Her er du: Anmeldelser - Chord Company Sarum 8. december 2024 | 17:32   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


Chord Company Sarum
Anmeldelse af: Mikkel Gige  [14.05.2011] Print testen
Lige siden mit besøg i efteråret hos Chord Company, har jeg haft et stort ønske om, at afprøve deres nye top kabel Sarum, under egne kontrollerede forhold. Men det blev en test, som bød på flere overraskelser

Jeg var overbevist om, at Sarum skulle løfte ydelsen på mit setup op til et helt nyt niveau. Her fik jeg den første overraskelse. Den anden kom, da jeg afprøvede kablerne hos Hans Kruse fra Nordic Natural Sound, på et Teresonic setup i den høje ende af prisskalaen.

Konstruktionsmæssigt læner Sarum sig op ad de tidligere topmodeller i Chord’s sortiment. Konstruktionen er lig den, man finder i Signature og Indigo kablerne. Sarum Speaker er konstrueret på samme måde som Signature Speaker. Det vil sige en kraftig multicore leder, men på Sarum er kobberlederne forsølvet. Endnu en forbedring er isolationen, og her har Chord skiftet fra polyethylen til luftfyldt teflonskum, som kombinerer luft og teflons gode isoleringsegenskaber i en mere praktisk udformning.

Sarum Interconnect har også lånt fra de tidligere modeller, Signature og Indigo, og igen er forbedringerne primært at finde i isoleringen. Men her er der skiftet fra solid teflon til luftfyldt teflon. Signalkablerne er bygget omkring 3 ledere, som er individuelt isoleret og skærmet. På RCA kablerne benyttes der 2 ledere til retursignalet, og det var på Indigo kablerne, at Chord først benyttede denne teknik. Det skulle efter sigende fra Chord’s chefudvikler give kablerne lige en anelse mere overskud.

Selve lederen på Sarum signalkablet er stort set magen til Signature og Indigo, og består af en solidcore leder af forsølvet kobber, men som før nævnt med isolering luftfyldt teflon som eneste forskel. Processen med at lave denne leder er meget omfattende, og tolerancerne har fået et ekstra nøk opad, i forhold til den leder der benyttes i Signature og Indigo.

Alt sammen foregår på en og samme maskine i én proces, hvor en kobberleder støbes, poleres, forsølves, isoleres med perfekt skummet teflon, får en skærm med alufolie, og endelig en flettet skærm, og et ydre lag teflon igen. Alt sammen gjort i et perfekt vakuum! Det er en ekstrem dyr proces, og prisen er derfor tilsvarende høj. Faktisk er fabrikkens kostpris for denne leder pr. fod den samme, som mange giver for et entry level kabel! Og der går trods alt 6 meter af dette kabel, til ét sæt 1 meter signalkabel!

Sarum Signalkablerne til den nye topmodel kommer fra en amerikansk producent, som normalt leverer til militært udstyr. Og her er tolerancerne så snævre, at der ofte kun kan leveres ruller på 20-30 meter, da maskinen stopper når den går ud af tolerance, og så bliver der altså ikke lavet mere kabel den dag, før maskinen er justeret ind igen.

Stikkene har også deres egen historie, og gennem lyttetest er man kommet frem til at stik af massivt sølv med teflon isolering var den bedst lydende løsning. Selve stikhuset er også udviklet gennem lyttetest. Til den balancerede version af Sarum signalkablet, har Chord fået lavet nogle meget eksklusive aluminiums huse, som er eloxeret i rød og sort. Bananstikkene til Sarum Speaker er de samme som allerede benyttes på de mindre modeller, da det viste sig at det ikke kunne gøres bedre!

Udover signal- og højtalerkabel, leveres Sarum også som digital- og 230V kabel, samt som jumpere til højtalere med dobbelte terminaler. Alle har den samme hvide flettede yderstrømpe.


Lytteindtryk

Jeg vil indledningsvis starte med at sige, at der ikke er nogen absolutter i en kabeltest! Af samme årsag har jeg ikke lavet kabeltest i lang tid, da resultatet er meget systemafhængigt. Men med Sarum gør jeg en undtagelse, da de virkelig rykkede ved min opfattelse af, hvor stor forskel kabler kan gøre.

Med Sarum kablerne har jeg oplevet, at de har opført sig på tre forskellige måder, på tre forskellige setup’s. Jeg har haft mulighed for, at lytte til Sarum kablerne under forskellige forhold, og jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at der var en rød tråd. Dette er ikke negativt ment, men er med til at understrege, at kabelforskelle kan være meget systemafhængige.

Første lyt var under mit besøg hos Chord Company, i efteråret. Selvom selve lytningen ikke står dugfrisk i hukommelsen, så kan jeg stadig huske at oplevelsen gjorde, at jeg ville høre mere. Efter at have lyttet til flere forskellige modeller i Chord's sortiment, endte lyttesessionen selvfølgelig med Sarum, og her faldt det hele på plads på en måde, som gjorde at jeg måtte opleve mere.

Gengivelsen af Sarum dengang, var meget korrekt og præcis, og samtidig meget homogen og tro mod stemmer og instrumenter. Der var ganske enkelt ikke noget at anke over. Detalje-, opløsnings-, og perspektivmæssigt indfriede det alle ønsker.

Nu har kablerne så endeligt fundet sig til rette i lytterummet, men det gav desværre ikke den overraskelse, som jeg havde ventet. Jeg havde en forventning om, at skulle høre noget af det samme, som jeg havde oplevet hos Chord.

Men det var kun med Sarum højtalerkablerne, at jeg oplevede en lille forbedring af lyden. Bassen blev strammet en anelse op, og den samlede lyd fik et mere roligt udtryk. Dog var Sarum højtalerkablet ikke så begejstret for vinylafspilning, og hvad det skyldes, kan jeg desværre ikke forklare. Men lyden blev lidt for kantet, hvor det plejer at være væsentlig behageligere end CD. Normalt er det vinyl, som giver den mest naturlige lyd i lytterummet.

Til gengæld var Sarum højtalerkablet meget afslørende over for forkert nåletryk, hvilket jeg ikke har oplevet med Q10 kablet, som jeg normalt benytter. Jeg tænker, at det er Sarum’s ekstra opløsning i toppen, som kommer til udtryk her, for det var netop i diskanten at det kunne høres med for meget s- og t-lyde. En anelse mere nåletryk, og det var væk!

Med Sarum signalkablet kunne jeg ikke spore nogen forskel på reference setup’et... overhovedet!

Jeg vil ikke kalde det en skuffelse, at mine ønsker ikke blev indfriet. For på den ene side blev jeg ikke snydt af min hjerne til at tro, at det var en kæmpe forbedring. Psyko-akustik er en størrelse, som man ikke skal spøge med, og alt for ofte sker forbedringen i hjernen, og ikke på systemet foran én.

På den anden side fik jeg bekræftet, at jeg rent opløsningsmæssigt havde nået toppen med mit nuværende system. Det konkluderer jeg ud fra, at jeg har oplevet hvilken forskel, Sarum kablerne kan udgøre på andre systemer. 

Dels hos Chord selv, men også efterfølgende hos Nordic Natural Sound. Indehaveren Hans Kruse og jeg har mødtes ved flere lejligheder, og jeg har fået et indgående kendskab til Teresonic produkterne han sælger. Hans var også meget interesseret i at høre, hvad Sarum kablerne var for en størrelse.

Og det var netop på det komplette Teresonic setup, at Sarum kablerne kunne vise – meget tydelige – forskelle. Her var vi simpelthen kommet en klasse op, rent opløsningsmæssigt, hvilket også burde være tilfældet på et setup til tre gange prisen af mit reference setup.

 

Teresonic producerer deres egne kabler, som på højtalersiden er en anelse billigere end Sarum, hvorimod topmodellen i signalkabler er ca. 50 % dyrere.

Sarum højtalerkablerne gjorde en meget tydelig forskel på Teresonic setup’et, og lydbilledet blev tydeligt større, meget klarere, og præcisionen meget bedre. Man kunne ganske enkelt tydeligere udpege de udøvende i lydbilledet. Til gengæld blev lyden måske en lille anelse kølig, hvilket nok primært skyldes at bassen blev strammet væsentlig op med Sarum. Til sammenligning er Teresonic højtalerkablet en hel del mere til den varme side, og jeg må indrømme at jeg kunne lide lidt af begge dele.

Ved skift til Sarum signalkablet på Teresonic setup’et, var der faktisk tale om et lille tilbageskridt. Lydbilledet blev en anelse smallere, og måske lidt mere ”gråt”. Ikke at lyden blev kedelig, men der var ikke helt det samme absolutte hul igennem. Samtidig røg lidt af præcisionen i lydbilledet. Men lige her er Teresonic’s top signalkabel også helt exceptionelt. Det er til sammenligning lavet med ledere af rent guld. Ikke bare 24 karat, men endnu renere! Vistnok tæt på 99,9 %.

Jeg vil til Sarum signalkablets forsvar sige, at det ville have undret mig, hvis ikke Teresonic kablet havde været bedre. Det er trods alt 1½ gang dyrere, og konstrueret med en hel del mere eksotiske materialer. Og samtidig har jeg oplevet hvilken forskel, Sarum udgjorde hos Chord i sin tid. Der er altså ikke nogen facitliste, når det kommer til kabler.

Men en ting kan jeg sige med sikkerhed... tingene skal hænge sammen! Man skal kun gå efter et kabel som Sarum, hvis man samtidig er oppe i den tunge ende af udstyr.


Opsummering

Kabler er en underlig størrelse, og det er af samme årsag, at jeg helst ikke udfører kabeltest mere. Der er ofte meget religion blandet ind i emnet, og pris og kvalitet hænger ikke altid sammen.

Men der var noget ved Sarum kablerne, som gjorde at jeg måtte høre mere hos mig selv. I sin tid hos Chord fik jeg indtryk af en meget ren lyd, som jeg ikke før havde oplevet i kabler, og det måtte simpelthen afprøves under kendte rammer.

Desværre fik jeg ikke det løft, som jeg havde håbet på. Men her skal skylden ikke lægges på Sarum, men snarere på at mit setup har nået toppen rent opløsningsmæssigt, og derfor ikke kan yde Sarum retfærdighed.

Det kunne til gengæld et komplet Teresonic setup hos Nordic Natural Sound. Her fik Sarum kablerne mulighed for at vise hvad de kunne, og det var absolut højtalerkablet som trak flest esser hjem. Det åbnede op for musikken med fantastisk klarhed og størrelse på lydbilledet. Sarum signalkablet måtte til sammenligning se sig slået på stregen af det dyrere Teresonic signalkabel.

Der er som sagt ikke nogen absolutter med kabler, og jeg må understrege, at denne test ikke skal tages som den absolutte sandhed. Denne test er mit indtryk, under og på tre meget forskellige forhold og systemer. Du skal helt klart give Sarum mulighed for, at vise sine evner på dit eget setup. Kun her får du din egen sandhed... men kun hvis du har et system i den absolutte topklasse!


Pris (anslået):

Sarum Speaker 2 x 2 meter: Kr. 20.000,- (Kr. 10.000,- ekstra pr. meter/par).
Sarum Interconnect RCA 1 meter: Kr. 15.000,-.
Sarum Interconnect XLR 1 meter: Kr. 18.000,-.
Sarum Power 1 meter: Kr. 10.500,- (Kr. 1500,- ekstra pr. ½ meter).


Forhandler & distributør:

Lydspecialisten

Web: www.lydspecialisten.dk 
Mail: info@lydspecialisten.dk
Tlf: 98 16 14 10


Reference-udstyr:

  • CD: Lyngdorf CD-1, Holfi Stabilizer.
  • Vinyl: Michell GyroDec SE, Rega RB300/Incognito, London Jubilee.
  • Forstærkere: Audio Analogue Bellini & Vincent SP-995.
  • Højtalere: Xavian XN360.
  • Kabler: Vincent XLR, Silver Sonic AirMatrix RCA & Silver Sonic Q10.
  • Tilbehør: Brinck Br 507 Netstøjsfilter.

Lytterum:

Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Væggen bag højtalere og lyttepositionen er dæmpet med THX-godkendte paneler.


 

Nye anmeldelser
PMC Prodigy 1
16.06.2024
Fyne F500SP
30.04.2024
Musical Fidelity A1
28.01.2024
Vincent DAC-700
02.10.2023
Revival Atalante 3
25.08.2023
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
CD-afspiller test
23.08.2006
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
NyArtSound
17.10.2024
Nyt fra Clearaudio & EAM Lab
12.10.2024
SVS 17-Ultra Revolution
03.10.2024
Radiant Acoustics Clarity 6.2
24.09.2024
Canvas HiFi
17.08.2024
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2024 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes