kobberplade,
f.eks. softstartmodulet, diodebroerne med mere. Jeg har dermed prøvet at holde et så rent udseende som muligt. Det skal være rydeligt og
nydeligt, og lidt mere fabriksudseende end det jeg pillede fra hinanden i den CTA-401 jeg købte, og som blev til en donormaskine, hvor der sad
et hav af bolte og skruer over det hele, sammen med beslag, en træramme og nogle meget små uoriginale fødder, kæmpe huller i bunden og
bagpladen og et virvar af komponenter monteret hid og did, tynde ledninger med signalet fra indgangsstik, hen over primærviklingerne på
trafo'er, samt andre "sjove" løsninger.

Underste kobberplade er boltet sammen med stålchassiet igennem de 4 fødders M8 bolte. Fra den underste kobberplade, bolter jeg kraftige M5
stag i 10mm længde, afkortet til 5mm, til den midterste kobberplade. Derfra andre M5 stag 50mm lange, afkortet 5mm til den øverste
kobberplade, hvor selve hovedprintet til forstærkeren sidder monteret med små 10mm lange M3 stag til den originale montering på printet.
På samme øverste kobberplade, dér hvor der oprindelig sad den originale ringkernetransformator, har jeg indsat et print jeg har lavet, til de 4
ekstra Mundorf ladelytter. Altså ekstra 88.000µF. Dette print er således helt isoleret fra al strømforsyning, og sidder sammen med
hovedforstærkningsprintet.

Sammenfatning:
Jeg har i denne opbygning prøvet at minimere blandt andet emi- og rf-indflydelse, undgå eddy-currents så meget som jeg kan, og stabilisere al
forstærkning således, at jeg måske vil kunne indsætte min tidligere ”rørbombe”, altså de to store ekstra kondensatorer. Jeg har også arbejdet
på at adskille al stel på en bedre måde, bl.a. gennem 4-dobling af relæer, altså både til + og minus; at undgå ground-loops o.s.v.

Jeg har rent mekanisk prøvet både at isolere delene fra hinanden, skabe plads, dæmpe brum og vibrationer, maksimere vægten for stabilitet,
sænke vægten så langt nedad jeg kunne og få det hele til at udgøre en tung, lyddød vridningsstabil dæmpende multilags-ramme.

Alle disse tiltag, sammen med de rent elektriske, så som helt adskilt strømforsyning af effekt forstærkningen, og separat forsyning til plus og
minus, sammen med endnu en væsentlig ombygning af den allerede kraftigt ombyggede eensretning, tillige med de filtre jeg har lavet og
indsat i udgangen, i indgangene samt ved udgangstransistorerne uden at tage al for meget af frekvensområdet, samt anstrengt mig for at
skabe et endnu mere præcist signal og signalbehandling, gennem bl.a. en optimering af mange allerede gode præcise modstande, til ekstreme
udgaver, og yderligere afkobling af afkoblingerne, på mange kondensatorer.
Nu må vi se hvordan det kommer til at lyde.

Der kommer meget mere om inputboard, diodebroer og andre spændende ting. Det er alt sammen for at minimere støj, gøre forstærkeren
mere responsiv, hurtigere og minimere forvrængning, flere detaljer, bedre s/n, mere stabil konstruktion og langt mere kraftfuld. Og jeg har
også lagt mærke til, at efterhånden som designs udvikles, kommer der nye ideer til, og andre designs. Derfor er min forstærker konstant i
ombygning.
Nå, men det må jeg jo skrive mere om senere.

OBS: Hvis nogen har et godt bud på hvordan man fjerner dele af et lille silketryk på min forstærkers bagside, uden at det kan ses i øvrigt,
hører jeg meget gerne om det.

God sommer.

Med 3 lag kobber-hilsen,
Redfox

Totalt lækkert arbejde

Det mest almindelige materiale, som man legerer kobber med for at gør det stærkere, er dog tellurium, hvilket også gør sig gældende for ETI Research RCA-bøsninger, og jeg mener også, at det er, hvad Furutech benytter. Beryllium er noget giftigt stads, som i øvrigt er blevet meget vanskeligt at få fat i for hifi-branchen, fordi leverandørerne af beryllium synes, at mængderne er for små ...

__________________
mvh
AKSA

"Life is too short for over-expensive hi-fi pretending to be high-end"

Ja det er et MEGET fedt, og vildt projekt det der. Glæder mig tuil at høre og se reslutatet når det er færdigt.

Så vild bliver min NAD S300 ombygning dog ikke. MEEEEEN noget derhen ad.
Jeg er sikker på at der også kommer en tråd om den.

Jammen der kan man bare se hvordan man kan skrive noget vrøvl når klokken er mange. Det er selvfølgelig tellurium, som er tilsat for at hæve
styrken. Desværre kan jeg ikke rette i mine indlæg. Det er nogle gange ret ærgerligt.

Noget andet er så at jeg selv mener at forstærkere er blevet alt alt for dyre nu til dags, og derfor vil jeg hellere lave noget selv, eller som her,
lave noget om, så godt som jeg overhovedet kan ;) Nu må vi se hvad det ender op med.

Redfox.

redfox skrev: Noget andet er så at jeg selv mener at forstærkere er blevet alt alt for dyre nu til dags, og derfor vil jeg hellere lave noget selv, eller som her, lave noget om, så godt som jeg overhovedet kan ;) Nu må vi se hvad det ender op med. Redfox.

En rigtig god pointe.

Og så den Engelske version af ovenstående ombygnings-indlæg:

Update as of July 9'th, 2025:

Copland CSA-14 rebuilt plus many redesigns.
For further information, please refer to the previous posts dating back 2 years onwards in this thread. Using auto-translate should give you an
idea of what I have done so far.
This translation is a test for now to see, if there's any interest in this rebuild, in English. If not, I'll just keep my native Danish posts in this
thread. I found that using auto translate, gives you an indication, albeit with a lot of errors. Hence this corrected one, done by myself. Sorry for
any mis-spelling etc. English is not my native language. I hope reading this post can give the reader some fun and ideas. If you have good
ideas, please post it here in this thread, and let's have a nice discussion on the matter.

Further considerations regarding layered chassis construction.

In my attempt to create the best possible conditions for the conversion of my Copland CSA-14 hybrid amplifier, I have, as previously described,
come to the conclusion that I need more space to be able to install the much more advanced power supply that I have decided on.
Therefore, after listening comparison, I decided to use the cabinet from the Copland CTA-401 that I had purchased. This cabinet in its
early version that I have, is completely similar on the front. That is, the 5 control buttons and 1 small 5mm green LED. No newfangled
nonsense here, blue light, color change or what not. No-nonsense at its best and it provides sufficient information. There is an
input selector on the left, followed by a tape monitor, followed by a balance control in the middle, followed by a volume control, and finally on
the right side an on/off button. All with the same great design and workmanship. Just the thing for me ;)

The cabinet has been sanded down, 2mm steel plate welded into the large cut-out hole, all unused and added holes have been closed so that I
don't get in a debacle with the holes I have to drill and use for mounting, and the cooling grooves in the bottom of the cabinet have been
preserved. It has then been powder coated as the original from Copland.

The cabinet itself is 6 centimeters higher, which is just enough for my desire to rebuild. In addition, it is 33% better ventilated than my
CSA-14 cabinet. In addition, the distance between the input sockets, RCA, is greater, which in turn allows larger plugs to be connected. Larger
plugs are not necessarily worse, as in that they have more mass, but it can be an internal electrically insulated metal collar that acts
as a shield, or something else. In any case, there is better space for other plugs.

Next, there is also a different placement of the speaker output jacks, which are on a vertical axis, rather than a horizontal one. And with better
spacing between them. This gives more flexibility with different speaker cables, especially when they are as stiff as my Tara Labs. More on this
later.

A CTA-401 cabinet means that I can concentrate power supply related parts on the bottom floor, and the amplifier related parts on the
top floor. This is one of my attempts to separate the influence of the amplifier electronics as much as possible.
I have separated this structure with a large fabricated 2mm thick copper plate. Under this there are nine 50mm struts that hold the copper
plate.
Above there are fifteen 10mm struts holding the large main PCB, as well as another four 10mm struts holding the new extra daughter PCB,
which itself is made to hold the 4 extra Mundorf Mlytic 63Volt, 22000µF charge-coupled capacitors for the output (there are now a total of 8
pieces – 176000µF + the other existing capacitors, a total of approx. 200,000µF). This should be enough for a small 2 x 60 Watt amplifier from
1993.

In my efforts to counteract electromagnetic radiation and much other evil, i.e. EMI, RF etc., I have, as previously mentioned, made another
2mm copper plate, this time full size, to cover the bottom. Less comes in, and less comes out.
I will try to explain how and why I do this in the following. But more on this later, when I get down to circuit design.

The Copland CTA-401's (and CTA-14 and many other older Copland products for that matter) cabinet is made of steel. Good solid 2mm steel
plate, bent and welded in some places. Then powder coated black. This applies to the bottom, which also contains the front and back, as well
as the lid.
This provides some protection against radiation. But there are also potential problems.

Before that, I can just mention a little about the magnetic properties of metals, as is my perspective on the matter.
Aluminum is not magnetic, or rather not ferromagnetic. Neither is brass. Nor is copper. These metals do not contain unpaired electrons in their
atomic structure, and therefore cannot generate a magnetic field, as these are necessary. In that case, the alloy becomes ferromagnetic. For
example, for aluminum, however, if you add nickel and cobalt, you can form the basis for the alloy to generate a magnetic field. We know that
cobalt, iron and nickel are ferromagnetic substances, but there are also some rare metals such as Holmium and Terbium, which are found in
rare earths. These are paramagnetic, meaning that they have a very weak ferromagnetic property. But that probably doesn't come into
question in a normal placement of a stereo amplifier like mine ;)
The opposite applies to materials such as gold and silver, as these are diamagnetic, meaning that they weakly repel magnets. They therefore
act the opposite of paramagnetic materials. That's quite fortunate, as they are used in our HiFi gear.
Even aluminum, which is used everywhere in HiFi today, especially for large, beautiful cabinets for amplifiers for example, has a certain
ferromagnetic effect, but it is so weak that it belongs to paramagnetic materials. The effect is small, but it is there.

But steel? Steel contains mostly iron, which is ferromagnetic. This is both good and bad. Good for providing a certain barrier against radiation
as a screen, but not so good for its magnetism, in terms of rejecting magnetic fields, or creating problems around them.
What is happening? And what can I do in my amplifier to counteract any unwanted effects?

Firstly, if an unshielded power cable is located close to a steel plate, inductive interference can occur. The magnetic field can induce additional
volts in the current-carrying cable due to electromagnetic induction. This is especially true if the current-carrying cable is an alternating current
cable as in the case of our 230 Volt AC, because the time-varying magnetic field can interfere with the flow of current, which can lead to
potential noise and harmonic noise.

Secondly, there can potentially be signal distortion, because the induced voltage and current strength can lead to some distortion of the
waveform. This interference can affect the quality of the supplied power, which can potentially lead to inefficiency of the receiving
component/circuit if the distortion is strong. In my context, however, it is more a question of small effects.

Thirdly, unwanted induced voltages, eddy currents, can cause an increase in the temperature of the cable.

That is at least a bit of the background, and I try to counteract some of this with the mentioned second copper plate at the bottom.

It could look like this:



Now it so happened that it gave rise to another dilemma.
At least in my head ;)
If I have this bottom plate, and the (many) 230V AV power-carrying cables simply lie on top, albeit attached in some form, what about this
level? There are also other cables, i.e. the secondary outlets on all transformers, as well as other installations.
I would also like to protect them. I do not like mixing 230Volt and low voltage such as 42Volt or lower. There are also the 5 toroidal
transformers themselves. I will also take those into account. So I have to try to minimize the interaction between all these components.
This gave me the idea of a third copper plate…
Because of its diamagnetic effect.

So copper plate that lies on top of the steel base to minimize the effect of 230 Volt AC cables that lie on a steel plate, together with a copper
plate that separates all cables from the power supply section, together with yet another copper plate that separates the entire power supply
section from the rest of the amplifier – the amplifier itself. That's 3 copper plates, each 2mm. Phew, it getting heavy.
So now we have something like this on the table:





and here in the chassis:



Between the two lower copper plates, I have calculated a space of approx. 5mm, for the wires. And I create a distance between 230V AC, and
the lower AC voltages before the rectifiers, of 31V, 14V and 8.2V, all AC. In addition, there are the wires that go from the rectifiers up to the
individual circuits, those being the DC ones.
There must be clear separation between all cables. I have tried to improve this by introducing a separate layer for wires.

So overall we have from the top:

2mm steel plate with passive ventilation.
65mm for amplifier electronics, cooling modules and more.
2mm main PCB.
10mm strut.
2mm copper plate.
50mm air for transformers, rectifiers, soft start, star frame and more.
2mm. Copper plate.
5mm air for wires from transformers.
2mm copper plate.
2mm steel plate.
Feet that are original.

In total a height of some 137mm without steel top and bottom. There is approx. 140mm available in height inside the chassis.
Then there is a little +/- for skews, inaccuracies etc. I assume that the heat sinks with their bolts take up this space.

In addition, there are a number of other tasks that the amplifier must accommodate. Here I am thinking of, among other things, the softstart
module that I previously built in. I am moving this away from the amplifier electronics, again to separate the power supply from the amplifier
itself. But also the star ground that I have milled in pure copper, for toroidal transformers and other parts, which I am moving down to the
middle floor.

I can just mention that all copper parts are treated/are treated with Zapon clear coat lacquer, against corrosion.

I made a number of drawings of what it could look like. Here are a few of the many I did:





And in doing so, I found some specs that I have to comply with, so that it actually functions as a star ground that is optimally set up. And no, it
should not have a bolt hole right in the middle. And yes, as taught by the cable experiments I recently did, it must also be so thin that it can
actually receive soldering wires.
This is version 2, which has been changed compared to the one I first showed a long time ago.



And this is what it looks like inside. All channels are the same length, wires must be soldered in, and all 8 tracks are milled round, both at the
top and bottom, while also fitting the wires from the 5 Toroidy transformers. Holes through the underlying 2mm copper plate act as strain
relief. In addition, it is clamped together. I have made a design with 3 screws (small bolts), and thereby tried to distribute the pressure fairly
evenly. At the bottom is an insulating disc of 2mm. The star ground is also bolted through the middle 2mm copper plate. The lower copper part
of the star ground is made as thin as possible, and the upper is made thicker to accommodate the bolt assembly of the whole thing.



Here is the star ground, in the second version, where I have milled a countersink for the screws, so it looks nicer than in the first version. I
have since cleaned it clinically, so that it is completely clean and ready for flux and soldering.



There will also be a power distribution device that distributes power from the soft start module, to each toroid transformer, and from these to
the rectifiers, and onwards to the individual consumers, such as the main PCB and my desired volume control module.
Here I am considering using a set of flat Nordost speaker cables that will stand on their edge. I will just check whether they can actually be
used for the task, or whether they are completely unsuitable. If so, I will take advantage of the fact that they are very flat, and install them
vertically between the transformers.

More about the various electrical parts later, including the 5 toroidal transformers and soft start modification, considerations about diode
bridges and rectifiers, and more.

All wires should go as directly as possible from the individual element, down through small drilled holes in the middle copper plate, and placed
in the bottom layer, to the next connection point, up through the middle copper plate and connected.
In the same way for example, wires from the input connector on the back of the amplifier should be led at the bottom, under the on/off switch,
up through the middle copper plate, connected to the on/off switch, down again, and continue to the soft start module. It should be located at
the back on the right side. In my previous version of the amplifier, 3a and 3b, now version 4, the placement of the soft start module was a
compromise I had to make, as there was no other possible location at the time. This is now solved and will have an optimal position.

Because the desired separate volume control module can be a bit sensitive to incoming influences, this needs to be located at the top layer,
where it can sit nicely just above the volume control knob and balance knob. This is actually where I had first placed the “pipe bomb” with the
two extra Mundorf foil in oil capacitors, which did not work as intended. It also gives the absolute shortest
wiring – less possibility of influence – potentially the best sound, which this entire layered structure itself should try to contribute to in a similar
way: the best sound.

The transformers, the 5 toroidal cores, are mounted with M6 black nickel-plated bolts, which have extra flat heads so that they will not
protrude far below the chassis bottom plate and perhaps be visible from the outside. Originally, there are quite many blank straight slotted
screws underneath the steel chassis of a Copland CTA-401, and I would like to avoid this. The heads of the bolts are also a little larger so that
they have a little more surface to hold on to. I have bought a few different lengths so that I can experiment with them and find the best length
for the purpose. However, I think that the 50mm ones are a good length. I may need to cut a little off.



The transformers are fastened at the other end with M6 knurled-edge thumb nuts. They have a somewhat larger surface area than regular
nuts, and can thus have a little more grip in the black epoxy that is cast into the middle of the transformers.
Under the transformers is a round punched disc of neoprene, which, as Toroidy describes it, dampens vibrations, and which I assume can also
contribute a little bit of a springy effect a la using a normal washer. The whole thing is locked in place with a drop of red Loctite.
I really hope that you can't see the fancy black flat bolts from sitting across the room on the couch.

On the back of the cabinet I have removed the original IEC power socket and inserted a similar one from Furutech, which has 24k gold-plated
alpha treated copper/tellurium legs, which means that the metal parts are cryogenically and antimagnetically treated.



This plug can be mounted from the inside or outside. Smart.

Then there is the cabinet. Unfortunately, it cannot accept the plug from the inside without damaging the powder coating. So I just insert the
plug from the outside, and two holes still have to be drilled. This means that the screws are recessed in the fiberglass/plastic molding of the
IEC plug.



This is how it looks. There is room for a female spade connector even though there are two large thick copper plates below and above.


And so:





As you can see, I generally use non-magnetic stainless and/or stainless/acid-resistant (A2 and A4) bolts and washers and more. Now, it's not
because something needs to be tightened hard, but I'm just mentioning that A4 basically has the same strength as 8.8 steel. I'll take these
pozidrives
out again when I have some black stainless Allen bolts. It should look a bit OEM.   

There's still a built-in fuse in the socket. This is mounted with gold-plated copper spades to the power input, to ensure the best possible
contact, i.e. without galvanized "car" spade plugs and preferably without future corrosion. The casting of this input plug is in a composite
material that can help dampen vibrations - PBT of fiberglass. The plug should also help suppress emi and rf
and other nuisances. Shielded cable from the iec input, over to the on/off button and back to the soft start module I previously built in. For the
plug pins on the soft start module, I also use 24k gold-plated copper spade plugs. The IEC power socket has a 10A fuse in it, and that's enough
to
handle 2300 Watts, and since I can only pull a maximum of 1350 Watts, there's a decent margin. I'll probably do that again though.

On the back there are also all 7 inputs and outputs for music signals. There I have scrapped the original RCA sockets from Copland CSA-14, as
they are in unshielded plastic and are not compatible with the solution I am now making. I have also chosen to scrap the original RCA sockets
from Copland CTA-401 (this early version and later in the series), and replaced them with a complete set of ETI-Research RCA sockets in
tellurium copper with 24 k gold plating. These have the following design: they have low mass, they have good tellurium alloy copper parts (not
so soft - stronger), and they have a black-lacquered brass thumbscrew, which is completely electrically decoupled from ground in the socket,
and which also acts as a shield. They are also compact and only protrude 10 millimeters into the cabinet from the back plate. They have
separate + and ground, and + and - are slightly curved for easier soldering.



I screw in all the RCA sockets directly into the back plate of the cabinet so that I avoid the recess that Copland used on that model, and there
is better space for mounting larger/long plugs. The RCA sockets are also quite small in diameter, which again ensures that there is plenty of
space between
them. I could have chosen the silver solution of the same, but preferred them in copper with gold. The impedance is normally 47KOhm on input
signals, but can go down to 20KOhm. The current is with approx. 2 Volts in from the CD player (RCA socket, not XLR), less than 1 milliampere,
so very low. The high impedance makes the signal "fragile", so I want to create a good connection.



As can be seen in the picture above, this specific mounting was my first impulse. However, I thought about this a little, and turned half of them
around so that - faces towards each other, and + on each channel faces away from each other.



For the connection further in, I also use pure silver wire, because it conducts best, and with Teflon as dielectric insulation. From the RCA
chassis sockets to the relay board, and from there from the board to the main board in the amplifier. Since the amplifier carries the signal
directly from the input to the balance potentiometer, on to the volume potentiometer, I have also inserted pure silver wire here, since the
amplifier's volume control is without a buffer. All noise is "added" in the amplification after the volume control. This means that the preamplifier
part does not work at full level, but I cut the signal with the volume control before the preamplifier part, rather than, as in some modern
amplifiers, first amplifying, then volume control, then amplifying again. Or as a 3'rd method to amplify, and volume last, but that requires a
very high preamplification, because the output impedance must be below 50 Ohm. I have 47KOhm...
But that's how my amplifier is constructed, and I can only try to make the best use of what I have.

At the bottom I have 4 original Copland feet, which look innocent, but are heavy and silent, vibration-damping. These are mounted with 8mm
non-magnetic bolts down through the bottom 2mm. copper plate and through the 2mm steel plate, and into the feet from above. Therefore
no visible bolts for the feet underneath. Nice. The M6 bolts for the toroidal transformers are installed upside down, from the bottom up.
This gives a total of 9 bolts, of which only 5 can be seen from below. I try to mount all other bolts in the middle copper plate, e.g. the soft start
module, the diode bridges and more. I have thus tried to keep the appearance as clean as possible. It should be neat and tidy, and a little more
factory-looking than what I took apart in the CTA-401 I bought, which became a donor machine, where there were a vast amount of bolts and
screws all over the place, along with brackets, a wooden frame and some very small non-original feet, huge holes in the bottom chassis plate
and back plate and a jumble of components mounted here and there, thin wires with the signal from the input jack, across the primary
windings of transformers, and other "fun" solutions. What a mess.

The bottom copper plate is bolted together with the steel chassis through the 4 feet's M8 bolts. From the bottom copper plate, I bolt strong M5
rods 10mm long, shortened to 5mm, to the middle copper plate. From there other M5 rods 50mm long, shortened 5mm to the top copper
plate, where the main PCB for the amplifier itself is mounted with small 10mm long M3 rods for the original mounting on the PCB.
On the same top copper plate, where the original small single toroidal transformer was originally located, I have inserted a PCB I have made for
the 4 extra Mundorf capacitors. That is, an extra 88,000µF + the 100.000µF I already built into my amplifier. The original hosted a bank of
40.000µF in total. From 40.000µF to 200.000µF. This PCB is thus completely isolated from all power supply, and is connected to the main
amplification PCB.


Summary:

In this construction, I have tried to minimize, among other things, emi and rf influence, avoid eddy currents as much as I can, and stabilize all
amplification so that I may be able to insert my previous "tube bomb", that is, the two large extra capacitors. I have also worked on separating
all chassis in a better way, among other things, through quadroupled the number of relays, that is, both for + and minus; to avoid ground
loops, etc.

I have tried mechanically to isolate the parts from each other, create space, dampen hum and vibrations, maximize the weight for stability,
lower the weight as far down as I could and make the whole thing form a heavy, silent, torsionally stable damping multilayer frame.

All these measures, together with the purely electrical ones, such as a completely separate power supply for the power amplification, and
separate supplies for plus and minus, together with another significant state of the art reconstruction of the already heavily rebuilt rectification,
together with the filters I have made and inserted in the output, in the inputs and at the output transistors without taking too much of the
frequency range, and making an effort to create an even more precise signal and signal processing, through, among other things, an
optimization of many already good precise resistors, for extreme versions, and further decoupling of the decouplings, on many capacitors.
Now we have to see how it will sound.

There will be much more about the input board, diode bridges and other exciting things. It is all to minimize noise, make the amplifier more
responsive, faster and minimize distortion, more details, better s/n, more stable construction and far more powerful. And I have also noticed
that as my designs are developed, new ideas come to mind, and other designs. That's why my amplifier is constantly being rebuilt.
Well, I'll have to write more about that later.

So more to follow as it unfolds.

NOTE: If anyone has a good idea on how to remove parts of a small silkscreen on the back of my amplifier without it being visible, I'd love to
hear about it.

Have a nice summer.

With 3 layers of copper-regards,
Redfox

Nad Silverline S300 fortsat:

En forstækers endeligt.

I bestræbelserne på at genopbygge en kammerats NAD Silverline S300 integrerede forstærker, som spillede, om end noget tynd i lyden, har vi
været to som har lagt over 100 timer i den hver. I det følgende beskriver jeg lidt om hvad vi har lavet, og hvordan det gik.

En NAD Silverline S300 er en dual mono stereoforstærker, som bl.a. er kendetegnet ved at den har følgende opbygning:

a/ 2 store kraftige ca. 600 VA ringkernetransformatorer.

b/ 4 store kondensatorer i hver kanal, på hver 63 Volt 10.000µF, så i alt 80.000µF.

c/ 4 udgangstransistorer fra Sanken i hver kanal. Det er en ældre udgået type, som ikke umiddelbart kan fås mere.

d/ Der er ingen indgangsfiltre.

e/ Der er et tillempet "udgangsfilter i hver kanal, som er en printbanesnegl.

f/ Der er ingen modstand over volumenpotmeteret.

g/ Der er et balanceret XLR stik i hver kanal, designeret "CD".

h/ Der er ingen softstart i forstærkeren.

i/ print er der 4 af: et strømprint (230/110V m.m.), et hovedprint og 2 kanalprint.

j/ Der er fælles stel på alle indgange.

k/ Volumenpotmeteret er en ALPS Blue Velvet, som stadig kan fås.

l/ Forbindelsen mellem de strømforsynende ledninger fra de to ringkerner, til hovedprintet, er via galvaniserede spadestik.

m/ alle print er 2 lags, og med små rør som gennemplettering.

n/ Der er tale om en konstruktion, som ikke bruger negativ feedback.

o/ NAD har lånt/kopieret/omdesignet/betalt for et design fra Gryphon. Ligheden er ganske enkelt slående. Så må man selv afgøre hvad der er
op og ned. Gryphons nu afgåede stifter har i al fald benægtet, at det er en "kopi". Jeg har i al fald taget stilling, ha ha.

Derudover er der en række problemer i konstruktionen, som dog som regel først viser sig efter mange års brug.
Jeg nævner her nogle:

a2/ se listen oven for. Det er problematisk, at der ikke er ordentlige udgangsfiltre. Hvad der er af støj i konstruktionen, kommer også lige ud.

b2/ Det er problematisk at der ikke er nogen softstart. Når man tænder NAD S300 kommer der et (meget) kortvarigt stød af 300 A ud i
forstærkeren. Det er vist ikke så sundt for kondensatorer med mere.

c2/ Der er tale om en fake balanceret CD indgang på den måde, at den ikke kører balanceret inden i forstærkeren. Den går blot igennem en
simpel konvertering, og lige over i de andre indgange. Blot med højere spænding, næsten dobbelt op, og det kan i sig selv også overbelaste
nogle transistorer og modstande på hovedprintet.

d2/ de galvaniserede stik til strømforsyning er meget ringe. Efter nogle år er de af en ringe forbindelse. Et par ledninger sad "løst" og faldt af,
ved nærmere eftersyn.

e2/ der er ved hver udgangstransistor en modstand som desværre er kendetegnet ved en rimelig høj induktans.

f2/ indgangsrelæerne er ikke særlig gode. De har meget små kontaktpunkter, og er ikke dobbelte.

g2/ gennempletteringerne er de små rør. Og disse løsner sig over tid. Som de for eksempel var tilfældet med monteringen ved
volumenpotmeteret. Og der er kun loddet på den ene side. Når stel afbrydes til een eller begge kanalerne, er der fuld udstyring af signalet, det
vil sige fuld volumen, og forstærkeren brænder af, højtalerne kan brænde af og ørerne kan tage skade. Det kunne som nævnt ovenfor være
undgået ved at indskyde en lille modstand mellem benene, og på hver kanal, ved volumenpotmeteret.

h2/ Der er som oftest kun loddet på den ene side.

i2/ Stort set alle komponentben er ikke afrensede inden ilodning. Derfor har bi kunne konstatere hundredevis af dårlige lodninger, med ringe
kontakt. Eller slet ingen.

j2/ Der er brugt meget tynde ledninger i udgangen.

k2/ NAD har selv beskrevet at de har kørt med for høj spændig i indgangen, hvilket har brændt nogle modstande og nogle transistorer og en
opamp af. Det er også hvad vi kunne konstatere. NAD har selv udsendt en servicemeddelelse, hvori de beskriver problemet og en potentiel
løsning, eller måske rettere: en udskydelse af problemet.

l2/ Selv ved udskiftning til nye kanalprint, fra NAD, er der nøjagtigt de samme problemer.

m2/ De to ringkerner brummer.

n2/ Da indgangene har fælles stel, så laver forstærkeren en kæmpe stelsløjfe, rundt om al til sluttet udstyr.

Jeg ville gerne have lavet et par lange detaljerede indlæg med meget længere forklaringer, og masser af billeder, målinger og så videre, da jeg
har taget dem allerede, og der er meget. Men forstærkeren er efter vores ringe mening, af så ringe udførelse, at den bør skrottes. Det er
simpelt hen ikke værd at spilde mere krudt på. Hvis nu udkommet havde været en LANGT bedre forstærker, ville jeg gerne have skrevet langt
mere fordi andre så måske kunne blive inspireret heraf, og forbedre/reparere/renovere deres eksemplar. Et absolut minimum er det jeg har
beskrevet her. Langt mere bør laves, men det giver slet ikke pote. Og den er stadig ustabil og har mange mangler.

Vi har blandt andet udført følgende arbejder på NAD S300:

a3/ Alle lodninger i hele forstærkeren er suget ud; alle lodninger er renset; alle ben på komponenter er renset; alle lodninger er genloddet; alle
lodninger er loddet på begge sider af printet, hvor det har været muligt.
Alle lodninger...

b3/ Alle interne stik, for eksempel de beskrevne galvaniserede bilstik er fjernet. Klippet af, og ledninger afisoleret og loddet direkte på. Og
voila, forsvandt al brum fra de to ringkerner.

c3/ Alle kondensatorer i hele forstærkeren er udskiftet til det bedste vil kunne finde til NAD S300. Det blev til 13 (tror jeg nok) af Nichicons
rimeligt nye serie, som er kendetegnet ved bl.a. ekstra lav esr.

d3/ Og det blev til 8 styk Mundorf Mlytic 22.000µF 63Volt lytter til udgangene.

e3/ XLR indgangen som reelt er fake, blev koblet fra. Ikke mere ballade fra den. En totalt elendig implementering fra NAD.

f3/ Vi har lavet en dobbelt softstart, som består af et modul til hver kanal. Den blev placeret det eneste sted den kunne sidde, uden at lave
"ballade" elektrisk, som er lige neden under de 8 lytter i udgangen. De to softstartmoduler fik også bedre kondensatorer og blev monteret på
en aluminiumsplade, som så igen blev isoleret med 1mm teflon på hver side. og som så igen blev ophængt i de to aluminiumsbjælker, som
sidder nedenunder hovedprintet.

g3/ Alle interne ledninger med signal, blev udskiftet il tykke Van den Hul forsølvede multileder kobberkabler.

h3/ Vi monterede et nyt ALPS Blue Velvet volumenpotmeter.

i3/ Vi monterede nye modstande der hvor de var defekte.

j3/ Nye transistorer dër hvor de var defekte.

k3/ Vi monterede et par små smd-modstande neden under volumentpotmeteret, så det ikke kan brænde forstærkeren af i tilfælde af en løs
forbindelse (eller for den sags skyld knas i volumenpotmeteret).

l3/ Vi har repareret alle de gennempletteringer som var defekte, og som derfor havde mistet forbindelsen.

Alt er blevet skilt ad. ALT.

Den blev så målt igennem, og havde stadig ustabilitet i venstre kanal. Højre kanal målte fint efter rep. og ombygning.
Vi må ærligt sige, at medens NAD S300 kan spille udmærket, så er den heller ikke bedre. Der er rigtig mange andre forbedringer man kan
lave, og som vi overvejede, men konstruktionen er ret primitiv, og lige meget hvad man gør, bliver den aldrig en fed forstærker. At den så er
samlet enormt ringe, gør det ikke bedre. Vi brugte ca. 7000 kroner i komponenter, og vi havde oscilloskop på, esr måler til alle relevante
komponenter. Alle modstande målt igennem, alle transistorer målt igennem, alle dioder målt igennem. Alle stik og ledninger målt igennem.
ALLE ben på gamle og nye komponenter blev afrenset. Samtlige loddeøer blev renset helt. Vi havde også selvfølgelig en signalgenerator på, så
vi kunne simulere til Rohde & Schwarz oscilloskopet, præcist hvad vi ønskede, og overvåge dette, samt to Fluke 289 multimetere, så vi kunne
udlæse Volt, ampere med mere samtidig på begge kanaler, samt logge alle data til en PC, hvor vi kunne analysere de kurver som Fluke'erne
generede. 289 kan jo selv vise dette, men det er bare lettere at se på en større skærm. Vi lavede både mindste, største og
gennemsnitsmålinger.
Vi har også brugt en Fluke termo -og fotomåler til at lave termiske fotomålinger af hvor der er varme- og kuldespots og eventuelle differencer
som ikke skal være der, og om den måler eens og inden for specs. Vi har også lavet komplet simulation af hele forstærkerens kredsløb og
design på en pc, og simuleret hvad der skal være af spændinger alle steder.
Vi har brugt en god varmeplade, en hot air station og 3 højkvalitets-loddekolber. Vi har også logget alle loddetemperaturer til en PC og
gennemgået dette for at sikre eensartethed og kvalitet og inden for specs. Vi har overholdt alle specs for lodninger og installation, bl.a. til ALPS
potmeteret, som er meget følsomt. Der er specifik procedure for installation af dette. Vi lavede faktisk en opstilling, hvor vi simulerede hvad
det kan tåle på et til nyt ALPS Blue Velvet, og indrettede os derefter. Og det er selvfølgelig også blevet gennemmålt. Når man skifter det, skal
man overføre det lille støttebeslag/strømforsyning til det nye potmeter.

Summen af alt dette er, at NAD S300 ikke er en særlig god forstærker. Den har en bedre lyd-rygte end den fortjener, og den er for at sige det
lige ud, hamrende dårligt konstrueret og lige så hamrende elendigt udført. En rigtig skod-forstærker, når den ikke er ny længere.
NAD S300 kan jeg så absolut og aldeles kun anbefale alle at holde fingrene fra. Den har så mange mangler fra et designmæssigt standpunkt,
og ligeledes også på implementeringen/samlingen, at den uvilkårligt vil bringe ulykke i stuen derhjemme, før eller senere. Vi har set hele 3
NAD S300 efter i sømmene, og de er nøjagtigt eens, så man kan heller ikke sige, at NAD videreudviklede på NAD S300 igennem de år den blev
fremstillet.
Den er absolut ikke værd at reparere på, og den kommer aldrig til at lyde rigtig godt. Hvis den spiller, gør den det udmærket, men så alligevel
nej. NAD Silverline S300 kan IKKE anbefales. Jeg håber at jeg har udtrykt mig klart og begrundet. Det er herefter op til een selv, om man
synes at det er værd at tage en sådan chance. Gryphon Century Tabu? Også et klart nej tak herfra.

NAD S300 forstærkeren blev herefter bortgivet i færdigbygget og spillende tilstand ganske gratis til et andet elektronikprojekt, hvor kun
Mundorf'er og softstarter samt selve kabinettet er blevet genanvendt. Alt andet er røget til elektronikskrald på genbrugsstationen. En LANGT
bedre konstruktion kommer snart til at hvile i det ellers fine NAD S300 kabinet. De over 200 arbejdstimer? Ja, de er jo brugt. Erfaringer kan
man altid blive rigere på ;)

Med S300 farvel-hilsen,
Redfox.

Det var en stor nitte den NAD S300, at den skulle være SÅ dårlig var der ingen af os der regnede med.

Jeg kan så afslører at det var min S300 som kom på operationsbordet.

Vi skal undlade at vise billeder fra operationen, da de ikke er for sarte sjæle.

REDFOX, og hans gode ven (Som er en meget kompetent mand), har som REDFOX har beskrevet brugt MANGE timer på den. Jeg er dem
evig taknemlig, da det er et rent heste job de har lavet på den. Så give den væk som tak for den kæmpe indsats de har lavet, var ikke
noget jeg skulle tænke længe over.

At den forstærker overhovedet er blevet SÅ populær som den var/er er helt utroligt.
Den er godt nok dårligt designet, og bygge kvaliteten er ekstremt ringe.

Jeg vil vove den påstand, at de vellemann bygge sæt som alle (mig og alle mine barndoms venner) sad og lavede i 80´erne og 90´erne.
Var bedre designet/loddet og samlet end denne her forstærker.

Det er også meget mærkeligt at der absolut ikke er nogen som helst information omkring den forstærker hvad angår bygge kvaliteten.

Denne her oplevelse har desværre påvirket mig rigtig meget, så jeg har de sidste 4-5 uger overhovedet ikke haft nogen lyst til at hverken
lytte til eller bare tænde for mit anlæg.

Men nu er lysten så småt kommet tilbage, og jeg er kommet frem til at jeg er tilfreds med det udstyr jeg har i dag. Det bliver meget svært,
og vil kræve meget energi og tid på at købe-lytte-sælge-vurdere nyt udstyr. Så jeg vil holde en pause hvad et angår. Dog har jeg to
opgraderinger som jeg føler skal til for at alt er på sin plads. 1 en bedre streamer og 2 en bedre pickup med evt. bedre RIAA til min
pladespiller.

Jeg er også kommet frem til at købe gammelt hifi (dvs. +15-20 år) er ikke noget jeg kommer til at gøre igen. Det er muligt at hifi var bedre
før. Men alting har sin tid og sin epoke. Jeg har stadigvæk min sony cd afspiller fra 1998-99 mener den kom i 98, men jeg købte mit sony
ES system i 1999.
i dag har jeg kun cd´en tilbage. Og et par andre vintage ting fra min ungdom.

Har dog en til forstærker jeg ville have renoveret, men den ryger ud på lossepladsen i stedet for.
Jeg kan købe en ny i dag med mere effekt og som er bedre for mindre end hvad det ville koste at renovere den gamle. Så ud med den, den
står bare og tager plads.

Nå nok om det her S300 eventyr/mareridt, jeg må slikke mine sår og gå tilbage til virkeligheden.
Pas på hinanden derude i hifi verden, der kan gemme sig et monster eller to, som er parat til at gøre livet surt for dig.

Opdatering per 7’ oktober 2025.

Ombygning af Copland CSA-14.

Design af Inputboard til Copland CSA-14.

Nu har jeg (= vi) igennem de sidste par måneder arbejdet intensivt med at specificere og designe et nyt inputboard, til erstatning for nogle af
de komponenter der sidder på Copland CSA-14’s hovedprint, idet jeg mener at det kan gøres langt bedre.
På de to Copland CTA-401 rørforstærkere som jeg har indkøbt til formålet, er der jo et højere kabinet. Dette er fordi jeg gerne vil flytte den del
af elektronikken som vedrører inputsektionen, væk fra hovedprintet, og separere det, flytte det, til en placering lidt længere oppe, væk fra
andre funktioner og potentielle påvirkninger.

Billede af den originale input-sektion i CTA-401 kabinettet:



Jeg har samtidig gjort mig nogle overvejelser omkring designet af specifikationerne af de komponenter jeg skal bruge til formålet.
Som nævnt i et tidligere indlæg, har jeg valgt at lave en kraftig opgradering helt fra indgangene til forstærkeren. Jeg kunne konstatere, at
selvom de originale Copland CSA-14 inputstik (RCA) havde lille masse (metal), og mere plastik, var de ikke af en tilstrækkelig kvalitet og ikke
af et godt nok design. Jeg har set flere eksempler på, at stelkappen (minus) på de originale stik, falder af over tid. Ikke på min egen, men på
andres CSA-14. Mange stik er lavet af messing i signalbærende dele. Godt for stel, men skidt for signalet selv. Her er der tilspændingskappe af
sortbehandlet messing. God løsning.

Samtidig er der hele problematikken omkring stel og -. På Copland CSA-14 og på Copland CTA-401 med flere, er der ingen separation af minus
på hvert indgangsstik og stel på indgangen, som er fælles. Jeg vil gerne adskille disse således, at jeg har en separat stel på indgangene, som
ikke influerer på hinanden. Som det er fra Copland, og på mange mange andre forstærkere, er det præcist det samme stelplan der sidder
forbundet mellem hver indgang. Dette kan medføre, eller rettere vil medføre, at der dannes store stel-loops.
Stel-loops har den dårlige kvalitet, at de danner store elektriske forbindelser mellem flere apparater således, at f.eks. alle de apparater der er
forbundet til hver sin indgang på forstærkeren, bruger samme stel. Det vil sige, at man her teoretisk kan opsamle al mulig støj.

Det er også sådan, at stel-loops virker selvom man har slukket de andre signalkilder.
Altså noget uvæsen som jeg meget gerne vil afskaffe.

Et originalt CTA-401 inputboard, med fælles stel:



Derfor skal jeg bruge nogle indgangsstik og lave et inputdesign i øvrigt, som er i bedre kvalitet, solide, har separation mellem minus og stel, og
som i øvrigt ikke fylder ret meget. Dette er fordi forstærkeren som den kommer til at tage sig ud, bliver ret proppet med alle mulige
komponenter som den ikke besad fra fabrikken. Den bliver altså i al sin væsentlighed bygget ret meget om, af flere omgange.

I den forbindelse har jeg brugt næsten 2 år på at se på alle mulige stik og deres kvalitet, materialer, opbygning og andre specifikationer, købt
dem, afprøvet dem og lyttet på dem. Det samme gælder relæer og andet.
Som tidligere nævnt, faldt valget på ETI Research stik, dog ikke i sølv denne gang, men forgyldt kobber. De har separate messing stelkapper
uden om, og de er helt elektrisk isolerede i deres – og stel. Der er ingen forbindelse mellem minus og stel på kabinettet ved stik og på
indgangsprintene. Jeg kan derved bedre selv styre stel rundt i forstærkeren. Altså ingen unoder. De har desuden også forgyldte kobberben,
ikke messing, som loddeflige, og disse er svagt buede, konkave og ret små således, at de understøtter en god lodning yderligere. De fylder
ikke ret meget inde i kabinettet og tillader derfor lettere, at jeg bruger de 3 store kobberplader som etageadskillelser og beskyttelse mod støj
med mere. De er i virkelig god kvalitet og med de specifikationer jeg ønskede. Det er der ikke ret mange stik på markedet i dag som har.
Jeg for forsøgt mig lidt med forskellige monteringer af alle disse RCA stik.

De valgte stik, som også får meget plads omkring sig, og som får kortere signalvej end på CTA-401, men altså stadig med ledning, frem for
direkte iloddede stik som på CSA-14:



Jeg har som det kunne ses i tidligere indlæg, monteret dem med plus, så minus, så plus, så minus oppefra og ned. Derefter med minus
rækkerne i midten, og også omvendt. Ideen er her, at samle alle plus med minus udenom, for at beskytte integriteten af det indkommende
signal. Nå, men det laver jeg lidt om af hensyn til selve input-boardet, som jeg nu er færdig med at designe.

Her er nogle af de krav-specifikationer som jeg har opsat og jeg tænkte ville implementere i det design jeg skulle udvikle:

*     Skal have 6 indgange samt tape out, samt tape monitor (Tape Out).
*     Skal have Riaa imellem de 6 indgange. Det er fordi jeg vil bevare de muligheder min Copland CSA-14 giver. Jeg bruger Tape, Tape Out,
        CD, Riaa og AUX. Dog mest CD.
        Senere vil jeg prøve at revidere Coplands Riaa indgang til at være bedre. Det bliver i en senere version af min forstærker.

*     Skal være monteret lodret på stag lige over indgangsstik (RCA). Dette for at sikre den korteste signalvej samt at jeg vil beskytte signalet
        fra al det der foregår nedenunder i forstærkeren og nedenunder igen i transformer/eensretter-sektionen, samt det nederste
        lednings-plan.

*     Skal overholde mål på maksimumdimensioner og de 4 skruehuller. Faktisk er der på Copland CTA-404 i de tidlige årgange jeg har, 2
        rækker af 4 huller til små skruer som holder et Copland inputbpard. Dette har jeg tidligere vist, og forklaret at det indeholder en række
        negative sider som jeg ønsker skal elimineres, herunder stel-loops.

*     Skærmet kabel fra inputboard til balancepotmeterboard, og videre til volumenkontrollen. Det er en nødvendighed. Dette findes allerede i
        forstærkeren, men jeg vil lave et bedre.

*     Lavpasfilter i indgangen skal sikre, at der ikke overføres højfrekvent støj udefra, ind til og igennem de første signalforstærkende
        transistorer. Arbejdsværdi er lige nu 150.000Hz som skæringsfrekvens. Med den store og stadig voksende mængde af elendige switch-
        mode strømforsyninger, routers og hvad ved jeg, gælder det for mig om, at prøve at finde metoder og grænseværdier for udeladelse af
        alt dette uvæsen. Det der kommer ind, kommer også også ud. Og jeg vil ikke have noget støj igennem forstærkeren. Det skal være rene
        signaler, eller i al fald så rene som muligt.

*     Der indarbejdes små smd lysdioder for kontrol af indgang. Disse sidder længst muligt væk fra signalbærende printbaner, derfor i første
        omgang, senere omplaceret, helt ude ved spændingsforsyningen til relæer, i venstre side. Dette for at visualisere hvilken indgang der er
        aktiv. De må ikke få indflydelse på lyden. I de senere designs jeg har arbejdet med, har jeg flyttet dem nederst.

*     Tilslutninger sker via små påloddede komponentben, så der ikke loddes af og på, på selve printet.

*     Alle printbaner skal være lige lange, både igennem de flere lag print, og imellem de forskellige indgange/udgang.
*     Silk screen print af komponenter, indgange med mere.

I den forbindelse har jeg prøvet at opstille en række kvalitetskrav, som jeg tænker skal sikre det bedst mulige signal og bedst mulige
implementering i forstærkeren:

-     Inputboardet skal bevare en lav inputimpedans (33 Ohm) frem for 1,5 KOhm som kan være en typisk værdi efter et lavpas indgangsfilter,
        for at sikre højst mulig signalstyrke og signalintegritet.
-     Lavpasfilteret består at en meget lille lavværdi Silver-Mica kondensator og en modstand.
-     Lavpasfilteret skal være i absolut højeste kvalitet med ekstrem præcision.
-     Lavpasfilteret flyttes fra inputboardet, over til lige før balancepotmeteret. Derved sikres størst mulig signalstyrke og lavest mulig
        impedans. Om jeg så skal lave et nyt print til afløsning for Coplands til bal. og vol, sammen med lavpasfilteret, eller om det skal være
        hardwired, ser jeg på senere.

-     Der skal bruges ren sølvledning fra inputboard over til fronten af forstærkeren, til balancepotmeteret, og det skal screenes separat. Sølv
        leder bedst og bl.a. derfor. Jeg har tidligere indsat sølvbelagte højtalerterminaler i forstærkeren, som jeg er fint tilfreds med.
        Jeg har tidligere lavet eksperimenter med ren kobber/kobber med sølvbelægning og endelig ren sølv-ledning, hvor jeg til dette formål
        foretrækker de to sidste.
-     Der skal bruges ren sølvledning fra RCA inputstik, til inputboard. Af samme hensyn som ovenstående.

-     Der skal laves 4 lagsprint med 4 gange traces med signalbæring. Dette har jeg tænkt på som en opkvalificering af
        signalbæringskvaliteten. I printdesignet er der nogle gange nogle begrænsninger, som jeg for eksempel kan prøve at overkomme ved
        bl.a. dette tiltag.
-     Der skal laves guardrings om alle elementer. Integriteten skal opretholdes. Bl.a. skal enhver form for støj fra de 5
        ringkernetransformatorer, netforsyningen og andre dele undertrykkes.

-     Der skal være så stort stelplan udenom og imellem, som muligt. Igen skal integriteten og kvaliteten af signalet opretholdes, og der skal
        sikres bedst muligt imod indkommende støj og anden forurening.

-     Der skal være strømforsyning (digital del) til relæforsyningsspænding, i venstre side. Igen er det vigtigt for mig, at jeg skelner og dermed
        separerer forsyningsspændinger og signal ind/ud. Derfor designer jeg størst mulig afstand imellem disse. Og af praktiske
        implementeringshensyn, lader jeg forsyningsspænding komme ind i venstre side (set inde fra midten af forstærkeren), og lader signalet
        udgå længst muligt til højre på inputboardet.
-     Der skal videre være input signaler samt tape out længst muligt væk fra relæspændingsforsyning i modsatte side. Derfor skal den videre
        signaltilslutning (out) være i højre side.

-     Der bruges absolutte toprelæer, smd, og med så god kvalitet som muligt i både holdbarhed og signalintegritet. De oprindelige og i øvrigt
        almindelige design på bedre forstærkere, er ét relæ til hver indgang. Man afbryder kun den ene del, og der er fælles stelplan (igen igen).
        Dette vil jeg ikke acceptere idet jeg anser det som en inferiør konstruktion. På grund af dette og andre årsager, har jeg har designet 4
        relæer til hver indgang. 1 relæ til + og et relæ til -, og til hver kanal, i alt 4 per indgang. Det giver så i alt 28 relæer.
-     Der skal bruges microrelæer men med størst mulig signalbærende areal indeni, som muligt.
        Samtidig vil jeg bruge relæer hvor der er lang afstand og tydelig separation mellem forsyningsspændingen til relæset, og
        signaltilslutningen/afbrydelsen.

For yderligere at sikre mig den bedst mulige kvalitet og overførsel, har jeg indkøbt en række forskellige relæer, som jeg nænsomt har skåret op
og undersøgt med lup og multimeter med målinger, og valgt det som var bedst. Jeg har samtidig gjort noget tilsvarende på et oprindelige
relæer fra Copland, NAD og andre forstærkere. Disse var i en god kvalitet, men langt ringere kvalitet, end det jeg endeligt valgte, som er fra
Omron's G6S serie. Super hurtige, super stabile og meget kort bounce, samt stor kontaktflade og i gode materialer. Min idé er her, at jeg
opretholder den bedst mulige signalintegritet, overførselskvalitet, total separation, med kortest mulig switch-tid med mere, også over tid med
hensyn til holdbarhed. Kort switchtid giver mindre arbejde for de dioder som skal stoppe dette i at lave ballade andre steder. Samtidig vil jeg
gerne lave et ultra kompakt design, med kort signalvej. Samtidig laver jeg et design, hvor dioden på hver indgang er pænt stor, og derfor
arbejder i absolut overskud, og ”æder” ethvert udfald fra relæ-skift.

-     Ved at bruge 4 lags print, sikres det at der er guards både i det vandrette plan, men også i det lodrette plan, altså en slags 3D opstilling
        og 3D beskyttelse.
-     Printbaner skal være i tykkest mulig kvalitet, så at signales bæres bedst muligt, også over tid. Dette giver også bedre mulighed for at
        kontrollere og opretholde en lav impedans. Det kan også være med til at afbøde skineffekt, og nedsætte eller holde en lav temperatur og
        bedre udnyttelse af ledere ved høje frekvenser.
-     Bedst mulig glasfiber til printet.
-     Bedst mulige printbaner.
-     Gerne med guldbelægning over loddeflige med mere.

Denne måde at lave det nye inputboard på adskiller højre og venstre, + og -, samt separate stel, og har enorm stelflade uden om alle dele. Jeg
monterer således, at relæer og andre komponenter sidder for for- og bagside af de respektive print. Der er således ingen komponenter imellem
printene, bortset fra de små modstande der forbinder printene. Se nedenunder.

Tidlig udgave i version 1b, hvor jeg allerede her er oppe på 4 lag:



Og et par billeder af en senere version i de enkelte lag:









Jeg har senere lavet mange mange ændringer. Men det er blot for demonstrationen af ideen.

Lavest mulig støj, bedst s/n forhold, kortest mulig signalvej, bedst mulig undertrykkelse af skifte-”støj”, bedst mulig holdbarhed, bedst mulig
undertrykkelse af udefra kommende støj, såvel som inden i forstærkeren, og en bevarelse af signalets impedans set fra signalkilden, hele vejen
over til balancepotentiometeret, skarpt efterfulgt af volumenpotentiometeret, er nogle af de faktorer jeg har arbejdet med. Ud af dette design
igen og igen, har jeg blandt andet kommet med ideer som en 3D matrix stelbox. Man kan se af billederne, at der er meget store stelplaner og
stelflader, i alle lag af begge print.
Jeg kom også ved udviklingen af inputboardet til at benytte 4-lagsprint, og endda udvide til 2 4-lagsprint. Så i alt 8 lag. Og altså 8 lag stel,
som tilsammen udgør en komplet beskyttelse og omfavnelse af ethvert signal. Ind som ud.
Det har også været vigtigt for mig, at hver signalindgang skulle være lige god. Så samme ultra korte signalvej og samme behandling.

Signalerne kommer helt individuelt fra hvert stik, og hver eneste + og -, til de enkelte print, og går således ikke gennem det andet print,
gennem kortest mulig vej, til relæer og filter med mere. Samtidig har jeg implementeret en række små runde super kvalitets smd-modstande
fra Vishay imellem de to print. Disse sidder monteret horisontalt, loddet i huller i hvert print. Deres funktion er at lukke loop på de apparater
som er tilsluttet, og som ikke er i brug. Altså ingen kortslutning.
Ultra kort afstand til de komponenter som monteres på hvert print. Komponenter sidder, bortset fra de nævnte specifikke modstande, på
ydersiderne af de to print. Imellem dem, er der ingen komponenter monteret på print-fladerne.
Alle overføringspunkter med indkommende sølvledninger i 1mm, sker gennem specielle huller, som er 1,2mm i diameter, og som sidder
forskudt af hinanden således, at de ikke kan afstedkomme nogen kortslutning til en modsat siddende lodning/ledning, punkt. Alt er spejlet og
derfor eens. Alt er lavet i dual mono: alt er separat, stel og præcist eens.

Alle loddepunkter som ikke er flade, men som huller, har jeg valgt at dimensionere således, at der netop er plads til det pågældende ”ben” +
en lille bitte smule luft hele vejen rundt om til loddetin, belært af den NAD S300 jeg arbejdede på tidligere, hvor mange huller i print til
komponenter, var alt for store. Jeg bruger loddetin med sølvtilskud. Det flyder godt og har et ret lavt smeltepunkt.

For at afstive hele konstruktionen yderligere, har jeg valgt at genanvende de 4 af de i alt 8 monteringshuller i Copland CTA-401 bagpladen på
kabinettet. Det er de fire nederste. Derudover har jeg designet to yderligere huller i samme størrelse, øverste på det nye inputboard/printene,
ét i hver ende, som jeg fastgøre indvendigt på kabinettets bagstålplade via isolerende stag.
Dertil har jeg designet en lang række meget små huller, hvor der kommer til at være tilpassede solid core ledninger fra Tara Labs, altså i
kraftig stiv ren iltfri kobber. Alle disse punkter danner også deres egen matrix og bidrager yderligere til absolut nul forskydning eller bevægelse.
Printene er således helt sammenkoblet, men en predefineret afstand over alt. Og tilsvarende monteret på de 6 stag, til bagpladen på
kabinettet. Isoleret fra eddy-currents men alligevel beskyttet af stålbagpladen med dens skærmende egenskaber.
At jeg endte op med at bruge 2 print og med hver 4 lag, blev betinget af hele dette tankesæt om total separation, og kortest mulig vej,
eensartethed samt min 3D stelmatrix.

Det forreste print er plus, højre og venstre, det bagerste er minus, højre og venstre. Jeg holder samme ledningslængde fra højre nederste
stikrække, til nederst højre på printene, og tilsvarende øverste venstre stikrække, til øverst på printene. Samme idé med printbaner, montering
af relæer med mere.
Endelig har jeg lavet mange små ”dimples” for at understøtte bedst mulig lodning, så varmen ikke blot render væk i de store flader, og
besværliggør god lodning, og derved også forhindrer brug af forhøjet temperatur. Jeg overvåger alle lodninger og logger temperaturer.
Endelig har jeg valgt at lave printene i god solid kvalitet, og med tykkest mulige printbaner oppe i militærspec, og hvor alle kontaktpunkter er
belagt med guld. God overførsel, lavest muligt tab og bedst mulig langtidsbeskyttelse med lavest mulig korrosion. Kraftigere printbaner kan
også være med til at reducere printbanernes impedans, og derved være med til at understøtte en hurtig forstærker.

Igennem de måneder hvor jeg har designet dette, har der været mange ideer på bordet. Og mange udgaver. Ved en grundig gennemgang, er
jeg hver gang kommet frem til en ny forbedret udgave, og med nye ideer og fintuninger. Det blev til i alt 9 udgaver. Hver gang med de bedst
mulige tilpasninger.
Ideen med de små lysdioder har jeg valgt at lave ud fra Coplands design om de LED der allerede er indbygget på det oprindelige hovedprint,
som en belastning dér hvor det skal bruges. Deres sekundære funktion er at hvis de går ud, er der opstået en fejl i det specifikke del-kredsløb.
Denne idé bruger jeg også i yderligere et print jeg netop nu er i gang med at designe, til den ekstra ladelytbank og ekstra niveauer af
afkobling, som er yderligere en ombygning af forstærkeren. Mere om dette senere. På inputboardet jeg har lavet, har jeg valgt små buede smd
lysdioder, også i rød, monteret således, at de lyser ned fra inputboardet, ned på hovedprintet, hvor jeg har fjernet alle relevante komponenter,
som nu sidder på det nye dobbelte inputboard. Herved er al inputstyring fjernet fra forstærkningen og er længere fra strømforsyningen og
eensretningen.



Og den endelige version 9:





Billederne viser selvfølgelig begge signal input print, da de designes som een tegning.
Som man kan se af de indsatte billeder, er der meget stel, og spejling med mere. Efterhånden blev det også mere kompakt. 3D matrix stel kan
også ses i de enkelte lag, såvel som på kombinationsbillederne.

Mere følger senere.

Med 3D Matrix Stel-hilsen,
Redfox

Obs: mit planlagte indlæg for i dag udskyder jeg lidt, da jeg har indset at jeg er nødt til at bygge et testapparat og lave nogle tests med de
virkelige komponenter, og ikke kun i simulation på en pc eller i en opstilling med andre komponenter, for at studere fænomener. De er for små og
jeg vil gerne se hvad der sker med de faktiske komponenter jeg skal bruge i min igangværende ombygning. Print og komponenter er bestilt til
dette, men det kommer fra den anden side af kloden. Men så bliver der jo måske også lidt sjovt at skrive om i den forbindelse.
Så mere følger om strømforsyning asap. Beklager ventetiden men min tråd er jo alligevel ikke så interessant, og de fleste ved jo alligevel
enormt meget mere end jeg, som blot fumler mig lidt frem med lidt elektronik en gang imellem. Men indlæg skal nok komme.

Med sekundær-vikling hilsen,
Redfox

Opdatering per 21’ december 2025.

Ombygning af Copland CSA-14.

Strømforsyningsdesign og implementering i min Copland CSA-14 -- Mk IV:

I denne ombyggede udgave nr. 4 af min Copland CSA-14 integrerede hybridforstærker arbejder jeg med ultra korte strømforsyningsveje, hvor
det er muligt, ud fra devisen at kortest mulige signalveje og strømforsyningsveje giver lavere spændingsfald og lavere resistans. Dette leder til
mindre tab af spænding. Et lavere spændingsfald er med til at bevare musikkens integritet ved at have mest mulig forstærkning til rådighed.
Endelig givere kortere strømforsyningsveje også en lavere mulighed for, at signalet forstyrres ved indstråling, udstråling, oscillation med mere.
For yderligere at begrænse dette, gør jeg nogle tiltag for at skærme både forsyningsveje og signalveje mest muligt. Det er blandt andet ved at
jeg bruger delvist skærmede indgangsstik, dele af signalkabler er twistede og skærmet, og jeg har hvor det har været muligt, blandt andet i
indgangsprintet, lavet et 3D-matrix stelsystem, som skærmer det indgående signal.
Yderligere har jeg lavet et indgangsfilter, men jeg har placeret det således, at det sidder helt fremme ved kanalbalancekontrollen, lige før
volumenkontrollen. Dette er med til at bevare den lave impedans på det indkommende signal, samtidig med at signalet fra den valgte
indgangskilde, bevares bedst muligt, og altså lavimpedant. Jeg har også, som tidligere beskrevet, arbejdet med at opdele forstærkeren i 3 lag,
adskilt af tykke kobberplader.

Og nu er jeg så nået til selve strømforsyningen i forstærkeren. Der er plads til rigtig meget forbedring. Denne indeholder en hel del elementer.
Der er blandt andre en transformator, nogle eensrettere og nogle kondensatorer. Der er også de lokale strømreguleringer. Dette er
standardopbygningen i Copland CSA-14, hvor designeren dog har lavet et par gode tiltag ved blandt andet at have separate sekundærviklinger
på den enlige ringkernetransformator, og dermed også har hele 5 separate eensrettere, samt tilhørende kondensatorer.
Men dette meget simple design har også en hel del problemer som jeg har prøvet at fjerne.



Jeg nævner blandt andet følgende problemer:
Der var kun én ringkernetransformator. Den belastes en del, når forstærkeren skal yde, specielt levere en højere strømstyrke. Denne enlige
ringkerne belastes kun med op til 5 Ampere. I den senere Copland CSA-29, indbyggede man en lidt kraftigere ringkernetransformator. Men i
min optik, skal der mere til.
Da jeg igennem alle processer har arbejdet med en så dual mono opsætning af forstærkeren som jeg har kunnet, har jeg valgt at køre dette
helt til ende, eller jeg skulle måske sige start, i valg af transformator. Jeg skulle bruge mere strømstyrke og lidt højere spænding. Dette for at
overkomme forstærkerens oprindelige mangel i at kunne levere så høj strømstyrke, at forstærkerdelen kan suge al den strømstyrke den kunne
finde på at ville bruge, også ved lave højtalerimpedanser, f.eks. 2,6 Ohm, for derigennem at rette op på den til tider lidt slappe bas, som dog
allerede er en del bedre i min version 3 af forstærkeren. Formålet er altså blandt andet, at jeg vil have en mere kontrolleret og stram bas. Den
skal være naturlig og velartikuleret og præcis, når materialet har dette. De første 3 ombygninger gav noget af dette. En klar forbedring i
forhold til udgangspunktet, men jeg tænker, at der stadig er lang vej.
Jeg har valgt at hæve spændingen fra de nye transformatorer 2 Volt, da de taber lidt spænding igennem eensretningen. Det ligger inden for
hele hovedprintets tolerance, og burde ikke give nogle problemer.
Dernæst har jeg designet det således, at jeg bruger 5 transformatorer. Én til de sekundære funktioner, og én til højre kanal +, én til højre kanal
-, én til venstre kanal + og én til venstre kanal -. I alt 5 kraftige ringkernetransformatorer som hver især er viklet ret præcist. Herved kan hver
enkelt trafo arbejde helt upåvirket af de andre, og levere den bedst mulige strøm til det varierende signal, uden at gå i mætning eller at et
udtag påvirker et andet, i al fald på de 4 større ringkerner.
Jeg går fra ca. 280 VA til 1350 VA.
Den sekundære trafo er på 150 VA, og hver af de 4 andre som leverer strøm til forstærkerdelens powerdel, er så på 300 VA. Det prøver jeg så,
om er nok til en forstærker på 2 x 60 Watt. Men pointen er jo netop ikke Watt, men den kraft der kan leveres ved musiske kraftudladninger,
som så forhåbentlig kan leveres på en let og naturlig måde, med mere overbevisning. Jeg spiller ikke højt, og de 60 Watt kan godt spille højt.
Derfor har jeg ikke prioriteret at arbejde med at få flere Watt til rådighed, men flere ampere og en ultra ren strømforsyning som et hele. De er
hver især på 10 Ampere. Dernæst har jeg opsat min forstærker sådan, at alle transformatorer og eensrettere, har sit helt eget indkapslede
skærmede rum, lavet i 2mm tykt kobber.
Ledninger fra alle trafo’er har jeg ledt væk fra dette rum, til endnu et separat rum, også skærmet i 2mm tykt kobber, hvorefter de kommer op
igennem dette, præcist hvor de skal bruges. Dette kunne jo så være for eksempel eensretterne.

Min forstærker har som sagt 5 separate eensrettere ab fabrik. De sidder næsten midt i forstærkeren på hovedprintet, og kan således være med
til at generere støj. De er af en ældre Schottky-type og er ret langsomme. Nuvel, de var sikkert gode for 35 år siden, og der har som sådan
ikke været nogle problemer med dem. Men det er der så alligevel. En langsom eensretter, som jo har 4 dioder indeni, har hver gang der skiftes
fase, nulovergangene, et stop. Hvert stop er på denne type dioder i eensretterne af en langsom type, som ikke kan stoppe helt brat og præcist
og meget hurtigt, når der er brug for det, men har et efterslæb, som gør, at de genererer en højfrekvent støj, ved hver overgang. Vi kan også
kalde det for ripple.
I mine ombyggede versioner 2, 3a og 3b af min forstærker, har jeg anvendt meget kraftigere diodebroer, og som også er lidt hurtigere, og med
lidt mindre støj. Men jeg tænker, at der stadig er plads til væsentlig forbedring, for der er stadigvæk et efterslæb ved hver overgang, altså
reverse recovery time. Derfor kan man overveje at bruge en nyere type som er hurtigere og mere præcis. De er af typen HexFRED dioder.
Denne type giver cirka 8db lavere støj i gennemsnit, i forhold til den normale ”gammeldags” diode. Det er altså langt mindre støj.
Men suk, for der er stadigvæk støj. Blot ligger niveauet noget lavere, og er en klar forbedring. Men jeg vil gerne gøre det endnu bedre. Hvis
dioderne (Schottky type) er endnu hurtigere, har de tilmed også et potentielt lavere spændingsfald. Det har indtil for nyligt ikke været muligt
at lave en teoretisk 0 reverse recovery eensretning, med mindre man lavede en ret ekstrem rør-eensretter. I betragtning af dennes
konstruktion, pris, størrelse og det antal jeg skal bruge, er dette helt udelukket og dybest set også uinteressandt. Men for få år siden kom der
en ny type dioder, nemlig SiC dioder. Altså siliciumcarbid dioder. De har en helt ekstrem kort reverse recovery time: nemlig 0. Ja, læs: NUL. Det
er ekstremt. Indtil for nylig, har disse kunnet fås i typer som tilbød at håndtere op til ca. 30Ampere. Men nu er der så kraftigt forbedrede typer,
som kan håndtere langt større spænding og strømstyrke. Så til de 4 ringkernetransformatorer har jeg valgt nogle nye SiC fra Wolfspeed som
kom i september 2024, og som nemt kan håndtere 60 Ampere kontinuerligt, og endda 136A ved stuetemperatur, samt op til 1320A i spids
kortvarigt, samt et fornuftigt lavt VF på 1,3V (i forhold til deres andre egenskaber). Det er dem, jeg gerne vil udnytte. De måler konsekvent
bedre end eksempelvis Toshibas SiC diode, for blot at nævne én. Men de er tæt på hinanden. Det smarte ved SiC dioder er, at de er meget
effektive. De er mere robuste, har 0 reverse recovery time – altså nul ripple, lavere spændingsfald og tåler højere temperaturer.
Varmeafledningsevnen for SiC dioder er knap 3 gange bedre end Si dioder. Derfor er de så interessandte.

Et lavere spændingsfald giver potentielt lidt flere muskler, om end det ikke er ret meget. Med den korrekte indbygning, kan det være med til at
give min forstærker absolut sort baggrund. Altså som i 0 støj, ekstrem præcis positionering af instrumenter og stemmer, og de helt fine
detaljer kommer med, samt med en langt bedre afrulning. Det er i al fald målet. Så må vi se, hvor langt jeg når, ha ha.
Der er dog også en anden ny type dioder, nemlig Gallium Nitrid, som dog støjer ekstremt meget, og som jeg ikke vil bruge. De har en anelse
lavere spændingsfald, men er ikke lige så belastbare og holdbare, som SiC, og som sagt støjer de enormt meget. Nej tak til Gallium Nitrid.
Fælles for dem begge er, at de bredere båndgab, dvs, kan tåle højere temperaturer, ekstremt hurtigt skiftende, som givere lavere strømtab,
som igen givere højere effektivitet, og de har kortere strømveje og lavere kapacitans, som igen giver højere hastighed.

Men ny teknologi giver nye problemer – nye udfordringer.

Og til nye udfordringer, var jeg blandt andet nødt til at lave disse tegninger, for at designe printene:

xxxxxxxxxxxxxxxxxxx





Og blandt andet derfor har jeg kigget en meget stor mængde forstærkere igennem for at se, om de har anvendt SiC dioder som eensretterne.
Men det har jeg ikke kunnet finde (endnu). Jeg kigger topmodeller, for det er dér de bedste løsninger ofte findes. Det er efter min opfattelse tit
(men ikke altid) sådan, at firmaer i HiFi-verdenen er meget langsomme til at implementere ny teknologi. De bruger ofte reviderede og gen-
reviderede designs som egentlig er tusse gamle. Ny teknologi kræver tests og udvikling, som tager lang tid, når man er producent af HiFi
apparater, herunder forstærkere. Så jeg mener altså, at der er et vist efterslæb. Men det skal selvfølgelig ikke afholde mig fra at prøve ny
teknologi i min egen efterhånden temmelig gamle Copland forstærker.

Da jeg nu har valgt at separere hele den samlede strømforsyning ud i flere dele, har jeg også implementeret et system af en hel masse SiC
dioder. Altså 4 til hvert eneste strømudtag på sekundærviklingerne på alle transformatorer. Dernæst har jeg samlet dem således, at de sidder
parvist hvor det har givet mening. Derfor er jeg endt op med 3 større diodebroer. Én til den sekundære ringkernetrafo, som har i alt 3
sekundærviklinger, og derfor bruger jeg så 4 SiC dioder til hvert udtag, så i alt 12 SiC dioder. Disse er de nyeste 6’ generationsdioder og er
SMD type fra 2018 leveret af Infineon, og som har meget fine data, blandt andet lav Forward Voltage (VF) på 1,25 Volt, set i forhold til dens
andre specifikationer. Det er bedre end den nye Toshiba model (som dog er hole through, som nævnt ovenfor). De har katoden som én stor
flade på huset, og denne monterer jeg ned imod én af de store 2mm kobberplader som separerer etagerne i min forstærker. Derved har de
mulighed for al den køling de kunne ønske sig. Ovenpå sidder et lille print jeg har designet, og som dels skærmer dioderne, dels har en række
ekstremt hurtige og sædvanligt super gode Wima polypropylen, PP, kondensatorer. Dioderne er også afkoblet gennem disse. Men der er mere.
Der er også højfrekvent støj, men det vender jeg tilbage til lidt senere.

Her er ideer og design så omsat til tegninger til fræsning:







De andre diodebroer er hver samlet af to diodebroer. Så to til venstre kanal - plus og minus, og ligeledes to til højre kanal - plus og minus. Der
er altså her 8 SiC dioder på hver bro, dermed anvender jeg 16 SiC dioder i alt til de 4 ringkerner. Disse er dog separeret ved et par store
massive kobberklodser, jeg har fræset. Disse virker også som afkøling, da disse SiC dioder er hole through type, og skal håndtere langt mere
spænding og strømstyrke, hvorved jeg afleder deres varme ind i kobberklodsen, som jeg så igen har boltet fast til én af de 3 store 2mm
kobberplader.

Det kom der så disse ud af, efter fræsning:







Derved kommer jeg op på 2 kobberklodser. På hver langside af disse, har jeg igen monteret små 4 lagsprint, som jeg har designet. Disse tjener
flere formål. Dels skal de skærme SiC dioderne, dels skal de holde en række afkoblingskondensatorer, og dels skal de holde nogle andre filtre,
som en standard Copland CSA-14 ikke har.
Og hvorfor nu det? Jo, det er fordi jeg har identificeret nogle problemer ved at gå væk fra at bruge mere traditionelle dioder, og gå over til at
bruge SiC dioder.
I en typisk ”gammeldags” konstruktion, er der specielt ved brug af ringkernetransformatorer særligt to problemer, som jeg har identificeret i
min forstærker. Det første er, at de omtalte dioder er langsomme i deres stop/skift – reverse recovery time Trr, hvilket jo giver en vis baglæns
overladning Qrr, som giver ripple-støj, som igen mudrer lyden og giver en mindre ”sort” baggrund.
Det andet er, at der er støj fra en ringkernetrafo. Også selv om den er godt lavet. Det er mindre, men er der stadigvæk, og den støj kommer
af de 50Hz vekselspænding (eller andre) vi har, samt dens viklinger, selvom den har opbygning som ringkerne som er lidt mere præcis. Støjen
forekommer som kontraktion og ekspansion og evt. mætning af kernen i nogle tilfælde. Så den er altså alligevel magnetostriktiv. I den
traditionelle opbygning, har man indsat et filter i forbindelse med eensretningen, og som håndterer de to støjkilder.

Med anvendelsen af SiC dioder, som har nul Trr, og dermed nul Qrr, er de dermed så hurtige, at de udgør en yderligere belastning for den
tilkoblede ringkernetransformator. Denne vil så udsende en højfrekvent støj, som dog er langt højere end man tidligere har set ved almindelige
diodekonstruktioner i eensrettere. Vi er nu ikke kun i KHz, men samtidigt oppe i MHz området, og det kan få forsærkeren til dels at mudre
lyden ved at det løber lige igennem strømforsyningen, og ud i signalet – dårligere lyd, men kan også få den til at gå i selvsving, og så er jeg jo
gået baglæns. Men ved korrekt implementering, giver SiC op til 30db dæmpning af støjen Så er vi altså nede på en 1000-del i forhold til
traditionelle diodebroer som dem der sidder i en Copland CSA-14 og det meste andet. Og alle de problemer vil jeg naturligvis ikke have, men
gerne fordelene ;)

Her ses nogle diodepcb jeg har designet til SiC dioderne:





Derfor har jeg designet eensretterne med nogle kondensatorer, samt snubber-filtre per sekundærvikling. Om det skal være ét før og ét efter
SiC dioderne, eller blot ét, afprøver jeg i øjeblikket. Snubberfiltrene er nødvendige når man bruger SiC ensretterdioder. Eller rettere: det siges
der. Men er de nu også Det? Det har jeg også set nærmere på, ved at afprøve det. Men det er ikke nok blot at bruge et standard snubberfilter,
som man kender det i diy eller fra enkelte gode forstærkere. Et typisk snubberfilter er en modstand og en kondensator som sidder parallelt
med forsyningen, lige efter eensretningen.
Hvis man er ukritisk med værdierne i sit snubberfilter, kan det føre til en overdæmpning, som igen giver dårligere lyd. Hvis man bruger for lave
værdier, dæmper man ikke støjen tilstrækkeligt. Derfor har jeg lavet mig en Quasimodo til at justere værdien ind med på hvert Snubberfilter,
på hver enkelt sekundærudtag, på hver enkelt ringkernetransformator. Specielt fordi jeg jo måske sætter to ind: et CRC før eensretningen og
et CR efter. Det bliver til en hel del filtre. Men mere om det senere.

Den næste del af strømforsyningen er strøm til effekforstærkeren; i min: ladelytterne.
Min Copland er født med 4 x 10.000µF 40Volt samt et par mindre kondensatorer. Dem har jeg jo for længst udskiftet til Mundorf MLytic 4 x
22.000µF 63Volt. Om det var kapaciteten eller mærkets konstruktion eller begge som gav bedre lyd, kan jeg ikke sige, men det gav pote. Så
denne gang er jeg gået lidt amok, idet jeg har målt op hvor mange store MLytic kondensatorer jeg kan presse ind i kabinettet i sin nuværende
udformning i min ene Copland CTA-401 forstærker. Det blev til 8 mere, det vil sige i alt 12 x 22.000µF 63Volt plus de mindre, som jeg også har
ændret lidt på, så vi nu nærmer os 300.000µF. Jeg kalder det Reference Power Supply. Det er nok lidt meget at skrive om her, så det får sit
eget indlæg. Næste step i den udvikling er rigtig spændende (for mig i al fald), og som jeg allerede er i gang med, da jeg samtidig med at jeg
designer ombygningen af min forstærker til mk. IV, laver en helt ny komplet omdesignet forstærker helt fra bunden, men stadigvæk ud fra min
Copland CSA-14 som grundkonstruktion. Der skulle jeg gerne ramme 24 store ladelytter, så i alt 550.000µF, samt at jeg udbygger Coplands
ene sæt udgangstransistorer til 3 npn og 3 pnp per kanal; jeg har allerede udbygget det til to sæt, som spiller nu. Jeg har allerede købt en
ekstra Copland CTA-401 rørforstærker til dette formål. Jeg vil ikke, selvom man kunne gøre rigtig meget mere ved at have flere kabinetter,
have flere bokse, men kun én. Det vil sige, at jeg er i gang med at sætte alt hvad jeg kan finde på af design og komponenter ind på mit helt
eget hovedprint, som så også kommer til at rumme det ene af de print (RPS) jeg har lavet til ombygning nr. 4 som jeg altså er i gang med nu.
Det nye hovedprint kommer jeg dog nok til at splitte op i 3 dele, plus nogle mindre datterprint, for at kunne lave den ultimative Copland
ombygning, hvor ekstrem placering af alle komponenter og ekstrem signalvej og forsyningsvej er med denne gang, sammen med alle filtre og
andre elementer jeg ønsker med, plus det jeg har fundet på indtil videre, med bl.a. 3D-Matrix stel, Power Plane (og nej, det er ikke den Britiske
ingeniørvirksomhed) og OptiCap med flere. Den forstærkerversion jeg laver nu, er en udviklingsbase og en forberedende test på den ultimative
udgave, og det er min mening, at jeg samler erfaring op fra denne nyeste 4’ version, med alle de typer ændringer og udbygninger jeg laver
således, at jeg kan lave min drømmeforstærker, en Copland CSA Ultima. Men mere om dette om et par år eller tre, da jeg jo som jeg tidligere
har nævnt, ikke ved noget som helst om elektronik, men skal læse op på alt, samt at udføre det, lave målinger, eksperimentere, det rigtige
værktøj og så videre. og det tager enormt lang tid. 
Men mere om flere ladelytter og alt det der hører til, blandet OptiCap, i et senere indlæg.

Nu er det blevet aften, for tiden går stærkt, når man morer sig med at lave forstærker

Med 0 Trr-hilsen,
Redfox

Og så ønskes I alle en rigtig glædelig Jul & et godt og lykkebringende Nytår!

Redfox

Ah!!!
Endelig een som gider at bringe noget ny til bordet!!! Se link.

https://audiogroupdenmark.com/product/aavik-m-880-mono-ampli fier/

I går eller lige der omkring frigav Borresen sine nye Aavik M-880 monoblokke. Og der er nogle rigtig spændende løsninger inden i.

- 4 smps per monoblok, men i en endnu hurtigere og langt mere støjfri udgave - resonant mode.
- komplet kobberskærmet. Rigtig meget kobber.
- kæmpe bank af kondensatorer. Kan være med lidt problemer, men jeg tror at han er kommet op med en måde at håndtere dem på.
- + og - design.
- endnu en ny måde at drive i Klasse A - hele tiden! Og uden kæmpe spild.
- spændende køling med tror jeg, strømforsyningerne bag fronten, og udgangstrin mod bagsiden, hvor banken sidder lige på den anden side af
transistorer og modstande.
- lidt kryogenbehandling.
- enorme stakkede mængder tesla coils, også flade og antenne niveau til at dæmpe/æde enhver støj.

Det er befriende at se, at der endelig er nogle som har mod på at nytænke/gentænke og lave anderledes løsninger. Jeg aner selvfølgelig ikke
på nuværende tidspunkt noget som helst om hvordan de lyder, men jeg ville fra et teknisk perspektiv LANGT hellere lytte nærmere på disse,
end for eksempel de nye Nagra top monoblokke. Og disse er langt billigere end Nagra. De er dog enormt dyre.

Årti efter årti med kedeligt forstærkerdesign, uden ret meget nyt. Endelig kom der noget spændende. Og fra Michael i Danmark.
MANGE TAK!!!

Michael: Jeg hylder dig for din nye konstruktion!!!!

I mit eget beskedne forstærkerdesign, min Copland CSA-14 i version 4 (version 5 og version 6 er allerede i design her på skrivebordet), har jeg
stødt på en del problemer med de indkøbte ringkernetransformatorer fra Toroidy i Polen. De ser fine ud, de leverer spændingen og ampere,
men de støjer uhæmmet. Jeg taler ikke om brum, men om flerpolet højfrekvent ringen, som går lige ud i al strømforsyning. Undtagen den ene
af de fem ringkerner jeg købte. De fire andre er ubrugelige, og ryger i skraldespanden nu. Jeg har udtænkt nogle måder at omgå dette på, og
nye er bestilt = ny betaling. Det skriver jeg mere om, så snart jeg har modtaget en ny model, anderledes i opbygningen, og målt den grundigt
igennem. Man kan få lavet hvad man vil hos hvem man vil, men man skal altså være meget opmærksom på hvad man modtager og hvad de
egentlig kan lave.

Hvis dette ikke virker, går jeg til Noratel. Og hvis de ikke kan/vil/må, er jeg tvunget til at se meget nært på Michaels nye smps konstruktion i
denne specielle udgave - resonant mode, inkl. Tesla spoler. Jeg har også skrevet til Kitamura Kiden i Japan, men ikke hørt fra dem endnu. Jeg
har en japansk ven som måske kan hjælpe der.
Men lad os nu se. Jeg prøver alt hvad jeg kan, for at få dem til at opføre sig ordentligt, de strømforsyninger. Jeg har et par tricks i ærmet
endnu. Mere så snart det er muligt.

Som et kuriosum kan jeg lige nævne, at de skrækkelige NAD S300 forstærkere jeg har haft på bordet, har rigtig gode ringkerner fra Noratel,
som ikke støjer højfrekvent. Det er så det bedste ved hele S300's design ;) Jeg tager det som et tegn på, at Noratel er bedre end Toroidy. Men
nu får vi se. Jeg har også set nærmere på det moderselskab som Toroidy laver strømforsyninger til, og deres forstærkere imponerer ikke mig.
Men det betyder jo omvendt ikke, at de ikke kan lave ordentlige ringkerner. Nu må vi se, om de kan leve op til kravene i anden omgang.
Men man bliver altså fristet til at designe nogle smps resonant mode strømforsyninger med hvad der dertil hører. Det kan være at det kommer
i min Ultima udgave.

Redfox.