Her er du: Anmeldelser - Audio Research I/50 17. juni 2024 | 03:34   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


Audio Research I/50
Anmeldelse af: Mikkel Gige  [15.06.2023] Print testen
I rørlydens tjeneste har Hifi4all fået besøg af en integreret forstærker fra selveste Audio Research, der nærmest må betragtes som en institution inden for rørforstærkere

Det er efterhånden en del år siden, at der har stået udstyr fra Audio Research i lytterummet, og dengang var det i den anden ende af sortimentet. Denne gang har vi besøg af deres ”mindste” forstærker fra deres nye serie, den integrerede I/50, som bestemt hverken er lille eller billig!

For med en kampvægt på cirka 20 kilo, så er det en tung bamse at danse rundt med, og vægten skyldes primært de store trafoer til strømforsyning og højtalerudgangene. De er særdeles veldimensionerede til formålet. Og så er I/50 både meget traditionel, men også nytænkende.

Rørene kommer fra Electro Harmonix til indgang og driver af typen 6922, og Sovtek 6550WE til udgangen. 6550 røret har mange ligheder med KT88, som er en af mine personlige favoritter. Der er tale om en pentode, som groft set bare betyder at der flere gitre til at styre strømmen af elektroner i røret.

Men den nok mest interessante detalje, som overhovedet ikke har noget med lyd at gøre, er de to lexie rør, der sidder forrest på toppen af I/50. De er en moderne type nixie-rør, som med digitale display viser valg af indgang og volumen. Fuldstændig overflødigt, men også en superlækker detalje! Og det var ærligt indrømmet det der fangede mit blik første gang…

Internt er konstruktionen også meget traditionel med gode komponenter, men samtidig suppleret med moderne kredsløb til logik og kontrol af kredsløbene. Og som noget særlig har I/50 to ”slots”, et i hver side bagpå, hvor man kan indsætte indstiks-kredsløb til både RIAA og DAC. Og på den måde er man fremtidssikret, i hvert fald på den digitale del af medier. Og ellers fungerer de som traditionelle linjeindgange, suppleret af et par ekstra faste indgange, både ubalanceret og en enkelt balanceret.

Der er to sæt højtalerudgange til 4 og 8 ohm, og da der bestemt er forskel, er det vigtigt at man prøver begge dele. Selv om ens højtalere er specificeret til 8 ohm er det ikke sikkert at det lyder bedst med I/50!

Kabinettet er igen både nytænkende og traditionelt. Det meste af kabinettet er lavet af kraftig, bukket og perforeret stålplade, men toppen er tyk aluminiumsplade med et indlæg af mørkt glas, hvor rør og kontroller til volumen og indgang også sidder. Men det der er særligt specielt er ikke at I/50 kan leveres i både sølv og sort, selv om det også er flot… nej, I/50 kan leveres i forskellige lakerede versioner af toppladen som standard: Blå, rød og gul… eller som den testede forstærker – hele kabinettet lakeret hvidt… på en gang både lækkert og utroligt elegant!

Lytteindtryk

I/50 lyder ikke af rør, og så er al snak om rørlyd ryddet af vejen… faktisk er den ret ligetil og direkte, tangerende til neutral. Og jeg er slet ikke i tvivl om at det er indgangsrørene der sætter dagsordenen her. Og al snak om rør-rulleri er uaktuel, da det kræver at en tekniker justerer bias på udgangsrørene efterfølgende. Det samme gælder når rørene skal skiftes som følge af almindelig slid.

Og så skal den altså lige have en halv times tid til at blive gennemvarm, før den lyder helt som den skal. Men så belønnes man med tør og fast bas, som på ingen måde står i skyggen af selv de bedste transistor-konstruktioner. Samtidig er det stadig detaljeret og nuanceret som en god rør-konstruktion. Og ingen tvivl om at det er 6550 rørene som skal have æren for det. I det hele taget gør denne forstærker det hele rigtig, og der er ikke nogen ting der trækker ned på lyden. Men omvendt er det også forventeligt til denne pris…

Op gennem mellemtone og diskant mødes man også af den mest naturlige letflydenhed, hvor alt handler om musik, musikalitet, nærvær og naturlighed. Og klangmæssigt står I/50 på ingen måde i skyggen af reference-forstærkerne i lytterummet, uanset rør eller transistor. Samtidig mødes man af et stort lydbillede som ligeledes heller ikke opleves begrænset på nogen måde. Jeg sidder helt klart tilbage med oplevelsen af jeg får maksimal indsigt i pladerne der spilles.

Det her er ”high end” lyd på den klassiske måde, som man kender det fra Audio Research og andre tilsvarende dyre mærker. Det er så velkontrolleret, og fortæller at konstruktørerne har godt styr på det. Og trods at det ikke er de dyreste og mest eksotiske rør der benyttes, så formår I/50 at levere lyd af allerbedste klasse. Det betyder at man kan læne sig tilbage og nyde musikken, uden at spekulere over om det kan blive bedre… men i så fald bliver det meget dyrt!

Faktisk er I/50 nok den sværeste forstærker, jeg har haft opgaven med at skulle beskrive lyden fra gennem ord… for hvordan beskriver man en forstærker som egentlig ikke har nogen egen lyd? Men det betyder også at man som lytter ved, at det er op til lydkilde og højtaler at levere varen, og her bør man vælge fra bedste hylde… for I/50 skal nok følge med!

Samlet indtryk

Audio Research I/50 er uden tvivl et af de sværeste produkter, jeg har skullet beskrive lyden af gennem ord. For den har ikke nogen egentlig egen lyd, og hvordan lyder det?!…

Med I/50 får man lyd af bedste klasse, og maksimal indsigt i den musik, man hører. Det giver mulighed for, at vælge både signalkilde og højtalere af dyrere klasse, for I/50 skal nok levere varen. Og det bekræfter min tese om, at højtaler og rum er det vigtigste i et setup. Men omvendt bliver det ikke bedre end signalkilden. Forstærkeren har i det lys en simpel opgave.

Og i lytterummet koster både højtalere og vinylsetup hver for sig på den forkerte side af 100.000,- … men det er I/50 ligeglad med! Den bliver ikke knægtet af de store… og for det får den udmærkelsen ”Top Klasse” med sig. Det her er lyd af allerbedste klasse…
 

Specifikationer:

  • Princip: Integreret rørforstærker
  • Udgangseffekt: 2 x 50 watt
  • Dimensioner: 42 x 18 x 34 cm (B x H x D)
  • Vægt: 23 kg

Pris: Kr. 44.900,-


Importør:

Inventum

Web: www.inventum.dk
Mail: mail@inventum.dk
Tlf: 25 65 63 43


Reference-udstyr:

  • Pladespiller: Michell GyroDec SE, Reed 3P
  • Pickup: ZYX 4D Ultimate, Benz Micro Ebony TR, Goldring Legacy
  • Stepup/Riaa: Ortofon ST-80SE, EAR Phonobox MM
  • CD-afspiller: McIntosh MCD500
  • Streaming: Audiophilleo 2, iFi nano iOne
  • Forstærkere: Vincent SA-T7, Norma Revo PA 150, Tektron TK2A3/45-REF
  • Højtalere: Audiovector SR6 Avantgarde II
  • Kabler: SilverSonic AirMatrix RCA, SilverSonic Q10, SilverSonic D-75, AM USB
  • Strømfilter: Isotek Syncro, PS Audio Dectet
  • Tilbehør: Sound InVision paneler, SoundSmith EZ-mount


Lytterum:

Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og over 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Rummet er dæmpet med absorbenter og diffuserende paneler.

 

Nye anmeldelser
PMC Prodigy 1
16.06.2024
Fyne F500SP
30.04.2024
Musical Fidelity A1
28.01.2024
Vincent DAC-700
02.10.2023
Revival Atalante 3
25.08.2023
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
CD-afspiller test
23.08.2006
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
Fyne Audio SuperTrax
11.06.2024
Rega Nd3
29.05.2024
Velodyne is back
28.05.2024
Stax SR-X1
04.05.2024
SVS Ultra Evolution
27.03.2024
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2024 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes