Vincent PHO-700
PHO-700 er nyeste Riaa fra Vincent, og det er en positiv overraskelse, at de kommer med en endnu dyrere model. Tidligere var PHO-8 den største Riaa fra Vincent, og denne havde allerede opnået høj anerkendelse rundt omkring.
Og derfor kan det da heller ikke undre, at de to modeller deler mere end blot navnet. Indvendigt i PHO-700 er der masser af elektronisk dna fra lillebroren. Faktisk er det meget svært at se nogen forskel, udover røret i PHO-700. Men det er ikke den eneste forskel, for strømforsyningen til PHO-700 har en hel del mere ”volumen” i forhold til PHO-8. Komponentkvaliteten i både strømforsyning og Riaa er rigtig god.
Det er lidt svært at gennemskue rørets opgave i PHO-700, men et kvalificeret gæt er, at det benyttes som buffer med forstærkning, eller ”filter” uden forstærkning. Det har ikke været muligt at finde data, hvor de to modeller kan sammenlignes direkte.
Kabinettet er todelt, med strømforsyning og Riaa hver for sig. Strømmen overføres med et datakabel, a la et COM-kabel kendt fra PC-verdenen. Kabinettet til Riaa’en er meget karakteristisk med ”øjet” på fronten, hvor man kan se ind til røret. Rørets glød kan ”forstærkes” med et sæt orange dioder, der kan justeres efter behov, så den rette stemning kan skabes.
Lytteindtryk
PHO-700 har på ingen måde rør-klang over sig. Her er det ren ”ordnung muss sein”, hvor alting føres igennem med stor kontrol. Og samtidig er den mere åben og neutral i forhold til Bellini’ens egen Riaa. Det giver oplevelsen af mere luft og åbenhed omkring de udøvende, dog uden at lydbilledet er større, eller at der kommer flere detaljer frem. Det gør dog detaljerne noget tydeligere.
Bassen er tør og stram, og lyder lige som den skal, uden at stortromme og bas blandes sammen. Og lige på dette område er der ikke noget at komme efter, når man sammenligner med Bellini’en. I mellemtone og diskant er der en tydelig forskel, som nævnt før, og jeg skal ærligt indrømme, at det klæder Benz Ebony TR pickup’en rigtig godt, med dette ”løft” opadtil. Ikke kun fordi, at musikken rent teknisk bliver en lille anelse bedre, men fordi at det klangmæssigt bliver mere korrekt, uden at det går ud over musikaliteten. Rent klangmæssigt er PHO-700 bare mere rigtig end Bellini’en, som har et romantisk tvist over sig, hvilket har klædt musikken rigtig godt… indtil nu. Det har ikke tidligere rigtig lykkedes at finde noget, der klangmæssigt var mere korrekt, uden at det også gik ud over musikaliteten (eller prisen!).
Der blev spillet med flere pickup’er, og der viste sig hurtigt et mønster… PHO-700 gør sig bedst som MM Riaa. MC-delen mistede overblikket, og savner alle de dyder, som er beskrevet ovenfor. Selv bassen mistede tryk og nuancering. Det er måske lidt uretfærdigt at sammenligne MC-delen i en Riaa til 4300,- med en MC-trafo, der koster mere end de fleste vil give for en pickup i sig selv. Men det understreger i den grad, at Vincent’ens MM-del, kan bære meget mere end prisen indikerer, for både Goldring Legacy og Benz Ebony TR’en spillede den smukkeste skønsang sammen med Ortofon trafoen og PHO-700.
Så samlet set er Vincent PHO-700 bare et hit til prisen. Skal man finde noget, der klangmæssigt er lige så korrekt, rent teknisk er bedre, og stadig skal holde musikaliteten i højsædet, så bliver det altså rigtig dyrt. Jeg kan kun lige komme i tanke om Plinius Koru, som koster 4-5 gange mere! Vincent PHO-700 er ydelsesmæssigt i ”Top klasse”, og den er samtidig et vaskeægte ”Best Buy”. Men den kan kun få en titel med… og det bliver ”Top Klasse”!
Og den bliver stående i lytterummet, da den er et fremragende alternativ til Bellini’ens indbyggede Riaa. Og de to skal spille side om side med hinanden.
Specifikationer:
- Princip: MM/MC Riaa
- Modstand (ohm): MM 47k, MC 100
- Dimensioner: 13 x 8 x 23 cm (B x H x D) pr. kabinet.
- Vægt: 2,7 kg pr. kabinet.
Pris: Kr. 4299,-.
Importør:
Vincent-Hifi.dk
Web: www.vincent-hifi.dk Tlf: 29 40 43 82
SoundSmith Otello & Carmen
SoundSmith er et lille spændende amerikansk firma, som med Peter Ledermann i spidsen har en kæmpe kompetence på vinyl-området. Han ved en ting eller to om aftastning af vinyl, og hvis du nogensinde får muligheden for at suge lidt af hans viden til dig, så er du meget bedre rustet i ”kampen” med vinylaftastningen! Derudover er SoundSmith også kendt for, at bringe tidligere principper tilbage på banen, blandt andet StrainGauge.
SoundSmith's pickup’er i denne test er baseret på Moving Iron princippet, og modsat MM og MC har de hverken en bevægelig magnet eller spole. Disse er fastmonteret i en MI, og i stedet bevæger nålefanen et magnetisk aktivt stykke metal. På de mindste modeller har SoundSmith – på licens - overtaget B&O’s tidligere MMC princip (Moving Micro Cross). Det er også en MI, i form af et lille ”X” af et magnetisk aktivt materiale, som bevæger sig mellem fire spoler og en magnet. Dermed genereres der en spænding, som kan sendes videre til Riaa’en. Det spændende med dette princip er, at massen kan holdes lav, som på en MC low output. Og bevægelig masse er pickup’ens største fjende.
I denne test er det de to mindste modeller fra SoundSmith’s SMMC serie, vi tester. SMMC står i øvrigt for ”SoundSmith Moving Micro Cross”. Modellerne hedder Otello og Carmen, og svarer til B&O’s tidligere MMC4 og MMC3 modeller. De er bortset fra nål og hus, helt ens.
Otello er den mindste model, og har en elliptisk nål, der er indfattet i et stykke metal, som er limet til nålefanen af aluminium. Indfatningen gør prisen for nålen lavere. Huset er udført i klar akryl, med en bro af aluminium, som indeholder gevind til montering. Gennem det gennemsigtige hus genkender man meget tydeligt B&O profilen.
Carmen er som sagt rent teknisk magen til, men har en elliptisk nål, der er limet direkte på nålefanen af aluminium. Nålen er dog i profil magen til den på Otello. På Carmen er huset af ibenholt, der er en meget hård træart, som har nogle gode dæmpende egenskaber. Igen er der en aluminiumsbro med gevind til monteringen.
Selv om det ikke virker særlig logisk, så har husets materiale på en pickup meget stor betydning. Motoren i en pickup, er en STOR resonans generator, og hvis det ikke dæmpes af huset, så risikerer man, at det rene signal tilføjes en masse ”spejlet” lyd fra huset og andre ting i pickup’en.
Lytteindtryk
Lydmæssigt er Otello og Carmen meget ens, hvilket er forståeligt, da de konstruktionsmæssigt også er meget ens. Men det er meget tydeligt, at ting som nål og hus gør en reel forskel. De har begge en direkte og rimelig neutral klang, med et lille løft mod toppen. Og rent klangmæssigt passede de bedre sammen med den romantiske Bellini’s Riaa. Både Otello og Carmen er plaget af lidt høj rumlen fra rillen, og de er mere følsomme over for indstrålet støj/brum, så en god stelforbindelse er et must!
Otello har en tør og virkelig stram gengivelse af bassen, så man får en masse nuancer med. Og det er faktisk lidt imponerende, så godt styr den har på dette område, prisen taget i betragtning. Der er lidt mere niveau end normalt, men det er bare med til at give musikken en god rytme og ”drive”. Og så tænker man ikke så meget over, at man må give lidt køb på andre sider af musikken.
I mellemtonen mødes man af en meget realistisk og naturlig klang, hvilket betyder at mennesker lyder som mennesker skal, og at instrumenter gengives korrekt. Længere op i diskanten er der lidt tendens til ”tst”-lyde, hvilket nok mest skal tilskrives den meget ordinære, indfattede elliptiske nål, som ikke når så dybt i rillen.
På de tekniske sider af musikken gives der overraskende nok ikke voldsomt køb på detaljerne, når man sammenligner med Ebony TR. Men lydbilledet opleves smallere og mere centreret, og er ikke så præcist defineret med placeringer og lign. Dertil mangler luften og friheden, og lyden slipper derfor ikke fri af højtalerne.
Carmen lyder som sagt grundlæggende som Otello, men lyden slipper mere fri her, og det gør lydbilledet større, og giver mere luft mellem de udøvende. Carmen sporer ganske enkelt rillerne bedre, som er medvirkende til, at den mere luft i toppen. Hvilket igen er med til, at sætte tingene mere fri. Og der er ingen ”tst”-lyde her! Det er helt klart den bedre nål, som gør forskellen.
Bassen er lidt dæmpet sammenlignet med Otello, men har faktisk bare et mere realistisk niveau. Det betyder lidt mindre boogie-faktor, men til gengæld er det mere korrekt. Bassen er dog stadig af samme stramme, tørre format, så man får også lidt mere nuancering med i forhold til Otello. Det er tydeligt, at det er den bedre dæmpning fra huset, som spiller ind på dette område.
Mellemtoneområdet er af samme høje niveau, og eneste forskel til Otello er, at stemmerne får en anelse mere fornemmelse af 3D omkring sig. Igen på grund af den mere luft i lyden.
Otello og Carmen ligger sig lige i samme prisklasse som Ortofon’s 2M serie, men SoundSmith’s force er, at de spiller med musikken i højsædet. Især den mindste Otello forstår at sætte rytme i musikken, så det er svært ikke at svinge foden i takt til musikken. Til sammenligning er 2M’erne fra Ortofon måske mere korrekte (og lidt kedelige), og 2M Black bedre til de tekniske ting, men de spiller ikke musikalsk på samme måde som SoundSmith!
Specifikationer:
- Princip: Moving Iron
- Nål/rør: Elliptisk(Indfattet)/Aluminium
- Compliance: 22
- Vægt: 6 gr.
Pris:
Otello: Kr. 2200,-. Carmen: 3700,-.
Importør:
Exotic Audio
Web: www.exoticaudio.dk Mail: info@exoticaudio.dk Tlf.: 35 11 27 70
Samlet konklusion
Det er fantastisk, at man stadig kan blive overrasket ved en test af analogt udstyr. Og samtidig blive bekræftet i, at fordi analog afspilning af vinyl er mekanik, så er det præcisionen, der koster.
Den store overraskelse er Vincent PHO-700, som giver rigtig meget vellyd for pengene. Tonalt er den lige et hak mere korrekt end den indbyggede Riaa i Bellini forforstærkeren. Og det giver mere luft opadtil, hvilket påvirker lydbilledet i mange positive retninger. Og trods rør-konstruktionen, så er præcisionen i højsædet.
Man kan sagtens få endnu mere ud af en Riaa, men så er det til 4-5 gange prisen. Og Vincent PHO-700 får lov at blive stående. For den er vaskeægte ”Top Klasse”! Og så er den et fremragende alternativ til Bellini’en.
Pickup’erne fra SoundSmith bekræfter samtidig, at præcision koster. Men når det er sagt, så er jeg ganske overrasket over hvor meget vellyd, der kommer ud af modellerne Otello og Carmen. De er ganske enkelt fokuseret på den musikalske oplevelse, i stedet for at fokusere for meget på teknikken. Og de er et meget seriøst alternativ til Ortofons 2M serie i samme prisklasse, som næsten kan blive for korrekte at lytte til.
Især den mindste Otello overrasker med sit engagement og drive, som gør det meget svært, at holde fødderne i ro. Og de får begge mine varmeste anbefalinger med på vejen, især fordi de udgør et seriøst alternativ til andre ”etablerede” mærker!
Men hvor er det fantastisk med en test som denne at få bekræftet, at uanset hvad så lyder vinyl bare godt. Også selv om man har et budget!
Reference-udstyr:
- Pladespiller: Michell GyroDec SE, Reed 3P
- Pickup: Benz Micro Ebony TR, Goldring Legacy, Ortofon Rondo Bronze
- CD-afspiller: McIntosh MCD500
- Forstærkere: Ortofon ST-80SE, Audio Analogue Bellini, Vincent SP-995
- Højtalere: Xavian XN360
- Kabler: Vincent XLR, SilverSonic AirMatrix RCA, SilverSonic Q10
- Tilbehør: Brinck Br507 strømfilter, Sound InVision paneler, SoundSmith EZ-mount
Lytterum:
Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og over 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Rummet dæmpet med absorbenter og diffuserende paneler.
|