Her er du: Anmeldelser - I takt med T.A.C C-60 28. marts 2024 | 23:19   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


I takt med T.A.C C-60
Anmeldelse af: Mikkel Gige  [19.11.2009] Print testen
Det er efterhånden et stykke tid siden T.A.C’s store V-60 forstærker var til test, og det er heller ikke hver dag, at der bliver præsenteret nyheder fra dette mærke. Men nu er der en nyhed: CD-afspilleren C-60, som i øvrigt matcher designet på førnævnte forstærker.

Designet er specielt, og er på en gang både industrielt og massivt, men samtidig er der også lidt retro og finesse over det. Tankerne ledes hen imod en blanding af en tank fra 1. verdenskrig, eller en fladnæset lastbil fra 30’erne. Indvendigt er det ligeledes både og. Både traditionelt og innovativt. For hvor forstærkeren V-60 er en rendyrket rørkonstruktion, så kan du faktisk selv vælge på C-60. Forklaring følger.

Der er ikke så meget hokuspokus over C-60, for generelt er der tale om en rimelig traditionel konstruktion. Lige indtil det allersidste trin i udgangen, før stikkene bagpå. Der er mulighed for at køre både balanceret og ubalanceret fra disse, men indvendig er kredsløbene fra D/A konverter og frem 100 % balancerede. Efter D/A konverteren – en BB1792 – sidder der gode opamps til at forstærke signalet: opa604, 2134 og 2604 (i nævnte rækkefølge).

Men nu kommer det sjove, for i det allersidste trin i udgangen, er der både rør og diskrete transistorer. Rørene er af 6922 typen. Begge dele i balanceret form, fuldstændig som den forudgående del af udgangstrinnet. Med en knap på fronten kan man så vælge hvilken type udgang, der skal spille. Dette kan gøres mens musikken kører - ”on the fly” så at sige, uden mislyde af nogen art. Og det er både via den balancerede og ubalancerede udgang.

Det er før set og hørt, at afspillere har både rør og transistorer/opamps i udgangen, men så har rørene altid været til den ene udgang og mens der har været opamps til den anden. Man har altså ikke kunne vælge mellem de to typer udgang, uden også at skifte kabel. Det er heri T.A.C C-60 er nyskabende. Ikke revolutionerende, men rigtig god sund fornuft. Det kendetegner i øvrigt denne afspiller i alle henseender.

Som sagt er resten af elektronikken rimelig traditionelt konstrueret, men det er på ingen måde nogen dårlig ting. Tværtimod har vi med god gedigen og gennemprøvet teknik at gøre. Strømforsyningen udgøres af to trafoer, én til styring af drevet og de logiske kredsløb, og én til forsyningen af D/A kredsløb og de analoge udgange. De efterfølgende ensretter- og reguleringskredsløb er ligeledes delt op i to, hvoraf den ene del er traditionelle transistor reguleringer.

Men så er der også den anden del: En rør-regulering, hvor også ensretningen udføres af røret, et 6Z4. Røret benyttes udelukkende som forsyning til 6922-rørene i udgangen. T.A.C mente ikke, at transistorer kunne gøre jobbet lige så godt, og her var halve løsninger ikke i orden. Drevet kommer fra Philips, og er af 1202 typen. Det kan udelukkende aflæse CD-skiver, og det er helt bevidst valg fra T.A.C’s side, da det så også er optimeret til dette formål. Andre drev med mulighed for aflæsning af flere formater, vil enten være ringere i deres aflæsning af CD-skiver, eller være væsentlig dyrere. T.A.C kunne sagtens have valgt det dyrere CD-Pro løbeværk - ligeledes fra Philips, som mange andre producenter af toploadere gør. Men når det nu fungerer så fint med mindre, så har de sikkert valgt at pengene er bedre givet ud på komponenter af højere kvalitet, i de efterfølgende kredsløb.

Kabinettet er gedigent og solidt, og er faktisk magen til ”basen” på den matchende forstærker V-60. Det består af fire drejede aluminiums-tårne, et i hvert hjørne. Bund, sider og bagplade er bukket i ét kraftigt stykke stål, mens forpladen er lavet af 5 mm aluminium. Det hele toppes af med en 1 cm tyk aluminiumsplade, med udfræsninger til pladebrønden, samt to huller til rørene så de kan komme af med varmen. Sidstnævnte er selvfølgelig dækket af et fint net. Pladebrøndens låg er lavet af et røgfarvet stykke akryl med et lille håndtag af aluminium. Hernede finder man også en magnetisk puck, drejet i aluminium, til at fastholde skiverne. På bagsiden finder man stik til digitale og analoge udgange i en rigtig lækker kvalitet, samt en netbrønd til 230V. Rent teknisk kan der ikke sættes en finger på fit og finish, og den samlede kvalitet er fuldt på højde med andre, meget dyrere afspillere, som tidligere har været forbi lytterummet til test.

Betjeningen foregår via fem knapper på toppen, og på fronten finder man den førnævnte knap til skift mellem rør og transistorer i udgangen, samt en power-knap og displayet. Displayet sidder i sin egen lille aluminiumsramme ca. 1 cm ud fra fronten. Der er valgt en klassisk orange farve, som matcher gløden fra rørene. Det kan dæmpes eller slukkes helt, hvis man ønsker det. Faktisk er der også et ”display” på toppen bagerst mellem rørene, med navn og modeltype, som ligeledes lyser i samme orange farve. Lidt for ”kinky” til min smag, men det kan slukkes, så det går alligevel. Der medfølger en fjernbetjening, ligeledes udført i massiv aluminium.

Hvordan lød det så?
T.A.C C-60 er et af de slags produkter, der efterlader mig med kæben hængende nede på brystet, mens jeg spørger mig selv ”hvad skete der lige der?”. Igen har udviklerne bag Vincent og T.A.C produkterne rykket ved undertegnedes opfattelse af, hvad der kan lade sig gøre til trods for et givent budget.

Denne afspiller spiser med ved de voksne afspilleres bord, uden på nogen måde at holde sig tilbage. Den tager bare for sig af retterne, og leverer den ene storslåede og musikalske oplevelse, efter den anden. Nu nævnte jeg tidligere at der var et ”budget”, men man skal lige have med, at der næsten er tale om en 2-i-1 afspiller. Set i det lys er det endnu mere imponerende, at den placerer sig forrest i startfeltet foran flere etablerede mærker. Og jeg tør også godt sige, at det er første gang i dette lytterum, at en CD-afspiller samlet lægger afstand til referencen.

Det er ikke stor forskel der er mellem rør og transistorer, i det sidste trin i udgangen. Men de er der, og det er især ting som detaljer, præcision, placeringer og rum der gør forskellen. Om der vælges rør eller transistorer, gør ingen forskel i klangen, og denne må betegnes som udpræget neutral. Der er heller ikke tale om, at det er  decideret rør eller transistorklang. Det er kun de ”tekniske” sider af musikken, som gør forskellen. Det skal også lige nævnes, at der ikke er lydmæssig forskel mellem balanceret og ubalanceret output. Det ubalancerede signal ”tappes” direkte på den positive side af det balancerede signal, uden nogen komponenter i mellem.

I bassen, i transistor-mode, er der en præcision og kontrol, som giver Lyngdorf’en baghjul. For T.A.C’en går lige et niveau videre med mere tyngde og mere nuancering, som mange - også dyrere - afspillere må se misundeligt efter. Der lægges simpelthen flere lag ind i musikken, a la den ”lagkage-lyd” jeg tidligere har omtalt med de dyre Chord og Perreaux produkter. Dog er det ikke helt så organisk, som jeg f.eks. har oplevet med Chord’s BLU/QDB76 kombination.

Skiftes der til rør, så ryger der en snert af denne præcision, og nuanceringen mistes i den dybeste bas. Dog er der stadig masser af små finurligheder længere oppe, når man f.eks. hører buen glide over strengene på en kontrabas. Hvilket bringer mig til en anden pointe: Man kan godt generalisere lidt, og sige at rørtrinnet gør sig bedst med klassisk og akustisk musik, hvor der er mere brug for ”glød og varme”, dog uden at det på nogen måde bliver svulstigt. Til gengæld er transistortrinnet så bedre til rock/pop og lignende, samt til at servere en stortromme med tyngde, smæk og præcision. Især undertegnedes kæphest 3-i-1 lyden fra stortrommen, kommer til sin fulde ret her.

I mellemtone og diskantområdet, er der også forskelle, også i forhold til referencen. Men her er det især rørsektionen, der tager teten, selv om transistordelen også kan. Detaljerne er tydeligere via T.A.C, hvilket især høres på klassiske indspilninger. Et eksempel er Saint Saens’ 3. symfoni med orgel. Tidligere har jeg hørt denne indspilning på et meget dyrt Wilson/Krell/AR setup, hvor detaljerne fra orkestergraven nærmest var irriterende tydelige. Det er orkestermedlemmer der bladrer, rykker på stolen eller hoster. Jeg har aldrig haft den samme oplevelse hjemme i lytterummet. Indtil nu! For T.A.C’en formår at hive disse detaljer ud af denne indspilning, med næsten samme tydelighed, som førnævnte setup. Det er ganske enkelt helt fænomenalt, især til prisen!

Rummet på undertegnedes eksemplar af Tryllefløjten fremstår også tydeligere via C-60, hvor definitionen af rummet bare er STOR, selv om perspektivet kommer lidt mere på afstand. Ekkoet fra teaterrummet er ligeledes meget tydeligere, og samtidig kan denne CD-afspiller gengive hvordan de udøvende vender sig mod og væk fra mikrofonen. En ting som jeg kun har oplevet reference setup’et gøre sammen med Amphion Argon 3L højtalerne. Men her tydeliggøres detaljerne i en sådan grad, at de gode gamle Xavian referencehøjtalere også får det med. Igen, helt sublimt.

Placeringerne af de udøvende er meget tydelige, og der er mængder af luft i mellem dem. Samtidig kan de udpeges med plastisk nøjagtighed, når de bevæger sig rundt på scenen. Dynamikken kommer ligeledes til sin fulde ret med denne indspilning, hvor der det ene øjeblik hviskes, og i det næste brøler en torden ud af højtalerne. Da den matchende forstærker V-60 i sin tid var inde til test, bemærkede jeg netop at dynamikken savnede lidt overskud. Men det er på ingen måde tilfældet med denne afspiller! T.A.C C-60 emmer af overskud i en grad, som placerer den blandt de allerbedste.

Men der er en (lille) bagside af medaljen. Grundet denne super opløsning, så fortæller denne afspiller dig også om teknikerne har kunnet deres kram i studiet. Er der leget for meget med filtre og lignende, ja så gengives det også sådan. Jeg oplevede det bl.a. med en Rammstein plade, som ellers altid har lydt rigtig godt. Bevares, det er ikke verdens bedste indspilning, men heller ikke en af dem der er røget i skuffen, fordi det var alt for galt. Men her blev den splittet i atomer, og det blev ganske enkelt den helt forkerte oplevelse. Det har altså en pris, at have denne super opløsning. 

Til gengæld fik jeg også nogle aha oplevelser med plader, som jeg ikke tidligere har tillagt de store audiofile egenskaber. Et eksempel på dette er opsamlingen med pop/soul sangerinden Anastacia. Lige pludselig bliver det meget tydeligere, hvordan hun selv lægger kor til sine numre, og det i en grad så det nærmest lyder som, at hun står en meters penge bag sig selv. Lige så i et andet nummer, hvor hun synger duet med Eros Ramazzotti. Her høres det tydeligt, at det er mikset, så han skal stå bag ved hende i venstre side.

Er det nødvendigt at nævne, at denne afspiller fik mit andet ”jeg” manet frem? Det er ellers et stykke tid siden… Der blev flået plader op af skuffer og ned fra hylder, for der var hele tiden et nummer som ledte tankerne hen på et nyt nummer osv.

Og så til opsummeringen...
T.A.C C-60 er den ultimativt bedste CD-afspiller, som har været til test i undertegnede lytterum. Modsat andre dyrere afspillere, som var bedre på nogle punkter, men som også måtte se sig slået på andre, så lagde C-60 afstand til min Lyngdorf CD-1 på samtlige punkter. I bassen var der mere nuancering og mere tyngde, mens den holdt samme præcision. Lige så gik det videre opefter i frekvensområdet. Alt var bare en tand bedre defineret og detaljerne tydeligere. Det er naturligvis ikke kæmpe forskelle, og resten af setupet skal været gearet til dette. Men det lægger lige ”det” ekstra til den samlede oplevelse.

Prismæssigt er T.A.C C-60 to og en halv gang dyrere end Lyngdorf’en, men i dette tilfælde mener jeg godt at prisen kan retfærdiggøres, modsat andre dyrere afspillere som har prøvet kræfter med referencen. For C-60 gør det som sagt bedre, på samtlige punkter.

Der er ingen vej uden om… Denne afspiller er nyeste ”Editors Choice”, og jeg overvejer seriøst om den skal overtage pladsen som reference. Men inden det sker, skal jeg lige have købt den næste vinderkupon i Lotto.


Specifikationer:

  • Forvrængning: <0,003%, 20-20.000 Hz
  • S/N:> 90 dB
  • Rør:1 x 6Z4 til ensretning og 2 x 6922 til udgangen
  • Dimensioner: 45 x 12 x 39 cm (B x H x D)
  • Vægt: 12 kg

Pris: 28.999,-.


Importør:

Hifi-Teamwork
Tlf.: +45 7022 1703
Mail: info@hifi-teamwork.dk
Web: www.hifi-teamwork.dk


Reference-udstyr:

  • Lyngdorf CD-1, Holfi Stabilizer, CD-afspiller
  • Michell GyroDec SE, Rega RB300/Incognito, Sumiko Talisman S, pladespiller
  • Audio Analogue Bellini, forforstærker
  • Vincent SP-995, effektforstærkere
  • Xavian XN360, højtalere
  • Vincent XLR, Silver Sonic AirMatrix RCA & Q10, kabler
  • Brinck Br 507, netstøjsfilter

Lytterum:
Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Væggen bag højtalere og lyttepositionen er dæmpet med THX-godkendte paneler.

Nye anmeldelser
Musical Fidelity A1
28.01.2024
Vincent DAC-700
02.10.2023
Revival Atalante 3
25.08.2023
Audio Research I/50
15.06.2023
Raidho X1.6
15.03.2023
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
CD-afspiller test
23.08.2006
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
SVS Ultra Evolution
27.03.2024
Triangle Borea BR10
16.03.2024
Matrix Audio
01.03.2024
Leak Sandwich 250
27.02.2024
Skinbjerg MC stepup
22.02.2024
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2024 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes