Denne gang har vi fået besøg fra den japanske producent CEC, som har nogle særdeles anderledes CD-afspillere i deres sortiment. De har nemlig - som noget helt særligt - remtrukne drev, som man kender det fra en pladespiller, og så er de topbetjente. CEC har patent på remdrevet, og de eneste andre der benytter det, er tyske Burmeister, som faktisk køber det hos CEC.
Modellen i denne test hedder CD 5, og er en fuldt integreret CD-afspiller med indbygget dac som også kan tage USB signal. Desværre var det ikke nemt at finde en driver, så det blev ikke afprøvet. Opbygningen er ud over det remtrukne drev relativt enkel og simpel, og der er ikke så meget hokus pokus. Den største overraskelse er nok, at jeg ikke havde forventet så meget lyd ud af denne ”enkle” afspiller, som tilfældet faktisk er! Men mere om det senere. CD 5 laves også som rent drev, TL 5.
Indvendigt finder man en god størrelse ringkernetrafo, et print til strømforsyningen, samt det store print som rummer både digitale ind- og udgange, D/A konvertering og den analoge udgang, og det er faktisk overraskende hvor enkelt det er bygget op, på den gode måde vel og mærke. Og jeg må vist hellere præcisere lidt her, så der ikke er nogen misforståelser… for normalt så ”overbygger” japanske producenter nærmest deres produkter med elektronik, og så er det lidt overraskende at se denne enkle ”europæiske” opbygning i en japansk afspiller.
Drevet med laseren står på fire solide messing-sokler, som er afkoblet fra selve drevet med bløde gummibøsninger, så vibrationer ikke overføres, og dette kan igen overføres til det remtrukne drev, hvor motoren står for sig selv ved siden af, forbundet med en gummirem, som igen dæmper vibrationer fra motoren. Alt sammen handler det om, at så få vibrationer som muligt når frem til laseren, så denne kan læse data fra pladen med et minimum af datatab. For jo mere data den selv læser, jo mindre skal der korrigeres senere i de digitale kredsløb. Og det er jo netop summen af alle komponenterne, der sikrer en så præcis lyd som muligt.
Designet af CD 5 er det, jeg vil kalde ”old school”, og minder en del om noget, der stikker både i retning af klassisk Luxman og – for dem der kan huske det – Nikko. Men det er gedigent og solidt konstrueret, med et chassis i kraftig bukket stålplade, en enkel front af aluminium, og et topsvøb som lækkert er forsænket ind i bagsiden af fronten, hvilket giver rigtig god mening, for det er jo her at man ser toppen, når man åbner det topbetjente drev.
Og ”old school” stopper ikke her, for displayet er i den grad også noget oser af klassisk design, og lige så med indgangsindikatorerne som viser valg af digitalt input og filter. Her sidder der dioder og lyser ud gennem det mørke akryl. Til en start virker det lidt enkelt, men jeg er ikke i tvivl om, at der er mening med designet, som helt klart appellerer til fans af ”vintage”-hifi.
Lytteindtryk
Og så var der det med lyden… men først lidt om analogdelen, som er fuld balanceret fra ESS dac-chippen og frem til udgangen. Lige så er både den balancerede og ubalancerede udgang konstrueret fuldstændigt adskilt, hvor det ellers er meget normalt, at ”tappe” det ubalancerede signal fra det balancerede i fase. Og der er ingen forskel i klangen fra de to sæt udgange, hvilket er lige efter bogen. Men lidt overraskende er der heller ikke forskel i signalstyrke?! Normalt vil balanceret output være dobbelt så højt, på grund af de dobbelte kredsløb.
Og lige så er der heller ikke forskel på lyden i forhold til McIntosh’en i lytterummet! Jeg er mildest talt rystet… og jeg erfarede det allerede efter at have spillet på CD 5 i få timer, hvor jeg godt nok syntes det lød rigtig godt, men også fuldstændig som jeg var vant til fra Mc’en. Så jeg koblede den digitale udgang på CD 5 til Mc’ens digitale indgang, så jeg kunne skifte mellem de to analogdele, mens musikken spillede. Og jeg lyttede til plade efter plade, og kunne ikke spore nogen som helst forskel.
Bassen var den samme superkontrollerede, velnuancerede og inciterende bas som jeg kendte så godt fra mine plader. Og det fortsatte videre op gennem mellemtone og diskant, som havde fuldstændig samme naturlige og umiddelbare klang som Mc’en, hvor alt er frit af i hinanden i mange lag ind gennem lydbilledet, som også havde samme dimensioner i alle tre retninger. Jeg bildte mig selv ind, at lydbilledet var en smule mindre, når jeg lyttede til CD 5, men hver gang jeg vendte tilbage til lyden via Mc’ens udgang, så var det præcis det samme!
Jeg er simpelthen rystet, og har sjældent på denne måde ”jagtet” en plade, der kunne afsløre forskelle mellem to afspillere, og det lykkedes da også, men slet ikke med den store forskel jeg havde forventet. Kun på et par få plader med meget enkel musik kunne der spores en meget lille bitte forskel på fokus af de udøvende, og detaljerne var her også en lille smule mere distinkte og præcise via Mc’en. Men der skal rigtig godt grej til i resten af signalvejen for, at kunne afsløre dette! Og de eneste gange Mc’en virkelig havde hjemmebane-fordel var, når der skulle afspilles SACD, for dels er CD 5 ikke en SACD afspiller, men Mc’en er samtidig en fremragende en af slagsen.
Jeg er godt gammeldags rystet over hvor meget lyd CEC CD 5 kan hive ud af de sølvfarvede skiver, og denne test understreger med fed skrift, at CD-mediet hverken er dødt eller inferiørt i forhold til andre medier. Hvis bare afspilleren er konstrueret godt, så kan man sagtens få super vellyd for et beløb, som de fleste kan komme i nærheden af.
Jeg kunne sagtens væve rundt i flere detaljer omkring klang, lydbilledets dybde, den ubegrænsede, luftige diskant, ”lagkagelyden” med de mange præcise detaljer og så videre… men det vil bare være en gentagelse af den fantastiske anmeldelse som McIntosh’en fik i sin tid. Og her har vi så en CD-afspiller til under den halve pris, som kan det samme?!
Samlet indtryk
Jeg er rystet! For sjældent render men ind i et produkt, som på den måde vender op og ned på det hele. CEC CD 5 er så gennemført konstrueret, at den leverer lyd i high end klassen. Det er desværre et fortærsket og misbrugt udtryk, men her passer det virkelig, for CD 5 står på ingen måder i skyggen af den over dobbelt så dyre McIntosh MCD500 i lytterummet, når det kommer til afspilning af CD-plader.
Omvendt er finishen old school og ikke i samme klasse som Mc’en, men det kunne jeg godt leve med til prisen. Og lige så kan CD 5 ikke afspille SACD, hvilket er en af Mc’ens helt store forcer. Men jeg vægrer mig virkelig ved, at skulle give CEC CD 5 en top udmærkelse, for så skal jeg jo også indrømme, at Mc’en efterhånden er lidt (for) dyr. Men der er ingen vej udenom, at CEC CD 5 er ”Editors Choice” for dens fuldstændigt fuldkomne og perfekte gengivelse af de sølvfarvede skiver.
Jeg er en rystet mand…!
Specifikationer:
- Dimensioner: 43,5 x 11 x 33,5 cm (B x H x D).
- Vægt: 10 kg.
Pris: Kr. 24.995,-
For yderligere information, kontakt:
Radioactiv
Web: www.radioactiv.dk Mail: info@radioactiv.dk
Tlf.: 2097 4721
Reference-udstyr:
- Pladespiller: Michell GyroDec SE, Reed 3P
- Pickup: Benz Micro Ebony TR, Goldring Legacy
- Stepup/Riaa: Ortofon ST-80SE, Vincent PHO-700
- CD-afspiller: McIntosh MCD500
- Streaming: Audiophilleo 2
- Forstærkere: Vincent SA-T7, Norma Revo PA 150
- Højtalere: Audiovector SR6 Avantgarde II
- Kabler: SilverSonic AirMatrix RCA, SilverSonic Q10, SilverSonic D-75, AM USB
- Strømfilter: Isotek Syncro, PS Audio Dectet
- Tilbehør: Sound InVision paneler, SoundSmith EZ-mount
Lytterum:
Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og over 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Rummet er dæmpet med absorbenter og diffuserende paneler.
|