Og der er selvfølgelig en helt åbenlys årsag til, at materialet ikke er mere udbredt – det er nemlig møggiftigt i sin naturlige pulverform, som i naturen er bundet til andre grundstoffer, og derfor ikke kan brydes naturligt, men skal raffineres fri af andre stoffer. Og tilbage har man så det fine pulver, som er møggiftigt, hvis det indåndes. Af samme årsag er der kun to virksomheder i verden, som har licens til, at fremstille det i sin rå form.
Men på grund af sine mekaniske egenskaber er beryllium meget velegnet til brug i højtalermembraner blandt andet fordi, det har en meget høj intern dæmpning, hvilket betyder at resonanser og opbrydninger stort set ikke forekommer, og resonansfrekvensen ligger da også langt uden for det arbejdsområde, der skal benyttes i forbindelse med gengivelse af lyd i det hørbare område.
Paradigm har så yderligere højnet implementeringen af det fine materiale ved, at give det de bedste omgivelser, at arbejde i. Til forskel fra de større gulvmodeller i Persona serien, så har Persona B ikke en separat enhed til mellemtoneområdet, men det er den samme membran. Der benyttes dog et større magnetsystem og dobbelt svingspole, som det ses i de større modellers separate basenheder. En speciel ting er, at kantophænget ikke bare er en bulb, som det normalt ses. I stedet er det her bølget, hvilket er med til at sikre endnu mere kontrol. Det ses dog ikke så tydeligt, da berylliumenhederne i Persona B er dækket af et gitter, som ikke bare er til for, at beskytte membranen. De er ”skåret” på en måde, så de samtidig spreder lyden optimalt fra de to enheder.
Paradigm benytter i stor grad platformsteknik i Persona serien. Det betyder, at ting som delefilter og enheder deles mellem alle gulvmodellerne. Persona B er dog anderledes, da den dels benytter én bas/mellemtone-enhed, men også deler frekvenserne anderledes mellem sine to enheder. Men kvaliteten af komponenterne er af samme høje standard som storebrødrene.
Kabinettet er også konstrueret med største omhu, og selve den udvendige skal er varmebukket af flere laminerede lag, med en slags Matrix afstivning internt. Finishen er som standard pianolak i flere farver, og der mulighed for at ”customisere” efter eget valg. På bagsiden finder man fire lækre terminaler med carbonfinish. Paradigm laver også en dedikeret stander som kan tilkøbes. Fit og finish er meget høj, og der er tale om håndværk af bedste skuffe. Dog er designet specielt, med de flotte mønstre i gitrene, men der medfølger frontstof, og så er det gemt af vejen.
Lytteindtryk
På grund af sin høje stivhed og egendæmpning kan beryllium-membraner gøres meget lette, hvilket da også er hele formålet med at benytte materialet. For jo lettere en membran er, jo hurtigere kan den accelerere og stoppe op igen. Det betyder, at beryllium-enheder ofte lyder for energiske, og de skal selvsagt implementeres med disse egenskaber in mente. Det er der desværre mange højtalerproducenter som i flæng har misforstået, når de benytter beryllium eller lignende eksotiske materialer som keramisk metal, diamant, aluminium og så videre. Det lyder næsten som om, at de gerne vil demonstrere hvor energisk det kan blive… hvilket ofte bliver for meget, og så ryger naturligheden!
Men det har Paradigm fuldstændig gjort op med, og har forstået at implementere de fine enheder til noget, der er tæt på perfektion! For det lyder hverken af beryllium eller nogen anden form for metal. Tværtimod har de formået, at få de bedste egenskaber fra andre materialer med. Persona B lyder ganske enkelt som om, den benytter membraner af langt blødere materialer, men uden disses kedeligere egenskaber. For sammen med naturlighed i Persona B følger en ekstrem dynamik, præcision og hurtighed, som jeg næsten ikke mindes at have hørt før! Og hele tanken bag Persona serien hos Paradigm har da også været, at lave en serie højtalere, som ikke farver eller påvirker den lyd, de modtager. Og det må man sige, at de har ramt næsten perfekt. Bevares, med nogle indspilninger kan det balancere på en knivsæg, men det falder aldrig over kanten, og holder sig hele tiden korrekt og superpræcist.
Samtidig sætter de et superstort lydbillede op, og er på dette område en stor konkurrent til Audiovector’erne i lytterummet, for Persona B har ikke bare et stort lydbillede mellem højtalernes position. Nej, de når med endnu større tydelighed ud over de fysiske grænser, som setup’et sætter op. Især med Q-sound er der en præcision og tydelighed på detaljerne, som jeg ikke har oplevet før – og det er med vinyl!
Basmæssigt vil nogle måske savne noget tyngde, men i mine ører er det ikke meget de mangler. Det er selvklart, at fysikken sætter nogle rammer, men her skal Paradigm have stor ros for ikke, at vælge den åbenlyse løsning, og proppe en stor ”fed” basport i, som forplumrer det hele. I stedet har de valgt, at benytte basporten til, at styre impulsresponsen. Og impuls skal jeg love for, at Persona B har! En ting er, at stortrommen står tydeligt frem, om end der som nævnt kan mangle lidt tyngde, men lilletrommen… hold nu fast! Og jeg mener virkelig hold fast. For første gang man hører en korrekt gengivet lilletromme med disse højtalere, kan man måske lette lidt fra lyttepositionen! Der er simpelthen et smæk og tryk på, som jeg ikke har hørt det før, og det er en gennemgående trend for hele toneområdet, med denne superkontante dynamik, som virkelig slår igennem, når kildematerialet fordrer det.
Længere oppe i frekvens er der en umiddelbarhed og naturlighed, som er helt på niveau med det bedste, jeg har hørt. Der er et fantastisk nærvær fra de udøvende, og man er med i musikken, sammen med musikkerne. Skal man sætte det lidt på spidsen, så savner jeg lidt ”brystkasse” og brum på mandestemmer af den dybe slags, men omvendt er det kun Audiovector SR6, jeg har oplevet det med før…
I diskanten er det især fraværet af ”beryllium”-lyd, der gør opmærksom på sig selv. Og det er første gang jeg hører en diskantenhed med dette materiale, som ikke lyder af ”for meget”. For det kan sagtens blive for meget af det gode, selv om det er energisk og superdetaljeret. Og igen har Paradigm valgt det rigtige kompromis, og har fundet klangen, hvor det er både åbent og luftigt, og samtidig super-energisk. Bevares, detaljerne kunne sagtens blive endnu tydeligere (ikke at der mangler noget fra start af!), men det ville have gået ud over den samlede klang og naturlighed.
Men en virkelig speciel egenskab ved Persona B er deres behov/ønske for strøm… og hvis nogen kender til udtrykket ”Turbo-lag”, som var en kendt egenskab dengang, man begyndte at benytte turboer på sportsvogne, så forstår I måske endnu bedre det, jeg vil beskrive nu!? For Persona’erne kan godt lide strøm, masser af strøm! Og watt, masser af watt… og det er som om, at de er lidt tøvende i starten – som sportsvognen, hvor turboen ikke har effekt endnu. Men når man når et vist niveau, så tager pokker ved Persona’erne, og det liver op i en grad, som jeg ikke har oplevet før. Jeg har skam oplevet andre højtalere som havde et generelt behov for strøm, men slet ikke på den her måde, hvor det først har effekt over et vist lydtryk. Ikke at det gør noget, for så højt er det heller ikke, men det er en spøjs egenskab.
Og så er det fantastisk, at opleve Persona B’s ligegyldighed over for, om man sætter vinyl eller en CD på. For de er så afbalancerede i deres klang, at de bare kvitterer med de bedste egenskaber fra begge verdener. Og det fordrer jo, at man hører mere musik… hvilket netop var hvad, jeg gjorde under denne test. I stedet for at lytte til enkelte numre eller brudstykker, for at lytte efter bestemte egenskaber, så endte jeg altid op med, at lytte pladerne igennem… og den ene plade afløste den anden i en næsten uendelig strøm.
Og hvorfor skriver jeg så det? Jo, fordi det fortæller jer læsere, at det dels er et meget afbalanceret produkt men også, at det med Persona B kun handler om musik. Og det er faktisk første gang jeg oplever det, med en ”beryllium-højtaler”!
Konklusion
Paradigm’s Persona B er en usædvanlig højtaler dels fordi, den er en af meget få højtalere nogensinde med flere enheder, med membraner af beryllium. Diskanter er set rimeligt ofte, men både diskant og mellemtone ser man ikke ofte, og ud over Paradigm’s Persona serie, så kan jeg umiddelbart kun komme i tanke om ét andet mærke.
Men så har folkene hos Paradigm også i den grad forstået, at udnytte og implementere enhederne til tæt på perfektion, modsat andre mærker som ofte fokuserer for meget på den energiske gengivelse, når de benytter eksotiske materialer i deres enheder. Og det betyder, at Paradigm er endt ud med en højtaler, der lyder lige så umiddelbar og naturlig som andre rigtig gode – og dyre – højtalere, men samtidig har den fænomenale energi med, som beryllium netop er kendt for. Og det giver en helt særlig lydoplevelse.
Persona B er uden tvivl noget af det bedste jeg nogensinde har lyttet til, og det er næsten uden, at de går på kompromis. Kun en smule i bassen, som helt naturligt ikke har samme tyngde som en gulvhøjtaler. Men det fraholder mig på ingen måde fra, at give disse små perler udnævnelsen ”Editors Choice”!
Og får du muligheden for, at lytte til dem, så læg mærk til lilletrommen…!
Specifikationer:
- Princip: 2-vejs basrefleks højtaler
- Frekvensområde: 36-45.000 Hz
- Delefrekvens: 2000 Hz
- Følsomhed: 89 dB
- Enheder: 7” bas/mellemtone & 1” diskant, begge med beryllium
- Dimensioner: 22,5 x 43,5 x 33 cm (B x H x D)
- Vægt: 14 kg.
Pris: Kr. 69.990,- /sæt
Forhandler:
Interceptor Audio
Web: www.interceptor.dk Mail: info@interceptor.dk Tlf: 2620 7979:
Reference-udstyr:
- Pladespiller: Michell GyroDec SE, Reed 3P
- Pickup: Benz Micro Ebony TR, Goldring Legacy
- Stepup/Riaa: Ortofon ST-80SE, Vincent PHO-700
- CD-afspiller: McIntosh MCD500
- Streaming: Audiophilleo 2
- Forstærkere: Vincent SA-T7, Norma Revo PA 150
- Højtalere: Audiovector SR6 Avantgarde II
- Kabler: SilverSonic AirMatrix RCA, SilverSonic Q10, SilverSonic D-75, AM USB
- Strømfilter: Isotek Syncro, PS Audio Dectet
- Tilbehør: Sound InVision paneler, SoundSmith EZ-mount
Lytterum:
Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og over 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Rummet er dæmpet med absorbenter og diffuserende paneler.
|