B&W…. navnet har for danskere i en hel generation været ensbetydende med seriøse højttalere, HIFI-Klubben og for de mere interesserede legenden Dr. Peter Fryer. For at tage det sidste først, er Peter Fryer om nogen manden, der har trukket udviklingen af højttalere og enheder fremad i de to teknologiske årtusinder. Meget mere om dette ikon senere.
John Bowers blev født i 1923 og som ung mand var hans store passion klassisk musik, men han var særdeles ked af den lydkvalitet, musikken blev reproduceret med derhjemme. Han gik derfor – som så mange andre i højttaler-historien - i gang med at forbedre på de eksisterende konstruktioner. Til alt held havde han en lille radioforretning i Worthing sammen med partneren Roy Wilkins. John gik meget hurtigt i gang med at designe og bygge sine egne højttalere og byggede på rekordtid et godt navn op i de lokale miljøer. Kundebasen voksede i takt med hans ry, og lige pludselig stod der en dag en ældre dame bagest i butikken, hvor John havde sit værksted. Miss Knight led af den samme passion for klassisk musik som John og havde kort forinden købt et sæt af hans højttalere. Det havde ændret hendes syn på musik i hjemmet, så hun efterlod 10.000 pund til John, så han kunne udvikle sin højttalerforretning endnu mere. I 1966 slog John sig sammen med en livslang ven, Peter Hayward, og grundlagde et firma, de kaldte B&W Electronics med den idealistiske målsætning, at leve mådeholdende og kanalisere alle overskydende penge tilbage i firmaet mhp udvikling i jagten på den perfekte højttaler. I slutningen af tresserne var der stort set ingen, der vidste noget som helst om højttalerenheders opførsel og højttalernes samarbejde med det rum, du spillede i. John ansatte derfor en række unge talentfulde ingeniører og investerede i det, der dengang var det bedst mulige måleudstyr og undersøgelsesværktøjer. I 1976 var der så meget fokus på R&D, at John åbnede en separat R&D afdeling med de sidste hjælpemidler indenfor tests, design og modellering.
Det var ikke mindst det tætte samarbejde med studie- og lydfolk fra pladeindustrien, der gav John og dermed B&W den nødvendige feedback til den videre udvikling, som resulterede i den første B&W 801 højttaler, der så dagens lys i 1979. Det blev et vendepunkt for B&W, da højttaleren hurtigt blev udråbt som referencen blandt studiemonitorer med studier som Abbey Road, Decca, og Deutche Grammophon som referencer og samtidig sikrede sig en plads i hjertet hos hifi-folket. John Bowers benyttede succesen som tidligere og investerede i et udviklingscenter, som går under kælenavnet University of Sound. Her uddannes ingeniører inden for en lang række discipliner tilhørende audio-industrien. Det var dog ikke bare udvikling og produktion af gode højttalere, der var i Johns tanker. Han var klar over, at uden et velsmurt maskineri til at varetage markedsføring, distribution og eksport, ville udviklingen stoppe. B&W er derfor repræsenteret i en lang række lande i dag. John Bowers døde i 1987, men efterlod et sundt firma med sunde målsætninger for fremtiden.
HIFI4ALL.DK invaderer B&W
Med udgangspunkt i B&W’s historie og de mange gode højttalere gennem årene, var det med store forventninger, at HIFI4ALL.DK’s udsendte sad i bussen på vej mod fabrikken i Brighton efter et forrygende besøg i Abbey Road studierne, som du kan læse meget mere om under ”Artikler” på HIFI4ALL.DK. Jeg har tidligere besøgt store højttalerfabrikker som Jamo, Dali, B&O, Panasonic, DST og et ukendt antal mindre, men B&W damper lidt mere af atmosfære og engelsk stolthed end de fleste. Alene det faktum, at senioringeniørerne i R&D-centeret kalder sig ”Dr.” hver gang de siger deres navn er lidt specielt. Første stop var produktionsanlægget lige uden for Brighton centrum, hvor jeg blev modtaget af Jeremy Evans, som er daglig leder af hele produktionen, der skipper omkring 500.000 højttalere af sted hvert år. På fabrikken findes en større administration, der varetager stort set alt vedrørende eksport, indenlandsk distribution, indkøb. lagerstyring osv osv..
Langt mere interessant er dog selve produktionen, som er bygget op efter ”Toyota-modellen” med selvstyrende, funktionsbestemte enheder omkring et samlebånd. I disse enheder eller U’er produceres alt til en bestemt enhed, samling og test af en bestemt højttaler osv. Det smarte ved disse enheder er deres store fleksibilitet hvad angår lynhurtig omlægning til produktion af andre enheder eller færdige højttalere, ligesom det betyder overskuelig logistik. Selv ydelsesmålerne er taget med fra Toyota-modellen, så alle ved båndet kan se, hvor langt de er nået i forhold til den tidligere dagsrekord.
Særlige forhold ved 800 serien
Produktionen af det dråbeformede kammer til den nyeste 800 series mellemtoner forgår hos en underleverandør, mens selve færdiggørelsen og lakeringen sker hos B&W. Det keramiske materiale er godt nok tung og stift, men relativt nemt af polere op mhp klargøring til lakeringsprocessen. En lille del af hemmeligheden bag den imponerende finish er, at kammeret lakeres et hav af gange, men det er først efter det sidste lag, at lakken før lov at tørre helt. De mellemliggende lakeringer foretages mens det tidligere lag stadig er fugtigt. Hermed sikres, at lakken flyder sammen til en tyk helhed, der giver masser af lak til efterpoleringen. Hermed er den endelige finish dybt afhængig af de færdigheder, polereren besidder. Hele poleringen foretages naturligvis på traditionel vis i hånden.
Kvalitetskontrol
I forbindelse med kvalitetskontrollen har B&W indrettet et lille lokale med en særlig 3D-måler, som jeg ikke kan mindes at have set hos andre højttalerproducenter. Alle objekter fra underleverandører kan placeres på et stativ og computeren fodres så med de relevante data om mål og udformning af det aktuelle objekt. Da jeg kom forbi var det et chassis til en 6½” enhed, der var offeret. Det blev placeret på et stativ, data indlæst, hvorefter et lille trykfølsomt hoved futtede rundt og målte chassiset op. Samtlige indkomne data blev sammenlignet med de specifikationer, underleverandøren oprindelig var forsynet med. Imponerende.
Billeder fra produktionen
|
|
Så er vi ved 700 seriens U med 703 til venstre og den lille 705 til højre |
|
|
|
|
|
De lakerede mellemtonekamre poleres med en almindelig polermaskine |
|
|
|
|
|
Det er tunge sager at bakse med. Th den individuelle test i et lyddødt kammer
Presning og coating af enhederne foregår i hånden under nøje kontrol
Basenhederne til 800 serien og subwooferenhederne er af egen avl |
|
Langt de fleste kabinetter produceres i dag i Danmark. B&W købte nemlig Ludvigsens møbelfabrik i Agerbæk for at sikre, at kabinetproduktionen dels var konstant og samtidig af den sædvanlige høje danske kvalitet. De buede 800-kabinetter lamineres faktisk som flade plader, og mens det hele stadig er fugtigt, bøjes den samlede laminering omkring en form. Lige inden lamineringen er helt tør, lukkes kabinettet lidt ”op”, så formen lige kan smutte ud. Det lyder næsten umuligt…. Under alle omstændigheder er kabinetterne i dag på et meget højt niveau – både hvad angår indre opbygning, materialevalg og finish.
Bare smid dem i postkassen med redaktionens adresse på konvolutten !!
Lyttesession
Efter rundfarten i produktionen gik turen til et nærliggende hus, hvor B&W har konference- og demo faciliteter. På det engelske marked sidder B&W i dag på distributionen af både Classé og Rotel, som vi fik et længere og meget spændende indblik i. Mest spændende var dog det særdeles vellydende demorum, hvor alle fornuftige tiltag var brugt for at sikre den bedste lyd. De store 800-serie højttalere i rummet blev naturligt nok trukket af en spritny Classé forstærker, der også stod for kildeenhederne.
Den lille forsamling skiftedes til at indtage sweetspot positionen og lyttesessionen var lang nok til, at alle kunne vænne sig til klangen i rummet og koncenterere sig om udstyrets ydelse. For at gøre en lang og herlig oplevelse ganske kort, vil jeg nøjes med at konkludere, at jeg sagtens kan forstå, at verdens bedste studier har valgt 800 serien som fast referencemodel. Uden for rummet sad en plasmaskærm omgivet af B&W’s bud på flade surroundhøjttalere, der designmæssigt er matchet en plasmaskærm. Det viste sig, at det var en dansker, der stod som projektleder på de flade højttalere. Mere om dette om lidt…..
Research & Development
Dr. Peter Fryer fortæller...
Jeg havde set meget kraftigt frem til denne dag, hvor besøget gjaldt B&W’s Research & Development afdeling, som ligger placeret i de audio-historiske lokaler i Elm Grove Lane i Steyning, West Sussex. Ikke mindst udsigten til en gennemgang af audio-koryofæet Dr. Peter Fryers fantastiske arbejde gennem de sidste årtier, fik mundvandet til hobe sig op. Det skulle på den anden side være nu, da den kære doktor har besluttet at trække sig tilbage fra sin post til næste år og overlade kasketten som chef for udvikling til sin efterfølger, Dr. Gary Geaves, der i dag tituleres som Research Manager. Det siger lidt om Peter Fryers engagement, at Gary har fået en årelang oplæring, inden Dr. Fryer trækker sig tilbage.
R&D holder til i SME’s gamle produktionslokaler i Steyning, som John Bowers overtog i 1982. Stedet bærer tydeligt præg af, at alle ansatte – på nær én – er kreative udviklingsfolk. Der spekuleres overhovedet ikke over, om stedet skal være præsentabelt. I stedet oser hele bygningen og dens indhold langt væk af dedikeret kreativitet. Alle hjørner er proppet med rester fra kabinetter, enheder, måleudstyr eller hvad der nu ellers lige har fundet sig til rette. Midt i denne hule af geniale Georg Gearløs’er sidder en enkelt kvinde, der sørger for, at de intelligente stakler en gang i mellem også får forbindelse til det, vi andre kalder for virkeligheden. Hvis Peter Fryer ligner en tynd udgave af Q fra James Bond, er Penny, som hun faktisk hedder, en tro kopi af Moneypenny, der sørger for ALT det praktiske.
Det var Dr. Gary Geaves, der var dagens guide. Som forventet var R&D en vidunderlig krydsning af styrpor-modeller skåret med hobbykniv til de allermest avancerede måle- og animationsteknologier. R&D har adskillige sære maskiner, som klarer alt fra maling til fremstilling af miniaturemodeller af kommende kabinetter, chassis’er osv osv…
Så er enheden klar til en laseropmåling. Det er laserstrålen, der oplyser midten af membranen
Det var dog laseropmålingerne af enheders bevægelser, der tog de største kegler. En membran skal som du sikkert ved, helst have noget, der minder om et stempels bevægelse, hvor membranens samlede areal følges ad i bevægelserne frem og tilbage.
Ved at udvælge en række fikspunkter på en membrans overflade og lade et lasersystem optage de allermindste bevægelse både indenfor og uden for enhedens frekvensmæssige arbejdsområde, er et stykke specialsoftware i stand til at bearbejde de indkomne data og præsentere dem på stort set alle let forståelige måder. Det er især Dr. Peter Fryers fortjeneste, at B&W’s enheder i dag opererer så optimalt i deres arbejdsområde, som det er teknologisk muligt at opnå. Laseropmålingen og den efterfølgende præsentation af data kan give så detaljerede oplysninger om membranernes bevægelser, at selv højttalerchassisets form kan aflæses på de returbølger, der går igennem membranen efter en impuls. Jeg så et flot eksempel på membranens bevægelser og deformation forårsaget af, at svingspolens kraftoverførsel foregår fra midten af membranen. Den udadgående bevægelse minder mest om ringe, der breder sig vandet. Det er dog gammel viden – mere interessant er det at se, hvo mange ”ekkoer” der går gennem membranen, når bølgen rammer ophænget og sendes tilbage… for igen at sendes ud mod ophænget igen. Dette ekko kan gentage sig mange gange inden systemet falder til ro. Det er på disse ekkobølger, at det tydeligt fremgår, hvor afstivningerne i chassiset går fra den runde frontramme og bagud. Her ændrer ekko-mønsteret sig nemlig med en svag forstærkning af ekko-bølgerne. En hel konkret konsekvens af denne forskning er den kantløse mellemtone og de seneste generationer af B&W’s kevlar-membraner ligesom coatingen af membranen har ændret sig.
Også enhedernes optimale arbejdsområder afsløres meget tydeligt på de grafiske animationer af data. En diskantenhed, der opførte sig som et hæderligt stempel i sit arbejdsområde gik pludselig fuldstændig amok ved 30 KHz. Under denne frekvens sås den stempelformede bevægelse tydeligt, men over gik membranens områder nærmest i opløsning, så dele af membranen bevægede sig udad, andre dele indad mens flere områder stod stille. Endelig var belastningen af materialerne meget tydelig. Laserudstyret er rent faktisk i stand til at måle mikroskopiske bevægelser og dermed alle dele af et højttalersystem fra enheder til kabinetter. Kombineret med den enorme know-how og andre, mere konventionelle målemetoder er der ingen tvivl om, at B&W sidder tungt i forreste vogn, når det handler om udvikling af højttalere.
R&D's lytterum
Et eksempel på dette fik vi i R&D afdelingens lytterum, hvor den nye 700-serie blev præsenteret ganske kort. Især topmodellen 703 afslørede så gode takter i løbet af de få minutter, at jeg omgående inviterede den til en test hos HIFI4ALL.DK. Der er faktisk også en dansker ansat hos B&W’s R&D afdeling. Han hedder Krestian Pedersen og har tidligere slået sine folder hos bl.a Dynaudio. Han er projektleder på et spændende koncept om helt flade højttalere, der er designet til at matche et standard 42” plasma TV. I lytterummet havde han monteret en opstilling uden billede eller baghøjttalere for at demonstrere de flade højttaleres evne udi stereodisciplinen. Jeg må indrømme, at jeg var positivt overrasket.
Lyden var ud over den sædvanlige gode detaljering homogenitet også præget af et vist dybdeperspektiv, jeg ikke mindes at have hørt ved så flade højttalere monteret på en væg. Samtidig præsterede de små højttalere en særdeles respektabel bas. Keep it up, Krestian !!
Besøget hos B&W sluttede på en lillebitte kro langt ude på landet bygget i midten af 1400 tallet. De højtflyvende kreative talenter fra R&D kom en anelse ned på jorden, men ikke mere end at det i sidste ende (igen) var Penny, der igen måtte sørge for, at de fik en skudefuld ernæring indenbords.
Test af B&W 703 ( Fotos: B&W og redaktøren )
Den lange historie om B&W betyder altså, at denne nysselige højttaler ikke er et køkkenbordsprojekt, men en nøje udtænkt og tilrettelagt konstruktion skruet sammen efter alle kunstens og teknologiens regler og muligheder.
Link til tekniske detaljer om basenhederne
703 er en 3-vejs højttaler med to 6½” basenheder fremstillet i kevlar og papir for at opnå mindst mulig forvrængning af membranens bevægelser. De varetager sammen med den nye frontmonterede basport ( Flowport) basområdet op til 350 Hz, hvor den meget avancerede, kantløse 6” FST mellemtone overtager.
Link til tekniske detaljer om mellemtonen
Det er bl.a. denne mellemtoneenhed, der er udviklet på baggrund af ekko-analyserne i R&D laboratorierne. Det er også laserteknologien, der har ført til, at centerpolen i mellemtonens magnetsystem er blevet coated med kobber samtidig med, at der er lagt en aluminiumsdisk ind ved roden af membranen for at reducere induktansen og gøre overførselskræfterne mere linære. Denne enhed, som også findes i de store Nautilusmodeller og Signature 800, varetager det kritiske område fra 350 – 4000 Hz, hvor den topmonterede Nautilus diskant overtager resten af frekvensområdet. Sjovt nok har B&W givet diskanten sit eget lille, aftagelige ”hus”. På bagsiden sidder et sæt terminaler, der understøtter biwiring / amping og som med lidt fingerarbejde kan tage imod bananstik. Testmodellen stod i lys ask, men kan desuden fås i sort, ask, rød ask, kirsebær og valnød. Finish er i topklassen og især den blødt buede topplade vidner om at Ludvigsens verdenspatent på denne type forme har sin berettigelse. Frontgitteret skal naturligvis arkiveres og kun tages frem, når m indre børn er i huset.
Vi havde en række spændende udstyr til rådighed under testen, som gjorde, at vi kunne sammensætte 703’erne med repræsentanter fra stort set alle relevante prisklasser. Ikke overraskende blev det vores sædvanlige setup, der løb af med bedste lyd, dog med Wadia 302 CD-spilleren, som er vores egen overlegen på flere punkter.
Jeg havde B&W højttalere for mere end 20 år siden og har fulgt med i den lydmæssige udvikling undervejs. 703’eren står som ét af højttalerteknologiens seneste børn, men ikke uden en rød tråd tilbage i tiden. Der er nemlig lighedspunkter med den gamle B&W lyd.....
Alle højttalere skal spilles til før de yder deres optimale, men havde jeg ikke hørt 703’eren ved besøget på B&W, kunne jeg have kommet i tvivl om, hvorvidt denne højttaler nogensinde kunne lyde godt. Ud af kassen var lyden… nej, det er måske i overkanten at sige rædsom, men godt kunne det ikke kaldes. Til gengæld forbedredes lyden for hvert eneste minut og blev derfor hurtig acceptabel. Efter 40 - 50 timer havde den tilsyneladende ikke mere jet-lag og begyndte at lukke rigtig op. Jeg lagde ud med de seneste skiver fra Dream Theater ( ses vi i KB-hallen i januar ? ) Det første, der faldt mig ind var, at man under ingen omstændigheder kan kalde 703’eren for gumpetung. Den overordnede klang læner sig mod det lyse uden at der på nogen måde mangler informationer fra nedre mellemtone og bassen. De er der, men holder sig pænt på plads i lydbilledet uanset om det handler om grundniveau eller dynamik. De små 6½” basenheder støvsuger dog det dybe område og er i stand til at præsentere selv de dybeste toner med særdeles flot opløsning og kontrol uden dog at angribe dig fysisk.
Den vidunderlige bas på Savage Rose’ Dark Angel står pænt i geled med det øvrige frekvensområde og viser sine snerrende tænder som en løve, der alligevel ikke gider rejse sig. Det hele er med, men holdes i kort snor. Det er dog ikke svært at forstå, hvorfor B&W har valgt denne strikse bas. Det giver nemlig det nedre mellemtoneområde, hvor rigtig mange instrumenter har deres grundtoner, lov til at præsentere instrumenterne og stemmer på en helt og aldeles overbevisende måde. Her er der virkelig tale om høj troværdighed i ordets bedste forstand, og det er også i præsentationen af instrumenternes grundtoner, at lighedspunkterne med tidligere tiders klangfilosofi findes. På 703 sker det bare med uendelig større præcision og detaljering. Integrationen til FST mellemtoneenheden er forbilledlig på trods af de store konstruktionsmæssige forskelle. Det gælder ikke bare frekvenssweep, men især på det dynamiske og detaljeringsmæssige område. Der er intet, der stikker af og intet, der bliver ladt i stikken og denne tendens fortsætter stort set op i diskantens arbejdsområde. Ved næroptagelser af bækkener eller højfrekvente effekter, kan diskanten dog komme lige tæt nok på, men det skulle ikke undre, om yderligere tilspilning over 100 timer vil dressere denne tendens.
For 11.000 kroner totaloplevelse !
Det er dog perspektivet og dens klanglige evner med akustisk musik, pop og lettere rock, der giver denne højttaler de bedste kort på hånden, når de beskedne 11.000,- pr højttaler tages med i ligningen. Fundamentet er helt klart den enorme opløsning og integration, der virkelig giver dig mulighed for at nyde instrumenter og stemmers detaljeindhold nærmest til pinagtig præcision og troværdighed. Gode optagelser af violiner giver straks billeder af harpiksagtig tørhed og luft, som ellers kun kendes fra koncertsalen og naturligvis andre gode højttalere. Når 703 samtidig formår at integrere hele det musikalske spekter, er det næppe for meget at betegne det som en totaloplevelse. Du kan virkelig nyde koncertsalens indretning og egenakustik, du kan lade opmærksomheden vandre mellem de enkelte instrumenter selv i komplekse besætninger, men endnu mere vigtigt er 703 i stand til at forføre dig dybt ind i musikkens klanglige budskaber. Efter den lange detaljerede gennemgang af evner, kommer det næppe som en overraskelse, at højttalerne nærmest tigger om at blive glemt som formidlere, det er budskabet selv, der er det vigtige. Det er nemlig utrolig let at glemme højttaleren og bare nyde musikken. Specielt hvis det øvrige udstyr understøtter denne tendens. Slægtskabet med Nautilus 800-serien er lysende klar, der er bare lidt mindre af det hele.
Konklusion:
B&W 703 er en virkelig gennemtænkt højttaler, hvor samtlige evner er blevet målt og vejet for at opnå de allerbedste kompromiser i den endelige lyd. Arven fra Nautilus 800-serien er meget tydelig og det kommer bestemt 703’eren til gode. De spiller aldeles fremragende og forholder sig neutrale, men engagerede til musikken. Kun Trance og Tekno nørder, der nyder at få indvoldene møbleret om, må søge andre græsgange. Når design og finsish samtidig er i top, kan disse engelske spilledåser kun få min varmeste anbefalinger.
Pris: 10.995,- pr stk
Tech Spec
www.bwspeakers.com
Forhandling i Danmark:
www.hifiklubben.dk
Hvad mon der gemmer sig under tæppet ? |