Dynaudio er ikke en ”hr. hvem som helst” på den danske hi-fi scene. De har netop fejret deres 30 års jubilæum, med modellen Sapphire. Tidligere har der været andre jubilæums modeller, som f.eks. Speciel 25, som ved tidligere lejlighed har rundet et af redaktionens lytterum.
Dynaudio har som sagt været i gang i 30 år, og det var ideen om en højtaler som forholdt sig fuldstændig neutral i forhold til kildematerialet, der startede det hele. Det vil sige en højtaler uden egentlig egenlyd, som ellers var populært dengang i 70’erne. F.eks. havde både engelske og amerikanske producenter deres helt egen idé til lyden i deres højtalere. I dag er Dynaudio på ”oprindelige” tyske hænder, og det var da også oprindeligt to tyske herrer, samt den ”nogenlunde” kendte hr. Skaaning, der startede firmaet. Skaaning er siden rykket videre med egne ideer, og i dag er virksomheden 100 % ejet af den ene af de tyske herrer, som var med til at starte det hele. Produktion og udvikling har altid foregået i Skanderborg, og gør det også den dag i dag. Kun marketing er flyttet til Tyskland. Dynaudio eksporterer i dag til over 80 lande, med Tyskland som et af de største markeder, så denne disposition er nok ikke helt tosset.
Da det hele startede, stod det hurtigt klart, at standard enheder ikke var gode nok, så man måtte udvikle sine egne helt fra bunden. Resten er historie, og ingen hi-fi entusiast kan i dag sige sig fri for, at kende de karakteristiske Dynaudio enheder, som f.eks. Esotar diskanterne der altid har rangeret højt som gode enheder. I dag går al produktion til egne højtalere, og en lille smule OEM produktion. Al salg af løse enheder er stoppet. Til gengæld arbejder Dynaudio i dag sammen med både VW og Volvo med udvikling af højtalere til biler, hvilket på ingen måde må forveksles med alm. bilstereo. Der er tale om skræddersyede løsninger til hver bilmodel.
I denne test kigger, og lytter, jeg nærmere på Confidence 1, som hører til i det øverste segment i Dynaudio’s rækker, når man lige ser bort fra de ”svimlende” dyre statement højtalere i Evidence serien. Confidence serien indeholder 4 modeller, hvor af de 2 største er gulvmodeller (C2 & C4) til henholdsvis 74.000,- og 110.000,- sættet. Confidence 1 er en standermodel til 44.000,- sættet. Ydermere laves der en centerhøjtaler til 45.000,- stk.
Konstruktionen af C1 er super gennemarbejdet, og lige meget hvilken detalje man checker efter i sømmene, er der tænkt over tingene for at få den perfekte løsning. Selve kabinettet er højt og smalt. Og dybt! Årsagen til denne specielle form skal findes foran på kabinettet. Her er en ekstra baffel uden på kabinettet, og den ”svæver” frit foran det smalle kabinet. Ideen er, ifølge producenten, at få enhederne til at opføre sig som, at der ikke er nogen kabinetsider, som lyden kan følge. Luft, og dermed lydbølger, vil altid følge en fast overflade, og dette fænomen kan desværre også være med til at farve lyde. Med den svævende baffel, der sidder ca. 1 cm foran kabinettet, og som følger enhedernes konturer uden at blive smallere end kabinettet, vil det i teorien få enhederne til at opføre sig som, at der ikke er nogen kabinetsider.
For- og bagsiden af medaljen!
Baffel og kabinetfront udgør tilsammen en ca. 5 cm tyk konstruktion, hvilket selvfølgelig også giver enhederne et stift grundlag for hurtigt afsæt. Kabinettet er, som alle andre Dynaudio højtalere, lavet på Dynaudio’s egen møbelfabrik i Vejle. Det er lavet af 25 mm MDF plade, og afstivet med en kraftig 8-tals ramme, der ligger vandret midt i kabinettet. Finish, finer og diverse fittings er lavet til UG med kryds og slange. Dynaudio laver matchende standere som monteres direkte på C1’s bund uden brug af en topplade. De fulgte selvfølgelig med til testen. Terminalerne er fra WBT, og er kun til singlewiring, fuldstændig som resten af Dynaudio’s modeller. Jeg forstår udmærket denne disposition, for jeg hører også til den flok der mener at biwiring er marketings-gas. Kun ved biamping giver det mening, men hvorfor så ikke bare købe et par ”solide” monotrin i stedet?
"Svævende" baffel og et kig til lagene i kabinetkonstruktionen.
Enhederne er in-house produktion, inkl. alle delene til membraner, spoleforme, spoler osv. Der er i princippet tale om en form for platforms teknik, som f.eks. Volkswagen også benytter til deres produktion af biler. Det betyder i praksis at enheder kan opbygges på kryds og tværs med vidt forskellige magneter, spoler, membraner, osv., så det passer til præcis det behov en given model kræver. Selve membranen til bas og mellemtone enheder er lavet af en magnesium-silicium-polymer, som Dynaudio selv har udviklet og patenteret. I princippet er det en plastikmembran, som har fået tilført disse mineraler få at opnå specielle egenskaber, samtidig med at vægt og resonansegenskaber kan kontrolleres. Dette materiale stammer helt tilbage fra Dynaudio’s fødsel. Membranerne er i øvrigt specielle ved at være og støbt ud i ét stykke med støvhætten. Ved centrering benyttes pianotråde, som lige præcis kan gå gennem de små huller ved støvhættens kant. Chassiset er af aluminium og er selvfølgelig udluftet efter alle kunstens regler, men er også specielt ved at holde ”under og omkring” magneten, hvor magneten normalt ”hænger” uden på chassiset. Enheden i den testede C1 er en 6½” enhed, som har en spolediameter på 7,5 cm. I øvrigt kan Dynaudio lave 6½” enheder i 1500 forskellige versioner, på grund af denne platformsteknik.
C1's 6½” enhed set bagfra.
Diskanten er mindst lige så speciel. Igen er det platforms teknik, som kan sættes sammen på kryds og tværs, men membranen er anderledes. Her benyttes en silkedome, som coates efter Dynaudio’s helt egen opskift. Det er ikke silken der høres når enheden spiller, men coatningen. Silkedomen er der kun for at holde formen på den bløde og nærmest gummiagtige coatning, og har dermed helt bevidst et minimum af indflydelse på enhedens egenskaber. På C1 er aluminiumsfronten på diskantenheden en hel cm tyk, til trods for at den sidder i en 5 cm tyk baffel.
C1's diskantenhed set bagfra.
Spoleformene er lavet af aluminium på diskanten og kapton på bas/mellemtone, og tråden til enhedernes spoler er af sekskantet aluminiumstråd, dels for at spare vægt, men den sekskantede tråd gør også at der kan vikles spoler med en meget høj tæthed. Det giver dog et lille problem: Aluminium kan ikke loddes til enhedens terminaler. Det løser Dynaudio ved at vikle aluminiumstråden stramt omkring en kobbertråd, så de får en stor og tæt kontaktflade, og så efterfølgende forsegle de to tråde, så de bliver siddende sammen.
Delefilteret er af 1. ordens typen, og er impedanskorrigeret, for at udgøre en så nem belastning som muligt. Komponenterne består af luftkernespoler, porcelænsmodstande, samt Solén plastikkondensatorer, alt sammen monteret på et glasfiberprint. Kvaliteten er absolut i orden. Den interne kabling er af en helt ordinær multistrand OFC-type, som understøtter tesen om at en leder på under ½ meter ikke har nogen som helst indflydelse på lyden.
1. ordens delefilter.
Lytteindtryk Lydmæssigt er det Dynaudio’s filosofi, at højtalere skal opføre sig så neutralt og autentisk som muligt, i forhold til det signal de modtager, så de i princippet kun leverer den musik som kunstneren oprindelig havde tiltænkt. Et meget langt stykke af vejen lever Confidence 1 op til denne filosofi, og selv om der er små kompromisser, så lad mig allerede fra starten slå fast, at dette her er high end lyd af meget høj karat, som på flere punkter er på fuldt niveau med referencen.
Vi starter fra bunden, med bassen. C1 leverer bas med tyngde og overbevisning, men stopper nedefter ved ca. 50 Hz, hvilket også stemmer helt overens med Dynaudio’s egne data, som oplyser en nedre grænse på 45 Hz +/- 3 dB. Men det betyder ikke at der mangler bas, det er kun den allerdybeste bas man må give afkald på. Kommercielle indspilninger falder heller ikke igennem her, med manglende tyngde i bassen, som jeg oplevede med Amphion’s Argon2 Anniversary. Confidence 1 er lidt mere tilgivende, og givende(!), på dette område.
Close-up af basmellemtone og diskant.
Detaljeringen i basområdet er af allerbedste klasse, med tydelige toner som står helt fri af hinanden, og en stortromme hvor hvert anslag helt tydeligt består af den rigtige ”3-i-1”-lyd: Anslaget fra pedalen ”klik”, skindet der flytter sig ”dok”, og siden skindet der vibrerer efter anslaget ”boom”. Det er én lyd når den kommer ud af højtaleren, men kan man høre disse tre lyde samlet, så er vi meget tæt på den rigtige lyd af en stortromme. Vi er helt på niveau med referencen, for det er virkelig småting der er til forskel på de to, når man ser bort fra dybbassen.
I mellemtoneområdet er det en letflydende og meget let tilgængelig lyd som kommer ørerne i møde, fuldstændig fri for forvrængning og betoninger som s- og t-lyde. Det er meget tydeligt at høre hvad Dynaudio mener, når de siger at deres ideal er neutralitet, for det er en meget neutral og homogen lyd som strømmer ud af C1, men det er ind i mellem også lidt (for) pænt. På nogle pop og rock indspilninger, kan jeg godt savne lidt mere råhed i stemmer og på instrumenter. En elguitar skal lyde lidt hård og rå, og ikke som at der er plys på både guitarkroppen og selve strengene. Når det er sagt, så skal der heller ikke herske tvivl om at klassiske instrumenter og stemmer, som f.eks. opera, gengives med en naturlighed, realisme og letflydenhed, som ellers sjældent opleves uanset prisklasse!
Videre opefter er der masser af luft, hvilket giver rigeligt med plads mellem de udøvende. Samtidig giver det også oplevelsen af et meget stort lydbillede, med masser af bredde og højde, og kun på dybden savner jeg lidt bedre definition af hvor bagvæggen ender. Vi er igen absolut på niveau med referencen, men hvor lydbilledet på C1 faktisk er bredere (forbi højtalerne!) og højere, kan præcisionen på C1 ikke følge referencen. Det er ikke helt så plastisk, at man nemt kan placere de udøvende præcist, og det forekommer lidt mere svævende. Og så var der detaljen med bagvæggens placering. Her er referencen helt klart bedre!
Detaljerne står generelt meget tydeligt frem, men på mikrodetaljeringen mangler de allermindste lyde i forhold til referencen. Det er småting, men er man vant til at de laveste lyde er der, så savner man dem med C1. Dynamikken er til gengæld af bedste skuffe, for til trods for den ind i mellem pæne lyd, så er der masser af smæk på trommer, blæsere, stemmer osv. Kun på ”skræl” fra messingblæsere, har jeg hørt det bedre på Amphion’s Argon2 Anniversary. Men på dette punkt er både referencen og Confidence 1 bagefter.
Med Dynaudio Confidence 1, måtte jeg igen se til, mens mit andet ”jeg” trådte i karakter. Ikke så meget for at hive nye plader ud af skuffer og ned fra hylder, som mit andet ”jeg” normalt gør. Nej, denne gang var det for at høre ”test”-pladerne til ende! Normalt hører jeg et nummer eller to fra testpladerne, for at sætte bestemte egenskaber på plads, men denne gang blev pladerne startet forfra og ofte hørt til ende, for det var bare så dejligt, behageligt, frigjort og ligetil. Alle ens bekymringer om hverdags småproblemer forsvinder som dug for solen, mens man glider hen foran Confidence 1’erne. Og det fortæller igen dig, kære læser, at det her er et sæt højtalere af meget høj karat, som sætter musikken i højsædet og leverer en overordentlig god og behagelig oplevelse af din ynglings musik.
Samlet konklusion Dynaudio Confidence 1 er et overordentligt kompetent sæt højtalere, med få og små begrænsninger. Bassen er lige i øjet med masser af detaljer og præcision. Mellemtonen er frigjort og ligetil, med dejlige og naturlige stemmer, og kun på de mest ”rå” indspilninger, savnes der lidt af denne råhed. I diskanten er der store mængder af luft, endda mere end referencen kan prale med, men det er desværre også på bekostning af præcision heroppe i de øverste luftlag. Perspektivet er stort, større end referencen, men igen på bekostning af præcisionen. Der mangler nogle mikrodetaljer, og placeringerne er ikke helt så knivskarpe som via referencen. Det er alt sammen små, men relevante forskelle.
Når man tager i betragtning at referencen er en 3-vejs ”full range” gulvhøjtaler, og C1 ”kun” er en 2-vejs stander højtaler, så klarer C1 sig faktisk overraskende godt i selskab med referencen. Ofte kan det være en fordel kun at skulle fordele signalet på to enheder frem for tre. Det gør konstruktionen noget simplere, og ofte også billigere, men med stort set samme ydelse, som jeg f.eks. oplever her. Ser man bort fra dybbassen, så er det virkelig en smagssag, om man fortrækker det ene frem for det andet.
Dynaudio Confidence 1 er suverænt de bedste 2-vejs standerhøjtalere, undertegnede har hørt til dato. Derfor er udnævnelse ”Topklasse” helt på sin plads og de får mine varmeste anbefalinger med på vejen.
Specifikationer:
- Princip: 2 vejs, basrefleks.
- Frekvensområde: 45-22.000 Hz, +/- 3 dB.
- Følsomhed: 85 dB.
- Impedans: 4 ohm.
- Delefrekvens: 1800 Hz, 1. orden.
- Enheder: 1 stk. 6½” bas/mellemtone & 1 stk. 1” diskant.
- Dimensioner: 44,5 x 20 x 43 cm (H x B x D).
- Vægt: 11 kg. pr. stk.
Pris: 21.999,- kr. pr. stk. Standere, Stand4: 1249,- kr. pr. stk.
Producent:
Dynaudio A/S
Web: www.dynaudio.com Mail: info@dynaudio.com Tlf.: +45 8652 3411
Reference-udstyr:
- Lyngdorf CD-1, CD-afspiller, m. Holfi Stabilizer
- Audio Analogue Bellini, forforstærker
- Vincent SP-995, mono-effektforstærkere 2 stk.
- Xavian XN360, højtalere
- Silver Sonic Revelation og Q10, kabler
- Brinck Br 507, netstøjsfilter selvbyg
Lytterum: Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Væggen bag højtalere og lyttepositionen er dæmpet med THX-godkendte paneler. |