Pyramidens magi! De norske anmeldere i Fidelity er på det nærmeste gået i selvsving over højttalerne fra Respons Audio. Den lille Baby Grand fremhæves ofte som den tæt på ultimative standerhøjttaler, mens den største model i serien, Grand D, indgår som fast reference hos redaktør Knut Vadseth, hvor den har afløst B&W 801D.
Undertegnede har en svaghed for mange ting. Blandt de norske skal blandt andet findes myseost, jenter, langrend(!), Ringnes øl, Kari Bremnes, Knut Reiersrud... og grej fra Electrocompaniet. Således ansporet var det oplagt at afsøge, om vores ører mon også fungerer på nogenlunde samme måde.
Svenske Reidar Persson, manden bag Respons Audio, har en ganske unik tilgang til det at bygge højttalere. Lige siden den første kommercielle konstruktion så dagens lys i 1980, har målet været at genskabe stemningen og ”lyden af live, akustiske instrumenter og stemmer”. I den stadige udvikling og finpudsning af firmaets pt. 4 konstruktioner, bruges målinger alene som en rettesnor. Det endelige resultat afgøres ved at bruge ørerne. Og gode ører, det har Reidar uden tvivl. At han samtidig er en mand med holdninger, skinner igennem i form af kompromisløse valg af komponenter, kvalitetskontrol og ikke mindst designet, som siden midten af 80’erne har været præget af den iøjnefaldende pyramideform.
Solidt håndværk Respons Grand Artist Dimension er en, i udgangspunktet, ganske konventionel gulvstående 3-vejs højttaler med basrefleks. Kabinettet er en sandwichkonstruktion, hvor 2 lag HDF-plade holdes sammen af et lag viskoelastisk lim. Godstykkelsen er 35 mm. Enheder og delefilterkomponenter er, mildt sagt, af fremragende kvalitet. Der er anvendt udvalgte komponenter med 1 % tolerancer i de håndsamlede delefiltre med 24 dB afskæring. Terminalerne er singlewire fra Cardas, altså ingen mulighed for biwiring her, hvilket undertegnede oplever som befriende: Konstruktøren har truffet et aktivt valg, og finder tilsyneladende ikke der er behov for at eksperimentere med forskellige kabler til de enkelte enheder. Disse er i øvrigt hentet fra øverste hylde i Tymphanys righoldige sortiment, nemlig ScanSpeak Revelator enheder i størrelserne 1, 5 og 7”. Diskant og mellemtone er omkranset af et tykt stykke filt, som skal medvirke til at undgå refleksioner fra frontbaflen. Gemt i filten er huller til at fæste den for Respons Audio så typiske massive beskyttelsesplade i MDF. Det anbefales på det kraftigste at fjerne denne, når højttalerne skal spille! Basrefleksporten er placeret på fronten af højttaleren, der måler en meter i højden. Fodaftrykket er solide 39 x 35 cm, som snævres ind til ca. 20 x 12 cm i toppen. Både bag- og frontbaffel er, ligesom sidevæggene, tiltet nogle grader, hvilket giver den karakteristiske pyramideform, som har været anvendt i Perssons konstruktioner lige siden 1980. For frontens vedkommende medfører det en tilnærmelse af enhedernes akustiske centre til en lodret linje. Det testede sæt er i mat, lys kirsebærfiner, men stort set en hvilken som helst finish kan bestilles. Samlekvalitet og finish er absolut førsteklasses, med usædvanlig flot resultat til følge. Der er ingen synlige sammenføjninger i fineren, og enhederne er pænt forsænkede i fronten.
Pyramideformen gør, at de absolut ikke virker dominerende i stuen, og faktisk er mindre visuelt påtrængende end de fleste standerhøjttalere på fod, inklusive lillebror Baby Grand. På forsiden er kanter og hjørner afrundet, hvilket i mine øjne bidrager til højttalernes organiske natur. Hvorvidt den utraditionelle kabinetform rent visuelt er et plus, må være op til den lokale indretnings-general. Her i hytten giver de ikke anledning til mislyde, udover at den ganske lille topplade ikke levner plads til andet end ganske små urtepotter. Således har højttalerne altså også i denne henseende en indbygget feature, som mange i den primære målgruppe, nemlig os, sætter umådeligt stor pris på.
Det anbefales at bruge vægtafstemte SD-fødder til Grand Artist D. Forskellen med og uden er absolut til at tage og føle på, akkurat som med de fleste andre højttalere, jeg har hørt her i stuen. Lydbilledet strammes op, og tendensen til at gulvet spiller med minimeres. Generelt vil jeg anbefale SD-fødder til parketgulv og lignende, ”flydende” typer gulv. Som altid bør man dog prøve sig frem, i egen stue og med eget grej.
Design og teknik er én ting, men for mig er lyden og musikken det absolut væsentligste. Jeg levede med højttalerne i omtrent 6 uger, og har i den periode fået hørt rigtig meget musik, af alle genrer, højt og lavt, tidligt og sent, koncentreret og som lydtæppe i baggrunden, og med en masse forskelligt grej. Og fremragende lyd er lige hvad du får med Grand Artist Dimension!
Organisk, stort, rigtigt Disse højttalere er gode! Punktum, slut. Efter ganske få sekunder med musik i afspilleren stod det klart, at jeg ville få problemer med disse højttalere. Mange problemer, endda. Ikke af hverken mekanisk, elektrisk eller praktisk art, men langt værre. Det væsentligste ville være at få tilstrækkeligt med søvn i den kommende periode. Et andet ville være den snigende fornemmelse af, at et sæt højttalere til et par månedslønninger måske kunne vise sig at være et endog særdeles fornuftigt køb. Samtidig begyndte de små porer i håndfladerne at perspirere væsentligt mere end normalt. For hvordan beskriver man lyden af en højttaler, der efter sigende er uden reelt sidestykke i prisklassen, på en række afgørende parametre?
At beskrive de enkelte dele af toneområdet og lyden fra højttalerne synes nærmest useriøst, men jeg skal forsøge at give et indtryk af det, jeg hører.
Her er ganske enkelt uendeligt meget af det, jeg har gået og drømt om i årevis. Og nogle ganske få kedelige tendenser. Mere om dem senere. Reidar Persson har formået at tæmme den ofte vilde R9900 Revelator diskant. I denne konstruktion lyder den faktisk slet ikke af diskant. Den tilfører blot indtrykket af luft og højt til loftet, og fortsætter i naturlig forlængelse, hvor mellemtone enheden slipper - jeg er ikke i stand til at detektere nogen hørbare overgange mellem enhederne, overhovedet. Gengivelsen af applaus og oplevelsen af rum er rigtig, rigtig flot, hvilket i min verden er udtryk for, at såvel perspektiviske egenskaber som opløsning er på plads. Mellemtoneområdet er præget af plasticitet og gennemsigtighed, og fremstår samtidig uhyre solidt og nærværende. Her er ikke så meget som antydningen af kasselyd. Musikken slipper på fornemste vis fri af højttalerne, og her ligger en del af magien gemt, oplever jeg. Dave Matthews har begået en aldeles fremragende live udgivelse, som bør være fast inventar i ethvert hjem. Live at Radio City er en af de bedste nyere live optagelser jeg kender til. Dave spiller duet med Tim Reynolds, begge på akustiske guitarer, den ene med nylon, den anden med stålstrenge. Fornemmelsen af at være til stede i rummet er, gengivet via Grand Artist D, ganske enkelt overbevisende.
Og bassen! Hvilken bas! Her er tyngde, soliditet, fundament og en ganske enkelt fremragende artikulation. Niveaumæssigt er den en anelse mildere i den dybe ende end sin lillebror, Baby Grand, der i nogle situationer kan virke en anelse pumpet. Til gengæld rækker Respons Grand D dybere ned i det musikalske fundament, og den meget fine opløsning bevares nedefter, selv ved mere end nabofjendske niveauer. NHØP's kontrabas står præcist aftegnet midt i stuen, i den rigtige størrelse, og med fuldt niveau i hele dens virkeområde. Den gengives stramt og naturligt, med den rette sonoritet og helt uden overshoot. På dette punkt bliver mine Holfi Sonair Elegance kørt gevaldigt bagud, selvom dette netop er en af deres stærkere sider. Trommesættet på High Fidelity's reference cd nr. 13 fremstår lyslevende i stuen, og gulvtammerne tager nærmest ”vand ind”. NHØPs eminente evner på kontrabas gengives med fylde, præcision og vanvittigt flot artikulation. Anslag på strengene og udklingning af samme, understøttes af instrumentets karakteristiske resonante krop. Hvis det fås meget bedre end dette, hører jeg gerne herom.
Forbehold Men, men, men... Det er også i basområdet, at min eneste egentlige anke skal findes. I den store stue, et rum på ca. 120 kvm med almindelig loftshøjde, kom Grand Artist D i gevaldige problemer. Med Trentemøllers The Last Resort i afspilleren, effektforstærkere af absolut kapabelt tilsnit (henholdsvist en EarthQuake Sound Cinenova Grande og et sæt yderst kapable Marantz monoblokke), kom højttalerne i alvorlige vanskeligheder, selv ved overraskende lave niveauer. Basenhederne kæmpede forgæves for at flytte den luft, de blev bedt om, og de mere end almindeligt kraftige forstærkere til rådighed gjorde deres for at holde enhederne under kontrol, men uden held. De blafrede lystigt afsted, med tydelig mekanisk forvrængning til følge. Ingen af deltagerne pådrog sig skader, hverken højttalere eller tilhørere, om end sidstnævnte tydeligvis alle blev en anelse forskrækkede. På al anden musik der blev spillet ved denne lejlighed, var fænomenet ikke tilstede. Er Trentemøllers musik bare så ond, eller er det andre faktorer på spil her? Det var en højst mærkværdig, og i grunden uforklarlig oplevelse. Samtlige øvrige højttalere til lejligheden havde ikke tilnærmelsesvist samme problemer. Om det skyldes det meget store rum, med deraf manglende fjedervirkning fra luften omkring højttaleren skal jeg ikke gisne om, men blot nævne at mine forrige Holfi højttalere, Tyra Charisma mk II, i samme rum havde akkurat samme problem. Teknisk mere kyndige end undertegnede kan muligvis kontemplere over, hvorvidt den anvendte topologi i delefiltret kan have en indvirkning i denne sammenhæng. Jeg aner det ikke, men blev ganske forundret over fænomenet. I min lille stue er der ikke antydning til unoder, så problemet må siges at være ganske rumafhængigt. Faktum er, at jeg på baggrund af egne erfaringer, ikke vil anbefale Grand Artist D til meget store rum, hvis din primære diæt er tung, dyb, elektronisk pop af bedste skuffe. Og det uanset hvilke forstærkerkræfter du har til rådighed.
Der, hvor Respons Grand Artist D virkelig excellerer, er i gengivelsen af grundtoneområdet, rum, akustiske instrumenter, sammenhæng – og stemmer! For at starte med det sidste, så er der her ganske særlige oplevelser at hente. På dette felt er der intet, absolut intet, at udsætte. Benny Andersens særegne stemmepragt på Leonard Cohen fortolkningen På Danske Læber, har jeg sjældent hørt bedre artikuleret, og det er en fornøjelse at høre Bennys helt unikke frasering og brug af vejrtrækning til at give stemmen liv og inderlighed. Et andet eksempel er at finde på Kari Bremnes’ klassiker, Svarta Bjørn, som kan få selv meget kapable højttalersystemer til at stresse. Særligt Karis stemme bliver nemt skinger og anstrengt at høre på. Her gengives nummeret Ka Ho Anna Drømte Om, med usædvanlig klarhed og samtidig helt uden anmassende tendenser. Størrelsen er rigtig, ingen overeksponering eller lyden af ”hul brystkasse”, blot en vanvittigt virkelighedsnær, tilstedeværende gengivelse, som sidder lige i skabet. Overeksponerede s-lyde, som ofte kan skære emaljen af tænderne, bliver holdt flot under kontrol, og er aldrig påtrængende. Flot.
Denne naturlige gengivelse af den menneskelige stemme oplever jeg som gennemgående for Respons Grand Artist D, og for de øvrige Respons modeller jeg har lagt ører til gennem årene. At der her er tale om en usædvanligt vellydende blanding af enheder, delefilterkomponenter og kabinet, afstemt med live, akustisk musik som reference, er indlysende. Konklusion Respons Grand Artist Dimension er en vanvittigt vellydende højttaler. Dens største force er dens naturlige gengivelse af musikken, og det faktum at den gengiver musikalske begivenheder med den rette størrelse, både samlet set, og de enkelte instrumenter og stemmer imellem. De pyramideformede kabinetter deler med garanti vandene, deres form er dog bestemt ikke tilfældig. Højttalerne fungerer godt sammen med både rør og transistorbaserede forstærkere, og lader tydeligt de forskellige lydsignaturer på det anvendte udstyr slippe helskindet igennem. Den er ikke et oplagt valg, hvis din primære diæt står på tung, synth-baseret electronica á la Trentemøller i et kæmpe rum. Til de aller fleste andre formål hører Respons Grand Artist D til i den absolutte topklasse. Prisen på 53.000,- gode, devaluerede og højt beskattede danske kroner kan synes umådeligt høj for de råvarer, man reelt får. Men når afstemning af enheder og delefilter, det avancerede kabinet, finish og ikke mindst de musikalske oplevelser, disse små pyramider formår at bidrage til tages med i ligningen, bliver det i min bog til et yderst fornuftigt bud på en flot, kompetent, omgængelig og ikke mindst vanvittigt vellydende højttaler.
Specifikationer:
Princip: 3-vejs basrefleks
Frekvensområde: 35 Hz – 40 KHz, -3 dB ved 35 Hz, 200 Hz – 40 KHz inden for 1 dB
Følsomhed: 86 dB/1m
Impedans: 4 ohm
Delefrekvenser: 350 og 3500 Hz
Enheder: 1” Ringradiator, 5” Revelator mellemtone og 7” Revelator bas, alle enheder er fra ScanSpeak.
Dimensioner: 101 x 35 x 39 (B x H x D cm)
Vægt: 35 kg
Pris: 53.000,- kr pr. par
Importør:
Jumon audio Solvangsvej 25 2600 Glostrup Web.: www.jumon-audio.dk Mail.: salg@jumon-audio.dk
Diskografi:
Dave Matthews – Live at Radio City
Luksus – Luksus
Cowboy Junkies – Early 21st Century Blues & The Trinity Sessions
Trentemöller – The Last Resort
Kari Bremnes – Svarta Bjørn
Lise Westzynthius – Rock, You Can Fly
Led Zeppelin – II
Pearl Jam – Yield
Emmylou Harris – Spyboy
Carl Orff – Carmina Burana
Jack Johnson – Sleep Through The Static & Thicker Than Water
Ben Harper - There Will be a Light & Live From Mars
Tina Dickow – Fuel
Lucinda Williams – West
NHØP – Those Who Were
Jens Unmack – Vejen Hjem fra Rock'nRoll
Diverse - Sange fra 1. sal
Kresten Osgood – Frimærkesamling
Referenceudstyr:
Forforstærker: Electrocompaniet EC 4.6
Effektforstærkere: Electrocompaniet AW180 og Lectron JH-50
Afspillere: dpa Enlightenment Drive/DAC, DENON DVD-2900 m/ Theta DSP ProPrime DAC, Pro-Ject 6 m/ Dynavector DV10x5 og Parasound zPhono RIAA
Kabler: Harmonic Tech og PM Audio (Silk mk II og Silspeak 425)
Højttalere: Holfi Sonair Elegance
Endvidere er til anmeldelsen anvendt EAR 509, Marantz SA-7S1/SC-7S2/MA9S2 og EarthQuakeSound CineNova Grande.
Lytterum: Ca 25 kvm stue, åben til køkken og trappe, ingen rette vinkler mellem væggene. Stuen er fyldt med bøger, cd'er og en stor sofa. Tæppe på gulvet mellem højttalere og lytteposition. Relativt veldæmpet. Den store stue er ca 120 kvm, opdelt i 2 primære områder og indrettet med sofaer og gardiner. Begge steder er der flydende trægulv. |