Her er du: Besøgsartikler - High-end fra Middelfart – Peak Consult 5. november 2024 | 07:25   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


High-end fra Middelfart – Peak Consult
Af: Anders Fournais - tekst, Morten Witzel - foto  [10.12.2006] Print artikel
Redaktionen har sammen med Odense Hifi- og Musikklub besøgt Peak Consult i deres bygninger i Middelfart. Peak Consult producerer højttalere i den dyre ende af prisskalen, men du får bestemt også et produkt derefter.

Det blev til en hyggelig og lærerig aften, hvor vi fik demonstreret, hvordan Peak Comsult konstruerer sine højttalere, og hvordan de adskiller sig fra andre danske højttalerproducenter. Vi fik også et svar på, hvorfor et pæredansk firma kun afsætter ganske få procent af sin produktion i Danmark. Udover Per Kristoffersen, der er Managing Director og ejer af virksomheden Peak Consult, var Frederik Carøe til stede, der driver Duelund Coherent Audio (DCA). Han bidrog med en udførlig gennemgang af principperne bag de meget kostbare delefilterkomponenter DCA fremstiller, som bl.a. Peak Consult gør brug af.

Møbelsnedkeren fra Fyn
Per Kristoffersen er en mand, der er glad for sit arbejde. Det nærmest stråler ud af ham. Dét og høje ambitioner om, hvordan en højttaler skal lyde, er i korte træk baggrunden for Peak Consult. Det startede i 1993, hvor Per over en flaske rødvin sammen med nogle ligesindede luftede tankerne om den store drøm: At starte et firma, der kunne leve af at modificere højttalere. Navnet Peak Consult blev til, fordi Peak betyder højdepunkt og Consult at konsultere, og meningen med firmaet var dermed, at folk skulle komme til Per, for at få gode råd til, hvordan de skulle opbygge deres højttalere. Frem til 1995 begyndte han at sælge forskellige komponenter, simpelthen fordi udbuddet på det tidspunkt efter hans mening var af en for ringe kvalitet. I 1995 startede firmaet rigtigt op, ved at Per købte et snedkeri. På den måde kunne han for alvor føre projektet ud i livet og gøre brug af sin uddannelse som møbelsnedker. ”På det tidspunkt mødte jeg Skaaning, og jeg syntes hans enheder var geniale. Han har hjulpet mig meget i mange år med hensyn til enheder og konstruktion på baggrund af hans mangeårige erfaring bl.a. fra Dynaudio. Jeg fik enorme input til de idéer jeg havde, og så rullede det derfra!” Navnet Skaaning bruges stadigvæk i folkemunde om enheder, der kommer fra Audio Technology, der bl.a. leverer dyre, specialfremstillede enheder til alle Peak Consults højttalere.

Den første højttaler var standerhøjttaleren In Cognito, som var samlet og klar til brug i 1996. I 1999 var Peak Consult på CES i Las Vegas for første gang. Her det gik op for Per, at det var muligt at fremstille og afsætte rigtig mange højttalere til det amerikanske marked. I 2001 eksploderede salget i USA, og dermed blev der rigtig sat skub i eksporten. ”Vi kunne pludselig sælge mange højttalere til folk uden for den audiofile kreds. I USA var det muligt,” siger Per Kristoffersen.

Til højre ses det første eksemplar af den første højttaler, In Cognito. Den blev oprindeligt solgt, men senere hen købt tilbage og står nu i demorummet på første sal til evigt minde om de første spadestik.

Kvalitet frem for kvantitet
Per har fem ansatte i firmaet plus en kontordame. Udover alt hvad der hører til den daglige drift af virksomheden, står Per for at opbygge delefiltrene, men er stadig møbelsnedker og kan godt lide det. Der er dog ansat en decideret maskinssnedker og en decideret møbelsnedker, så Per er sjældent nødt til at få beskidte fingre i løbet af en dags arbejde. ”I kan jo også se at finishen er blevet langt bedre de sidste par år,” kommer det tørt fra Frederik Carøe…

Peak Consult er altså en ganske lille virksomhed, hvilket er en velovervejet del af strategien: ”Vi skal ikke være ret meget større målt på antallet af ansatte. Vi lever ikke af mængden – vi lever af kvaliteten. Produktionen af Diablo til en salgspris på 400.000 kr. (flagskibet fra Peak Consult) kan beskæftige os alle i flere uger. Vi har 5-6 ugers leveringstid og bygger kun på request, og er dermed helt anderledes end de mere gængse højttalerproducenter i Danmark. Leverer den mere gængse højttalerproducent et sæt højttalere til få tusinde kroner stykket med ridser i fineren, sender man uden problemer et nyt sæt dagen efter. Når du skal levere et sæt højttalere som Diablo, er det utilgiveligt, at der f.eks. er en fejl i finishen. Det er bare meget forskelligt fra konsumvareleverancer,” fortæller Per Kristoffersen. Det vidner den specielle mappe, der følger med alle Peak Consults højttalere også om. I den kan man følge hele processen i produktionen af netop denne specifikke højttaler, man har erhvervet – altså hvem der har lavet delefiltre, pakninger osv. – og alt er signeret personligt af de enkelte medarbejdere. Man vil på en hvilken som helst Peak Consult højttaler verden over kunne gå ind i mappen, og se hvem der har lavet hvad og hvornår. Med mappen følger olie til at servicere højttaleren, der er et 2.400,- kroners jumpersæt med fra Stereovox, en nøglering og det helt nye: Et sæt hvide handsker med teksten Peak Consult. Sidst, men ikke mindst, kan man online eller via sneglepost registrere sine højttalere. Fra det øjeblik træder garantien i kraft, ”og man bliver en del af familien,” med Pers ord. Det helt store peak kom i 2005, hvor Per Kristoffersens firma som den første og eneste højttalerproducent i Danmark kunne modtage en ganske særlig pris, nemlig Product of The Year 2005 i det velrenommerede amerikanske blad Stereophile. Prisen blev givet til Empress, den mest sælgende Peak Consult højttaler til dato, der i USA koster ikke mindre end 25.000 USD.

Til højre ses den flotte udmærkelse, som Per tydeligvis er meget stolt af. ”Tænk at vores lille skodfirma kan opnå det!” siger han med et glimt i øjet.

USA er sammen med Asien de helt store markeder, og paradoksalt nok bliver der ikke solgt ret mange Peak Consult højttalere hverken i Danmark eller i hele Europa. Peak Consult har ikke brugt en krone på markedsføring i hele Europa, og så sælger man ikke ret mange styk – og slet ikke så dyre højttalere, som dem de producerer. Til sammenligning har en forhandler i New York solgt 15 sæt Diablo til 70.000 USD sættet, så egentlig er det forståeligt nok, at Per har valgt at prioritere som han har! ”I Danmark er det vel ret beset kun B&O, der kan få helt almindelige mennesker til at ofre 200.000 kr. for et højttalersystem. Jeg har stor respekt for det de laver i Struer og er som dansker hammerstolt af at gå ind på State of The Art Museum i New York, og så står der et B&O anlæg,” siger Per. Men han er også godt klar over, at Peak Consult (sandsynligvis) aldrig vil kunne ramme det publikum i Danmark uden at lave ændringer. Højttalerne fra Middelfart er bygget med hjertet, men allermest med ørerne. De er skabt til audiofile, og det er der ikke meget hardcore business i. Derfor er det også ganske særligt, at Peak Consult i den grad kan trænge igennem på et så hårdt marked som det amerikanske, hvor man jo er oppe imod alle de store spillere i den internationale hifi-branche.

Højttalerne
Mange mennesker vil undre sig over, hvordan et sæt højttalere kan koste flere hundrede tusinde kroner. Herregud, man kan købe et sæt til 10.000 kr. som spiller ganske hæderligt. Hvad er det der gør, at et sæt højttalere kan koste ti, tyve eller tredive gange det beløb? For at besvare det spørgsmål, vil HIFI4ALL.DK tage læserne med på rundtur hos Peak Consult, som efter eget udsagn bruger komponenter af høj kaliber, hvilket afspejles i prisklassen for det endelige produkt.

Kort sagt opbygger Peak Consult sine konstruktioner med MDF og laminerer MDF-pladerne til fronten og bagsiden til det de kalder HDF, Hard density fiberboard. Konstruktionerne bliver derefter beklædt med hårdt træ og læder. Så har de et kabinet og mangler enheder og delefilter. Enhederne får de fra AudioTechnology, og delefiltrene laver de selv bl.a. med komponenter fra DCA. Vi gennemgår i artiklen højttalerkonstruktionerne i denne rækkefølge og starter dermed med det træ Peak Consult bruger.

På billedet til højre, ses et råt kabinet til en Empress Signature. Der er MDF på siderne og MDF lamineret til HDF på front og bagside.

Træet
Første led i konstruktionsprocessen starter i Afrika, hvor Peak Consult gennem en mellemhandler i Tyskland importerer sit træ fra. Udover MDF, som vi kommer til senere, benytter fynboerne sig nemlig af hårdt træ i stor stil på deres kabinetter. Her er altså ikke brugt finer, som jo ellers er den traditionelle løsning i dag. Det Peak Consult køber mest af er rosentræ, og for at holde prisen nede kommer der et helt træ hjem ad gangen til mellemhandleren i Tyskland. Vi snakker om et rosentræ med en diameter på to-tre meter der skæres op til blokvarer, som så bliver sendt videre til Middelfart.


Det her...


Bliver til det her!

Forskellen på at bruge finer og massive plader af hårdt træ er, at finer altid er ens, hvorimod hårdt træ sjældent er ens hele vejen igennem stammen. Derfor er det vigtigt at sikre, at råvaren fra Afrika er i orden, og dernæst at træet bliver skåret op efter Peak Consults rekvisition og tørret ned til 9% fugtighed, så det indgår efter de rigtige specifikationer. Fordelen ved at bruge massivt træ er, at det ser godt ud, og at det er med til at nedbringe kabinettets totale resonansfrekvens. Peak Consult bruger også meget valnød. ”Valnød er yderst irriterende, fordi valnød er et mindre træ. Jo større træet er, jo nemmere er det at parre træet sammen, så man ender op med en massiv plade, der har samme karakteristika hele vejen igennem. Derudover koster valnødden ca. en milliard mere end bøg eller andre mere almindelige træsorter,” forklarer Per Kristoffersen. Derudover bruger Peak Consult også asketræ, rosentræ, bøg og eg, men kan på bestilling levere andre eksotiske sorter.


Valnød. Læg mærke til pløjningen, dvs. rillerne i træet de steder hvor plankerne er limet sammen.

Som det fremgår på billedet, bliver blokvarerne skåret op og plankerne bliver pløjet på limsiderne. Pløjningen er til for at limfladen bliver fordoblet for at opnå brydninger i træet, hvilket hjælper på den akustiske afkobling.

Selve limen er et kapitel for sig, og det vil vi ikke komme nærmere ind på. Dog knytter der sig en lille anekdote til den lim Peak Consult i dag bruger til at lime MDF-plader sammen med: ”MDF suger rent ud sagt lim, så det halve kunne være nok, så når du skal lime MDF forsvinder alt tørstoffet i limen fra det sted, hvor det skal gøre gavn. I 1997 fik jeg på et tidspunkt opsnappet en opskrift på en lim fra JBL, som har et tørstofindhold på over 60 % i stedet for de normale 15 %, og som samtidig er en vibrationsdæmpende lim. Det er en ganske normal standardvare i dag, men i 1997 var det virkelig wow!” siger Per Kristoffersen.

Baflerne
Normalt kan man kende en Peak Consult højttaler på den særprægede diamantformede front. Dette er med til at opfylde de akustiske funktioner, et kabinet ifølge Peak Consult skal have. De primære mål med højttalerne er soundstage, imaging og wide dispersion. Disse parametre afhænger af hinanden på den måde, at stor soundstage og præcis imaging ikke kan opnås uden wide dispersion – på dansk den korrekte spredning af lyden. Derfor er baflerne konstrueret, som de er.

For det første er fronten tiltet for at få den rigtige time alignment, dvs. at enhederne tidsmæssigt spiller sammen, således at lyden fra henholdsvis diskant, mellemtone og bas rammer lytteren i sweetspot på samme tidspunkt. Nogle gør det, at de i stedet for at tilte fronten for at få tiden til at passe, forrykker enhederne vertikalt i forhold til hinanden, dvs. flytter en enhed vertikalt fremad uden tilsvarende at flytte den anden. Det er en mulig løsning på problemet, men skaber til gengæld alvorlige faseproblemer. Laver man et ganske almindeligt, simpelt firkantet kabinet når enhederne ikke hinanden tidsmæssigt, og det må man så korrigere for i delefilteret. Det er problematisk simpelthen fordi, man kan høre det! Derfor skal man sørge for at have udgangspunktet i orden, hvor enhederne rammer hinanden tidsmæssigt ens, og det er svaret på, hvorfor Peak Consult tilter deres bafler. ”Enhederne skal sige det samme på et givent tidspunkt. Hvis ikke de gør det, må man sørge for at de gør det i filteret, og det giver et mindre godt produkt,” siger Per.

For det andet er HDF-pladerne på fronten affaset. De er så at sige skåret skævt af fra enhederne og ud til kabinetsiden. Det er ifølge Per Kristoffersen også nødvendigt for at opnå den rigtige præcision i lydbilledet. Al den energi en højttaler udsender, skal gerne komme fra enhederne, og ikke kabinettet. Hvis du har en flad front kommer udstrålingen ikke bare fra enhederne, men fra hele fronten. Ved at skære baflen som Peak Consult gør det, opnår de ifølge Per, at kun lydenergien fra enhederne rammer lytteren. Lydenergien fra kabinettets front bliver spredt mere ud i rummet, og det er princippet i wide dispersion, som efter sigende skulle give en mindre forvrænget, mere uforstærket og dermed mindre farvet lyd: ”Baflens overflade har ikke nogen forstærkning på denne måde, og derfor vil du i praksis føle, at du skal skrue mere op på forstærkeren. Jo større forplade, desto mindre dispersion og jo ringere imaging. Det kan godt lyde arrogant, men du kan ikke lave en firkantet højttaler. Du kan reelt ikke lave en forplade som er lige, der gengiver pladens 3D-informationer rigtigt, og som får højttaleren til at forsvinde,” lyder det overbevisende fra Per.

Kabinettet indvendigt
Indvendigt i kabinettet er det lige så vigtigt at håndtere lydenergien rigtigt som udvendigt. Når svingspolen får enheden til at bevæge sig som et stempel, projekteres der lige så meget energi fremad som tilbage. Derfor er det største problem at holde de bølger, som enhederne sender ind i kabinettet, fra at komme tilbage igen. Det er fundamental lærdom inden for højttalere, men kræver alligevel snilde at gennemføre i praksis, og Peak Consult foretager brydninger af disse lydbølger i både diskant-, mellemtone- og baskammeret. Det er navnlig dér, hvor der er de største afstande internt i kabinettet, at der kan opstå stående bølger. Bølgerne skal gerne forsvinde helt, og det opnås ved at have ikke-plane flader, som det ses på billedet lige nedenfor.


Forskellige kabinetter. Læg mærke til mellemtonekammeret på højttaleren i midten: En plade i bunden sidder assymetrisk og bryder de interne bølger. Pladen bagerst i kammeret er placeret vertikalt, og fronten, der jo som bekendt er tiltet, bryder igen refleksionen.

Skind
Som bl.a. Sonus Faber gør det bruger Peak Consult læder på baflen. Den er dog ikke beklædt med rigtigt læder, men med imiteret skind. Ifølge Per Kristoffersen kan man aldrig tvinge rigtigt læder på den måde som det gøres her, og derfor vil der altid være tale om imiteret læder på den ene eller den anden måde. Skindet er det samme som BMW bruger i deres interiør, og det har en imiteret læderoverflade med en absorberende virkning. Dermed er vi inde på et andet akustisk emne, nemlig diffraktion. Denne type skind bryder op på diffraktionen fra højttaleren som helhed, fordi den har en ensartet overflade, men samtidig er nubret. En lakeret overflade er hård, og hårde overflader giver refleksion. Det er altså igen en bestræbelse på at mindske energiudstrålingen fra kabinettet. Diffraktion er ikke det nemmeste at blive klog på, men Per har et illustrerende eksempel: ”Hvis vi forestiller os, at højttaleren ligger oppe på et bræt. Ud gennem hver enhed løber der vand. Diffraktion er basalt set, hvad vandet gør, når det forlader enheden. På vores front laver vi en opblødning, så kabinettets kræfter holdes tilbage,” forklarer Per Kristoffersen. Selv i de små detaljer bliver der taget hensyn til akustikken! Derudover er læderet nemt at arbejde med og en lakeret overflade tilsvarende vanskelig at behandle, så der er også mere praktiske grunde bag denne løsning.

Massivt træ
Brugen af massivt træ skyldes at hifi produkter i dag vinder på at udstråle vindende design og håndværksmæssige kvalitet. Det hårde træ har dog også vigtige akustiske funktioner. I et kabinet er det vigtigt at mindske resonanser så meget som muligt. Det er også børnelærdom inden for højttalerkonstruktion. Mange kabinetter i dag består af finerede MDF-plader, og selvom man tilføjer flere MDF-plader under fineren, har man stadig det samme resonanspunkt eller den samme resonansfrekvens. Det er et problem, eftersom MDF-pladers resonansfrekvens ligger lige i området omkring 4-500 hertz, altså lige i det hørbare område. Peak Consult ønsker at tage resonanspunktet så langt ned som muligt, gerne helt ned under det hørbare område. Ved at tilføje et lag af et andet materiale, det massive træ, kan man bringe resonansfrekvensen ned til ca. 22 hertz. Men Peak Consult sætter punktet endnu længere ned ved at montere intern afstivning. Intern afstivning, HDF og massiv træplade som yderste lag giver kabinettet et samlet resonanspunkt på 15 hertz. Disse HDF-plader er som skrevet to MDF-plader lamineret sammen, og limningen giver i sig selv en lavere resonansfrekvens og større brudstyrke. Ifølge Per Kristoffersen mindsker samspillet mellem de forskellige materialer forvrængningen i kabinettet, og mindre kabinetforvrængning betyder større ro. ”Vi kunne få fremstillet sider og top i fineret og lakeret MDF importeret direkte fra Kina. Det vi har valgt er en meget fordyrende løsning, men det dyre er som regel det bedste!” siger Per, og det er jo i det hele taget kendetegnende for Peak Consults måde at arbejde på.

Billedet til højre, viser en mere eller mindre færdig højttaler, der blot mangler at få monteret enheder og delefilter.

Delefilter
Peak Consult skiller sig ud fra mængden – det er der vist ingen, der er i tvivl om efter at have læst ovenstående. Alligevel vil jeg påstå, at den måde de opbygger delefiltre på er så enestående kompromisløs, at det er det suverænt mest imponerende ved deres højttalere. Og hvorfor så det?

For at finde svaret på det spørgsmål, skal man antage branchen fra oven og stille spørgsmålet: Hvad sælger højttalere i dag? God lyd, selvfølgelig, men i lige så høj grad flot design og innovativ markedsføring. Flot finish, slanke kabinetter og fantastiske beretninger om super diskanter der spiller overtoner, som får fuglene til at synge på den anden side af jorden. Det er noget, der duer! Hos Peak Consult er det ikke opskriften på at sælge dyre højttalere: Per Kristoffersen ligger ikke skjul på, at markedsføring ikke finder sted nogen steder i verden. Pengene er brugt der, hvor de efter hans mening gør mest gavn: I højttaleren. Derfor er det lyden, der skal sælge Peak Consults højttalere. Som bekendt går al den lyd, man hører igennem højttalerens delefilter. Hvorfor så gøre som mange andre gør, nemlig spare her? Svaret er jo indlysende, hvis man vil sælge mange højttalere: Man ser ikke delefilteret, når man anskuer en højttaler udefra, så derfor er det naturligvis svært at lave overbevisende markedsføring på et godt delefilter. Derfor kan man lige så godt købe billige delefilterkomponenter og være tilfreds med den lyd, det nu engang giver. Bare ikke ifølge Per Kristoffersen, der siger følgende om delefilteret: ”Det er her det sker! Det her er hjertet af en højttaler. Et delefilter er selvfølgelig ikke en forstærker, men en formidler af lyd på samme måde, som en forstærker er det, og er dermed en lige så vital del af den samlede kæde.”


Et diskantfilter fra topmodellen Diablo med bl.a. modstande og kondensatorer fra DCA. Filteret har værdien af en god 2-vejs højttaler, og der bliver vel at mærke brugt 6 stk. til hvert stereosæt! I dette filter sidder en enkelt korrektionskreds, som koster 1.500 kr., og korrigerer lige omkring 5.000 hertz – lige i det kritiske mellemtoneområde.

Det er Pers påstand, at er man i tvivl om, hvor vigtig delefilteret egentlig er, kan man kigge på hvilke kabler der er på markedet i dag. Hifi entusiaster bruger gladeligt tusindvis af kroner på eksempelvis 2 x 3 meter højttalerkabler, mens der inde i højttalerens delefilter sidder en spole, som måske har hvad der svarer til 50 meter kabel i sig, for ikke at tale om den interne kabling, der forbinder terminalerne til delefiltrets input og efter filtreringen fra output og op til enhederne. Hvis man er villig til at bruge bare 100 kr. meteren på højttalerkabler eksternt, hvorfor så ikke investere tilsvarende i delefiltret og den interne kabling, hvis målet er god lyd? Dette skal ikke ses som en kritik af dyre kabler som sådan, men mere en konstatering af, at der alt for ofte spares på kvaliteten i delefilteret.


Per Kristoffersen (tv.) og Frederik Carøe (th.) forklarer om det de opfatter som hjertet i en højttaler: Delefilteret.

Filtrets opbygning
Det lydsignal der kommer ind i højttaleren skal fordeles på de forskellige enheder. Dette er delefiltrets funktion. Den måde det foregår på, er ved at man arbejder med delefrekvenser, der er punkter, hvor de respektive enheder møder hinanden, og ideelt set skal spille sammen og opføre sig fuldstændigt ens. For at det skal kunne lade sig gøre, skal der ske en regulering og filtrering af enhederne fordi disse langt fra er perfekte. Til det formål indeholder et delefilter en kondensator, en spole og en modstand. En kondensator gør det, at den deler diskanten nedadtil, så den ikke får alle bassignalerne. Spolen frasorterer de højfrekvente signaler og bruges dermed på bassen og mellemtonen, når de skal skæres opad. Og så er der modstanden. Ifølge navnet siger det næsten sig selv, at der er tale om en problematisk komponent, når målet er at få den mest uforstyrrede gengivelse af kildematerialet. Modstandens funktion er at dæmpe en enhed, og er nødvendig fordi henholdsvis bas-, mellemtone- og diskantenheder aldrig har samme følsomhed, og spiller dermed ikke med samme lydstyrke ved et givent spændingsinput. Bassen er typisk på 89 dB, mellemtonen på 90-92 dB og diskanten på 94 dB. I en tid med alverdens højeffektive superdiskanter kan disse nå op på næsten 100 dB. ”Så vi har en god diskant med en kæmpe virkningsgrad, som vi højttalerproducenter gør alt, hvad vi kan for at dæmpe, for det hele skal jo spille sammen i sidste ende. Skal jeg være helt ærlig, så er det største ankepunkt i en højttaler, der hvor man skal ind og dæmpe en enhed,” uddyber Per Kristoffersen.

Peak Consult gør det meget unikke, at de i alle deres højttalere kører med separate delefiltre til hver enhed. Det gøres for at skille frekvenserne ad og kort sagt lave den bedst mulige filtrering. I hvert af disse delefiltre bruges som sagt modstande og kondensatorer fra Duelund Coherent Audio. DCA fremstiller også spoler, men leverer endnu ikke disse til Peak Consult. Per Kristoffersen og Frederik Carøe arbejder dog med, hvordan de bedst kan implementeres i højttalerne – lydmæssigt såvel som produktionsmæssigt. Separat filtrering er en meget lidt brugt løsning, og tre filtre frem for ét gør naturligvis højttaleren dyrere. Når så de enkelte delefilterkomponenter også er spitzenklasse, ja, så er det klart, at prisen må stige det mere.

Modstanden


En modstand fra Duelund.

Modstanden er som sagt en særlig problematisk komponent, som ganske vist er nødvendig, fordi den skal lave, det den skal, men den må samtidig ikke "lave for meget" og dermed farve lyden! Den bruges til dæmpning af diskanter og mellemtoner i et 3-vejs system. De mest kendte modstande er keramikmodstande, der ikke er non-induktive, og altså har en hvis spolevirkning, og en dæmpning - "ja, og så er vi tilbage til det med tre meter kabel til 10.000 kr. og så sender vi det igennem "cement" bagefter," tilføjer Frederik Carøe for sætte tingene lidt i perspektiv! Det problematiske ved modstanden skal ses i sammenhæng med, den måde enheder fungerer på i praksis. Enhedens svingspole bliver ved strømtilførsel gradvist varmere og stiger derved i modstand. Dette gør, at den bliver sværere at drive, og vil derfor have den højeste modstand akkurat, når der er allermest brug for, at forstærkeren har så let ved at drive højttaleren som muligt, f.eks. ved store dynamiske udladninger. Det giver selvsagt en udynamisk højttaler. "De typiske "cement"-modstande lyder for det første ringe, og stiger for det andet i modstand i takt med, at modstanden bliver varmet op. Dette giver, sammen med den pågældende enhed, et system, der totalt set bliver sværere og sværere at drive," siger Frederik Carøe. Det specielle ved DCA’s modstand er, at den virker modsat - den burde kaldes "en oplukker". Det er ikke fordi, man kan åbne grønne Tuborg med den, men fordi den har en negativ temperaturkoefficient. Den sidder i serie med svingspolen, og i takt med at denne stiger i temperatur og dermed modstand falder "modstanden" i modstanden, og har dermed potentialet til at udligne svingspolens stigende modstand. Det løser ifølge Frederik Carøe det grundlæggende problem ved modstanden og muliggør en mere fordelagtig dæmpning med status quo på den samlede modstand i takt med at der spilles musik. Det er det teoretiske grundlag. I demorummet var det påfaldende så ubesværet og fri lyden var - både mikro- og makrodynamikken var helt i top, men det må være op til HIFI4ALL.DK's læsere at gøre sig sine egne erfaringer på dette punkt.

Kondensatoren
Den ideelle kondensator er en stack foil kondensator, der som navnet antyder, består af plader lagt oven på hinanden fuldstændig fejlfrit. Duelunds kondensator er en tilnærmelse af stack foil princippet ved, at den har en hel flad form. Målet er så neutral lyd som muligt og samtidig de bedste elektriske egenskaber. Dernæst er kondensatoren helt lyddød, hvilket skyldes at bekæmpelse af resonanser, er akkurat lige så vigtigt internt som eksternt. Der er lagt et stort håndarbejde i fremstillingen, hvilket skyder prisen i vejret. Vægt er også altid en god indikator for kvalitet, og DCA benytter udelukkende rent metal i form af kobber og sølv, eller til nød aluminium, hvis det er det kunderne ønsker. De kondensatorer der sidder på Diablo diskantfilteret indeholder intet mindre end 400 gram sølv. Det er der formentlig ikke ret mange højttalerproducenter der kan prale af, men til gengæld ryger prisen også kraftigt i vejret som følge af den kompromisløse tilgang. 

Afrunding
Peak Consult laver ikke billige højttalere. Det er dog betryggende, at de penge man betaler rent faktisk er gået til at få den bedst mulige lyd. Det er ørerne, der bestemmer i Middelfart, hvilket også viste sig, da vi til slut slappede af med god musik i demorummet. For en god ordens skyld bestod systemet af Conrad Johnson ACT2 forforstærker, Classe Omega SACD 2 som signalkilde, Gryphon Encore effektforstærker og Peak Consults egne Incognito-X til at sprede vellyden ud i rummet. Lad det være helt klart: Her var exceptionel god lyd.

Man kan ikke gøre andet end at respektere og glæde sig over Peak Consults succes i udlandet, men bagsiden af medaljen er, at der aldrig vil blive solgt så dyre højttalere i stor målestok i Danmark uden en bredere marketingsprofil. Jeg er ikke i tvivl om, at langt de fleste mennesker ville kunne overbevises om den daglige glæde ved et godt lydende stereoanlæg. Julesalget skal nok slå rekord igen i år, og når man tænker på, hvad folk generelt poster penge i, er det vel ikke helt urealistisk at sælge højttalere i hundredetusindekroners klassen i Danmark. Det er muligvis et ræsonnement fra en ung hifi entusiast, der ikke har meget hold i virkelighedens verden, men det er en skam, at der ikke er flere danske købere til så fine danske produkter!

Der skal lyde en stor tak til Peak Consult fra HIFI4ALL.DK’s redaktion for det hyggelige besøg og muligheden for at skrive denne artikel.

Peak Consult
Web: www.peak-consult.dk
Mail: mail@peak-consult.dk
Tlf.: +45 6440 0580

Flere besøgsartikler
SoundSociety 2024
03.03.2024
På besøg hos Dantax/Raidho
18.04.2023
På besøg hos Nordsø Records
07.03.2022
CPH HighEnd 2019
27.10.2019
På besøg hos Michell Engineering
26.09.2019
Nye indsigtsartikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Seneste Nyheder
NyArtSound
17.10.2024
Nyt fra Clearaudio & EAM Lab
12.10.2024
SVS 17-Ultra Revolution
03.10.2024
Radiant Acoustics Clarity 6.2
24.09.2024
Canvas HiFi
17.08.2024
Nye Anmeldelser
PMC Prodigy 1
16.06.2024
Fyne F500SP
30.04.2024
Musical Fidelity A1
28.01.2024
Vincent DAC-700
02.10.2023
Revival Atalante 3
25.08.2023
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2024 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes