Her er du: Anmeldelser - Stortest: 5 billige DVD maskiner 8. oktober 2024 | 16:53   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


Stortest: 5 billige DVD maskiner
Anmeldelse af: HIFi4ALL.DK teamet, redigeret af Red  [14.05.2005] Print testen
DVD maskinerne er nu nået et generationsnummer, der, hvis det var mennesker, ville stamme tilbage til Mozarts tid. Vi har haft 5 billige på bænken.

DVD maskinerne er nået rigtig langt. Efter denne afprøvning af 5 populære modeller under 2500 kroner, som har det til fælles, at de understøtter lyd i op til 96 KHz eller bedre, skal du i dag således have tungvejende argumenter med i bagagen for at forsvare investeringer, der ligger adskillige gange over denne tests prisloft.

Det skal kort fortalt forstås på den måde, at du sagtens kan nøjes med en af de fem modeller i denne test, hvis du stadig sidder og småslumrer foran dit 28” TV. Selv på de billige 42” plasmaskærme, der ikke understøtter højere opløsning end de triste 480 linier horisontalt, er det mere ejerglæden over en dyrere DVD-maskine, der skal forsvare investeringer over de 2500,-.

MEN…. Hvis du trods alt er entusiast og har valgt at ofre det, en kvalitetsskærm koster i stort og bredt format eller har du fået skruet en god projektor i loftet, vil du uden tvivl få større glæde af en DVD-maskine, der ligger flere klasser over disse.

Vi har undladt at remse de tekniske specifikationer op, da de som regel kan findes på producentens eller distributørens hjemmeside.


Kiss DP-1504s

Danske Kiss lever et liv mellem to stole. På den ene sidder det traditionelle AV-folkefærd og på den anden har de mere IT-orienterede taget plads. Det skyldes først og fremmest den innovative tankegang hos Kiss, der som én af de få tillader sig at udnytte op til flere kendte teknologier på samme tid. Kigger du på bagsiden af denne maskine finder du nemlig en netværkstilslutning. Kiss maskinen kan nemlig arbejde sammen med din PC vha. den medfølgende software. Du skal såmænd bare tilslutte Kiss’en til din router, switch eller hub, hvor din computer også er tilsluttet. Har du ikke sådan en fætter, kan den hentes for nogle hundredelaser hos din lokale IT-pusher.
Er du typen, der hader at fylde huset op med ledninger, har Kiss også en løsning til dig. Find et PCMCIA kort med en trådløs netopkobling og lad det finde dit acces point, hvor også din computer er tilsluttet. SMART !!! Er du IT-forskrækket, kan Kiss også levere en pakkeløsning til det trådløse netværk.

Når softwaren er installeret kan du overføre film, billeder og lyd til den indbyggede harddisk i Kiss’en. Du kan dog ikke overføre noget fra DVD-drevet. Med i softwarepakken følger blandt meget andet også en internetradio applikation, som kan afsøge nettet for stationer og lægge dem ind på ”tunerens” faste pladser. Kiss har også software med til håndtering af de dataformater, du kan overføre til maskinen. Fx til håndtering af dine JPG-filer.

Der er stort set ikke det format, Kiss’en ikke kan klare. Næsten samtlige DVD-formater, CD-formater, MPEG 4 i form af DivX fra 3.11 til 5.0, Xvid, picture CD osv osv….  De mange teknologier, Kiss integrerer kan næsten ikke undgå at give problemer, så manualen har da også et større afsnit med Ofte Stillede Spørgsmål.

I denne forbindelse er det dog maskinens evner som regulær DVD-afspiller, der er interessante.

Kiss’en er en maskine i miniformat – altså med ca. halv bredde i forhold til de traditionelle 43 cm enheder. Den er ganske nydelig uden de store sværdslag. Fronten er uhyre enkel og bagsiden glimrer naturligvis ved sin nettilslutning i form af et ethernetstik og port til PCMCIA. Resten af tilslutningerne er standard i form af SCART, S-VHS, composit video og lydudgange i form af en analog stereoudgang og hhv en coaxial og en optisk digital udgang. Du skal altså benytte en ekstern dekoder til multikanalformaterne. En DVI udgang ville virkelig være toppen. Lige nu kan du kun udnytte den indbyggede progressive scan ved at tilkøbe et kabel, der kan hive component video ud af scartforbindelsen, hvis du slår det til i menuen.
Maskinens firmware kan opdateres.

På med filmen

Maskinen undlader ikke at gøre opmærksom på sin indbyggede harddisk. Støjniveauet kunne dog have været værre, men du skal lige vænne dig til en anderledes lyd.
Billedet er lige knap på gnnemsnittet af de testede maskiner. Farvemætning og kontrast er fra starten en smule hårde, men efterhånden fik vi justeret tingene på plads. Vi kørte RGB via scart, da vi ikke havde det fornødne kabel til component. Detaljeringen i billedet er på niveau med klassens øvrige, mens opdateringen ved hurtige panoreringer ligger lige en knivspids på den langsomme side. De mange faciliteter taget i betragtning, er det alligevel imponerende, at der er blevet rimelig gode billeder ud af konstruktionsbudgettet.

På lydsiden er der ikke meget at komme efter. De digitale filmspor leveres uden dekodning, så det er i sidste ende din surroundforstærker, der sætter standarden. Kun når du vælger ren CD-afspilning over et velkvalificeret stereoanlæg, afsløres prioriteringerne i maskinen. Men Kiss DP-1504 er jo nok heller ikke maskine, der vil blive brugt som CD-kilde i et high-end stereoanlæg.

Pris:  2299,-

Kiss Technologies
Slotsmarken 10
2970 Hørsholm
Tlf.: 45 17 00 00
www.kiss-technology.com

 

Grundig Livance GDP-2400

Grundigs bud på en DVD-afspiller i prisklassen er én af de mest ”straight forward” maskiner i feltet. Fronten er yderst enkel og flot, fjernbetjeningen ligner et rigtig stykke designer-legetøj og på bagsiden er der ingen overraskelser. Du får SCART, S-VHS, composit og component videoudgange, mens lydsiden nøjes med en analog stereoudgang og en coaxial digital udgang. På trods af componentudgangen er GDP-2400 ikke udstyret med progressive scan.
Samlekvaliteten er acceptabel uden på nogen måde at love evigt liv. Til gengæld håndterer Grundig’en en lang række formater ud over DVD og CD som DivX i AVI-formatet, VCD, JPG, MP3, WMA og Kodak Picture CD.

Menuen, som også er på dansk, er nem at have med at gøre. Der er mulighed for at vælge de mest almindelige faciliteter og interfacet er nydeligt. Flot !

På med filmene

Som med Kiss DVD’en er også denne maskine velegnet til almindelige TV i almindelige stuestørrelser. Billedet er klart og tydeligt uden de store artefakter og selv panoreringer foregår helt acceptabelt, så længe de ikke er for hurtige. Der er ingen muligheder for farvetilretninger, men det ville nok også være for meget forlangt i denne prisklasse.  Betjeningen er nem med et godt OSD.

Samlet set er Grundig godt kørende med GDP-2400, som snildt kan opfylde de daglige behov hos den gennemsnitlige familie uden de store krav til gengivelse eller oceaner af faciliteter.

Pris: 999,-

GRUNDIG DANMARK
Lejrvej 19 - 3500 Værløse
Tlf.: 44 48 68 22
www.grundig.dk

 

Aconatic AN-2130

DC-tronic hjemtager denne DVD-maskine, der produceres i Thailand. På trods af dens oprindelse, er der alligevel en manual med på engelsk, som helt og aldeles er tilfredsstillende.

Aconatic er en aldeles nydelig maskine med god betjening fra fronten. Især den store ”direction button” i højre side gør det nemt at navigere rundt, hvis fjernbetjeningen ikke lige ligger i hånden. I østen er karaokee jo en meget populær beskæftigelse, og Aconatic er da også udstyret med hele to mikrofonindgange, en volumenkontrol og minsandten også et lille ekko-kredsløb, så din stemme ikke er knastør, når den blander sig med resten af musikken. Husk dog at benytte to ens mikrofoner, da volumen kun kan reguleres fælles.

Bagsiden er faktisk ualmindelig veludstyret. Alle RCA-stik er forgyldte og byder på 5.1 udgang, component med progressive scan, 2 x composit, S-VHS og minsandten om ikke også en VGA-udgang med progressive scan har fundet vej til bagsiden. Lydsiden betjenes af både en optisk og en coaxial digital udgang samt en analog stereoudgang.  Imponerende.

Aconatic håndterer de fleste almindelige formater for DVD og CD sammen med MP3. DivX understøttes ikke.

Menuen er lige så omfattende som bagsiden med et utal af indstillinger og justeringer af billedet. Alene den indbyggede dekoder til multikanalformaterne betyder automatisk en drastisk udviddelse af mulighederne.

På med filmen

Vi fik hurtigt koblet kineseren op på vores projektor i progressiv scan mode og resultatet udeblev da heller ikke. Rolige billeder står flot opløste og med lidt justeringer faldt både farver, kontrast og dynamik så godt som på plads. Træerne vokser dog ikke helt ind i high-end himlen, for voldsomme panoreringer og andre udskiftninger af den totale billedinformation afslører, at kvaliteten og hastigheden af billedkonverteringen er på samme niveau, som de andre gode DVD-maskiner i klassen. Oven i hatten får du i øvrigt regionsfrihed !!

På almindeligt TV er det tydeligt, at Aconatic leverer varen til prisen.  Uden P.S. arbejder konverteringen en anelse hurtigere og den reducerede opløsning er af naturlige årsager ikke et problem på et almindeligt TV.

Afspilning af CD er nok maskinens akilleshæl. Det virker som om dynamikken reduceres en del og baggrunden bag musikken er ikke så ”sort” som vi er vant til. Det sætter ikke instrumenter og stemmer i tilstrækkelig kontrast, men retfærdigvis skal det siges, at det er yderst sjældent at opleve det i denne prisklasse.

I alt får du en aldeles kompetent maskine, som samtidig ser ud til at leve længe.

Pris: 2495,-

UPDATE 18.05.2005: Maskinen får nu en udsalgspris på 1999,- !!

DC-Tronic International
Hagemannsvej 17
8600 Silkeborg
Denmark
http://www.home-cinema.dk


Harman Kardon DVD 22

Lige så flad DVD 22 er, lige så ekstra bred er den og lige så omfattende er manualen, som desuden er trykt på tykt, glittet papir i 9 sprog, men s’føli’ ikke dansk….!

Selve maskine  har sammen med Pioneer testens smarteste udseende. Faktisk er den kun 49 mm høj, men til gengæld er den klart testens bredeste (44 cm) og dybeste. Det giver den et tillidsvækkende format og sammen med den smarte belysning i funktionsdisplayet på forsiden, signalerer den investering noget over de faktiske 2500 kroner.
Forsiden er udstyret med de mest almindelige betjeninger i form af lækre små knapper, der matcher det centermonterede drev fint.

Bagsiden er noget mere sparsommelig. Her finder du kun lige det absolut mest nødvendige i form af component, composit, S-VHS og SCART ud, mens lydsiden leverer optisk, coaxialt digitalt signal ud samt en analog stereoudgang. Endelig er der stik til Harman Kardons remote system.

Maskinen menusystem indeholder de basale funktioner sammen med en udmærket billedopsætning i et lækkert brugerinterface, der gør det rimelig enkelt at sætte maskinen op. Specielt den indbyggede ”test-screen” gør det nemt at stille videoparametrene én gang for alle.

DVD 22 håndterer udover DVD og CD også WMA, MP3, VCD og JPG.

På med filmen

Billedet på denne maskine er blandt testens bedste kun overhalet på enkelte parametre af den 800 kroner billigere Pioneer. DVD 22 understøtter progressive scan via component. Billedet står flot og roligt uden problemer og selv rimelig hurtige panoreringer foregår ganske pænt takket være den indbyggede 10 bit videokonverter. Billedet er behageligt og forholdsvis naturægte – ikke mindst takket være muligheden for at rette det til efter egne præferencer vha. testbilledet. På 100” lærred afsløres det dog, at selv 10 bit konverteren også har sine begrænsninger, når der skal omsættes store opdateringer af billedet. Som helhed er oplevelsen dog ganske overbevisende.

Det er især på lyden af almindelige CD’ere, 22’eren tager kegler. Jeg skulle lige kigge efter en ekstra gang for at sikre mig, at det rent faktisk var 22’eren, der spillede…. CD-gengivelsen er nemlig god med pænt perspektiv, god dynamik, stort soundstage og aldeles hæderlig detaljering svarende til en ren CD-afspiller i næsten samme prisklasse. At det samtidig sker på en flot ”sort baggrund” gør det kun endnu mere overbevisende. Det er ikke så tit, det sker for en DVD til 2500,-

Harman’en har dermed både sit design og sin ydelse med sig og er stort set uden oplagte svagheder.

Pris: 2499,-

Harman Consumer
Tlf.: 45 99 85 00


Pioneer DV-585A-s

Denne lille og nydelige sag er et spritnyt produkt hos Pioneer, som får Danmarkspremiere med sin første test her. Allerede på papkassen overraskes du:  Du får nemlig alle de gængse formater af DVD og CD, DivX, SVCD, VCD, MP3, WMA og for at det ikke skal være løgn, har Pioneer udstyret maskinen med en 24 bit 192 KHz konverter, så du også kan få glæde af SACD og DVD-Audio. Hele balladen til 1699 kroner… !! Det viser med al ønskelig tydelighed, at Pioneer sidder tung på den forreste bryggerhest på den teknologiske vogn.

Jeg kan vældig godt lide fronten med den high tech alu-look i smarte svungne linier. På fronten er der betjeningsknapper til de mest almindelige funktioner, men designeren må have haft en eller anden asiatisk influenza den dag, han designede 585’eren, for startknappen sidder længst muligt væk fra både skuffe og de øvrige betjeningsknapper. I den daglige brug er det selvfølgelig den udmærkede remote, der klarer opgaverne, men alligevel… !

Bagsiden er glimrende opbygget med analog del i den ene side og de digitale udgange i den anden. På videosiden får du componentudgang med progressive scan, S-VHS, composit og RGB via SCART, mens maskinen er udstyret med sin egen 5.1 dekoder, har en analog stereoudgang og både optisk og coaxial digitale udgange.

Den indbyggede menu indeholder de faste elementer i sædvanlig Pioneer stil – der er intet at udsætte – selv downmix fra alle multikanal formater er tilgængelige.

Nu skulle man så tro, at hele udviklings- og produktionsbudgettet var brændt af, men Pioneer har også fået råd til at benytte en 108 MHz, 12 bit videokonverter. Hvordan dælen kan det lade sig gøre ??

På med filmen

Når nu 585’eren er proppet med avanceret teknologi til så lav en pris, kunne man godt frygte, at det endelige resultat bar præg af for meget teknologi og for lidt oplevelse, men heller ikke dér, er der noget at komme efter. Pioneer præsterer sammen med DVD 22 testens bedste billede. Hvor 22’eren har virkelig gode farver er 585’eren lige en anelse kvikkere i opdateringerne, så selv hidsige panoreringer på stor skærm kun vanskeligt lader sig forstyrre af hakkende opdateringer i progressive scan mode.
På almindelige TV er der ikke meget at udsætte. Opdateringerne er lynhurtige og det er generelt en fornøjelse at se film.

CD-gengivelsen er gennemsnitlig for testfeltet. Instrumenterne står hvor de skal, der er tilstrækkelig luft mellem dem, dynamikken er bestået – det samme gælder soundstage.

Skal du udnytte dine 1700 kroner fuldt ud, kan du uden at tøve stikke 585’eren en SACD eller en DVD-audio. Sammenlignet med CD-afspilning øges detaljeringen betydeligt, mens perspektiv og soundstage næsten er uforandret. Dog synes dynamikken at øges en smule.

Samlet set kan en gammel biograf-snob som mig godt blive lidt kold om fødderne af at få sådan en spilledåse indendørs. Dels sætter 585’eren de meget dyre afspillere i et helt nyt perspektiv, dels går det op for mig, at jeg endnu engang er taget på sengen af den fremadstormende teknologiske udvikling. Havde du for 5 år siden fortalt, at man kunne få en SACD / DVD-Audio-video / CD / DTS / DD / DivX / WMA osv osv afspiller med indbygget dekoder og progressive scan til 1700, havde jeg trukket lidt på smilebåndet… Jeg føler mig pludselig gammel…

Pris: 1699,-

Pioneer Danmark
www.pioneer.dk


Epilog:

Dermed sluttede vores lille eventyr i den billigere boldgade. Det er tid til at revidere opfattelserne af, hvad man kan udstyre DVD-maskiner med af teknologi til 2000 kroner eller deromkring. Nedarvningen fra de dyrere modeller går lynhurtigt – derfor er det stadig vigtigt at producere og købe de dyre modeller, så frontlinieteknologierne fortsat kan udvikle sig – til gavn for de kommende budgetmodeller. Gårsdagens high-end er mogendagens budgetkøb !

Nye anmeldelser
PMC Prodigy 1
16.06.2024
Fyne F500SP
30.04.2024
Musical Fidelity A1
28.01.2024
Vincent DAC-700
02.10.2023
Revival Atalante 3
25.08.2023
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
CD-afspiller test
23.08.2006
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
SVS 17-Ultra Revolution
03.10.2024
Radiant Acoustics Clarity 6.2
24.09.2024
Canvas HiFi
17.08.2024
Riviera Audio Laboratories
01.08.2024
Activ Hifi fylder 30 år!
01.08.2024
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2024 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes