Her er du: Anmeldelser - Herlig CD-lyd fra Classic No.01b 12. november 2024 | 07:17   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


Herlig CD-lyd fra Classic No.01b
Anmeldelse af: Ronni Pedersen  [28.08.2004] Print testen
Som opfølgning på testen af Classic´s lille forstærker, er her buddet på en god cd-løsning fra samme producent, som synes som et godt match i en overkommelig prisklasse - på trods af designforskelle.

Selve konstruktionen…

Er meget nydelig – set i lyset af prisen er denne maskine på mange måder et skræmmende bekendtskab fordi dens interiør leder tankerne hen på noget, der er betydeligt dyrere. Maskinen er fornuftigt udlagt og med kvalitetskomponenter på alle de strategiske steder – kineserne er bestemt opmærksomme på, hvad der skal til for at fange de vestlige kunders opmærksomhed. Tiden vil så vise om de kan få bugt med fordommene omkring deres oprindelse.

Det første man vil lægge mærke til, når motorhjelmen er åbnet, er løbeværket. Endnu engang den obligatoriske Philips-mekanisme 12.10 mk. 2. Den er, som tidligere omtalt, ultrastabil og billig i reparation. I denne maskine er løbeværket placeret på en 5 mm plint i stål som både vibrationsdæmper, men også lyddæmper, og faktisk er det bemærkelsesværdigt hvor meget det er lykkedes at dæmpe dette løbeværk. Skuffen høres faktisk slet ikke, og kun når den når i mål, sluttes der af med et solidt klonk – en lækker detalje der pynter på kvalitetsindtrykket.
Betjeningsmæssigt er maskinen som med størsteparten af alle Philips-baserede maskiner – det hele sker med et mindre delay når der trykkes på knapperne. Det er dog absolut til at leve med. Til at gavne informationsniveauet er der et veloplyst display der viser alle nødvendige informationer – desværre kan det ikke slukkes eller dæmpes.

Ved siden af løbeværket, som er centerplaceret, ligeledes af vibrationsmæssige hensyn, finder vi det meget fornemt udlagte print. Ved nærmere gennemgang ser man primært komponenter fra Nichicon, Wima, BurrBrown osv. Selve konverteringen varetages af en BurrBrown PCM-1732 per kanal. Denne konverter er en 24-bits udgave med upsampling til 96 Khz. OP-amps er ligeledes BurrBrown. Selve clock-kredsløbet sidder for sig selv for derved at minimere jitter. Udover disse herligheder findes der også en HDCD-kreds.
Hele printet er symmetrisk udlagt, så det kunne i princippet godt være balanceret med meget få ændringer – til prisen meget fornemt. Vi må dog ”nøjes” med ubalanceret drift med nogle særdeles fornuftige tilslutninger som er assisteret af en coaxial og en optisk udgang.

På den anden side af drevet finder vi strømforsyningen som er konstrueret over en ringkerne-trafo på 100va med separate viklinger til digital- og analogdelen. Inden for netbrønden, som i øvrigt giver mulighed for at eksperimentere med andre netkabler, sidder et netstøjsfilter.

Selve kabinettet er bukket i 3 mm jernplade som er lakeret i sort – absolut endnu en faktor i kvalitetsindtrykket. Kabinetter plejer nemlig ikke være der hvor kineserne ofrer mest opmærksomhed. Frontpanelet er 10 mm aluminium som fremstår i en flot skuret finish, med knapper i ligeså pæn forarbejdning. Maskinen er afkoblet af fødder i massiv aluminium med Sorbothan-indlæg så den samtidig står stabilt.

Til maskinen leveres en meget lækker fjernbetjening i massiv aluminium – selve knapperne kunne dog med fordel være lavet pænere – og et netkabel i en lidt højere kvalitet end standarden.

Men hvad så med lyden??

Jamen, lyden er herlig. Det er ikke hver dag at man render ind i en maskine i denne prisklasse som overrasker på denne måde. Under forløbet var der ikke ting, der skilte sig så meget ud at det kunne pointeres som værende dårligt. Den opfører sig som forventet til prisen, men har alligevel også lidt ting som faktisk er fornemme i klassen.

Klangbalancen er meget fornem, og der er faktisk ingen områder der rigtigt stikker af fra andre. Maskinen hælder til det neutrale, men har alligevel den grad af varme som får stemmer til at fremstå behagelige at lytte til. Den er engagerende at lytte til, selvom musikken bliver kompleks, og formår faktisk på eksemplarisk vis at bevare overblikket uden at overfokusere på enkelte områder. Mange maskiner i prisklassen kan godt have tendenser til at have en lidt svulmende basgengivelse som tydeligt høres ved højt niveau, men denne lille fikse Kina-spille vil det anderledes. Dybe toner står pænt defineret – til tider lidt for pænt. Til tider kunne jeg godt ønske mig en smule mere autoritet i stedet for den høflige attitude, som den spiller med – nærmest som om den holder en smule igen. Det er dog på bagatel-grænsen, og er mest hørbart på orkesterværker og mere komplekse musikgenrer. Til dagligdags brug tror jeg dog næppe at der er mange der vil tænke over det.

Den høflige attitude går dog igen på flere punkter – undervejs måtte jeg konstatere at rumgengivelsen kunne være bedre målt i forhold til nogle af de tungere drenge. Det var faktisk ganske hørbart, specielt hvis man efterhånden kender sine plader ret godt.
Når jeg f.eks. smed Roger Waters ”Amused to death” i spillen, var det tydeligt at høre at musikken trak sig en smule sammen og ikke helt kom ud på den måde som gør at man får hele fornemmelsen af illusionen på netop denne plade. Musikken er lidt mere koncentreret henne omkring højttalerne end jeg er vant til, både i bredden og dybden, men må dog samtidig konkludere at det er et af punkterne som skiller mellemklasse-maskinerne med topklasse-maskinerne.

Detaljeringsniveauet er som forventet i klassen, og dog – afspilleren skiller sig nemlig ud fra mange af de andre ved at tilbyde HDCD-kompatibiliteten, og den sætter tingene i et andet perspektiv. Det giver lige den sidste portion sprødhed på guitaren og nuancering af stemmerne som får den til at lyde som en del af dens konkurrenter i 10.000 kr´s klassen. Den er velartikuleret og vokser med opgaven efterhånden som den bliver gennemvarm.
Dire Straits ”Sultans of swing” lød fornuftigt med en dejig luftig gengivelse og et lydbillede hvor placeringen af kunstnerne var ganske let. Dog bibeholder maskinen den lidt høflige tilgang til musikken, og kommer ikke helt så meget ud af højttalerne som referencen.

Alt i alt er No.01B (find dog på nogle mindre krytiske betegnelser) et fornuftigt bekendtskab med kompromisserne lagt de rigtige steder. Kvalitetsindtrykket er fornemt prisen taget i betragtning, og lydmæssigt udgør den et seriøst alternativ til de kendte mærker for dem der overvejer at købe ny maskine i denne prisklasse. Markedet omkring 5000,00 kr er fyldt med dvd-afspillere der kan det ene og det andet, men ingen af dem kommer op på siden af denne kineser målt på ren cd-gengivelse, og når de er sorteret fra, er der meget få reelle konkurrenter tilbage når vi snakker almindelige cd-maskiner. Derfor er de befriende med dette friske pust fra østen – de bliver dygtigere og dygtigere, de kinesere.

Udstyr brugt i testen:

Pathos Logos
Proceed AMP2
Belles 350A og 20A
Luxman D-600s
Proceed CDP
Sony CDP-X707ES
Meadowlark Nighthawk
Kabler fra JPS, Gamut og Nordost

Tekniske specifikationer:

Konverter : BurrBrown PCM-1732 24 bit/96Khz
Signal/støj-forhold : 95 dB
THD+N : <0,002%
Frekvensområde : 20 – 20000 Hz +/- 0,5 dB
Dynamikområde : 102 dB (HDCD)
Output niveau : 2,0 volt
Vægt : 7,0 kg.
Mål : 43 cm (b) x 7,5 cm (h) x 31 cm (d)

Vejl.pris 5.800,00 kr /Intropris 4.999,00 kr.

Forhandler/importør:

Ardency Audio (importør)
Nibevej 204
9530 Støvring
Tlf. 98385216
Mail: ardency-audio@adr.dk
Web: www.ardency.adr.dk

Forhandlere:

Audiomega Hifi
Karrebæksti 9-11
4736 Karrebæksminde
Tlf. 55441563
Web: www.audiomega.dk

HIFI4YOU, Esbjerg
www.hifi4you.dk

Nye anmeldelser
PMC Prodigy 1
16.06.2024
Fyne F500SP
30.04.2024
Musical Fidelity A1
28.01.2024
Vincent DAC-700
02.10.2023
Revival Atalante 3
25.08.2023
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
CD-afspiller test
23.08.2006
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
NyArtSound
17.10.2024
Nyt fra Clearaudio & EAM Lab
12.10.2024
SVS 17-Ultra Revolution
03.10.2024
Radiant Acoustics Clarity 6.2
24.09.2024
Canvas HiFi
17.08.2024
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2024 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes