Ved flere lejligheder har jeg haft mulighed for, at lytte til nogle af de bedste RIAA’er på markedet, som stadig er inden for rækkevidde af en hifi-entusiasts pengepung. Lyden har næsten altid fulgt prisniveauet, og har budt på nogle rigtig gode oplevelser. Men lige så god som lyden har været, lige så besværligt har det ofte været, at ændre på belastningen af pickup’en, da det skulle ske via bittesmå dip-switches, enten på bagsiden eller undersiden af apparatet.
Men det er der ændret på nu med besøget af to RIAA’er fra Cyrus og Pathos, som ikke alene kan betjenes fra fronten, Cyrus’en kan endda fjernbetjenes fra lyttepositionen! Og der er tale om et par Schweizerknive af format, med ændring af både modstand, kapacitet og gain, mens musikken kører!
Cyrus Phono Signature:
Som erfaren hifi-interesseret vil man kunne nikke genkendende til de ”små” støbte magnesium-kabinetter fra Cyrus. Og til en RIAA som her, er der masser af plads inden i det lille kabinet, hvor der også er blevet plads til en veldimensioneret strømforsyningen med en ringkernetrafo af pæn størrelse. Men grundet den begrænsede plads har Cyrus gjort det muligt, at opgradere med en ekstern strømforsyning – PSX-R2 - på deres fleste modeller. På Phono Signature er behovet ikke akut, om end det gør en forskel med den ekstra strømforsyning, som supplerer den interne i Phono Signature, men mere om det senere.
Internt i kabinettet finder man, udover en generelt høj kvalitet af komponenter, en hel del relæer, som sørger for skift mellem de forskellige indstillinger af pickup’en og de fire(!) indgange. Ja, du læste rigtigt… Phono Signature har hele fire separate indgange, som oven i købet kan indstilles individuelt, så man ikke behøver, at ændre indstillinger ved skift af pickup eller pladespiller. Man skifter blot til en anden indgang! Forklaringen fra Cyrus er, at det ikke er noget, der fordyrer Phono Signature væsentligt, men derimod højner den i forvejen høje fleksibilitet yderligere. Men apropos fleksibilitet, så gælder det kun for MC pickup’er, for med MM pickup’er er indstillingerne låst til 47k ohm, 220pF, og 40 dB gain?! Cyrus mener her, at det fint dækker markedets udvalg, hvilket jeg er tilbøjelig til, at give dem ret i.
Til gengæld er der et hav af muligheder med MC pickup’er: Modstand kan stilles mellem 11, 16, 33, 47, 100, 150, 333, 500, 1k og 47k ohm. Kapacitet kan sættes mellem 220 pF, 1, 2 og 3 nF, og gain kan sættes til 40, 50, 60 og 70 ohm. Og det allermest imponerende… Phono Signature kan trække Benz Ebony TR direkte uden trafo, med indstillingerne 11/16 ohm, 220pF og 70 dB gain uden antydningen af støj! Jeg er intet mindre end dybt imponeret! Ingen RIAA har formået det før.
Betjeningen foregår som sagt 100 % fra fronten ved hjælp af en række trykknapper og en dreje/trykknap, mens indstillingerne aflæses fra et stort og tydeligt display. Dette rummer i øvrigt også et lille VU-meter med to søjler, så man kan indstille gain 100 % korrekt, uden overstyring. Det hele kan ligeledes ske via den medfølgende fjernbetjening, men det er en Cyrus multimodel, så funktionerne til RIAA’en er ikke afmærket, om end man hurtigt husker det alligevel. Men det er intet mindre end superlækkert, at kunne sidde i sin lytteposition, mens man skifter, hvilket også bekræfter forskellene endnu tydeligere, når man ikke behøver flytte sig.
På bagsiden finder man udover de fire(!) indgange, også to udgange – ubalanceret og balanceret. Og hvorfor nu det? Jo, signalet fra en pickup er af natur allerede balanceret, da de to ledere fra hver kanal hele tiden spiller i modsat fase af hinanden, fuldstændig som et balanceret kredsløb, og derfor er det kun naturligt at honorere dette hele vejen gennem Phono Signature, om end det også betyder højere pris, da antallet af komponenter i signalvejen er det dobbelte, plus at kravet til præcision er højere. Men det kan høres, ingen tvivl om det. Og det kan sagtens udnyttes med et par gode adaptere, selv om man ikke har balancerede indgange på sin forstærker.
Lytteindtryk
Lydmæssigt er Phono Signature en meget ligetil RIAA, og minder faktisk en hel del om det jeg kender fra Vincent’en, om end Cyrus er lidt mere korrekt, og godt kan savne lidt raffinement… den er mere nøgtern. Det er generelt en tørrere og meget præcis klang, hvor man måske kan ønske lidt mere varme og musikalitet.
Bassen er knastør og meget præcis, og man hører kun det man skal, med rigtig god detaljering og nuancering. Der er masser af tryk på stortrommen, og luften i lytterummet sættes nemt i bevægelse, og der er trampe-med-effekt i rigelige mængder. I mellemtonen mødes man af en meget naturlig og ligetil klang, med masser af nærvær, men jeg kunne godt bruge lidt mere nuancering her. Ikke at Phono Signature gør noget forkert, for det lyder som det skal, men personligt savner jeg igen lidt varme. Og det samme gør sig gældende i diskanten, som er superpræcis med meget distinkte anslag på bækkener, men luften mangler noget opefter, om end det alligevel er meget let og ligetil, og helt fri af forvrængning og s- og t-lyde.
Lydbilledet er stort, og placeringerne er meget præcise, som jeg kender det fra Vincent RIAA’en, og der er masser af bredde og højde. Men på dybden mangler der noget og lydbilledet står generelt længere fremme. Man kan dog stadig fornemme forskelle i placeringerne på dybden, men det når ikke helt derind bagved, som jeg er vant til. Og Phono Signature skal køre balanceret, hvis potentialet skal udnyttes fuldt ud. Ved ubalanceret ryger der noget størrelse på lydbilledet og det bliver fladere, og præcisionen mister også noget. Og har man ikke balancerede indgange på sin forstærker, så opnås forskellen til det bedre også med et par gode adaptere fra for eksempel Neutrik… det behøver slet ikke være eksotisk.
MC-delen er klangmæssigt fuldstændig som Ortofon ST-80 SE trafoen, men både med Benz Ebony TR og Goldring Legacy er det tydeligt, at præcisionen ikke er helt den samme. Dog er forskellen størst med Ebony TR, som helt klart skal have en god trafo. Men at Phono Signature rent faktisk formår at trække den direkte, uden at tabet er større, er intet mindre end dybt imponerende! Og lige så imponerende er det, at Phono Signature faktisk kan honorere en rigtig god stepup trafo via sin MM indgang.
Med til testen af Phono Signature fulgte også en PSX-R2 strømforsyning, som kører parallelt med Phono Signatures egen indbyggede forsyning. Forskellen er absolut hørbar, og det er primært på lydbilledets størrelse og præcision, at det opleves. Dog når dybden stadig ikke helt derind, hvor jeg er vant til, da lydbilledet generelt præsenteres lidt længere fremme. Til gengæld øges tyngden i bassen også noget, og i undertegnedes tilfælde blev det for meget af det gode. Men det kan absolut være en fordel med mindre højtalere.
Specifikationer:
- Princip: MM/MC RIAA
- Modstand (kun MC): 11, 16, 33, 47, 100, 150, 333, 500, 1k og 47k ohm
- Kapacitet (kun MC): 220 pF, 1, 2 og 3 nF
- Gain (kun MC): 40, 50, 60 & 70 dB
- Dimensioner: 21,5 x 7,5 x 36 cm (B x H x D).
- Vægt: 4,1 kg.
Pris: Kr. 12.990,-
Distributør:
Interceptor Audio
Web: www.interceptor.dk Mail: info@interceptor.dk Tlf: 2620 7979
Pathos In The Groove II
Pathos kræver heller ikke nogen større præsentation. De har også været med i mange år, og er især kendt for InPol teknikken i deres forstærkere. Tidligere har jeg stiftet bekendtskab med et enkelt Pathos produkt – en CD-afspiller - i forbindelse med en anmeldelse, og der var jeg ikke særlig imponeret, men der var et eller andet ved In The Groove II RIAA’en, som triggede min nysgerrighed. Dels at den var så alsidig, men også at betjening primært sker på fronten. Kun gain skal skiftes på bagsiden, men via en meget lettilgængelig drejeknap. Og så er strømforsyningen også ekstern.
Når man så får den i sine hænder mødes man af et mildest talt meget neutralt design, som bestemt ikke signalerer hvilken oplevelse, der er i vente. Den første var allerede da jeg løftede låget af In The Groove II… dels er låget ét støbt stykke aluminium i en satin-lignende finish, men indvendigt hersker et særdeles lækkert layout, hvor der igen domineres af en masse relæer, som står for skift af indstillingerne. Jeg troede umiddelbart at drejeknapperne gjorde det direkte, men nej, de trigger kun relæernes skift. Men alligevel er kvaliteten af disse små drejeskiftere utroligt lækker, og minder om de blå potentiometre man også kender fra volumenkontrollen i forstærkere.
Men det stopper ikke der, for dels løber de to kanaler parallelt med hinanden fra bagsiden og op til fronten, men helt ude ved indgangsstikkene sidder to indstiksprint i højden, fyldt med henholdsvis modstande og kondensatorer for de to indgange, og det hele styres som sagt af fine relæer, som igen styres af de 3 drejeknapper. Komponentkvaliteten er meget høj, og der benyttes blandt andet AD797 opamps til den aktive del af forstærkningen. Modstand kan sættes til 56, 100, 220, 470, 1k & 47k ohm, kapacitet til 68, 100, 220 pF, 1, 3,3 & 10 nF, og gain til 43, 50, 56 & 62 dB, uanset om det er en MM eller MC pickup, der er tilsluttet. Det må siges, at være meget fleksibelt!
In The Groove II er ligeledes balanceret bygget op, og udnytter dermed den balancerede natur af signalet fra pickup’en, som beskrevet længere oppe. Og den lyder også bedst via den balancerede udgang, når der benyttes en MM pickup eller en trafo til MC. Men gain’et øges også, og det fungerer ikke så godt når den skal benyttes som MC RIAA, så der skal man helst benytte de ubalancerede udgange, da signalet ellers overstyres. Jeg forsøgte også med Benz Ebony TR direkte her, men det fungerede slet ikke, så her er en god trafo stadig at foretrække.
Strømforsyningen er separat og sidder i sit eget lange og smalle kabinet som matcher In The Groove II fuldstændigt. Dimensioneringen er rigtig god, og strømmen sendes videre af et fast kabel med et lækkert 5-polet XLR-stik i den anden ende.
Lytteindtryk
Pathos In The Groove II griber tingene meget anderledes an, og er meget italiensk og mere romantisk i sit forhold til musikken. Og det betyder en meget naturlig klang, som i den grad klæder musikken. Men samtidig åbner den også op for flere detaljer og nuancer, når Ebony TR’en kører gennem Ortofon trafoen, og In The Groove II blot agerer MM RIAA. Jeg opdagede simpelthen nye sider af pladerne, som jeg ikke har hørt før. Men det skal være via den balancerede udgang, for den ubalancerede emmer ikke af samme overskud, og minder her mere om det jeg er vant til fra Vincent RIAA’en i lytterummet.
Men får signalet lov til, at udnytte potentialet fra den balancerede udgang, så mødes man af en lyd som ikke står tilbage for noget, og det er ubetinget det bedste, jeg har oplevet med Benz Ebony TR og Ortofon ST-80 SE duoen. Bassen er på en gang både stram og tør, men også varm og lækker med masser af detaljer og nuancer, og får samtidig et tryk, som får én til at hoppe i sofaen.
Men det allermest imponerende er fornemmelsen af nærvær fra de udøvende, som er helt i særklasse her. Især adskillelsen af sanger og kor er helt unik. Og på Amused To Death fik Q-Sound detaljerne helt nyt liv, og stod endnu skarpere skåret uden for højtalernes placering, end jeg er vant til. Men samtidig hersker der en naturlighed og ligetil oplevelse af stemmer og instrumenter som også er helt unik. Og det fortsætter op i diskantområdet, som fornemmes helt uden grænser op mod den åbne himmel, men en lethed og luftighed, som man sjældent får lov at opleve. Det betyder også, at man får præsenteret et stort og åbent lydbillede, fuldstændig på niveau med referencen.
Som sagt kunne In The Groove II ikke trække Ebony TR direkte, men den fik lov at spille sammen med Goldring Legacy’en. Først med trafo og MM indstillinger, og derefter som MC RIAA. Det sidste fungerede slet ikke via den balancerede udgang som tilførte for meget gain i sig selv, hvilket overstyrrede forstærkersættet fuldstændigt. Via den ubalancerede udgang kom det tekniske på plads. Men på lyden tabes der noget terræn, dels fordi den ubalancerede udgang ikke har helt samme kvalitet som den balancerede. Men MC-delen i sig selv tager også sin del, og musikken mister den glød og varme, som tidligere var til stede. Lydbilledet snævrer også hørbart ind, og der kommer tydelige tst-lyde i diskanten. Jeg prøvede at stille frem og tilbage på indstillingerne, og med 200 ohm hjalp det lidt på tst-lydene, men gjorde ellers ikke noget godt for lyden. Legacy’en skal helst køre 100 ohm.
Og det er rigtig synd, for der var lagt i ovnen til en rigtig ”killer” med In The Groove II. Som MM RIAA gør den det dog rigtig, rigtig godt… ja, faktisk det bedste, jeg nogensinde har hørt!
Specifikationer:
- Princip: MM/MC RIAA
- Modstand: 56, 100, 220, 470, 1k & 47k ohm
- Kapacitet: 68, 100, 220 pF, 1, 3,3 & 10 nF
- Gain: 43, 50, 56 & 62 dB
- Dimensioner: 26 x 7 x 26 cm (B x H x D) inkl. strømforsyning
- Vægt: 3,5 kg. inkl. strømforsyning
Pris: Kr. 13.995,-
Forhandler:
Musiklageret
Web: www.musiklageret.com Tlf: 2085 5564
Samlet indtryk
Jeg skal ærligt sige, at mine forventninger måske var lidt for høje, da jeg skulle have disse to ”schweizer-knive” af et par RIAA’er på besøg. For dels havde de masser af indstillingsmuligheder, men kunne også nemt betjenes direkte fra fronten, hvilket er en stor hjælp, når der skal skiftes pickup.
Og som MM RIAA gør de det begge rigtig godt, om end også meget forskelligt. Cyrus Phono Signature er helt på niveau med Vincent’en i lytterummet. Men Pathos In The Groove II stikker af, og gør det faktisk rigtig, rigtig godt… faktisk det bedste, jeg har hørt fra Ebony TR og Ortofon stepup’en til dato! Og som noget helt særligt gør både Cyrus og Pathos det begge bedst fra deres balancerede udgange.
Men man kan ikke få det hele for det halve, og derfor er der kompromisser. Og her betyder det, at MC-delen i de to ikke har samme niveau som MM-delen. Men det positive er, at de begge honorerer, når der kobles en rigtig god MC stepup trafo på i stedet, og det viser deres høje niveau. Men det betyder også, at jeg efterhånden har mistet troen på, at en aktiv MC RIAA nogensinde kommer til, at kunne hamle op med en rigtig god stepup trafo.
Men som MM RIAA skal de begge have en udmærkelse med på vejen: Cyrus Phono Signature med sine næsten uendelige muligheder og fantastiske fleksibilitet, får ”Best Buy” med, for her får man rigtig meget for sine penge. Pathos In The Groove får udmærkelsen ”Editors Choice” fordi, den er den ubetinget bedste MM RIAA, jeg har hørt til dato! Og blev den lavet som ren MM RIAA, så var den blevet stående i lytterummet.
Reference-udstyr:
- Pladespiller: Michell GyroDec SE, Reed 3P
- Pickup: Benz Micro Ebony TR, Goldring Legacy
- Stepup/Riaa: Ortofon ST-80SE, Vincent PHO-700
- CD-afspiller: McIntosh MCD500
- Streaming: Audiophilleo 2
- Forstærkere: Vincent SA-T7, Norma Revo PA 150
- Højtalere: Audiovector SR6 Avantgarde II
- Kabler: SilverSonic AirMatrix RCA, SilverSonic Q10, SilverSonic D-75, AM USB
- Strømfilter: Isotek Syncro, PS Audio Dectet
- Tilbehør: Sound InVision paneler, SoundSmith EZ-mount
Lytterum:
Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og over 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Rummet er dæmpet med absorbenter og diffuserende paneler.
|