Det var med en anelse ”nå-ja” holdning, at vi åbnede kassen til AX10’eren. Jeg mener… det er jo kun nogle uger siden, vi havde det hidsige slagskib fra Pioneer til test. Den var jo ret god, så hvad skulle ideen dog være med at lancere en lignende dåse til næsten det dobbelte ?
Allerede i denne indledende fase gik det helt galt: Det var tæt på umuligt at få forstærkeren ud af kassen – ikke fordi den var pakket dårligt ind eller andre smålige genvordigheder, men hvis du selv en dag kommer til at stå for at skulle hive en AX10 ud af papkassen, vil du med det det samme forstå, hvad jeg mener:
Den er SVINSK tung !!! 30 kg incl remote for at rimelig præcis.
Vi var heldigvis et par stykker til at få svinget monstrumet op på vores Audio Magic hifi-møbel og velplaceret i halogenernes spotlight er denne mestermaskine et absolut imponerende syn. Jeg røg helt tilbage til mine teenageårs forventningsfulde begejstring, som det nu efter hundredvis af tests af det herligste udstyr kan være en lille smule svær at mobilisere… Her kommer det helt af sig selv – allerede inden den første tone lukkes ud kommer den velkendte følelse: EJE - EJE - EJE !!!! Én ting er den boblende fornemmelse – en anden er den knaldhårde virkelighed, når de 33.000 dask skal ramme disken.
Forstærkeren er en uhyre bastant størrelse, men takket være det stilrene design, synes den at klæde enhver stue på en rå, æstetisk måde. På fronten findes tre drejeknapper til hhv. volumen, ingangsvælger og valg af DSP-funktion. Bag et nedfældeligt panel, får du mulighed for at gå mere i detaljer med indstillingerne – præcis som på VSA-E08. Her har du dog også en optisk digital indgang. Siderne er formet af bølget aluminium og ser fantastisk frække ud. Bagsiden er som ventet et sandt overflødighedshorn af tilslutningsmuligheder og for at skære en enorm lang historie ned til en almindelig lang historie, findes der 4 optiske digitale ind- og to udgange. Der er 4 coaxiale digitale indgange – heraf én til RF AC3 (laserdisks), men svagt nok er der ikke en coaxial digital udgang (tag jer sammen, Pioneer). Når vi nu har pisken fremme, skal den også lige svinges over, at du ikke selv kan bestemme, hvilke digitale indgange, der skal benyttes til hvad, men kan forvirres over de faste mærkninger på bagsiden. Til gengæld kan du via remoten selv bestemme, hvad der skal stå i displayet under hver digital indgang. Hermed forstummer de kritiske røster så for en tid ! Samtlige optiske ind- og udgange er udstyret med en lille klap, der forhindrer støv og sbavs i at trænge ind og på den måde er du fri for de sædvanlige irriterende plugs, der plejer at sidde i disse stik. Der er et fuldt udstyr af analoge ind- og udgange til samtlige 8 kanaler, men Front ud er forbundet til Front ind via en bøjle… !! Hvad skal det nu til for ? På E08 kunne man både køre med separate effektforstærkere OG de indbyggede, men nu skal du rundt og hive i bøjler og rode med stik for at skifte mellem de indbyggede og eksterne forstærkere. Go’net, men det er nok for at undgå, at de indbyggede forstærkertrin banker derudaf uden belastninger.
Vi har her at gøre med en forstærker, der er fuldt ekviperet til at varetage 7.1 surroundlyd i alle nuværende formater. Det sætter sit præg på antallet af højttalerterminaler, der ud over terminaler til de 7 kanaler også har et sæt højttalerterminaler til Multiroom i stereo. Selve terminalerne er på kanten af det skuffende. De holder sådan set en hæderlig kraftig ledning og kan tage bananplugs, men biwiring med mit Tara Labs Prism Biwiring kabel, der er tykt og tungt som en skibstrosse, fik terminalerne til at bøje faretruende bagover. Endelig er der naturligvis linieudgange til subwoofer og 6 analoge medier, heraf tre med både ind- og udgange. Alle analoge ind- og udgange er ledsaget af S-VHS stik !! Alle RCA terminaler er forgyldte. For at fuldende billedet er der et fuldt sæt terminaler til component video. Endelig kan du tilslutte 2 x 220 volt og kabler til Pioneers remotesystem.
Når dyret så langt om længe skal til at sige noget, ville det jo være trist ikke lige at få justeret den indbyggede equalizer, som også kan assistere i den optimale surroundindstilling. Start med at sætte dine højttaleres størrelse. Fat i den medfølgende målemikrofon, sætte stikket i på fronten under panelet, ind i menuen og vælge System Setup, Auto Surround Setup på normal surround og trykke på start. Maskinen tester højttalerne én efter én og kan korrigere dem automatisk. Under hele seancen assisteres du af et glimrende On Screen Display, som meget mod normalt er tilgængeligt gennem samtige videotilslutninger - flot. Der er naturligvis masser af muligheder for individuelle klangindstillinger via equalizeren. Du har nu også muligheden for at angive, hvor langt delay, de højttalerkanaler, der er tættest på lyttepositionen skal forsynes med, så lyden rammer ørene inden for samme millisekund.
Som antydet allerede under beskrivelsen af forpladen, har denne heftige dåse så mange DSP-indstillinger, at der er afsat en separat drejeknap. Det vil være en langstrakt historie at beskrive dem alle i detaljer, men læsere, der kender min holdning til rumsimulationer, ved, det ikke er min livret. Det samme er tilfældet med denne maskine, selv om jeg må indrømme, at der er indtil flere, der afgjort kan være interessante. Lad mig nøjes med at liste de forskellige modes op, denne forstærker kan sættes i: Stere, mono, Pro Logic Movie, Pro Logic Music, Pro Logic, DolbyDigital (alle modes), DTS NEO:6 Cinema, DTS NEO:6 Music, SX (Studio Extension), TX (Technical Extension), THX Cinema, THX surround EX, THX Ultra Cinema, THX Musicode og under Cinema modes har du Action, Sci-Fi, Drama, Musical, Monofilm, X-D Theater, mens koncertindstillingerne har Classical, Chamber, Jazz, Rock, Dance, X-CH stereo. Personligt foretrækker jeg stadig den direkte vej: Direct !!
På med musikken… Når man er vant til at høre sit lytterum med de vanlige akustiske særheder, er det godt nok en sær oplevelse, at få homogeniseret sit lydbillede – faktisk lidt anstrengende, så jeg fik efter nogen tid lavet en indstilling, jeg kunne li’. Herefter var der ikke andet end roser til surroundlyden. De 7 x 170 watt, som Pioneer opgiver har rigtig godt fat i højttalerne. Når selve surrounddekoderen samtidig er af så høj klasse, kan det ikke undgås, at du sidder og måber. Lyden er ganske enkelt så fantastisk sammenhængende og homogen trods forskellige front og baghøjttalere, at jeg ikke kan mindes nogensinde at have hørt det i denne prisklasse. Havde Pioneer pakket dekoderen og forforstærkeren ind i et eksotisk sort design og givet det et ligeså eksotisk navn, vil jeg æde en pose popcorn på, at den havde blevet et hit blandt den den hellige del af high-end folket, som stadig savner udstyret i halv-millionkroners-klassen !! Gladiators kampscene i starten står med rigtig flot kontrol, men kan selvfølgelig tabe pusten, når volumenknappen får en tand for meget, men har du bare nogenlunde omgængelige højttalere hvad angår effektivitet, giver dine ører op først. Videre til Total Abandon med Deep Purple. Selv om lydsporet “kun” er I Dolby Digital, er atmosfæren i hallen og den flot optagne lyd så intens, at du bare venter på at få spildt øl over dit tøj, når det er tid til at klappe af et nummer. Det er mit bud, at VSA-AX10 sætter helt nye standarder for surroundgengivelse fra en integreret forstærker. Så er det sagt !
Stereogengivelse er bestemt heller ikke at foragte. Maskinen kan kobles i Direct-mode, så signalerne ledes uden om de mange ekstra kredsløb, og sammen med det fine overskud af kræfter, giver det en helstøbt oplevelse med rigtig god dynamik, god placering af instrumenterne og frem for alt en loyal reproduktion med passende afstand til loft, side- og bagvæg. Detaljeringen er fornem for en integreret forstærker uden af komme helt til tops i high-end klassen. Den medfølgende remote er udvidet betydeligt i forhold til VSA-E08, men holder det samme design. Der er nu kommet en separat knap til baggrundsbelysningen – det er fint. Selve betjeningen er stadig hæderlig, men brug af en pind til det trykfølsomme display og de mange undermenuer er stadig bob-bob. Til gengæld kan du hente en række faste indstillinger til andet udstyr eller tvinge den til at æde kommandoer fra andre remotes !
Konklusionen er ret klar – jeg får forbandet svært ved at aflevere den til Pioneer igen. Jeg overvejer stadig at sælge ud af inventaret, men desværre er der ikke noget, der rigtig er noget værd – til gengæld er drømmene søde.
I HIFI4ALL´s testlaboratorium målte vi følgende værdier:
Front alene: 2 x 138,6 watt v. 0,081 % THD i 8 ohm Alle 6 kanaler: 6 x 121,0 watt v. 0,92 % THD i 8 ohm Linearitet 20 – 20Khz: -0,0 dB ( Linie), -0,24 dB ( Phono) Signal/støjforhold: 104 dB (Linie), 84 dB (Phono)
Pioneer Danmark Web: www.pioneer.dk |