Historien bag LS3/5 er faktisk en spændende beretning om, at BBC ønskede en monitorhøjtaler, som var bedre end datidens gængse højtalere… vi er tilbage i 1970’erne. Og da de ikke kunne finde dem hos nogen leverandør, så gik de i gang med, at udvikle dem selv. Og blandt andet faldt valget på den meget (aner)kendte KEF B110 mellemtone enhed, som var helt unik for datidens hi-fi. Og som stadig den dag i dag nyder stor anerkendelse.
Cirka 20 styk blev bygget af - og til brug hos - BBC, men så begyndte specifikationerne på enhederne, at ændre sig, og projektet stoppede. Så en kommerciel produktion kom aldrig på tale. Siden blev de videreudviklet til varianten LS3/5a, hvor man tilpassede delefilteret til de nye enheder, men det blev aldrig de samme højtalere. Flere producenter byggede efterfølgende disse, mest kendt er nok Rogers LS3/5a, som undertegnede også har lagt ører til for mange, mange år siden.
Andre mærker har forsøgt med deres tolkning af LS3/5a, heriblandt Harbeth og Spendor. Men da man ikke kunne ramme klangen af den oprindelige LS3/5 helt, blev de derfor ofte gjort mere ørevenlige, så de kunne sælges som højtalere til almindelig hi-fi brug. Disse højtalere bar typisk også en anden modelbetegnelse.
Men nu har Graham Audio på licens fra BBC fået lov til, at udvikle og producere en ”ny” version af den originale LS3/5, der er tro mod den oprindelige højtaler. Og udvikle er netop ordet, for de oprindelige enheder produceres ikke mere, så Graham Audio har sammen med PA- og studieenheds-producenten Volt udviklet en ny mellemtone-enhed, som er fuldstændig magen til den oprindelige B110 enhed og BBC’s specifikationer.
Diskanten derimod er taget fra Seas sortiment, og her har man via delefilteret ramt de rigtige specifikationer for diskantens arbejdsområde. Men som samlet højtaler lever Graham’s LS3/5 helt op til specifikationerne fra den oprindelige BBC LS3/5. Graham Audio har for historiens skyld opkøbt navnet Chartwell, som de første kommercielle LS3/5a bar, og som de nye LS3/5 nu også bærer. Så cirklen er sluttet, med de første originale, kommercielle LS3/5.
Men enhederne er kun starten for, at ramme den oprindelige højtalers lyd fuldstændig. Både delefilter og kabinet har været igennem samme udvikling for, ikke at gå på kompromis, og bare blive endnu en LS3/5 ”kopi”. Målet har hele tiden været, at ramme originalen. Og det betyder, at delefilteret ikke bare deler signalet til enhederne, men også holder frekvenskurven fra den oprindelige højtaler med nyere og bedre komponenter.
Lige så med kabinettet, der er bygget i 9 mm birke-krydsfiner som originalen. Et materiale som på ingen måde besidder samme stivhed eller dæmpning som MDF. Til gengæld ligger resonansfrekvensen meget lavere, og er derfor langt væk fra det følsomme mellemtone-område. Man kan så i stedet dæmpe sig ud af problemet med krydsfineren. Desværre kan det oprindelige blygummi ikke benyttes af miljømæssige årsager, men et andet bitumen-lignende materiale er fundet, som gør arbejdet lige så effektivt.
Samtidig benyttes der stadig Rockwool som dæmpemateriale indvendigt. Andre ”kopier” har benyttet sig af skum, hvilket ikke fungerer lige så godt, og derfor har haft indflydelse på lyden. Problemet med Rockwool er, at det drysser, men Graham Audio har løst dette ved, at sy Rockwoolen ind i en flad pose af stof, som så er gjort fast indvendig langs kabinettets sider, samt en "pude" mellem enheder og filter. Dermed undgås det, at dæmpematerialet drysser, og kommer ind sarte steder, mens den korrekte dæmpning bibeholdes. Og lige præcis dette beskriver så rammende hvordan, men har tænkt ud af boksen, så man kan holde sig tro mod den oprindelige LS3/5!
Fit og finish er til UG med kryds og slange, og tro mod det klassiske udseende og ”design”, i lækker kirsebær- eller (mod merpris) rosentræ-finer. Blandt andet så er frontstoffet også lavet af et flettet materiale i stedet for stof, så det får det helt rigtige retro-udseende, men også opfører sig som den gamle models frontstof. Og måske skal det her på falderebet - inden lytteindtrykket, lige understreges, at Graham’s LS3/5 er en helt(!) lukket højtaler - altså ingen basport eller akustisk ventil - helt som den gamle BBC Chartwell LS3/5. Og det vil mange nok tolke i retning af en lille og basfattig højtaler… men I bliver klogere!
Lytteindtryk
Og det er netop det første man oplever med Chartwell LS3/5… de kan spille bas… masser af bas! Og det i en sådan grad, at man kan sammenligne dem med dobbelt så store standermodeller, som er basport-ladede. Der er masser af fylde og tyngde på bassen. På papiret spiller LS3/5 ned til 70 Hz, men der er masser af output helt ned forbi 50 Hz.
Det var kun på ganske få plader med elektronisk bas eller meget massive udladninger, at de små højtalere kom til kort. Jeg oplevede det kun en håndfuld gange. Til gengæld er de så ultra-detaljerede og nuancerede i basområdet. Og en stortromme serveres med et tryk og volumen, som slet ikke er forventeligt med en så lille højtaler. Og er vi i gulvbas-segmentet, så er der simpelthen ikke et øje tørt… det er så lækkert, at lytte til!
Ligeledes fortsætter det videre op i mellemtone-området, som jo især er det LS3/5 monitoren blev udviklet til, at fremstille så klart og tydeligt, som overhovedet muligt. Men det er ikke analytisk, at lytte til, men derimod super-letflydende og naturligt i en næsten uhørt grad. Og der hives detaljer og fraseringer ud af musikken, som jeg aldrig(!) har hørt, selv ikke med de nye Audiovector reference-højtalere.
Det er så forbasket godt, at havde jeg pladsen, så fik de nye LS3/5 permanent ophold i lytterummet, for de er et fantastisk supplement til store gulvhøjtalere. Der er nærvær i en helt fantastisk grad, og med masser af ”brystkasse” på mandestemmerne.
Og det fortsætter også videre op i diskant-området, som faktisk slet ikke gør væsen af sig. Det flyder så silkeagtigt lækkert afsted, og er fuldstændig på niveau med referencen. Og det er ganske imponerende af folkene hos Graham, at de har fået en standard Seas enhed til, at yde på dette høje niveau!
Lige så med lydbilledet, som er stort – helt på niveau med de store SR6. Men præcisionen og placeringerne er ikke helt lige så gode, om end det kun bemærkes på store orkestrale værker med mange udøvende i lydbilledet. På enkle opsætninger med få musikere, er det slet ikke noget man bemærker eller tænker over.
På lydtrykket må man heller ikke forvente det helt store diskoteksagtige. Omvendt så bliver man heller ikke uvenner med naboerne. For vi taler altså om en følsomhed på kun 83 dB, og selv med et kraftigt effekttrin, så var det begrænset hvor højt der kunne spilles. Og samtidig risikerer man også, at de små mellemtoneenheder slår i bund, hvis udladningerne er for voldsomme. Det kommer også til udtryk på dynamikken, som ikke er helt så slagkraftig og superdynamisk, som større/dyrere højtalere, der har besøgt lytterummet.
Men men… det ændrer ikke på, at Chartwell LS3/5 er en usædvanlig fantastisk lille højtaler, som kan noget med musikken, som andre højtalere må se langt efter. Og trods nogle mangler i den dybe bas og på lydtrykket, så er de stadig blandt de allerbedste højtalere jeg har hørt.
Jeg er selv i syv sind, for de er på nogle punkter meget bedre, end alle højtalere jeg har hørt i lytterummet! Og samlet er de bedre end både den gamle reference Xavian XN360 og Audiovector SR3 Avantgarde Arreté og næsten lige så gode som den nye reference SR6 Avantgarde fra samme… jeg er simpelthen rystet, for de er med sikkerhed det næstbedste jeg har hørt i lytterummet. Og derfor er det ganske naturligt, at give dem udnævnelsen ”Editors Choice”!
Og dét til kun 17.500,- danske kroner! Det er fuldstændig uhørt…
Konklusion
Hvor er hvervet som hi-fi anmelder nogle gange fantastisk… især når man får oplevelser som den, jeg lige har fået med Chartwell LS3/5. De er bygget af Graham Audio, som allerede har god erfaring med at bygge BBC monitors. Forskellen er bare at den nye LS3/5 ikke bare er en replica eller en kopi. De er den ægte vare, lavet på licens fra BBC, og lever fuldt ud op til de originale specifikationer.
Lyden er eminent god, og ser man bort fra, at de ikke kan spille voldsomt højt og heller ikke er superdynamiske, så har man stadig en af de bedste højtalere jeg nogensinde har hørt. De er simpelthen så hamrende musikalske, at man bliver helt rørt, når man lytter til sin ynglingsmusik.
Og det bedste af det hele… de koster kun en brøkdel af de højtalere, de skal sammenlignes med! Kan man give en højtaler en bedre anbefaling? Nå jo, de får også udmærkelsen ”Editors Choice”!
Specifikationer:
- Princip: Lukket 2-vejs standerhøjtaler
- Frekvensområde: 70-20.000 Hz, +/- 3db
- Følsomhed: 83 dB
- Maks. lydtryk: 95 dB
- Impedans: 9 ohm
- Dimensioner: 19 x 30 x 17 cm (B x H x D)
- Vægt: 5,3 kg.
Pris: Kr. 17.500,-
Importør:
Exotic Audio
Web: www.exoticaudio.dk Mail: info@exoticaudio.dk
Tlf.: 35 11 27 70
Reference-udstyr:
- Pladespiller: Michell GyroDec SE, Reed 3P
- Pickup: Benz Micro Ebony TR, Goldring Legacy
- Stepup/Riaa: Ortofon ST-80SE, Vincent PHO-700
- CD-afspiller: McIntosh MCD500
- Streaming: Audiophilleo 2
- Forstærkere: Audio Analogue Bellini, Norma Revo PA 150
- Højtalere: Audiovector SR6 Avantgarde II
- Kabler: Vincent XLR, SilverSonic AirMatrix RCA, SilverSonic Q10, SilverSonic D-75, AM USB
- Strømfilter: Isotek Syncro, PS Audio Dectet
- Tilbehør: Sound InVision paneler, SoundSmith EZ-mount
Lytterum:
Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og over 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Rummet er dæmpet med absorbenter og diffuserende paneler.
|