Update!
Godaften i biksen.
Nu har min Condor kørt i 80 timer, dvs. den bør være kørt ind. Jeg kan da heller ikke høre, at der sker ændringer mere.
MEN der er sket andre ting i mit pladespiller setup - nogle mindre, andre MEGET voldsomme - spændende ikke?
Nå til sagen.
Først, efter rådspørsel her i tråden, satte jeg armens VTA til nul, altså lige på. Først på tynde lp'er - dvs. tykkere lp'er fik armen rumpen lidt nedad - ikke godt. Så det blev omvendt - nul VTA på de tykke lp'er og derfor armen lidt op på tynde lp'er - fint. Lyden: lidt mere rund og fyldig bas, lidt mindre anstrengt top.
Men stadig ikke helt i orden lyd, lidt tynd og splejset - ikke hvad jeg har været vant til fra en betydelig billegere pu, masser af bas og fantastisk mellemtone - altså alt godt fra en lp.
Hmmm - kunne det være kablet mellem pladespiller og riaa?
Kørte med VdH D501 Hybrid derimellem - godt nok til SME, godt nok til mig! Ja det var da min tanke...
Så kom der pludselig et Cardas Neutral Reference til salg på brugtmarkedet her på siden, 50 cm, perfekt! Kablet kender jeg da jeg bruger et balanceret mellem min for og effekt. På med det, hold da kaje, det hjalp en del. Betydelig mere hul igennem og en snert af varme - perfekt, det gav faktisk overraskende meget mere end VTA, pudsigt.
Men igen, synes ikke det var som jeg ved vinyl kan spille, jeg manglede den her perfekte lydbillede, udstrakthed i diskant, super mellemtone, voldsomme men præcise bas, 3D og super bredde i lydbillede - alt det VED jeg, at vinyl KAN levere, for det gjorde min tidligere pu, en billig men ok sag: Dynavector 20X. Men hvorfor kunne jeg ikke få det frem på sådan en super pu som Condor'en? Den bør på alle punkter slå den Dynavector!
Hmmm, hvad kunne jeg gøre, stille lidt mere på den? Nope den skulle sidde "perfekt". Nå Jensen hos Vassagohifi havde fået en VPI Aries Black Knight ind, altså magen til min, bare med en Signature arm i stedet for. Jeg fik lavet en bytte handel med den gode Jensen - og tak til ham for det.
DET VAR SOM POKKERS!
Jeg som troede "Hvor meget forskel kan der være!" blev lige sat på plads. ALT faldt på plads, den dybeste og nærmest subsonisk bas jeg endnu har hørt fra et medie, så kraftig og lækker at jeg igen kan FØLE bassen, mellemtone med så meget knald i f.eks. lilletrommer og ikke mindst kvindestemmer, og en top så detaljeret, at man føler man hører det hele, selv de mindst overtoner fra guitarer. Det er godt nok godt!
Men det mest vilde er soundstage - igen har jeg - et gæt - 6 meter lydbillede i bredden (min stue er 4 meter). Og dybde, dybde, dybde - hvis indspilningen er til det, er der guitarister der næsten sidder ved siden af mig.
Og ikke mindst et lydbillede der, igen, er stabilt. Jeg føler ikke der er uballance.
Hvad er så forskellen på den Signature arm og almindelig? Alt vil jeg mene. Hvor standart JMW-9 armen er gjort af et stykke, er der på Sig. er 3 dele så at sige, den inderste arm med pu, uden på i forlængelse, sidder en kappe, uden på denne sidder igen en kappe, hvor selve selve huset er hvor armen hviler på pivoten. Der er mere dæmpeskum i sig. armen, så tonearmens effektive masse er steget fra 7.7 til 9.5 gram. Desuden er tyngdepunktet, pga. af de ydre "kapper" sænket betydeligt (kapperne er ovale/dråbeformede under armen - herved stabiliseres tyngdepunktet), det vil sige når man tage i armen for at føre den til lp'en, så er der ingen "voble-voble" effekt. Altså armen opfører sig helt anderledes, er mere fast i det kan man vist sige. Det kan også ses nå den arbejde på lp'en - det virker som om der er mere ro. Og ikke mindst er Azimuth betydelig nemmere at arbejde med - alene det at armen lader sig påvirke meget mindre af skating kræfterne. Nåh ja så er der Nordost Valhalla kabel som wire. Desuden følger der et anti-skating aggregat med, men den/de tidligere ejere har formået at f**ke det op så det ikke fungerer, knækket tråd og manglende kontralod.
Selve værket på pladespilleren er det samme, ligeledes bør motoren være den samme, men den virker mere rolig (ser også anderledes ud, drivakslen ser også anderledes ud) - desuden er remmen betydelig strammere.
I dag er hørt en masse musik:
Varmede op med Sara K.: Water Falls, feeed bas og dejlig stemme og sprøde guitarer.
Eva Cassidy: Songbird, ikke altid lige gode optagelser, men tilgengæld er der rum, rum, rum...
Sting: ...Nothing Like The Sun, fedeste bas (han er jo også bassist) nærmest subsonisk nogle steder, og et fantastisk lydbillede med god dynamik.
Joe Cocker: Sheffield Steel, fantastisk fed indspilning, med rigtig god dynamik - det swinger bare! Den rå stemme, knurrer på den rigtige måde.
Simple Minds: Street Fighting Years, bassen er kanon, man er vel basoman!
Jazz er ikke min stærke side, men det hænder da jeg knalder noget på.
Miles Davis: Decoy, nøøøøj det er godt, omend måske en tand for eksperimenterende, men med det lydbillede og den optage kvalitet - så tilgiver man alt!
Count Basie & Big Band: Montreux '77, det er så dynamisk den indspilning - og de hygger sig!
+ en masse andet!
Nu er jeg næsten på plads med den nye pu, mangler lige at kunne give den ekstra gas på volumen-knappen, men det kommer snart....
Mvh.