HIFI4ALL.DK
Miller & Kreisel 850 surroundsystem
Ricky Petersen, foto: M&K  [23.08.2004]
Dette højttalersæt fra M&K er beregnet til surround, og det er præcis, hvad du får ! Det er ganske enkelt bio-lyd på første parket og løber med en titel som BEST BUY trods prisen på 50.000 !!

M&K System 850

Produktionen af en films lydside, strækker sig ofte over en lang tidsperiode. Skabelsen af dialog, musik og effekter står på under hele produktionen og involvere ofte en masse forskellige mennesker.
For en lyddesigneren må der ikke komme nogle uventet overraskelser undervejs under den lange proces, da det kan være en tidskrævende og dyrt affære pludselig at skulle lave nye optagelser midt i det hele. Det er derfor af meget stor betydning, at han eller hun har de mest optimale værktøjer at arbejde med gennem hele produktionen.
Når lydmixerne endeligt går i studiet for at blande alle de mange forskellige lydoptagelse, der skal blive til filmens dialog, musik og effekter, er 95% af produktionen allerede færdiggjort. Alle de mange års arbejde skal nu stå sin prøve, når det færdig soundtrack bliver præsenteret for publikum i biografen. 

Et foretrukkent værktøj til produktion af filmlyd har amerikanske Miller & Kreisel nu i 30 år stået bag.
Danmarks Radio, DTS, Dolby Labs, Skywalker Sound, Buena Vista, Pioneer DVD, Sony Music, Sony Pictures, 20th Century Fox, University of Southern California Filminstitut, Walt Disney Pictures, Warner Bros, er blot et udpluk af M&K’s imponerende referenceliste.

Miller & Kreisel er firmaet bag satellit-subwoofer konceptet, der begyndte helt tilbage i 1969, hvor den 20 årige selvlærte lydtekniker Ken Kreisel blev ansat som sælger i en af verdens første high-end butikker – eget af forretningsmanden Jonas Miller.

Medlemmerne af bandet Steely Dan var faste kunder i butikken. De gav Ken Kreisel en forespørgsel på en studiehøjttalere, der var i stand til at gengive de dybe toner korrekt under indspilningerne. Ken Kreisel tog imod udfordringen og fik den ide, at tage en enkelt stor højtalerenhed og montere den i sit eget kabinet - et princip der i dag kendes som subwooferen.
Ken Kreisel bliver hurtigt medejer og tiltrak stor opmærksomhed med sin subwooferkonstruktion . For at kunne tilbyde et komplet højttalersystem, parrede Kreisel i 1976 sin M&K Goliath subwoofer med Visoniks David kompakthøjttaler i David og Goliath satellit/subwoofer systemet.
Hermed fødtes det nu meget populære satellit/subwoofer koncept.

Kreisel savnede et kompromisløst reference højttalersystem til kontrollytning af sine egne indspilninger. Fordi intet eksisterende produkt opfyldte kravene, gik Kreisel i gang med at udvikle et helt nyt højttalersystem. Det blev lanceret I 1977 under navnet The Satellite-Volkswoofer System, der samtidig var verdens første aktive subwoofer.

M&K 850 system.
Jeg har længe gerne ville kigge nærmere på M&K’s højttalere, men har ikke rigtig haft lejlighed til det. M&K har indtil nu ikke gjort meget reklame for sig selv på det internationale marked. Nu er man gået i offensiven, og i august 2002 ansatte M&K danske Lars Johansen, der har en lang fortid hos bl.a. Peerlees og Harman/Kardon, som salgsdirektør for hele det internationale markedet. Det er hans opgave at få udbredt kendskabet til M&K produkter udenfor USA's grænser.

Så med M&K’s internationale hovedsæde i Danmark var det en oplagt mulighed for at kigge nærmere på deres nyeste sat / sub system. – nemlig 850 systemet, der blev lanceret i 2003. Som ved alle højttalere fra M&K ydes der på 850 systemet en garanti på 10 år. (5 år for forstærkere)
MK 850 er et 5.1 system, som er en opgraderet version af M&K's meget roste 750 system. I stedet for M&K's sædvanlige sorte finish, er 850 systemet fremstillet i massivt træ - lyst ahorn i dette tilfælde, men systemet fås både i kirsebær og en designerudgave som har fået sin egen betegnelse: MK-851. Jeg kan godt lide pæne højttalere og dette system fremstår yderst elegant. Det er nydeligt - uden at være overstilet. Selvfølgelig skal højtalere spille godt, men det er også et møbel, der skal stå inde i stuen og blive kigget på. Så design og finish er i mine øjne ikke en helt uvæsentlig faktor. 

De tre identiske fronthøjttalere i 850 serien har fået betegnelsen LCR850. Med de beskedne mål på - 41 x 17.8 x 22.3 cm er det ikke størrelsen, der er imponerende ved systemets satellit-højtalere. LCR850 er konstrueret efter trykkammerprincippet, hvilket er et helt lukket kabinet. Selve kabinettet er lavet af to cm massivt træ, hvor der øverst er placeret en 1”dome diskant og to 5,25” polypropylene wooferenheder nedenunder. Ser man nærmere efter, vil man opdage at de tre fronthøjttalere er defineret som venstre, center og højre front. På venstre fronthøjttaler er diskanten vinklet ca. 7 grader mod venstre, væk fra lyttepositionen. Højre front diskant er vinklet på samme måde mod højre, mens diskanten på centerhøjttaleren er vinklet opad. Diskantenheden er en af de ting, der er blevet opgraderet fra 750 systemet, og det er ikke hvilken som helst diskantenhed. Den er nemlig taget fra en af M&K's mest benyttede professionelle højttaler - MK2510, som bl.a. Star Wars episode 1 blev mixet på. For en konstruktør af højttalere er det et yndet mål at opnå en god spredningen af lyden. Når det gælder de høje toner, kan det være noget af en udfordring. Her har M&K en enorm ekspertise fra deres monitorhøjttalere. Når en lydmand sidder ved sin mixerpult, er det vigtig, at han ikke skal arbejde inden for et snævert sweetspot. Lydbilledet må ikke ændre sig, når lydmanden bevæger sig rundt blandt de mange knapper. I mange tilfælde sidder fx. instruktøren med, når filmens lyd bliver mixet. Han skal naturligvis havde nøjagtig det samme lydbillede som lydmanden har. På LCR850 er ideen, at lyden bliver spredt hen imod lytterne, selvom højttalerne ikke toes (vinkles) ind mod lyttepositionen. Hemmeligheden er frontgrillen. Den fungerer som en lydspreder, når lyden fra diskanten rammer frontgrillen. Sweetspottet bliver på den måde gjort meget bredt, så man får en høj opløst diskantgengivelse, selvom lytteren er placeret off-center. 
Enhederne til LCR850 bliver leveret af danske Peerlees. Et firma der har mange års erfaring i produktion af højttalerenheder og kan opfylde de krav som stilles fra M&K. Da LCR850 er en satellit-højttaler, går de ikke længere ned end 80 Hz. Til gengæld er tolerancen +/- 2 dB ned til de 80 Hz, hvor satellit-højttalerne begynder at rulle af. Med til sættet følger en matchende, aktiv subwoofer - V-850 - der har en 125 watt forstærker til at tage sig af det dybe arbejde. Den 12" afskærmede enhed sidder i et 200 liter kabinet og spiller fra 20 til 200 Hz. Bag på subwooferen er et sæt linieindgange, en fasevender, samt en volumenkontrol. Subwooferens crossover kan man indstille enten manuelt på selve subwooferen eller man kan lede signalet udenom subwooferens delefilter, hvis man fortrækker delefilteret i sin surroundreceiver eller forstærker.  

Baghøjttalerne til 850 systemet er egentlig et sæt konventionelle højttalere, LCR650, der er en mindre version af LCR850 . I stedet fik jeg et sæt baghøjttalere fra M&K's nye Coluum Surround serie. Coluum Surround serien er en lidt utraditionel baghøjttaler, da den er konstrueret til at stå på gulvet, gemt af vejen bag en sofa eller i et hjørne.
M&K har en filosofi om, at baghøjttalerne helst skal bestå af tripole højttalere - som er en sammensmeltning af en almindelig højttaler og bipolar højttaler. Med tripole baghøjttalere opnår man en optimal kombination af direkte lyd og refleksioner - plus at de kan anvendes til både film og flerkanalsmusik. Med Coluum Surround serien er M&K gået skridtet videre ved at montere højttalerenheder på fire flader.
Modellen jeg fik med - CS-22 - er den mindste af fire modeller. Den har en 1" soft-dome diskant,  en 5.25" polypropylen wooferenhed, sammen med par 3" dipole enheder monteret på siden. Denne 57 cm høje "quadropole" konstruktion spiller fra 23 KHz  og helt ned til 55 Hz.
Til LCR850 højttalerne følger også et sæt standere, der kan fås i to højder - 57 og 76 cm.
 
Under testen blev der brugt tre surroundreceivere; Sunfire's Ultimate Receiver, Pioneers VSX-AX5-s, samt Denons AVR-3803.
Til fronthøjttalerne havde jeg fået et par korte standere med. De blev placeret i en ca. 20 graders vinkel i forhold til lyttepositionen. Centerhøjttaleren blev placeret på fjernsynet lige i midten og de to Coluum surroundhøjttalere blev skiftevis placeret ved sidevæggen ud for lyttepositionen og ved bagvæggen. Med et crossover sat på 80 Hz blev de tre LCR850 indstillet til ”small” og baghøjtalerne blev indstillet til ”large”.

Film
Er du en af dem, der bedømmer en film på coveret, vil du blive forbavset over, hvor meget lyd der kommer af de små fronthøjttalere.
Det er imponerende dynamiske og levende. De forvandler stuen til en gyngende slagmark i "Master and Commander". Filmens første intense kampscene stiller store krav til højttalernes præcision. Hele atmosfæren omkring on-screen lyden blev fastholdt i et jerngreb af højttalernes små enheder, der samtidig holder musik, effekter og dialog tilpas adskilt uden at det går ud over homogeniteten.
Som en kunstmalers palette spreder de tre fronthøjtalere de små elementer ud i lydbilledet, hvilket giver en intensitet og en detaljering ud over det sædvanlige.
DTS Versionen af ”Saving Privat Ryan” røg i DVD-afspilleren og her illustrerede 850 systemet meget tydeligt, hvorfor denne films lydside har vundet et så mange priser. LCR850 har en lidt pågående karakter, der klæder filmlyden virkelig godt. Udover landgangsscenen, der næsten er et must, sprang jeg hen til kap.7. Det er en filmens mange intense scener, der starter med et blad midt i skærmen. Et stille regnvejr begynder, mens gruppen gør sig klar til at rykke ind i byen. Regnen tager til og bliver efterhånden til et omsluttende regnvejr. De to Colum Surround bruger alle væggenes flader til at skabe en pragtfuld illusion om et heftigt regnvejr. Gruppen, med Tom Hanks i spidsen, sniger sig mod den sønderskudte bydel. Støvler der rammer vandpytterne, lyden af soldaternes grej, der hopper op og ned, regnen, der tiltager og aftager, alle detaljerne bliver udpenslet ned til mindste regndråbe. På et tidspunkt overraskes gruppen af en snigskytte, der sidder med en meget klar aftrækkerfinger. Gruppens ”sniper” sniger sig hen til en bunke af jord og sten. Her kan han i ro og mag gøre sin riffel klar. Ud over regnen, høres ikke andet end larmende stilhed. Efter et minuts sigten og lidt retorik, bevæger han aftrækker fingeren. Skuddet rammer snigskytten gennem hans egen kikkertsigte. Samtidig med at glasset fra kikkertsigtet ramme gulvet, kan man høre lyden af det gennemborende projektil.

Scenen er en af min absolutte favoritter, og jeg skulle virkelig tage mig sammen for ikke at blive hevet med ind i det fabelagtige lydunivers, som blev skabt at et system, der virkelig kan sætte tingene i perspektiv. Højttalernes indbyrdes integritet er en af systemets helt store styrker. Højttalerne arbejder utroligt godt sammen om at flytte lyden rundt. Både når det gælder ved og imellem højttalerne, har man hele tiden en god fornemmelse af, hvor tingene finder sted - i - som udenfor billedet. Dynamikken er virkelig fremragende – de pludselige passager blev gengivet prompte både af subwooferen og LCR850’erne. 
Hele tone spektret bliver leveret fremragende og er præget af at være helt neutralt. Efter at havde haft tre gode surroundreceivere spændt bagpå, kunne man fornemme, at 850 systemet er et system, der tilpassede sig det, den modtager. Denon og Pioneers surroundreceivere blev begge gengivet med en kølig klang, mens Sunfires surroundreceiver fik en varm og lidt tilbagelænet klangfarve. De nye diskantenheder er i særklasse. Selvom de høje toner er voldsomt åbne og detaljerede, forbliver diskanten hele tiden behersket uden tendens til at blive skinger. Heller ikke selv ved høje lydstyrker er der tegn på overgivelse. Sammen med en neutral og åben mellemtone giver det en fin, forståelig dialog uanset hvilken type stemme, der skal gengives. Hellere ikke selvom man presser de små satellitter, viste de ingen tegn på træthed. Sunfires Ultimate Reciever gjorde ellers hvad den kunne for at tvinge systemet i knæ. Men højttalernes enheder tog velvilligt imod strømmen og kvitterede med et øredøvende, men stadig imponerende åbent og detaljeret lyd scenarium.

En af de største forhindringer ved sat-sub systemet, er overgangen mellem satellitterne og subwooferen. Der kan meget nemt opstå et hul i lyden, hvis delfilteret ikke bliver nøje afstemt mellem de to. 30 års erfaring giver et eller andet og jeg synes at subwooferen og satellitterne supplere hinanden på fornem vis.   
De små Colum Surround skabte en fantastisk levende surroundlyd, selvom de er placeret på gulvet. Jeg synes nu ikke, der er helt den samme præcision i surroundlyden, som med surroundhøjtalere placeret på væggen. Surroundhøjttalere skal, efter min mening, op over ørene for at præstere den mest optimale surroundlyd. Men imponerende er de.

De er i stand til bruge rummets flader til at skabe en dejlig diffus og omsluttende atmosfære. Samtidig er de nemme at gemme af vejen, hvilket gør dem attraktive i alle typer af rum. Lydeffekter bliver placeret ret præcist i lydbilledet –  men det mest imponerende er, at de går kælderdybt. Den 3½” wooferenhed kan virkelig flytte noget luft i en fart. I filmen "Twister" var der er virkelig smæk på surroundlyden. "Twister" har ikke filmhistoriens bedste historie, og filmen har for mig aldrig været mere end et par flotte animationer. Men filmen har en udmærket lydside, og med CS22 får man en god demonstration af, at der reelt er tale fuld båndbredde i bagkanalerne. Tornadoerne er i filmens start blev pludselig utrolig nærværende. Sammen med Sunfire’s receiver blev væggene ubarmhjertigt blæst ud i haven og indhyllede stuen i det skræmmende atmosfære af kaos, der følger med dette ekstreme vejrfænomen. Med dette systems utrolige evne til at hive det bedste ud af filmens soundtrack, fandt jeg pludselig filmen ret interessant. Det er ret imponerende, for jeg har faktisk set den film en del gange efterhånden.

Selv med en forholdsvis billig surroundreceiver, som Denon AVR- 3803, får man en fremragende surroundlyd med 850 systemet. Lydbilledet er dog noget mere komprimeret og sammensnøret, når man sammenligner med de to lidt større surroundreceivere fra Pioneer og Sunfire.
850 systemet er strømkrævende og man bør give det mindst 100 watt for at få størst muligt glæde af systemets potentiale.      

Musik
Den flotte diskant smitter af på stereomusikken, der giver en åben og luftig musikgengivelse. Instrumenterne bliver gengivet yderst detaljerede, sangstemmerne er virkelig neutrale - faktisk alt hvad der bliver formidlet af LCR850 bliver gengivet på samme bundneutrale facon som ved filmlyden. For at give de små satellitter lidt modstand, pillede jeg subwooferen fra. Jeg må sige, at de spiller med mere varme end jeg umiddelbart ville forvente af et par højtalere i den størrelse.
Den meget anmassende karakter vil nok virke en anelse hård, hvis du er fan af en blød og lidt tilbagelænede musikgengivelse. Da det jo er et sub-sat system, er det subwooferen, der tager sig af basgengivelsen. Selvom MK V-850 er en ret kompetent subwoofer, er der grænser for, hvor hurtigt man kan flytte membranen på en 12" wooferenhed. Lytter man til musik, der kræver en hurtig, konstant bas, som f.eks. hård techno, kan sub’en virke "lidt for langsom" til opgaven. Set over en bred kam synes jeg bestemt musikgengivelsen er særdeles acceptabel. 
   
Konklusion
Sælg din bil, tag lån i huset, tag et ekstra job – uanset hvad, så er dette systemet, du skal havde fat i, hvis du vil havde kompromisløs og sublim filmlyd. Miller & Kreisel har med deres 850 system givet deres enorme erfaring fra filmstudierne videre til hjemmebiografentusiasterne hjemme i stuerne.  
Jeg har haft mange søvnløse nætter. Jeg har gransket min objektive sind, for at finde et lille surt opstød ved dette system – men nej!. Det er noget af den bedste filmlyd, jeg har hørt. Med en samlet pris på omkring 50.000 kr. for hele sættet, er MK 850 systemet ikke for impulskøbere. Men alligevel giver prisen ingen sure miner herfra. Der findes dyrere systemer, der ikke kan levere surroundlyd på samme niveau. Jeg er vild med den måde 850 systemet behandler filmlyden og dette er uden tvivl et Best Buy. MK850 systemet får mine allerbedste anbefalinger.

HIFI4ALL.DK: BEST BUY

Specifikationer: LCR850

Impedance           : 4 ohms
Minimum effekt    : 10 watts RMS
Anbefalet effekt    : Forstærkere mellem 25 og 200 watts RMS  
Maximal effekt     :  200 watts RMS uklippet peaks
Frekvens respons : 80 Hz - 20 KHz ± 2 dB
Vægt                   : 8 kg.
Pris pr. stk           : 5900.-kr

Subwoofer: V-850

Enhed:                  : 12" Magnetisk afskærmet.
Effekt forstærker   : 125 Watts RMS
Dimensioner:         : 18.5" H x 15.4" W x 20.3" D = 470 x 391 x 516 mm
Vægt:                   : 23.6 kg
Pris                      : 14.800,-

Coluum Surround CS-22

Impedance             : 4 ohms
Minimum effekt       : 10 watts RMS
Anbefalet effekt       : Forstærkere mellem 25 og 200 watts RMS  
Maximal effekt        :  200 watts RMS uklippet peaks
Frekvens respons    : 55 - 23 kHz ± 3dB
Kabinet dimensioner: 21.75˝ x 8.9˝ x 4.2˝ (HWD)
Basis dimensioner   : 0.75˝ x 10.75˝ x 10˝ (HWD)
Vægt                      : 9 kg.
Pris pr. sæt             : 16.600 kr.

Stander til LCR850 : Pr. sæt 7000 ,- kr

Yderligere information:

AB Global a/s
Grønnegade 93 2.
DK-8000 Århus C
Tlf. +45 86 19 87 33
Fax +45 86 19 84 42
e-mail info@abglobal.dk
www.mksound.com


Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK!
Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes.