Her er du: Anmeldelser - Peak Consult Princess Signature 28. marts 2024 | 15:16   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


Peak Consult Princess Signature
Anmeldelse af: Morten Witzel  [27.05.2007] Print testen
Efter en del erfaring med de små enheder fra Audio Technology, kan jeg stadig blive overrasket over, hvor meget lyd Peak Consult får ud af deres små højttalere. Princess Signature er ingen undtagelse!

Det er længe siden, jeg har ventet så spændt på, at få lov til at høre en højttaler. Ja, faktisk et hvilket som helst produkt. I september 2006 fik jeg at vide, at Peak Consult var igang med at lave en gulvmodel af deres Princess højttaler. En gulvmodel af nøjagtig den højttaler jeg har stående hjemme i stuen. 6 måneder senere står den nye højttaler så i min stue. Men lever den op til mine forventninger?

Når man køber en højttaler fra Peak Consult, køber man ikke bare en højttaler, man køber en oplevelse med i pakken. Som noget helt særligt, valgte jeg selv at hente højttalerne på fabrikken i Middelfart. Efter aftale med Per Kristoffersen, ejer af Peak Consult, blev de afhentet i samme emballage, som enhver kunde vil modtage dem. Det drejer sig om en trækasse på små 25 kg, som er godt og grundigt foret med flamingo plader for at beskytte og fastlåse højttalerne. Højttalerne vejer 46 kg stykket og inklusive de sidste småstumper i kassen, bringer det den samlede vægt op på rundt regnet 120 kg. Altså ikke en kasse man bare flytter rundt på uden problemer. Allieret med en sækkevogn, en god ven og især en elevator, gik det nogenlunde smertefrit at få dem op på 4. sal.

Med i kassen finder man, udover højttalerne, en kasse indeholdende spikes med gevind, skåle til disse så man skåner gulvet, filtpuder til at klistre under både skåle og de flade fødder højttalerne er monteret med. Derudover ligger der ekstra olie til at smøre på højttaleren, når træet om nogle år vil begynde at falme. Desuden ligger der en fin nøglering i æske. Handsker er selvfølgelig heller ikke til at komme udenom, de fine hvide man snart ser ved alle highend mærker, men som især er populære i østen. Den del jeg egentlig finder mest interessant, udover den ekstra olie, er mappen der følger med. Her finder man på første side et ark over hvad kassen indeholder, hvem der har samlet, testet og pakket højttalerne, der står serienummer og til sidst er arket underskrevet af Mr. Per Kristoffersen, founder and managing director.

Næste ark i mappen er et testark over højttalernes frekvensgang, som er udført for hvert sæt højttalere. Mappen indeholder ligeledes manual, registeringskort, visitkort fra Peak Consult, samt en kuglepen. Jeg er lidt skuffet over, at der ikke er logo på kuglepennen, det må man få rettet op på!

Ser man på højttaleren sammenlignet med den ”gamle” model, standerversionen, så er det samme højde, samme bredde, samme dybde, samme indvendige volumen, samme enheder og samme værdier på delefilteret. Enkelte komponenter på delefilteret er udskiftet, fra Mundorfer til Duelund. Min første tanke var lidt; ”Jamen, hvis alt er ens, burde de så ikke lyde som den gamle?”. Det korte svar: Nej, de lyder ikke ens. Der er visse punkter, hvor de er ens, men det er bestemt ikke ”samme højttaler”. Men mere om det senere.

Finishen på testsættet er rosewood, og jeg har ellers førhen sagt, at de mørke træsorter på en Peak Consult højttaler, får det til at ligne min farfars cigarkasse alt for meget. Måske er det fordi, jeg er blevet ældre, for jeg må indrømme, at denne finish absolut er kommet blandt mine personlige favoritter. Den er simpelthen smuk.

Lad dig ikke skræmme af enhedernes størrelse. Audio Technology, som leverer bas og mellemtone enheder til Peak Consult, kan et eller andet særligt. Dog vil Peak Consult af naturlige årsager, ikke ud med teknikken bag enheden. 
 
Lyden
 
Jeg fik at vide fra Peak Consult, at jeg næppe ville kunne tvinge den 5" basenhed i bund. Sådan en påstand skal afprøves. Og tro mig, jeg har forsøgt alt hvad min effektforstærker kunne trække. Jeg vil bestemt ikke mene, at den hører til blandt de svageste, men det var ikke nok til at give, det bundslag jeg søgte.

En cd der virkelig kan motionere en basenhed, må være Peter Gabriel’s ”Up”. Især nummer 2 på albummet, Growing up, har så meget smæk på de nedre toner, at man flere gange tænker, nu må de enheder da snart give op. ”Desværre” tog den imod alle mine udfordringer på en nærmest hånlig måde, ’er det virkelig alt du kan finde på?’.

Diskanten er en Scan-Speak, der er elektrisk behandlet efter Peak Consults anvisninger, iøvrigt den samme fra den tidligere model. Men komponenterne på diskantfiltret er skiftet til Duelund, og det kan høres! Nu har man pludselig en mere åben og naturlig diskantgengivelse. Det var godt på den gamle model, men nu er det meget mere rigtigt, eller korrekt er vel det rette ord.

Vi har alle vores yndlingsplader. Én af mine er Grand Avenues første plade, der slet og ret hedder ’Grand Avenue’. En fantastisk plade efter min mening, fra et band der virker til at være oversete blandt mange. Det vigtige ved ens yndlingsplader er, at man får serveret musikken på den bedst mulige måde. Jeg fik kuldegysninger, første gang jeg satte pladen i cd-afspilleren. Peak Consult Princess Signature formidlede musikken, så det løb mig koldt ned af ryggen. Det har jeg kun oplevet ganske få gange med en højttaler i mit setup. Få fat i den pågældende plade og start ud med ’Take it as it comes’, over ’Falling’ og afslut med ’Is it pretty’, så er jeg sikker på, at du vil være ligeså fanget af deres musik som jeg.

En af de nyere tilkomne på min favoritliste og i en helt anden genre, er Trentemøller. Elektronisk musik når det er allerbedst! Her er endnu en plade der sætter store krav til din højttalers dynamiske formåen, hvis du da vil have det fulde indhold af, hvad der er på skiven. Her bør nævnes numre med de udsøgte navne ’Nam nam’, ’Rykketid’, ’Killer kat’ og ikke at forglemme ’Moan (Trentemøller remix)’. Sidstnævnte med Ane Trolle's fantastiske sangstemme, som man desværre ikke får det fulde udbytte af på Trentemøllers plade.

Leslie Feist, nok mest kendt som Feist, blev introduceret til min samling da jeg viste min, dengang nyindkøbte, forforstærker frem. Her er det numre som ’Gatekeeper’ og ’Inside and out’, jeg især faldt for. Hendes stemme er fyldt med varme og rolighed, så man slapper helt af. Ingen skuffelser her, jeg får bare lyst til mere og mere.

Jeg har også spillet masser af rock, herunder Dream Theater (images and words), Die Dumme Dänen (Spænd hjelmen), Linkin Park (Meteora, Hybrid Theory), Metallica (Black album, Load, Reload, S&M, St. Anger), System of a down (Toxicity, Mesmerize), og ikke mindst Rammstein (Mutter, Reise Reise, Rosenrot). Det er her, man finder den mangel, der er ved den lille basenhed. Højttaleren har dynamikken til denne genre, den har attacket og punch’et, men man kunne savne, det smæk en stor enhed giver, for at få gengivet stortrommen korrekt. Men det er ikke noget, der trækker ned på min liste, så længe højttaleren netop har dynamikken og attacket. 

Pointen her er, at uanset hvilken genre jeg har serveret for højttaleren, så er det blevet gengivet til største fornøjelse. Jeg havde i testperioden besøg af 2 forskellige subwoofere, men på intet tidspunkt havde jeg lyst til at sætte dem til. Jeg prøvede en enkelt gang, men slukkede den igen, da det virkede forkert.

En lille enhed kan selvfølgelig ikke give samme oplevelse, som en velafstemt 15”, 18” eller endog en 21” basenhed kan, og jeg savner det til tider. Men 99,9 % af tiden er jeg fuldt ud tilfreds med de små enheder i denne højttaler, for der bliver ikke gået på kompromis med lyden. Peak Consult har ikke forsøgt at få enheden, til at spille mere bas end den burde. Det er velafstemt fra diskantens øvre til bas/mellemtonens nedre toner. Jeg har hørt alt for mange højttalere fra forskellige producenter, herunder også fra Peak Counsult, der havde en imponerende god lyd fra diskantens øvre til mellemtonens nederste toner, men så pumpede lidt for voldsomt i bassen.

Konklusionen

Jeg har efterhånden hørt mange forskellige højttalere, og rigtig mange i denne prisklasse. Men jeg må indrømme, at jeg indtil videre ikke har hørt en højttaler, der kan levere noget i nærheden af Peak Consult Princess Signature. Her er det værd at bemærke, at det er i prisklassen op til 60.000 kr.

Jeg er normalt ikke meget for at give priser og særlige udmærkelser. Mange produkter der kommer tæt på at være ’Det bedste produkt’ har nogle fejl, enten lydmæssigt eller i forhold til udseendet, der gør, at jeg ikke mener det er stemplet værd. Derudover skal man passe på, at det ikke bliver for populært. Det skal til enhver tid være troværdigt, når noget bliver fremhævet på en sådan måde. Her har jeg for første gang et produkt til test, der er så gennemført, at det fortjener en ekstra udmærkelse. De få negative kommentarer jeg har på højttaleren, er af så ubetydelig karakter, at man ikke vil bemærke det i hverdagen.

Finishen er gennemført, det er dansk håndværk, når det er allerbedst! Lyden er ligeledes i top. Det er en lille højttaler, der ikke lægger skjul på, at den kan noget stort, men den forsøger så heller ikke at være så frembrusende i bunden, at det går udover sammenhængen i lydbilledet. Det er rigtig godt gået!

Pris: 58.995,- kr.

Specifikationer:

  • Design: 2-vejs. 
  • Crossover: 3.200 Hz 
  • Frekvensgang: 39 – 30.000 Hz -3 dB 
  • Følsomhed (1 W / 1 m): 88 dB 
  • Impedans: 6 ohm, lineær til 60 Hz 
  • Dimensioner (HxBxD): 102 x 21 x 32 cm 
  • Vægt: 46 kg
  • Finish (hårdtræ):
    o Standard: Ask og rosewood.
    o Premium: Valnød. 
    o Ydermere kan de leveres i ask med striber i valnød eller i valnød med striber i ask.

Producent:

Peak Consult
Langelandsvej 12
5500 Middelfart

Tlf: 6440 0580
Mail: mail@peak-consult.dk
Web: www.peak-consult.dk

Reference udstyr:

  • Nordic MingDa MC-3R
  • Mark Levinson 331
  • Denon DCD-S10-I
  • Rega P3 (med Elys PU og ProJect Phonobox riia)
  • Peak Consult Princess (den gamle model)
  • SlimDevices Squeezebox
  • Xindak kabler
  • Diverse diffusorer

Lidt om rummet:

Stuen måler 5,9 x 3,3 meter, med betonvægge og trægulv. Der er anvendt diverse diffusorer for at begrænse rummets indflydelse.

Nye anmeldelser
Musical Fidelity A1
28.01.2024
Vincent DAC-700
02.10.2023
Revival Atalante 3
25.08.2023
Audio Research I/50
15.06.2023
Raidho X1.6
15.03.2023
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
CD-afspiller test
23.08.2006
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
SVS Ultra Evolution
27.03.2024
Triangle Borea BR10
16.03.2024
Matrix Audio
01.03.2024
Leak Sandwich 250
27.02.2024
Skinbjerg MC stepup
22.02.2024
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2024 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes