Vincent er efterhånden godt kendt, både her til lands og i udlandet, for at levere fornuftig lyd og kvalitet til fornuftige penge. Det er ikke spor anderledes med de nye monoblokke SP-995. Og så er de ikke en gang de dyreste, men lillebror til de store monotrin SP-998, som er endnu kraftigere.
Kabinettet er udført i aluminium i en lækker finish, der på ingen måde indikerer, at dette er et produkt i mellemklassen. De gør samtidig ikke stort væsen af sig selv, men har en meget neutral fremtoning til trods for, at de fylder det dobbelte af en normal stereo-effektforstærker.
Fronten er lavet af 5 separate stykker aluminium. To kraftige paneler i siderne, og to buede i midten med et fladt stykke i mellem. Og hvorfor skriver jeg så det? Jo, fordi det alt andet lige ville være billigere, at lave ét fladt stykke i stedet, men Vincent har valgt den dyre løsning selv om det ikke gavner lyden en pind. Og alligevel er prisen stadig fornuftig! Der er ligeledes 3 knapper på fronten til tænd/sluk, aktivering af kl. A og XLR-indgang.
Finishen er to tonet skuret og sandblæst, i enten sølv- eller sort-eloxeret aluminium. Eneste anke er toplåget. Det er af aluminium, men skulle være lidt tykkere eller bedre dæmpet. Det ringer voldsomt når man dunker på det med knoerne eller triller neglene hen over rillerne.
På siderne sidder to kraftige køleprofiler, som er nødvendige på SP-995. Modsat tidligere modeller fra Vincent, hvor effektdelen kører kl. A til 50 eller 100 watt, og så ”glider” over til kl. A/B drift, så kan SP-995, ifølge producenten, sættes til at køre ren kl. A. Om den rent faktisk gør det, kan vi ikke dokumentere, da vi ikke har mulighed for at måle på produkterne.
Med kl. A aktiveret bliver SP-995 hurtigt varm, men ikke mere end at man kan holde hånden på køleprofilerne. SP-995 skulle ifølge producenten, levere 100 watt i både kl. A og kl. A/B, hvor tomgangstrømmen er skruet ned ved kl. A/B, så det kun er de første 10 watt der er i ren kl. A.
Indeni er SP-995 faktisk et stereo effekttrin. Der sidder en stor 500 VA ringkerne trafo forrest bag fronten. 500 VA lyder ikke af meget, men den er fysisk stor og kan lige være der når toplåget lægges på. I hver side sidder der et effekttrin med hver deres strømreservoir på 40.000 µF og 8 transistorer som er af FET-typen, altså 80.000 µF plus 16 transistorer pr. monotrin! Indgangstrinnet sidder bagerst, og er den eneste del i SP-995 som gør brug af opamps, dog kun til konvertering af ubalanceret signal og DC-Servo'en, og så er det et par ret gode af slagsen: OP2604.
Kort fortalt er DC-Servo’en, ifølge producenten, en vej uden om den store bank af ladelytter, så forstærkeren i princippet trækker strøm direkte fra lysnettet gennem trafo’en, som af samme årsag ikke behøver at være større end tilfældet er. Lidt a la switch mode strømforsyning. Strømmen føres altså direkte til udgangstrinnet, og i teorien står hele strømkapaciteten fra lysnettet til rådighed. På normale forstærkere skal al strøm gennem både trafo og ladelytter, og derfor skal de være kraftigere dimensioneret. Banken af ladelytter står til rådighed i parallel med DC-Servo’en, når der skal trækkes pludselige strømme til kraftige udladninger.
SP-995 er en brokoblet konstruktion, hvilket betyder dobbelte kredsløb og antal komponenter. Komponenterne er af god kvalitet hele vejen igennem, hvilket også skinner igennem på lyden.
Kun bagpå er du helt sikker på mono-opbygningen. Én indgang, enten RCA eller XLR, og to sæt højtaler-terminaler i WBT-lignende kvalitet, som letter biwiring af dine højtalere. Dog sidder +/- ret langt fra hinanden (i hver side). Mine egne kabler blev næsten strukket til grænsen, hvilket er en irriterende detalje.
Lyden
Hurtighed! Disse monotrin snyder virkelig med deres neutrale fremtoning. De er et par ulve i fåreklæder! I hele frekvensområdet bemærker jeg denne hurtighed.
Gengivelsen af stortromme er vanedannende, SP-995 hugger super hurtigt. Bassen går dybt, og bliver holdt i stramme tøjler. Selv reference-højtalerne, som gerne vil øge niveauet i den dybeste bas, fik ikke et ben til jorden. SP-995 tøjlede dem som en diligencekusk under tidspres. Det var ultratørt! Detaljerne er tydelige, og ethvert knips eller tomme-slag på basstrengene står som muret i lydbilledet. Det er uhørt godt af en forstærker i denne prisklasse!
Lige nu sidder jeg og lytter til en opsamling med All Saints, helt præcist nummeret Black Coffee, og den synthesizer bas, der kører, er bare så tør! Det er lige så pelsen rejser sig over hele kroppen. Der er slet ingen slinger i valsen her.
Mellemtoneområdet er der også bare. Du tænker ikke over tilstedeværelsen af stemmer og instrumenter som enkeltkomponenter, men glider hen i helheden. Stemmer står knivskarpt, og SP-995 formår til en vis grad at give Xavian’erne en smule af det nærvær og den intimitet som jeg eller kun har oplevet på KEF Muon og Gryphon Poseidon, begge højtalere i million-klassen. Oven på mine to Ultra High End oplevelser, troede jeg det ikke muligt i mellemklassen, men Vincent monotrinnene når faktisk et stykke af vejen!
Detaljerne er tydelige, og perspektivet bliver i forhold til den gamle Nakamichi reference strammet op, så 3D effekten er endnu tydeligere. Perspektivet bliver ikke så stort som jeg oplevede med Ayre V-5xe, men det er knivskarpt, og pludseligt er det helt klart hvor vægge og hjørner i optagerummet befinder sig.
Diskanten går lige til stregen, dog uden at blive hård og kantet, med mindre indspilningen fordrer det. Her er det helt tydeligt hvor direkte og tangerende til analytisk, disse monoblokke er. Faktisk passer det enormt godt sammen med Bellini’en som også kører efter denne ”kæft, trit og retning” parole. Du bliver instrueret i hvordan f.eks. en stortromme skal lyde. ”Det er sådan her det lyder, og sådan er det bare!”
På tryllefløjten (Deutsche Grammophon Archiv) står de udøvende kunstnere knivskarpt i lydbilledet. Det er tydeligt at høre når de bevæger sig rundt på scenen, både i bredde og dybde. Samtidig bliver jeg mødt med en super dynamik fra denne fantastiske indspilning. Vincent’erne lader det hele komme igennem til højtalerne.
SP-995 monoblokkene er kendetegnet af ”speed”, hurtighed og dynamik. Vil du ha’ varme og ”musikalitet”, så skal du enten kigge andre steder, eller købe plader, eller en CD-afspiller, som giver dig dette. Vincent SP-995 er meget tæt på at være en forstærkende ledning. Du kan godt få tydeligere detaljer på dyrere forstærkere, men SP-995 fjerner ikke noget fra kildematerialet. Absolut en stor værdi i sig selv.
Ved skift mellem Kl. A/B og ren kl. A var der kun lille forskel. Lyden blev en anelse blødere ved kl. A drift, hvilket også betød tab af præcision. Tingene stod ikke længere så knivskarpt i lydbilledet som ved kl. A/B drift. Den fordel, som SP-995 havde i forhold til den gamle reference, var ikke længere så klar og tydelig. Jeg må indrømme, at jeg foretrækker Kl. A/B drift, og så sparer jeg også noget strøm, selv om det ikke har nogen indflydelse på min vurdering af lyden.
Under det meste af lyttesessionerne trådte mit andet jeg i karakter, og jeg flåede plader ned fra hylder og op af skuffer. Lige meget hvad jeg satte på CD-afspilleren emmede monotrinnene af kontrol. Det er efterhånden lang tid siden, at jeg har haft det sådan med et produkt der var til test, og det fortæller mig, og jer læsere, at vi her har med et produkt at gøre, som leverer musik næsten til et 13-tal. Det er altid en god indikator når det flyder med masser af plader i lytterummet.
SP-995 er en brokoblet konstruktion, og gør sig bedst med balanceret signal. Med ubalanceret input ryger præcisionen i bassen, og en stortromme kommer hurtigt til at lyde lidt mere uldent. Diskanten bliver samtidig hørbart skarpere i sin klang. Med balanceret drift er der ikke noget dårligt at sige om disse monotrin. Jeg kunne sagtens ønske mig mere af det hele, men så er det også til en helt anden pris! Det SP-995’erne leverer med balanceret drift, kan der ikke sættes en finger på. Det de leverer, gør de perfekt!
Alt i alt
Der skal slet ikke herske nogen tvivl om, at Vincent monoblokkene i denne test er oppe og bide skeer med de dyre drenge i high-end klassen. Du får kontrol, ”speed”, og en hurtighed som sjældent høres uanset prisklasse. Lyden er neutral, og det er dit kildemateriale som bestemmer klangen. Er resten af dit setup neutralt klingende, ja, så får du lyden serveret tæt på den oprindelige oplevelse.
Prismæssigt er vi tæt på den lave ende af mellemklassen, for et monotrin. Prisen på 23.000,- sættet er måske mere end de fleste er parate til at give ud, men er man klar til det, bør man seriøst overveje disse fantastiske monotrin. Denne her slags oplevelser, og til denne pris, er der langt i mellem.
Det er uhørt god lyd uanset pris, så de skal have en ”Topklasse” med, for lyden i balanceret drift er til det. Havde SP-995 performet på samme måde ved ubalanceret drift, havde ”Editors Choice” været inden for rækkevidde. Men de får lov at blive i lytterummet i fremtiden, som ny reference.
Specifikationer:
- Princip: Mono effekttrin.
- Udgangseffekt kl. A: 100 watt (8 ohm)
- Udgangsaffekt kl. A/B: 100 watt, (8 ohm), 200 watt (4 ohm), 350 watt (2 ohm).
- Dimensioner: 43 x 15 x 43,5 cm.
- Vægt: 19,5 kg.
Pris: 11.495,- pr. stk.
Importør:
Hifi-Teamwork Tlf.: +45 7022 1703 Mail: info@hifi-teamwork.dk Web: www.hifi-teamwork.dk
Reference-udstyr:
Lyngdorf CD-1, CD-afspiller
Audio Analogue Bellini, forforstærker
Nakamichi PA5EII, effektforstærker
Xavian XN360, højtalere
Silver Sonic Revelation og Q10, kabler
Brinck Br 507, netstøjsfilter selvbyg
Lytterum:
Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Anlægget spiller på tværs af rummet med 2 meter mellem højtalerne, ½ meter til bagvæggen, 1 meter til sidevæggene, og 2 meter fra højtaler til lytteposition. Væggene mellem højtalere og bag lyttepositionen er dæmpet med THX-godkendte paneler. |