Her er du: Anmeldelser - Martin Logan Source 4. november 2024 | 09:06   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


Martin Logan Source
Anmeldelse af: Mikkel Gige  [31.05.2008] Print testen
Martin Logan Source er en af to nye gulvmodeller med elektrostat panel i Design serien. Source er den almindelige passive version, som til trods for at de deler design, faktisk har få ligheder med den fuldt aktive Purity.

Elektrostat panelet og kabinettet til bassen er det samme, men så stopper lighederne også. Source har en 8” basenhed, hvor Purity har to 6,5”. Endvidere er Purity fuldt aktiv med egne indbyggede forstærkere. Selve basenheden i Source har støbt aluminiumschassis, kraftig dimensioneret magnetsystem og papirmembran. Den sidder i sit eget basrefleks kabinet med bagud vendt port. Elektrostat panelet på 24 x 71 cm er monteret på den øverste tredjedel af baskabinettet, mens det sidste stykke opefter sidder frit med dipol udstråling.

Source er en såkaldt hybrid konstruktion, med en dynamisk basenhed der tager sig af de laveste frekvenser, hvor der fysisk skal flyttes mere luft. Længere oppe tager elektrostat panelet over fra 470 Hz, og helt op til dér, hvor ørerne alligevel ikke kan følge med. Her er lidt genbrug fra den tidligere Vista anmeldelsen, som forklarer princippet bag elektrostat princippet: Et elektrostat panel har ikke nogen traditionel magnet. Magnetismen bliver skabt af højspænding som løber igennem en folie, mellem to statorpaneler som sidder foran og bagved folien. Det er derfor nødvendigt med tilslutning for 230V, for at kunne skabe den nødvendige spænding. Det er også her musikken bliver skabt, ved at signalet løber igennem de to statorpaneler med en kraftigere spænding, som bliver skabt af en step-up transformer i højtaleren. Når polariteten skifter i musikkens signal, så skifter statorpladerne også polaritet, og folien bevæger sig derfor frem og tilbage i takt med signalet. Det er dette der frembringer musikken. På Martin Logan’s højtalere buer panelet for at sprede lyden mest muligt. På andre elektrostat højtalere er panelerne typisk helt flade, og man vil derfor kun opleve fuldt frekvens-område i sweetspot. Dette omgår Martin Logan ved at panelet buer, men det er nemmere sagt end gjort. For at folien ikke skal ramme statorpanelerne, må folien støttes af nogle buede plastikstykker. Disse kan også nemt ødelægge foliens bevægelsesfrihed, så der er brugt meget tid på at optimere dette. Løsningen kaldes CLS (Curvilinear Line Source).

Modsat de dyrere modeller fra Martin Logan, er strømforsyningen til elektrostat panelerne på Source flyttet uden for kabinettet. I stedet for 230V forsyning, så kører Source med 15V, som efterfølgende køres op til en højere spænding som kan trække elektrostat panelerne. Panelerne er aktive forstået på den måde, at de selv tænder og slukker, når de modtager signal eller har været uden signal nogle minutter.

Delefilterkomponenter og panelernes elektronik er af god kvalitet, og finish og den generelle kvalitet af enheder og kabinet er overordentlig god. Rammerne til panelerne har samme hårdføre lak som resten af Martin Logan’s modeller, og kabinetterne kan leveres i enten gråsort eller mørk kirsebær. Termineringen er med kraftige ellipseformede fingerskruer, som gaber over både spader, bananer, og råt kabel med stort tværsnit. Dog er der kun mulig for singlewiring med et enkelt sæt terminaler. Lige under terminalerne sidder stikket til den eksterne strømforsyning.


Source elektronik til venstre og delefilter til højre.

Under kabinetterne sidder en kraftig støbt metalsokkel, som er speciel ved, at den kan vendes 180 grader hvorpå højtalerne enten står lige ret op og ned eller bliver vinklet ca. 13 grader bagover. Det er en simpel operation, og gøres ved at ligge højtaleren på siden, løsne en stor central fingerskrue og vende soklen. Årsagen til at Martin Logan har lavet denne ekstra feature er, at panelet ikke er så højt som søstermodellerne fra ESL serien, og det medfører, at det i nogle tilfælde kan opleves som om, at spredningen ikke er stor nok i det vertikale plan. F.eks. hvis man ofte går rundt mens man hører musik, og ikke sidder i sweetspot konstant. I disse tilfælde vinkler man så blot højtalerne bagover, og problemet er løst. Smart nok!


Lytteindtryk
Inden jeg beskriver lytteindtrykket, så bør det retfærdigvis nævnes at Source er en del af Martin Logan’s design serie, så der er en anden tilgang til lyden, når man sammenligner direkte med ESL serien. Med design-serien handler det om helheden i musikken, mere end detaljer, teknik osv., og da højtalerne jo også koster mindre end ESL serien, så vil der være kompromisser. Dog skal dette ikke opfattes negativt, for musikken er stadig i højsædet. Det handler om at få en god oplevelse. Rent teknisk har Source flere ligheder med f.eks. Vista fra ESL serien, som tidligere har været forbi lytterummet, men så stopper al sammenligning også, for det er to helt forskellige produkter, med hver sin filosofi bag. Source er et ”lifestyle” produkt med god lyd til alle, med fordelene fra elektrostaten, og bør testes som sådan.

Normalt spiller vi ikke selv højtalerne til, da det optager for meget plads. Men i dette tilfælde mente importøren at det var oplevelsen værd. Det tog ca. 100 timer før Source’erne var tilspillet og faldt helt på plads. Bassen var på plads allerede efter 25 timer, men elektrostat panelerne skulle op omkring 100 timer før de åbnede maksimalt op. Lige fra starten stod et helt klart, at den vertikale spredning manglede. Det betød at så snart man rejste sig fra lyttepositionen, blev lyden dunkel og lukket. Og det lod som sagt vente på sig, nærmere 100 timer. Men så skete der også ting og sager. Det var en helt anden, og bedre højtaler at høre på.

Source’erne er lidt fyldige i bassen, hvilket samlet giver et lydbillede der hælder mod det varme. Detaljeringen er, til trods for denne fylde, god. Du hører de enkelte bastoner og tryk på stortrommen, uden at det flyder sammen. Længere oppe i mellemtone og diskant antager lyden en mere neutral karakter. Stemmer gengives med realisme og naturlighed, men antager også en lidt mere markeret form. Ikke noget voldsomt, men stemmerne kommer lidt tættere på, end hvad jeg er vant til fra de fleste andre højtalere jeg har hørt. Ikke noget problem i sig selv, man vænner sig hurtigt til det.

Apropos lydbillede, så hersker der en rigtig god rumfornemmelse, og især på klassiske og akustiske indspilninger kommer det til sin fulde ret. Med rock og pop kan bassen nemt komme til at overskygge musikken, så noget af rumfornemmelsen ryger. Præcisionen i lydbilledet savner dog en smule, og det gør at det ikke er helt så nemt, at placere de udøvende i lydbilledet, som havde vi været i en dyrere model fra samme producent. Detaljeringen er generelt god, men i diskanten spores der en vis tilbageholdenhed, som desværre også betyder tab af mikrodetaljer. Igen ikke noget stort, men det er hørbart. Af samme årsag savner jeg også lidt luft heroppe i de højere frekvenser.

Normalt anbefaler Martin Logan, at panelerne peger ind mod lyttepositionen, så man kan se refleksionen fra en lygte holdt mod hagen, i den inderste tredjedel af panelet, men Source’erne skulle i dette lytterum vinkles, så refleksionen var midt på panelet, altså pegende direkte mod lyttepositionen. Det resulterede i en endnu bedre fornemmelse af højde, dybde og bredde, som nu spredte sig forbi højtalerne i en grad, så de stort set forsvandt i lydbilledet.

Rent placeringsmæssigt var Source’erne meget nemme at have med at gøre. Den fyldige bas blev hverken fremhævet eller mindre når de blev rykket tættere på bagvæggen, og under det meste af testen stod de med en halv meter til bagvæggen. Panelet opførte sig også eksemplarisk i forhold til den dipole udstråling. Det skyldes sandsynligvis at panelet buer indad på bagsiden, så lyden samles i stedet for at spredes bagtil. Også overgangen fra basenhed til elektrostat-panelet var helt perfekt og gnidningsfri.

Det var så det ”tekniske”, men spiller de musikken på musikkens præmisser?  Ja, det må jeg sige. Man kan altid pege fingre og sige: ”Der mangler dit og dat”. Når det kommer til helheden i musikken, homogeniteten, så rammer Martin Logan sømmet lige på hovedet, for der er ikke noget der stikker ud eller stikker af. Intet lyder hårdt eller kantet, og jeg vil vove den påstand, at de fleste ville være overordentlig tilfredse med Source’s præstation. Vil du ha’ mere, eller flere detaljer, ja så har Martin Logan også nogle modeller til det. Men så er det også til en anden pris.


Konklusion
Når alt dette er sagt, så mener jeg at Source faktisk er lidt af en genistreg. Du får en højtaler til 10.000,- stykket med elektrostat teknik, som oven i købet lyder rigtig fornuftigt til prisen. Det er lidt af en præstation, da elektrostat/CLS teknikken i sig selv er dyr at arbejde med. Og det bliver ikke billigere bare fordi højtaleren er det. Det gør samlet set Martin Logan Source til et rigtigt godt bud på en ”entry-level” elektrostat højtaler.


Specifikationer:

  • Princip: Dynamisk bas og elektrostat panel.
  • Frekvensområde: 42-22.000 Hz +/-3dB.
  • Følsomhed: 90 dB.
  • Impedans: 5 ohm, 1.6 ved 20 kHz.
  • Delefrekvens: 470 Hz.
  • Enheder: 1 stk. 8” bas m. papirmembran og 1 stk. 24 x 71 cm elektrostat panel.
  • Dimensioner: 130 x 24.5 x 37 cm (H x B x D).
  • Vægt: 21.5 kg.

Pris: 19.990,- pr. sæt.


Importør:

Interceptor Audio
Web: www.interceptor.dk
Mail: info@interceptor.dk 
Tlf.: +45 4827 7979

Producent:
Web: www.martinlogan.com


Reference-udstyr:

  • Lyngdorf CD-1, CD-afspiller, m. Holfi Stabilizer
  • Audio Analogue Bellini, forforstærker
  • Vincent SP-995, mono-effektforstærkere 2 stk.
  • Xavian XN360, højtalere
  • Silver Sonic Revelation og Q10, kabler
  • Brinck Br 507, netstøjsfilter selvbyg

Lytterum:
Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Væggen bag højtalere og lyttepositionen er dæmpet med THX-godkendte paneler.

Nye anmeldelser
PMC Prodigy 1
16.06.2024
Fyne F500SP
30.04.2024
Musical Fidelity A1
28.01.2024
Vincent DAC-700
02.10.2023
Revival Atalante 3
25.08.2023
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
CD-afspiller test
23.08.2006
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
NyArtSound
17.10.2024
Nyt fra Clearaudio & EAM Lab
12.10.2024
SVS 17-Ultra Revolution
03.10.2024
Radiant Acoustics Clarity 6.2
24.09.2024
Canvas HiFi
17.08.2024
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2024 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes