Amerikanergrej har altid haft højt status hos mange hifi-entusiaster, men hvor navne som Krell og Mark Levinson som regel er de, der bliver nævnt, ligger der som regel altid en flok andre mærker lige nedenunder og lurer. Opmærksomheden på dem er måske ikke så stor herhjemme, men i USA er alt større og mere udbredt – Power Modules Inc. er et af dem, og med Belles i særdeleshed. Konstruktøren bag, David Belles, er kendt i mange kredse i Guds eget land og har været med i konstruktionen af mange seriøse apparater gennem tiden for en del andre ansete mærker samt ikke mindst i over 25 år med sine egne produkter.
I denne test er det en af de nuværende klassikere fra Belles, nemlig 350A effektforstærkeren samt ikke mindst forforstærkeren 20A, som på testtidspunktet var ved at blive afløst af 21A.
Belles 20A forforstærker
For at snuppe forforstærkeren først så er førstegangsindtrykket ”Det må være amerikansk” – udseendet snyder ikke de velkendte designs derovre fra. Apparaterne er store, sorte kasser, der faktisk fremstår en smule anonymt, og designet er da heller ikke det, der har fået opmærksomheden. 20A er præget af fire store drejeknapper i forgyldt aluminium samt en power- og mute knap. Selve frontpanelet er 8 mm aluminium i en ret grov finish, som f.eks. afslører, hvis brugerens negle har været en smule for lange under betjeningen, idet det ses som ”ridser” på fronten. Værre er det dog ikke, end at det kan fjernes med en fugtig klud. Finishen er i øvrigt forbedret på bl.a. 21A. Går man finishen efter i sømmene, lægger det vågne øje også mærke til, at drejeknapperne ikke er monteret, så de sidder lige – sådanne småting kaldes øjebæ, og med bare en smule mere ”attention to detail” under monteringen kunne det gøres pænere. Selve kabinettet er i bukket plade der er sortlakeret.
Den tekniske kvalitet derimod, lader ikke meget efter at ønske. Komponentkvaliteten og selve monteringen er i topklasse på glasfiberprintet, og som noget udsædvanligt sammenlignet med mange af de andre konkurrenter, er forforstærkeren ikke overfyldt med alt muligt habengut. Her er klart tænkt over, hvad der skulle smides i. Volumenpotmetret er fra ALPS, og motorstyret via fjernbetjeningen – her kunne man godt have bestræbt sig på at sætte farten ned på funktionen – om end ikke oppe på kinesisk ”standard” så er der alligevel ikke langt fra lavt til tordnende højt, og når samtidig gain er ret høj, skal der ikke mange tryk til på remoten, før man er oppe på øresønderrivende niveauer.
Jeg undrer mig stadig over, hvornår det lykkes en hvilken som helst producent at konstruere en forstærker eller forforstærker, som fortæller, at når knappen er skruet i bund, så er det max – det imponerer i hvert fald ikke undertegnede at forstærkere på markedet har deres klippegrænse allerede omkring kl. 12 !!
Ser man andre steder på printet, finder man ikke mindre end fire indkapslede trafoer til de forskellige kredsløb. Al omskiftning klares gennem ”gammeldags” potmetre af høj kvalitet – fra omskifterdelen er der ført et kabel helt hen til bagsiden af apparatet, hvor der sidder to sæt relæer side om side, et til indgange og et til udgange. Det giver altid et bedre kvalitetsindtryk, når al omskiftning klares med relæer. Og når omskifterknapperne samtidig er motorstyrede (på indgangen), virker det hele bare endnu mere gennemført.
Det sidste sted, der virkelig falder i øjnene, er der, hvor ”magien” er, nemlig i de fire rør der sidder monteret i forforstærkeren. I standardudførelse er det 12AU7-rør i en single-ended konfiguration. Denne var i øvrigt monteret med bedre typer, men da jeg ikke havde mulighed for at høre originalen, skal jeg ikke komme yderligere ind på det. Det er dog et sted, hvor eventuelle købere kan lege med opgraderinger til billige penge.
Tilslutningerne på bagsiden er lavet med lækre terminaler, der sidder i tilpas afstand så selv tykke kabler får frit spil. Der er desuden et sæt balancerede udgange til effekttrinnet – hvorfor man ikke har tilføjet en balanceret indgang er mig en gåde…
Der er desuden tilføjet en feature der er ret praktisk, nemlig en ”Home Theater Direct” funktion, som ganske enkelt betyder at man smider sin pre-out fra surround-dåsens frontkanaler over på Belles. Når der så skal fyres op i hjemmebioen, skifter man over på ”HT” og så styrer surround-delen niveauet på effektforstærkeren – smart!
Forforstærkeren leveres med fjernbetjening og vejer ca. 8 kilo i kampvægt.
 Belles 350A effektforstærker
Effekttrinet henviser straks til de førnævnte amerikanske dyder – stor, sort og udelukkende med en powerknap på fronten. Resten skal findes inden døre i den massive kasse.
Hiver vi motorhjelmen op, forundres man straks, for den er slet ikke så fyldt, som man skulle tro ud fra vægten på solide 30 kilo. Forklaringen her skal findes i den monsterstore og massive 2000 VA ringkerne. Belles har valgt at bruge en fælles trafo med separate viklinger i stedet for to separate, da han mener, at det bl.a. er på bekostning af bassens performance. Ikke mere desto mindre er effekttrinet stadig en dual-mono konstruktion med store separate print (enhver der er uenig i det, kan altid maile David Belles og tage den diskussion med ham) og køleprofiler til hver kanal. 350A´eren kan i øvrigt leveres som 3-6-kanals effekttrin til de hjemmebio-interesserede.
Selve specifikationerne fejler intet med 2x250 watt i 8 ohm og 2x400 watt i 4 ohm. I de senere udgaver laves 350A´eren med mulighed for at benytte den som monoblok, hvor man får ikke mindre end 800 watt i hver kanal i 8 ohm – det skulle vist kunne dække de flestes behov.
Konstruktionsmæssigt er der brugt et sæt matchede J-FET’s i indgangen og udgangstrinet er konstrueret omkring 8 MOS-FETs i hver side. 2 x 12.000 uF ladelytter fra Panasonic i hver side fuldender billedet. Jeg havde måske forventet mere på den front, men det har alligevel vist sig at være tilstrækkeligt, for at løbe tør for strøm er ikke denne forstærkers kendetegn. Powerbolcherne (MOS-FET’erne) er monteret på tilpas store køleprofiler, der er monteret udvendigt på kassen – størrelsen er ikke overflødig, for denne dåse bliver MEGET varm, specielt når der spilles op til dans.
 På bagsiden finder man de balancerede samt ubalancerede tilslutninger og desuden et sæt højttaler-terminaler, der tager alt hvad man kan smide på dem. De er noget underdimensionerede og jeg havde gerne set nogle større af slagsen så det ikke skulle være nødvendigt at bruge værktøj for at spænde dem ordentligt. Afstanden kunne desuden også være bedre når ”haveslangerne” skal kobles på.
Og så var der selvfølgelig lyden…
Ingen problemer på det punkt. Belles-sættet er amerikansk med næsten alt, hvad der dertil hører lige med undtagelse af, at det ikke er så analytisk som mange af konkurrenterne. Lyden hælder lidt mere til det mørke, men dog uden at gå på kompromis med detaljeringen.
Noget af det første jeg bemærkede var overskuddet – denne effektforstærker har virkelig overarme, og selv når man forsøger at ”trigge” den med plader, der kan virke lidt for massive i bassen, bliver det hele holdt i et jerngreb og med en kontrol, som jeg sjældent har oplevet på samme måde. Det er der en væsentlig grund til, nemlig den usædvanligt høje dæmpningsfaktor som ligger på over 1000. Normalt siger man at jo højere dæmpningsfaktor des mere ”kvæler” man musikken, men David Belles mener at have opnået kompromisset i og med at konstruktionen er baseret på MOS-FETS, således at den aldrig kommer til at virke ”død i sværen”. Nogle vil naturligvis være enige, mens andre vil være rygende uenige, men sådan er det jo altid med disse ting. Heldigvis !
Forstærkerens overall performance giver et godt skud varme til det hele, men uden at blive kvalmende – som sagt er den jo amerikansk, med hvad der dertil hører, men alligevel lidt modsat da mange amerikanere godt kan tendere til det analytiske. Det er Belles ikke, den er snarere en smule på afstand og står som en garant for en oplevelse, man ikke bliver træt af på længere sigt, fordi den generelt ikke lyder af så meget i positiv forstand - ment på den måde at det ikke er teknikken, man lytter til. Det tager tid at lære den at kende og ikke mindst finde en passende partner til den.
I dette tilfælde var partneren den matchende 20A forforstærker, som fra forhandlerens side var opgraderet med bedre rør mod en beskeden merpris, hvilket skulle få den til at virke lidt mere åben. I det tilfælde ville jeg ikke ret gerne høre den i standardudgaven, for 20A´eren har klart det svage punkt i denne konstellation. Den er ikke så åben, som man kunne ønske sig, men holder i stedet tingene sådan lidt på behørig afstand, så man hele tiden føler at der mangler lidt. Der er en svag tæppevirkning, når den er koblet på og detaljeringen i diskantområdet og øvre mellemtone kunne godt være bedre. På samme måde kan bassen godt komme til at virke lidt ”blød”, når det kører gennem 20A. Omvendt har den en klar fordel i forhold til mange ligesindende kombatanter uden rør, nemlig at den giver en flot glød til stemmer. Det er ikke til at tage fejl af, at der er rør indblandet i den historie, for det høres, men desværre i kombination med det problem der kan være i nogle rørkonstruktioner, nemlig at den lægger en dæmper på tingene.
Den opgraderede udgave 21A skulle ifølge importøren være bedre på alle punkter, men den havde jeg desværre ikke til rådighed på tidspunktet.
350´eren kørte en stor del af tiden uden partner, idet min Accuphase CD har variabelt udgangsniveau ved brug med f.eks. en effektforstærker, og på denne måde kom 350A lidt bedre til sin ret, for pludselig kom der mere fart på drengen. Detaljeringen kom et niveau længere op, og bassen blev pludselig solid og kontrolleret. Det er i øvrigt optimalt at bruge den balancerede indgang på 350´eren – lydbilledet og perspektivet voksede lige en tand og virkede mere komplet.
Varmen bevarer 350´eren på sin vis et godt stykke hen ad vejen uden at køre med forforstærkeren, men stemmerne er derimod pludseligt anderledes velartikulerede og frie.
Tæppet er væk, og sangeren bliver anderledes og mere personlig. Specielt på Clapton´s ”Unplugged” kan forskellene tydeligt høres, når 350´eren får lov at spille ”frit ud af posen”. Man hører alle de små finurligheder i lokalet fra publikum og hele vejen op til bandet og Mr. Slowhand og får klart fornemmelsen af at, nu er vi altså tilstede.
En god gang obligatorisk Dream Theater skal selvfølgelig også i spillen og ”Images and Words” tordner bare derud af med masser af kød på sidebenene. Ingen tvivl om at den høje dæmpningsfaktor og det generelle overskud klæder hård rock-produktioner, når der skal spilles højt. Omvendt er det ikke Techno, der skal afprøves, for det bliver simpelthen for pænt, som det i øvrigt gør på mange seriøse setups, men prøves skal det naturligvis – man er vel en drengerøv!
John Debney´s opsætning af lydsporet til Mel Gibson-filmen ”The Passion of the Christ”, er ligeledes en god kop te at servere, både fordi det er et gribende flot soundtrack men også fordi det står som et flot orkesterværk. Specielt nummer 11, ”Crucifixion”, passede perfekt til Belles, idet nummeret består af nogle stortrommer 30 sekunder inde, og de står med fremragende kontrol og nuancering. Ved højt niveau føles det virkelig som om, at de står i lokalet og hele nummeret er i det hele taget glimrende og fyldt med følelser og engagement.
En god guitarkomposition som f.eks. Alan Taylors plade ”Colour To The Moon” og specielt nummer 3 ”A Road to Long” er et herligt stykke musik. Hvis man ikke vidste det, så ville man tro, at man lyttede til Mark Knopfler, for deres stemmer minder meget om hinanden. Alan Taylor er ikke helt så avanceret på guitaren, men alligevel er der et eller andet over hans musik, og specielt dette nummer er en af mine favoritter. På Belles lyder det forrygende, men man kan alligevel ikke lade være med at lægge mærke til, at den øvre mellemtone ikke er helt så fremstående og fri som på andre gode konstruktioner. Idet Belles hælder lidt til det varme/mørke, ryger der en smule i farten i forhold til det bedste, jeg har hørt, og specielt på guitarens overtoner kunne jeg godt ønske mig lidt mere ”kød”, men det er så absolut på bagatel-niveau. I det store hele gengiver 350A dog al musik med stor autoritet og med et helt enormt perspektiv og rumgengivelse, som både rækker bredt og dybt, og der skal vitterligt meget til, før den løber tør for kræfter.
Overall…
Fungerer Belles-sættet fremragende, men det er alligevel effektforstærkeren, der er det stærkeste kort i denne sammensætning, for den lyder ganske enkelt af så meget ”mindre” ment på den måde, at det pludselig ikke er apparatet, men derimod musikken, man lægger mærke til, når den kører alene. Den hælder som sagt lidt mod det varme, men alligevel ikke så meget, at den ikke lader musikken slippe fri. I forhold til mange amerikanske konkurrenter overeksponerer den ikke bestemte områder - specielt hvad angår det øvre leje, så den bliver aldrig hidsig eller anstrengt i sin fremtoning. Kobler man derimod forforstærkeren på, ryger der desværre lidt i farten, og det berygtede tæppe kommer indover lyden og lægger en dæmper på løjerne.
I den rette konstellation lyder Belles fremragende, og med Nighthawk højttalerne var det ingen undtagelse, så det fortæller samtidig, at Belles fortjener nogle gode partnere i et seriøst setup for at levere varen. Til 30.000 hårdt beskattede kroner fortjener den intet mindre, og det samme gælder i øvrigt forforstærkeren. Her ville jeg enten give 21A en lytter eller kigge på helt andre producenter for at finde en passende makker, for 20A´eren giver ikke 350´eren så frie tøjler, som den fortjener.
I det store hele burde 350´eren med sin meget analoge lyd absolut være med i dine overvejelser, når du skal kigge på nyt effekttrin til systemet, for den giver smæk for skillingen, og den har et greb om bassen, som jeg sjældent har hørt bedre. Med muligheden for at købe den med monoblok-muligheden får du adgang til næsten uanede mængder power – en stor T-bone steak med alt den saft og kraft man kan ønske sig, og en klar anbefaling!
Tekniske Data: (350A)
Power 20 to 20,000 Hz
250 watts per channel — 8 ohms
400 watts per channel — 4 ohms
Distortion THD and IM less than .1% rated power
Damping factor over 1000
Peak Current over 30 amperes
Inputs Balanced and Unbalanced stereo
Input Sensitivity 1.98 volts of rated power
Input Impedance 100,000 ohms
Hum and Noise over 100 dB A weighted
Crosstalk over 60 dB
Frequency Response 0.2 to 70,000 Hz
Tekniske Data: (20A)
Inputs (5) unbalanced stereo
Outputs (all connections gold-plated) (1) unbalanced stereo main output
(1) balanced stereo main outout
(1) unbalalced stereo tape output
Distortion THD and IM 0.05%
Noise 90 dB a weighted
Input Impedance 50,000 ohms
Controls Listen, Record, Volume, Balance — gold-plated knobs
Power and Mute — push buttons
Remote Controls Power, Mute and Volume
Frequency Response 0.5 to 200,000 Hz within 3 dB
Vejledende priser:
350A: kr. 29.995,00 (monoblok-mulighed standard)
20A: kr. 16.500,00
Forhandler:
Studiosound.dk
Toftevej 10, Søborg
3250 Gilleleje
Tlf. 44 54 54 01
www.studiosound.dk
info@studiosound.dk
www.powermodules.com
Udstyr brugt i test:
Luxman D-600s
Denon DCD-S1
Kenwood L-A1
Pathos Logos
Proceed CDP
Proceed AMP2
Accuphase DP-65
Meadowlark Nighthawk
Kabler fra JPS, Nordost, GamuT |
