Hvad er det for'en? Der er virkelig her tale om et anonymt stykke elektronik! Som den bedste spion, skiller den sig kun ud, ved at skille sig meget lidt ud. Dens udseende kan beskrives fyldestgørende med utroligt få ord. To drejeknapper, en tænd/sluk knap, tre sorte fødder og display med blå skrift i en flad og aflang kasse med svagt buet front, holdt helt i sort. Punktum. De designmæssige krummelurer er altså i den grad blevet underspillet, til fordel for at særdeles anonymt design, som i hvert fald ikke vil genere nogen.
Udseendet er lidt af et understatement når man kigger på hvad den rummer. Dens 16 kg indeholder en 630 va trafo, 1 balanceret og 5 ubalancerede indgange, hvor den ene ubalancerede indgang går direkte til forstærkeren udenom volume knappen. 2 pre out og 1 rec out udgang og ikke mindst en USB-indgang plus volumekontrol og indgangsomskiftning. Den er nomineret til at yde 120 watt i 8 ohm og næsten fordoblet til 220 watt i 4 ohm, hvilket på papiret ikke er ringe.
Ved tilslutning af computer til USB-stik får man alle lydene fra computeren gengivet over forstærkeren, og det kræver kun en lille installation af en driver og en genstart, hvilket klares automatisk. Plug and play så alle kan være med, sådan skal og bør det være!
Black power!
Hegel hævder selv at de har opnået en lydkvalitet med USB-indgangen, som mange andre producenter har stræbt efter i flere år og at deres system simpelthen er, i al beskedenhed, bare bedre, eftersom de har lagt meget stor fokus på implementeringen af DAC chippen, som de anser som værende en mere vigtig faktor.
Hegel er norsk, og det undrer ikke når man kigger på hvordan forstærkeren er lavet. Den er som sagt yderst diskret, men føles samtidig dyr og lækker at betjene, og man skal ikke forvente at finde Hegels navn udformet i køleprofilerne, diamantbesat volumenknap eller røde fartstriber. I og for sig befriende med et produkt der ikke siger ”se mig” hele tiden, og det åbner jo så op for at man må bruge mere tid på at lytte til det. Og det er ikke så dumt, kan jeg godt afsløre.
Lyder den af no'et? Den her forstærker har virkelig mange fordele, men også en irriterende ulempe som gør at jeg ikke kan anbefale den til alle og enhver. Under testperioden skete det nemlig gang på gang, at få minutter udviklede sig til adskillige halve timer, og at min arbejdsratio kun var en brøkdel af hvad den burde have været, hvis ikke musikken kørte! Det var ikke lige sådan jeg havde forestillet mig indledningen til den her sektion, men hvad kan man gøre når musikken kræver ens udelte opmærksomhed?
Jeg har i den tid jeg har haft forstærkeren, virkelig lyttet meget til den. Både koncentreret, afslappet og som baggrundsmuzak. Og der er ikke noget at gøre, jeg kan simpelthen ikke finde nogen tonale farvninger i Hegel’en af nogen nævneværdig betydning! Den er uden tvivl en af de mest neutrale forstærkere jeg har hørt.
Tilslutninger.
Jeg kan hverken spore en varm/kølig/mørk/lys lyd signatur, det hele lyder bare ultra realistisk, og det er bestemt ikke helt forkert når Hegel siger at den hverken trækker fra eller lægger til. Det er meget imponerende, og bidrager til at gøre den meget musikalsk alsidig. Der har været spillet jazz alá Benni Chawes, rock n’ roll i form af Kiss og AC/DC, klassisk med Vivaldi og elektroniske Trentemøller-rytmer, og H100 magter det hele.
Den næsten totale mangel på farvning af lyden gør at alt står ufatteligt klart i lydbilledet, og her er virkelig hul igennem. Katie Meluas stemme bliver gengivet med alt den nærvær man overhovedet kan ønske sig, og detaljerne er exceptionelt mangfoldige. Især en plade som Benni Chawes bliver, efter min mening, mere eller mindre træls at lytte til, hvis ens udstyr farver for meget, da den meget fine timing i musikken forsvinder. Men her er det bibeholdt på fornemmeste vis, og musikken lever og ånder som den var tiltænkt.
Diana Krells ”Live In Paris” er en virkelig godt optaget samling jazz-numre. Alle de hostende og snøftende mennesker i optakten til nogle af numrene, har aldrig været så tydeligt definerede som med denne forstærker. Man føler sig næsten hensat til lægens venteværelse under seneste influenza-epidemi.
Den sorte Hegel-kasse producerer en stram, velkontrolleret og veldefineret bas. Man skal være meget krævende for at ønske sig mere her. Det er dog muligt at finde forstærkere der går dybere og har endnu mere kontrol, end H100. Men med sådan en relativ lille forstærker, er det alligevel imponerende, den måde den styrer tingene på.
Opadtil har den endda en meget fin diskantgengivelse som uden tvivl bidrager til den store luftighed den besidder. Og her kommer vi til dens trumfkort og største styrke: Letflydenhed. Lyden kommer meget nemt ud af højttalerne og medvirker til en imponerende homogenitet og autentisk oplevelse. Jeg sidder gang på gang og tænker ”Det her er bare rigtigt, sådan skal det gøres!”.
Af med toppen!
Der er virkelig mange ting som er lykkedes med den her forstærker, mange ting som går op i en højere enhed. Perspektivet er meget stort og lader ikke en være i tvivl om hvor instrumenterne står og hvor dybt lydbilledet er. Men det er på sin vis irrelevant at fokusere på, for det er der bare, og det fungerer. Det er silkeblødt, meget nuanceret og yderst holografisk.
Dynamikken er også god, men samtidig et af de punkter hvor man, godt nok ved at grave dybt, kan pege på et sted der kan forbedres. Dynamikken er i sig selv mere end bestået. Men det dynamiske overskud kommer alligevel lidt på en prøve, hvis man forsøger sig med ultra kompleks musik, og her har jeg fundet en ny favorit. Vi taler middelaldermusik og det lavest masterede musik jeg har, hvilket i sidste ende betyder multiinstrumental ultradynamik i hele frekvensområdet. Det hedder ’Ormens Guld’ og er fra Lurpakket. Det blev håndteret ganske udmærket, men der savnes alligevel en smule overskud når der virkelig bliver gået til den. Det sidste smæk savnes, og bassen er ikke helt så kraftfuld som indspilningen fordrer. Luftigheden og perspektivet klappede dog på ingen måde sammen, og diskanten var ligeså god som altid. Den er forbilledlig luftig, og ultra skarpt defineret, som himlen på en frostklar vinterdag! Og har jeg nævnt at den også er krystalklar?
”Nå, jamen så har de vel sparet på USB-anordningen?” vil nogen sikkert tilføje. Men nej, i hvert fald ikke på steder som har stor betydning for lyden. USB-tilslutningen er endnu et stort aktiv for Hegel H100. Om indspilningen er i orden eller ej, bliver musikken gengivet med samme lydmæssige fordele som tidligere nævnt. Det er ganske subtile ting der gør at jeg vælger min CD afspiller i stedet. Det er bedre dynamik, en smule bedre diskant og en lidt mere lækker og silkeblød mellemtone. Til gengæld opnår man endnu mere neutralitet ved at bruge USB-indgangen. Og selv komprimerede formater kan lyttes seriøst til.
Lidt tættere på teknikken...
Helt gennemtænkt er den dog ikke, for selv med et par effektive højttalere som mine, oplevede jeg at lavt indspillet musik over USB nogle gange hamrede hovedet i loftet, så at sige. Den digitale skala går simpelthen ikke til mere end 99, og vel spiller det da højt, men det er ikke i nærheden af at udnytte forstærkerens effektressourcer. Her kunne man sagtens bruge lidt mere gain fra forstærkeren. Og når Hegel selv anbefaler, at man ikke skruer over 80 på Windows’ interne volumenkontrol, kan det meget vel blive et reelt problem, hvis der skal realistiske lydstyrker til alá førnævnte middelaldermusik.
Jeg har haft mulighed for også at teste Hegel H100 sammen med SVS MTS-01 højttale som tidligere er testet, og resultatet var også her meget imponerende. Især diskant og detaljering var lige pludselig blevet markant bedre, sammen med perspektiv og rumdefinition. Den mestrer altså bestemt også andre højttalertyper end bare et par let drevne ukonventionelle højttalere, som undertegnedes synes Tannoy DC6000 nu engang er.
... og lidt forviklinger...
Opsamling! Det stod meget hurtigt klart, at her havde jeg altså med en rigtig god forstærker at gøre. Ikke alene er den forbilledlig transparent og neutral, men den har altså også alverdens tilslutningsmuligheder, inklusive den meget vellykkede USB-indgang. Det er en forstærker som står uden store svagheder, og grundet dens meget neutrale tilgang til lyden og kraftige strømforsyning, bør Hegel H100 kunne indgå i langt de flestes setup uden problemer. Derfor har jeg heller ingen forbehold med i min anbefaling.
Pris: 15.995,- kr
Specifikationer:
- Udgangseffekt: 2 x 120W in 8 ohm, 2 x 220W in 4 ohm
- Inputs: 5 ubalancerede (RCA), 1 balancerede (XLR) og 1 USB
- Outputs: 2 x pre out (RCA), 1 x rec out (RCA)
- Frekvensområde: 20 Hz-20 kHz, -0,2 dB
- Fasedrej: Mindre end 2 grader, 20 Hz- 20 kHz
- S/N: < -100 dB
- Crosstalk: < -100 dB
- Forvrængning: < 0.005 %, 50 W i 8 ohm
- Intermodulation: < 0.01 % (19 kHz + 20 kHz)
- Dæmpningsfaktor: > 1000
- Strømforsyning: 630 VA, 67.000 µF
- Mål: 10 cm x 43 cm x 37 cm (HxBxD), vægt 16 kg
Referenceudstyr:
- Tannoy DC6000, højttalere (SVS MTS-01 blev ligeledes brugt kort)
- Meridian 502, forforstærker
- Crown Powertech 2.1, effektforstærker
- C.E.C. 5100z, CD afspiller
- Teflar 2, højttaler kabler
- DIY balanceret kabel mellem effekt og pre
- ViaBlue NTF-S1 Quattro Analogue Silver, RCA kabel mellem CD og pre
Lytterummet: Lytterummet er 21 m2 stort og kvadratisk. Der er åbent ud til entré og køkken og der er 70 cm fra højttalerne til bagvæggen og 80 cm til sidevæggene. Mellem højttalerne er der 250 cm og lyttepositionen er omtrent 270 cm fra midtpunktet mellem højttalerne. Bag højttalerne er der dæmpet med tykke puder og rummet er velmøbleret. |