I en tid hvor selv de mest seriøse hifi producenter har erkendt, at design og størrelse er meget afgørende for salget af hifi, er der enkelte der går imod strømmen. Hifi4all inviterer læserne med ind hos Poul ”Halvpris” Mathiasen og kæresten Pia, som begge nægter at tro på, at man kan gradbøje fysikkens love i jagten på den gode lyd.
Poul i sweetspot foran dele af pladesamlingen
Allerede før min kammerat og jeg træder ind i Poul og Pias lejlighed fornemmer vi, at her bor nogle mennesker som er vilde med hifi. Gerne stort og tungt! Ude på opgangen er naboens dør på det nærmeste barrikaderet af to store sorte ATC højttalerkasser stablet oven på hinanden med en gammel pladespiller stående på toppen. Hvor længe det har stået der skal forblive uvist, men det er nu heller ikke så afgørende eftersom det virkelig interessante grej står inde i lejligheden.
Den samlede udstyrsliste og prioriteringen af hifi er nemlig i den grad bemærkelsesværdig! På trods af at parret bor i en ganske almindelig fireværelses lejlighed har de hele tre stereoanlæg og et ’mindre’ computeranlæg. Dertil kommer to vægge dækket af vinylplader fra gulv til loft, næsten udelukkende klassisk musik, og efter Pouls udsagn har han meget mere stående til opmagasinering.”Jeg startede med at interessere mig for hifi i teenageårene, men er uddannet i russisk og historie på universitetet. I 1983 fik jeg job i Radiohuset Expert. Det var i de gyldne hifidage! I 1991 startede jeg så Dansk Audio Teknik i Århus, hvor jeg har været indtil sidste år. Nu har jeg startet min egen forretning, Pouls Audiobutik (www.poulsaudiobutik.dk), som dog ikke har nogen lokaler endnu, men det kommer! Jeg har hele tiden levet af at sælge PA udstyr, men jeg spiller ikke selv musik, så det interesserer mig ikke nær så meget som hifi. Omvendt kommer jeg aldrig til at leve af at sælge hifi – jeg synes bare det er skide skægt.” Omkring det fiktive mellemnavn ’halvpris’ siger Poul med et glimt i øjet og smiler: ”Jeg har været flink ved de fattige og hård ved de rige. Eftersom jeg aldrig har reklameret må kendskabet til min butik have spredt sig udelukkende ved mund-til-mund, og derudover handler det vel bare om, at en del af det at holde en stabil kundekreds er at give gode priser.” Det må siges at være ærlig snak.
Soveværelset Udover hifi har Poul også en anden lidenskab, at ’importere’ australsk tøj. Tøj han taler ligeså passioneret om, som han taler om store højtalere. I soveværelset hænger der jakker, skjorter, trøjer og læderbælter på hylderne ved væggene, og specielt hatte i forskellige afskygninger pryder rummet! ”Det er vores klædeskab det her, og så virker det fortrinligt som dæmpning af akustikken.” Hylderne er for øvrigt ikke almindelige reoler, men gamle Standesign racks i svejset stål. De bliver brugt alle steder i lejligheden, både til hifi og computergrej såvel som tøj i dette tilfælde!
Anlægget i soveværelset
Selve anlægget består af et sæt Esoteric Audio Research 549 monoblokke koblet op med en ATC SCA2 forforstærker. Som signalkilde bruges der en SME 30 med SME V arm og diverse moving coil pickupper fra toppen af Ortofons program, og skal det være digitalt står en Marantz cd 17 K. I. Signature klar til at sluge de blanke skiver. Cd-afspilleren bliver dog ikke brugt ret meget, hverken i soveværelset eller stuen. ”Midt i firserne købte jeg den allerdyreste Studer cd-afspiller til 17.000,-. Den spillede fælt og blev hurtigt solgt igen. Efterfølgende gik der mange år før jeg igen fik en cd-afspiller i huset. Det bedste på LP lyder bare helt rigtigt. At spille kammermusik på LP om morgenen for konen er toppen! Desværre er high-end pladespillere svinedyre. Skal det være super lyd hele vejen rundt koster det fordi den mekaniske præcision i pladespilleren skal være uforlignelig. Det er netop et af kendetegnene ved SME 30.
SME 30 med SME V arm og ortofon mc pickup. Dyrk den massive pladestrammer skrue udført i aluminium!
Den er bygget i ren aluminium, og i kombination med det specielle ophæng med silikone mellem den todelte plint og gummibånd i toppen giver det glimrende dæmpning og deraf mesterlig præcision.” Poul forklarer videre hvordan plinten og pladetallerkenen resonerer ved tre forskellige frekvenser, hvilket mindsker risikoen for sammenfaldende frekvenser. Man kan ligefrem høre det ved at slå en kno ind mod plinten og tallerkenen. Hele konstruktionen vejer 45 kg (!) og koster omkring 200.000 kr. i vejledende udsalgspris med arm og pickup. ”Det er det glade vanvid at man skal betale så meget for at få en konstruktion der er vellykket.”
Soveværelsesanlæggets højre højttaler og hatte en masse! Bemærk reolerne som er de samme der bruges til hifi racks.
Sidste led i kæden er et sæt store Lockwood kasser med 15” Tannoy Monitor Gold enheder og en 1” diskant. Det specielle ved denne højttaler er ifølge Poul bas/mellemtone enheden fra Tannoy, som gik ud af produktion i starten af firserne. Denne enhed er af en kvalitet som ganske enkelt ikke fås i dag. Tannoy, Altec Lansing og flere andre holdt op med at producere højkvalitetsenheder som Monitor Gold fordi de blev udkonkurreret på prisen – det kunne simpelthen ikke svare sig at lave enheder i denne høje kvalitet. Selve enheden er lavet af pap, der er et let materiale som samtidig kan byde på en utrolig stivhed når det bruges rigtigt. ”Da sådan et par enheder blev fremstillet har de måske taget et par timer at lave, og der ligger en stor del af svaret på hvorfor de blev for dyre,” tilføjer Poul. Et andet kvalitetstegn er, at ophænget er af papir hærdet med akryl. Denne hærdning gør at højttaleren stadig 25 år efter fremstillingen spiller uden problemer. Hvis man ellers behandler dem ordentligt går de formentlig aldrig i stykker.
Indersiden af soveværelsesdøren. Den behøver vist ikke videre kommentar.
Lytteindtryk! Der går ikke mere end få sekunder efter den første cd er blevet lagt i skuffen, før vi kan konstatere, at selvom dele af anlægget er ældre end skribenten selv har det så sandelig berettigelse den dag i dag! Vi sidder midt på sengen, kun to til tre meter fra højttalerne, og hører Alison Krauss Union Station Live, og vi bliver præsenteret for et kæmpestort lydbillede med både masser af bredde og dybde. Instrumenternes placering i forhold til hinanden er helt i top og bidrager fordelagtigt til livestemningen. Man kan altid diskutere hvorvidt man, hvis man var til koncerten, har kunnet lytte sig frem til musikernes placering i forhold til hinanden, men der skal ikke være tvivl om at det her virker naturligt og harmonisk at scenen har taget sig sådan ud.
Det er sjældent jeg hører et anlæg gengive scenens dybde i mere end ét lag, men soveværelsesanlægget trækker på overbevisende manér rum- og 3D-informationer ud af cd’en. Det er så nemt at følge de forskellige musikeres akrobatik med banjo- og guitarstrengene at jeg blot har lyst til at smække benene op og kaste kroppen tilbage i en position der udstråler afslapning og nydelse! Senere sætter vi Yes’ gamle rock hit Owner of a Lonely Heart på, og det bliver en flot demonstration af hvordan et lydbillede skal gengives. Et lille minut inde i nummeret udbryder min kammerat med stor forundring at han sidder med en fornemmelse af, at musikken kunne være blevet mixet på disse højttalere! Instrumenternes indbyrdes placering er som mejslet ud i granit. Her er absolut ingen slinger i valsen af spore. Transientgengivelsen fejler bestemt heller ikke noget. Her er forrygende smæk på trommer og stemmer, og en lækker afmålt bas ligger som nederste lag i musikken. Det her anlæg spiller simpelthen hvad det skal på en meget afslørende og informativ facon, og med et overblik og en autoritet, der gør det særdeles nemt at følge med i musikken. Efter at have konfronteret Poul med denne konklusion begynder han straks på en af sine teoretiske udledninger: ”Der er ingen erstatning for en stor højttaler. Selvfølgeligheden i lyden er umulig at få med i en lille højttaler. Det skyldes ganske simpelt at en lille enhed kobler dårligere til luften end en stor enhed. Vibrationer bliver ikke transmitteret godt nok til luften, hvilket oftest kan høres i bassen. Den bas du får i en 5,5” enhed kan aldrig blive det samme som med en 15”. Det er jo naturlovene vi her snakker om, og alligevel er det nærmest umuligt at opdrive et sæt kvalitetshøjttalere med enheder der er store nok.” Traditionelle forestillinger om store enheder, f.eks. at en 15” er for langsom til at gengive en troværdig mellemtone, bliver fuldt ud gjort til skamme. Ud fra en lydmæssig betragtning kan det godt undre at der ikke findes bare én eller to nicheproducenter, der laver højttalere på denne manér.
Stuen Efter mødet med soveværelset bevæger vi os ind i lejlighedens primære hifirum – stuen. Her er Pouls mangeårige tilknytning til branchen meget synlig i og med at det hifi han har stående for en stor dels vedkommende er grej han selv har forhandlet. Han lægger da heller ikke skjul på at han ikke altid har betalt udsalgsprisen, bl.a. i tilfældet med de tre SME 30 med arm og pickup.
Stuen som den ser ud når man træder ind af døren
Setuppet i stuen består faktisk af to separate anlæg, hvor pladespillere, dac/drev samt effekt- og forforstærkere er ens, men hvor højttalerne til gengæld er vidt forskellige. Her står et sæt Quad ESL 63 elektrostathøjttalere oven på et sæt studie monitors fra ATC i den helt tunge ende, SCM300 ASL Pro.
Som signalkilder til de to anlæg har Poul to SME 30, der hvad arm og pickup angår, er identiske med den i soveværelset, og skal det være digitalt har han et sæt Apogee Electronics convertere og Tascam CD-701 (bruges som drev) til hvert anlæg. Forforstærkerne i de to anlæg er ligesom i soveværelset ATC’s SCA2. Da snakken falder på denne springer Poul ud efter et diagram og begynder at forklare den balancerede del af apparatet: ”Denne forforstærker er en ægte balanceret konstruktion. Det specielle ved opbygningen er, at den er balanceret som én enhed helt fra indgang til udgang. Det er gjort på en sådan måde at der ikke er omskiftere i systemet, hvilket vil sige at alt er dubleret helt fra indgangsbøsningen. Ingen andre gør det mig bekendt da det er vældigt komponentkrævende fordi man heller ikke bruger opamps i signalvejen. I forforstærkeren ligger specialbyggede RIAA moduler, som jeg bruger både i stuen og i soveværelset. De er så gode at jeg ikke ser nogen grund til at spendere på en ekstern RIAA!”
ATC SCA2 forforstærkeren og de små Apogee Electronics konvertere.
Som effekt til elektrostaterne har Poul valgt at erstatte stuens radiatorer med hele otte rørmonoblokke fra Esoteric Audio Research, hhv. fire 100 watt EAR 509 og fire 200 watt EAR 549. I og med at de kun skal brødføde et sæt højttalere er de er selvfølgelig ikke tændt alle sammen på en gang, men så er der i hvert fald lidt at lege med! Da vi var på besøg var det ene sæt EAR 549 sluttet til. ”Tim De Paravicini er en mand der gør det han vil. Han siger han vil lave produkter der er de bedste på markedet, og det lykkes rent faktisk ofte for ham. Derudover har han sjæl i det han laver, og de typer er der ikke så mange tilbage af i branchen. Derfor kan jeg godt lide hans produkter,” siger Poul om EAR Yoshinos chefkonstruktør og ejer.
Der bliver stillet bias på et sæt EAR 509 monoblokke
Effekten til de massive aktive ATC SCM300 monitors kommer fra ATCs egen 65 kg tunge SPA 24-850 effektforstærker med elektronisk delefilter. Ifølge Poul har denne effektbloks 8 kanaler en samlet effekt stor nok til at et sæt SCM300 kan fylde et stort studie med 125 dB! Der skulle altså være masser af juice i den forstærker! Jeg undrede mig over at effektforstærkeren og det elektroniske delefilter ikke er indbygget i højttalerkasserne, hvilket jo er den gængse praksis med aktive højttalere. Ved nærmere eftertanke giver det dog god mening, eftersom det ville gøre de i forvejen uhåndterlige SCM300 uoverskueligt tungt at bakse rundt med.
Højttalere ATC SCM300 ASL pro er konstrueret ud fra et ønske om at lave den ultimative studiemonitor. Ubegrænset dynamik og minimal forvrængning ved sindssygt høje volumener er nogle af stikordene. Vi kan kun bekræfte at de er i stand til at spille umenneskeligt højt!
Valget af SCM300 hænger naturligvis sammen med at de matcher Pouls præferencer indenfor hi-fi: ”For det første skal der være fuld båndbredde. Dernæst skal impulsgengivelsen være i orden. Er den ikke det går alle de små nuancer i musikken tabt. Men man kan blive ved med at diskutere hifi-termer, såsom dynamisk kontrast, så de i sidste ende bliver mere eller mindre meningsløse. Ord er underlige, fordi de bare ikke altid kan dække over det man hører. Dog vil jeg godt sige, at en tredje vigtig ting er at det hele hænger sammen. Der skal i den grad være homogenitet og frekvensgangen skal være i orden. Alle disse krav mener jeg faktisk mine ATC monitors opfylder. Det kan man til gengæld ikke sige omkring elektrostaterne, som egentlig mest er for sjov. Pia er dog vældig glad for dem.” Pia tilføjer: ”Der var nødt til at stå nogle grimme diffusorer i hjørnerne oven på ATC’erne, og så kunne der jo lige så godt stå nogle elektrostater og dække for,” og det gør der så (man kan diskutere om elektrostaterne er meget flottere end diffusorerne, men al respekt for beslutningen red.). Poul forklarer videre, at forskellen mellem hans ATC og Quad faktisk ikke er så stor som man kunne tro, og at han klart helst ville undvære elektrostaterne hvis han skulle vælge. ”Opløsningen i en elektrostat findes ganske enkelt ikke i en dynamisk højttaler. Det er homogent og luftigt i mellemtonen, men diskanten kan man diskutere. Jeg mener den næsten er så transparent at man ikke lægger mærke til den. Til gengæld er de ikke så dynamiske og kan ikke spille nær så højt. Rigtig dybbas findes heller ikke på elektrostater, og det giver et problem i forhold til mit krav om fuld båndbredde.”
Når sandt skal være sagt minder dette rum mere om det mindste studie i Abbey Road end en hyggelig dagligstue. Poul indrømmer da også gerne at Pias tålmodighed er overordentlig stor når det kommer til hans hobby. Det er rimelig indlysende at det ikke kan lade sig gøre hvis ikke også Pia tager aktiv del i lytningen og glæder sig lige så meget over musikken: ”Som Poul siger: En traktor er en traktor, og derfor ligner den en traktor. Hvorfor skulle det være anderledes med højttalere? Det er selvfølgelig en prioriteringssag i forhold til indretning, men små højttalere kan bare ikke det samme.” Det må siges at være ærlig snak fra en klog kvinde! Og gevinsten er ifølge Pia ganske åbenlys: ”Det er fantastisk at kunne sætte sig ned, lukke øjnene og have et helt symfoniorkester foran sig.”
Lytteindtryk! Vi lytter først på elektrostaterne. Ligesom i soveværelset hører vi Alison Krauss Union Station Live. Det første der falder mig ind er den præcision hvormed især banjoen på andet nummer er gengivet. Fingrenes spil med strengene foregår i et imponerende højt tempo, men det tvinger ikke anlægget i knæ. Hver en lyd, selv de mindste dynamiske udslag fra dette underfundige strengeinstrument, bliver præsenteret for lytteren på en yderst charmerende måde. Selvom Quad ESL 63 på papiret har en begrænset dynamik er det intet problem at gengive kompleksiteten i den musik Alison Krauss og band spiller. Både banjo, guitar, violin og stemmer bliver gengivet skarpt og præcist, så man aldrig kommer i tvivl om hvad der er hvad og hvor i lydbilledet hver enkel musiker befinder sig. Det siger også noget om, at dette anlæg virkelig mestrer disciplinen at opstille transparente lydbilleder, hvor det er 100 % op til lytteren om man vil koncentrere sig om banjoen eller ”se forbi den” og lytte efter andre instrumenter. Selvom frekvensområderne for de mange strengeinstrumenter overlapper hinanden er der ikke den mindste tendens til at mellemtonen og diskanten bliver mudret og grovkornet. Og kontrabassen er der skam også! Det er nemt at følge basgangen, men samtidig ganske åbenlyst at der er langt fra denne gengivelse til en konventionel ”kassebas” fra en dynamisk højttaler. Hvis du spørger mig foretrækker jeg den sidste, men Quad ESL 63 er bestemt en interessant højttaler.
Efter at have snakket en del med Poul omkring hans syn på elektrostaterne er det svært ikke at søge efter at få sin forudindtagede opfattelse af deres karakter opfyldt ved første lytning. Alligevel forekommer det klart, at de praktiske forskelle på den dynamiske højttaler og elektrostaterne stemmer fint overens med det man kunne forvente. Som beskrevet giver det god mening at tale om dynamik i sammenhæng med Quad’erne, men alligevel sker der noget lidt uheldigt med Union Station Live på dette anlæg sammenlignet med soveværelset. Selvom det samlede lydbillede er stort og flot er det alligevel lige lovligt poleret. Der er en uheldig distance mellem lytteren og musikken, som tager lidt af engagementet og spontaniteten fra en liveplade som Union Station Live. Ved direkte sammenligning med Tannoy Monitor Gold forsvinder en vigtig del af musikkens liv, næsten som om der bliver lagt en dæmper på musikernes virtuositet. Hvor Lockwood højttalerne er ubehøvlede og højtråbende er Quad’erne gentlemen. Vi fik desværre ikke hørt klassisk musik på elektrostaterne, men ud fra erfaringerne med rytmisk materiale kunne jeg forestille mig at de ville egne sig særdeles godt.
EAR 549 monoblokke fra frøperspektiv. De ser jo helt dejlige ud!
Efter denne oplevelse var det ATC’s monstrøse (undskyld Poul!) SCM 300 vi skulle lytte på. Vi havde kun hørt cd’er på Quad setup’et, så nu skulle der høres vinyl. Hvad kunne bedst teste de påståede krav om ultimativ dynamik og lav forvrængning? Metal er svaret! Medbragt fra LP-hylden var to klassikere indenfor genren: Metallicas Black Album og Megadeths Countdown to Extinction. Vi lagde ud med Megadeth og satte os til rette, men der gik ikke mange sekunder før vi blev revet op af de behagelige lænestole! Første nummer, Skin O’ My Teeth, starter med et brutalt fill som placerer tammerne og bækkenerne lige foran næserne på os. Der er virkelig smæk på! Derefter guitaren, der som et lyn fra en klar himmel skærer igennem luften for at nå frem til os. Meget symbolsk synger Dave Mustaine ”No escaping pain / you belong to me”, for der er virkelig ingen muligheder for at undslippe. Alt bliver serveret lige i masken på dig hvorvidt du kan lide det eller ej. Der bliver ikke lagt skjul på noget som helst helt nede fra storetrommens dybe, komprimerede lyd og op gennem frekvenserne til den øverste diskant.
Jeg har sjældent hørt et lignende overskud fra nogen højttaler, og det uanset hvor højt vi skruede op. Vi kunne simpelthen spille til ruderne hoppede ud! Til gengæld lever anlægget først rigtigt ved moderat volumen. Ved lave niveauer er det som om højttalerne ikke åbner ordentligt op. Det betyder, at man skal indstille sig på altid at få en skånselsløs gengivelse, som efter min mening bliver en smule anstrengende for ørerne ved de høje niveauer højttaleren helst vil op på.
At højttalerne egner sig bedst til altid at få tæsk kunne godt foranledige en til at tro, at højttalerne ikke tilgodeser de små subtile nuancer i musikken. Intet kunne være mere forkert. Pludselig er hi-hatten ikke bare en monoton del af rytmikken, men får sit eget udtryk, fordi disse højttalere virkelig får alle de mikrodynamiske informationer med. Det høres simpelthen ved at hvert tramp i fodpedalen ikke har helt samme tryk, hvorved den lyd der dannes når to bækkener tæskes samtidig, ikke altid bliver den samme. Der er som om man kan høre at hvert slag ikke har lige meget top, ikke lige meget kant og attack osv. Vi er nede i den helt klejne petitesseafdeling, som ikke betyder en flyvende fis ved almindelig hyggelytning, men som alligevel udgør endnu et vigtigt lag i musikken. Hvis man ellers ønsker at tage de analytiske ører på er der nok at gå i gang med, for ATC SCM 300 byder sammen med resten af anlægget på ekstremt mange detaljer og skræmmende realisme.
Produktionen på Black Album kender vi alle som et benchmark indenfor metalplader. Den er mørk og tung og med super meget smæk på! Navnlig stortrommen vil jeg tro, står klart i de flestes hukommelse. Og her er der absolut ingen slinger i valsen: Det tryk man forventer fra bunden bliver reproduceret uden tøven og placerer sig lige i solar plexus! Også bækkener, tammer og lilletrommen bliver slynget ud i lokalet og leger bolledej med mit mellemgulv alt imens jeg ser forbløffet til. Dette foregår med autoritet og uden at dele af lydbilledet falder sammen til en god gang sovs. Tendenser til uheldige resonanser og vibrationer fra kabinettet eller andre steder i rummet er ligeledes ikke eksisterende, og ATC’ernes fysiske gengivelse taget i betragtning finder jeg det faktisk meget imponerende. I soveværelset var der for øvrigt heller ikke tegn på unoder!!!
Et brancheindblik Meningen med denne artikel var, at den skulle munde ud i en samtale om branchens udvikling de seneste 25 år set fra toppen af Pouls buskhat. Det var oprindeligt inspireret af en tekst med titlen ”hifi er død”, som jeg læste på Pouls hjemmeside et par uger før besøget.
Lad mig med det samme slå fast, at Poul er en mand med meninger om alt og alle i den danske såvel som internationale hifi branche, og skønt hans sprudlende og lettere anarkistiske udlægning af egne idéer er det lykkedes mig (forhåbentlig) at få hold på fænomenet Poul Halvpris. Så snart jeg nævnte ordet brancheindblik gik kæberne i stilling: ”De firmaer der har eneforhandling på Henry Kloss er stjernerige og kører rundt i Ferrarier. Det må siges at være et alvorligt symptom på, at noget er som det ikke bør være,” og det blev så Pouls eget oplæg til videre diskussion.
”Da jeg startede i branchen var det ikke ualmindeligt, at en velbeslået tandlæge fra de mondæne forstæder kom ind og ville købe et anlæg. Han havde lige akkurat 150.000 afsat, men var langt fra mega hardcore entusiast med loddekolben slæbende efter sig! Efter at have prøvet noget forskelligt udstyr endte det som oftest med at han købte det han syntes bedst om. Skete det i dag at ville det være en sensation, intet mindre. Selvfølgelig eksisterer der en kerne af entusiaster, som gerne betaler store summer i jagten på den gode lyd, men let’s face it: Danmark er et skodland i forhold til hifi,” siger Poul.
Hvad ligger til grund for udviklingen? ”Det skyldes flere ting. For det første har man i branchen bevidst valgt ikke at markedsføre produkterne på den rigtige måde. F.eks. har man i Hifiklubben i mange år taget produkter ind, drænet dem for eksisterende markedsføring og skudt dem væk igen når salget gik i sig selv. Store mærker som eksempelvis Naim, JBL eller Accuphase. Man laver én stor ordre og så kommer der aldrig mere. Det er ingen kunst at lave pirateri på noget der allerede har været markedsført godt. Man kan sætte priserne ned og sælge fornuftigt, men derefter sker der ikke noget hvis ikke man selv bygger videre på fundamentet. Hifiklubben har selvfølgelig været gode til at markedsføre nogle ting, og de fortjener da også ros for at have succes med det koncept de har i dag, som godt nok er en del anderledes end det var tidligere, men det er en anden diskussion.”
”For at illustrere min pointe kan vi lave et hypotetisk eksempel med Burmester. Hvis en dansk forretning ønsker agenturet skal udstyret først og fremmest købes hjem i dyre domme så det kan komme ud at stå i butikken. Dernæst skal det rundt til anmeldere, og formentlig også sælges billigt for at skyde salget i gang, så der bliver skabt noget omtale. Det er rent ud sagt pisse besværligt og koster kapital og ressourcer. Lige så snart der er bare antydningen af, at det vil blive en succes, vil det af andre blive parallelimporteret fra Tyskland, og så mister den forhandler som har gjort benarbejdet al profitten. Til det er der vel bare at sige, at selvfølgelig er åbne markeder af det gode, men så er de altså heller ikke bedre. Det korte af det lange er, at fjerner man incitamentet til at markedsføre produktet forsvinder det helt af sig selv,” siger Poul.
Hvad har du selv markedsført? ”Jeg har primært markedsført Tannoy i firserne og halvfemserne. Det er min del af æren. Af det har jeg lært at markedsføring er dyr og besværlig, men ingen markedsføring giver intet salg. Det er ligesom med designermøbler. Man skal kunne se dem hos Thorsen møbler sammen med konen. Og hifi sælger ikke som et varenummer i et Bolia katalog. Hvis ikke man kan komme ud og røre ved tingene, prøve dem af og sammenligne, så er der intet salg, og det er jo bemærkelsesværdigt at der i en tid med rekordstor vækst i forbruget ikke er ret mange af pengene som går til stort og tungt hifi, og da slet ikke i forhold til hvordan det var engang. Da jeg var 20 og kom på besøg hos mine kammerater havde faren et stort JBL anlæg hvor der i dag står B&O. Hvis man skal ud og nå familien Danmark skal der være fascination og prestige forbundet med hifi ligesom der er med biler og samtale-køkkener, og det er der bare ikke den dag i dag. Det mener jeg i høj grad skyldes for dårlig markedsføring. Når det så er sagt vil jeg godt understrege, at mændene selv til hver en tid skal huske at fastholde begejstringen og fascinationen, og ikke lade konen bestemme størrelsen på højttalerne,” kommer det fra manden, der selv har det han kalder en meget tålmodig kæreste!
Sådan skaber en rigtig mand lys i køkkenet
Magi og discount De seneste år har landets stereo og surroundsound entusiaster været vidner til den altomfattende discount-bølges hærgen over det ganske danske land. Fænomenet med billig elektronik og højttalere importeret fra østen er langt fra nyt, men alligevel er der sket et skred i hvor billigt det forventes et apparat kan sælges. DVD-afspillere til 295,- tjener landets supermarkeder tykt på alt i mens os frelste ryster på hovedet. Hvad mener du om denne udvikling?
”Overfor den gængse forbruger er det for svært eller ligefrem umuligt at sælge et fornuftigt middelklasseanlæg til 15-20 tusinde i forhold til skod discount, fordi det dyre ikke spiller godt nok til at fascinationen vækkes. Man kan sige meget om en bambusdvd fra Bilka, men bare det faktum at den kan afspille cd’er uden at det hakker overrasker til stadighed mange forbrugere. Hvis ikke du som hififorhandler kan begejstre eller har tiden til det bruger folk deres penge på noget andet, ofte billigere. Herhjemme bliver vi efterhånden opdraget til at se alting i kroner og ører. Det er ligesom med biler, hvor man prøver at bilde folk ind, at den her 1.1 liters motor er fantastisk velkørende. Så er magien altså i den grad røget sig en tur. Dermed har branchen lammet sig selv fordi den har forspildt et af sine bedste våben mod discount-kulturen, nemlig evnen til at fascinere, og det har store konsekvenser,” siger Poul og fortsætter.
”Pga. de føromtalte problemer med parallelimport er der forsvundet en fast forhandlerstruktur hvor hovedmålet er at begejstre. I dag findes der et latterligt lavt antal forretninger som har ordentlige produkter stående. Selv i provinsen var der i 1983 et langt større udbud end i dag. Ved at have sit eget mærke kan man sælge hifi, netop fordi forhandleren ikke skal leve med frygten for miste frugterne. Her er Scala Hifi i Århus et godt eksempel på nogen som over en årrække har gjort et stort stykke arbejde med Linn. Det kan kun lade sig gøre fordi Linns politik er at have få forhandlere. Henrik Jakobsen i Fona, som sælger Meridian, kunne også nævnes i denne forbindelse.”
”Præmisserne for udviklingen har været de frie markedskræfters spil, og det har altså betydet at branchen ikke som dengang jeg var ung tilgodeser hifispirerne på 20 år, fordi de ikke vil vente til de har penge nok. Man vælger den kortsigtede løsning, og her er vi så i dag, siger Poul.”
Hifi4all takker for det hyggelige besøg og for muligheden for at skrive denne artikel.
Link: www.poulsaudiobutik.dk |