Her er du: Anmeldelser - Denon AVR-3805 på testbænken 19. april 2024 | 04:24   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


Denon AVR-3805 på testbænken
Anmeldelse af: Ricky Petersen  [19.07.2004] Print testen
Denons AVR-3805 er firmaets seneste udspil i mellemklassen omkring 10.000 kroner. Her er der ny teknologi for alle pengene, som bør sætte standarden for receivere i den kommende fremtid !!

Mange øjne har været rettet på Denons nye lancering. Så efter en næsten uudholdelig ventetid, blev Denons nye konge i mellemklassen for surroundrecievere – AVR-3805 - sendt ud til de mange spændte surroundinteresserede.

AVR-3805 afløser AVR-3803 og den vågne læser vil straks bemærke, at der er fejl i talrækken. Men Denon har med vilje sprunget den kronologiske talrækkefølge over for at signalere, at der her ikke blot af tale om en opgradering af den forrige model, men om en helt ny surroundreceiver.

Hifi4all.dk har haft et eksemplar i silverfinish på testbænken.

AVR-3805 har fået noget af et facelift. Fronten er helt flad bortset fra en V-formet fordybning, der er fræset ind i midten fronten. Displayet er blevet større og bedre udnyttet. De tre drejeknapper fra den forrige model er reduceret til een på hver side af displayet. Sammen med en håndfuld trykknapper og en on/off–knap, er det de eneste knapper som er synlige. De øvrige betjeningsknapper er gemt væk under en stor klap, der udgør det meste af den nederste del. Her er findes til gengæld et stort antal trykknapper, hvor stort set alle receiverens funktioner kan aktiveres. Under klappen er der også mulighed for at tilslutte en spillemaskine via en audio/video indgang og en optisk indgang til den digitale lyd. 

Receiverens bagside er i vanlig stil udstyret med et bredt udvalg af tilslutninger.

Indgange, Lyd:

  • 9 Analog stereo
  • Digital: 4 optiske, 2 koaksiale
  • Denon Link
  • Ekstern in 7.1

Udgange, Lyd

  • 3 Analog stereo
  • Digital: 2 optisk
  • Linieudgange for 7.1 + Zone 2/3

Indgange, Video

  • 6 Composite
  • 6 S-video
  • 3 Component

Udgange, Video

  • 4 Composite
  • 3 S-video
  • 1 Component

Øvrige

  • RS232 stik

Receiveren har nogle udmærkede højttalerterminaler. Som ved de forrige modeller giver AVR-3805 muligheden for at tilslutte to sæt baghøjttalere. Et sæt til film og et sæt til musik. Filosofien er, at den optimale baghøjttaler til film er en dipol. Den type højttaler er imidlertid ikke specielt velegnet til musik. Samtidig er det ofte foretrukket at placere baghøjtalerne i samme højde som lytteren, når det gælder musik, hvor man til filmbrug stræber efter at få dem hævet over ørehøjde. Derfor har Denon givet muligheden for at tilslutte to sæt, der kan til og frakobles alt efter, hvad man lytter til. 

Inde i AVR-3805 har receiveren fået en nyudviklet 32 bit DSP processor fra Analog Device, der håndterer formaterne: Dolby Digital, Dolby Digital EX, Dolby Pro Logic II, Dolby Pro Logic IIx (Cinema, Music, Game) DTS, DTS-ES Discrete/Matrix 6.1, DTS Neo:6 Cinema/Music (Enhanced), DTS 96/24.
Det er en 3. generations processor, der har omtrent dobbelt så stor kapacitet som Melody 100 processoren fra de tidligere modeller. Denon har med god grund ladet de 24 bit/192 kHz D/A Burr Brown konvertere følge med over fra den forrige model. Der bruges 2 stk pr. kanal, mens der benyttes 4 pr. kanal i Pure Direct mode.

AVR- 3805 har som det første produkt fra Denon fået automatisk kalibrering af alle audioparametre i surroundanlægget. Med en mikrofon ( se billedet ) tilsluttet kan forstærkeren selv justere kanalniveau, tidsforsinkelse, fase, højttalerstørrelse og frekvensgang. Herudover har receiveren også indbygget en 8 bånds parametrisk equalizer, som automatisk tilpasser gengivelsen til rumakustikken. Den parametriske equalizer kan selv finde de 8 vigtigste frekvenser, hvor der skal korrigeres og bestemme Q værdien (båndbredden) for korrektionen. Equalizeren kan desuden bruges manuelt, men vil da være grafisk med mulighed for justering af følgende forindstillede frekvenser: 63/125/250/500 Hz og 1/2/4/8 kHz. Niveauet i hvert frekvensbånd kan justeres inden for +/ 6 dB.

AVR 3805 giver mulighed for at styre lyden i to andre zoner/rum. Hvis kun fem af kanalerne bruges i hjemmebiografen, kan de to ekstra terminaler bruges til at drive et sæt højttalere i et andet rum. Vil man benytte endnu et sæt højttalere i et tredje rum (zone 3), har receiveren linieudgange, så der blot kræves en ekstern effektforstærker. Som noget nyt har AVR-3805 også Denon´s egen standard til overførsel af digitale audiosignaler: DenonLink. AVR 3805 har 3. generation af denne standard, som kan modtage alle typer audiosignaler i digital form inklusive DVD Audio og SACD.

Til AVR 3805 følger også en virkelig fancy fjernbetjening. Den er programmérbar og har to separate touch screen EL baggrundsbelyste displays, samt rigtige knapper til de mest brugte funktioner. Displayet skifter til de relevante knapper, alt efter hvilke apparat man vil styre. Trykker man på DVD, kommer alle afspilningsknapperne frem i det nederste display, mens afspilningsknapperne bliver skiftet ud med en ”Tuning mode” og en ”Mute” knap, når man vælger TUNER.  Fjernbetjeningen har indbygget en bevægelsessensor, så lyset, og dermed knapperne, tænder i de to display.

Opsætningen kan, som nævnt, ske med receiverens automatiske kalibrering, som om få år uden tvivl vil kunne ses som standard på de fleste surroundreceivere.  Automatisk kalibrering er en håndsrækning til de, der ikke er interesserede i alle de tekniske begreber, men blot vil havde et ”plug n' play” princip. Det er da også sandsynligt, at denne nye feature vil få flere til at kigge efter det tungere grej i mellemklassen.
Og det er meget simpelt at bruge. Det er bare at tilslutte målemikrofonen til receiveren og placere den ved lyttepositionen. Derefter er det et smut ind i receiverens setup-menu, hvor kalibreringen sættes i gang. Hver højttaler udsættes for en høj og kort testtone af lyserød støj (pink noise). Den bliver analyseret, og når alle højttalere er blevet testet, bliver det hele regnet sammen. 

Selve udregningen er meget troværdig. I tre målinger kom receiveren frem til de samme mål hver gang.
Justeringen af højttalerstørrelsen var perfekt og efter en kontrolmåling med et målebånd, var der heller ikke noget at komme efter med målingen af tidsforsinkelsen. 
Kalibreringen af kanalniveauet gav dog lidt rynker i panden. Her var der en afvigelse på 3 dB mellem center og fronthøjttaler. Ved musik og tale er 3 dB grænsen for den niveauforskel, øret kan opfatter som en ændring.  
Specielt når lyden kommer forfra, er øret er meget følsomt overfor niveauændringer. Bagfra er øret knap så følsomt, men alle højttalere skal naturligvis justeres til samme niveau. Unøjagtigt kanalniveau har betydning for de dybe toner, hvilket går ud over dynamikken og præcisionen i panoreringen. Derfor er det en god ide, at efterkontrollere receiverens målinger med en lydtryksmåler, hvis man har mulighed for det. Det gælder selvfølgelig alle surroundreceivere, der har automatisk kalibrering.

Film 
Den første film i DVD-skuffen, var DTS versionen af ”Master and Commander”, der med lyddesigneren Richard King vandt en Oscar for en fremragende lydside. AVR-3805 er en receiver med mange kræfter. Den gengav slaget i starten af filmen med en fantastisk dynamik. De tunge drøn, som lyden fra en kanonkugle kræver, blev leveret i overbevisende stil. Her fik den lov at bevise, at en receiver i denne klasse sagtens kan flytte vægge – uden dog at blæse dem ud. I virvaret af sværd, røg og knirkene skibe, blev dialogen skildret med en fremragende forståelighed. Stemmerne har en noget kølig klang, men man skal presse den ud over det rimelige, før den viser tegn på skarphed. Surroundlyden var omsluttende og meget veldefineret. Hele atmosfæren blev trukket hen over lytteren og man fik søslaget helt tæt på.

En ting, der er blevet forbedret, er kanalseparationen. Sammen med en fin detaljering var det endnu engang en fornøjelse at se biljagten fra ”The Bourne Identity”. Panoreringen mellem front og centerhøjttaler var yderst præcis. Det giver en god integritet mellem det, der forsvinder ud og kommer ind skærmbilledet. Det er en scene, hvor der sker meget på en gang. De høje toner i effekterne, som f.eks. glas der smadrer, hjelme der slår mod asfalten, har en lille tendens til at blive skarpe ved stigende volumen.

Lige med den undtagelse, så er tonespektret ganske flot gengivet. Specielt den øverste bas er ganske fremragende. Det kommer specielt til udtryk ved gengivelsen af mandestemmer. De er ofte svære at forstå, da de nemt bliver sløret af andre lyde som pludselige effekter og musik. Men AVR-3805 gengav både Russell Crowe og Matt Damon’s stemme, så hverken konen eller jeg havde besvær med at forstå dialogen. Panoreringen mellem højttalerne er ganske fremragende. I DTS versionen af “2Fast and 2furies”, passerer en orange racer skærmen fra højre. Man kan tydeligt fornemme, at den orange racer nærmer sig ude i højre side og suser forbi skærmen, hvorefter den forvinder igen ud i det blå til venstre. Overgangen fra den ene højttaler til den anden er flydende og giver en god integration mellem on og off-screen lyden. 

Også lydens bevægelse mellem baghøjttalerne sker med en vældig præcision. AVR-3805 formår den svære kunst at skabe et flot fantom lydbillede mellem højttalerne. Med et fint engelsk ord kaldes det ofte for ”Spaciousness”. Det er den følelse at der også er noget mellem højttalerne og ikke kun lige omkring dem. Man får en god fornemmelse af, at bilen faktisk kører ”mellem” højttalerne. Åbner man de kritiske ører helt op, så er panoreringen mellem front- og baghøjttaler er en anelse upræcis. Når bilerne passerer bagfra, ”hænger” lyden lidt i baghøjttalerne i forhold til billedet. Det er en af de sværeste discipliner, og når man kigger på prisen, er præstationerne bestemt acceptable. Processoren har generelt godt fat om både det, der forgår på skærmen, og det der foregår udenfor billedet. Alt i alt har AVR-3805 både evner og kræfter til at levere et fint, homogent og dynamisk lydbillede, der først har tendens til at skride ved urimelig høj volumen.
 
Musik
Der er kommet en del mere fokus på surroundreceivernes evner som musikformidlere, og det er efterhånden gået op for producenterne af surroundreceiverne. Til musikgengivelse har AVR-3805 en ”direct- mode”, der lader signalet fra en analoge kilder slippe forbi receiverens digitale kredsløb. Derudover har receiveren en ”Pure direct-mode”. Her bliver videodelen og display slået fra, så der ikke bliver spildt unødig energi på det.

Receiverens lidt kølige gengivelse af diskant og øvre mellemtone vil få nogle til at synes at gengivelsen er for skarp, hvis man er stor fan af stemningsfyldt musik . Georg Michaels elles varme og fyldig stemme kom aldrig helt til sin ret. Til gengæld klæder det især elektrisk musik særdeles godt med den kølige klang. 80’er hittet ”Shattered Dreams” fra Johnny Hates Jazz var en fornøjelse at lægge øre til med et balanceret stereobillede og en fin dynamik. Også mere rytmisk musik er sagen. 90’ernes landeplage ”Ray Dee Ohh” blev gengivet med en fin tonal balance.

Konklusion
For omkring 10.000 får du virkelig meget for pengene her. Tronfølgeren, Denon AVR-3805, er en bundsolid surroundreceiver, der har hvad der kræves for at tumle markedets tungere højttalersystemer. Samtidig er det første generation af receivere med en række features, der uden tvivl vil sætte dagordenen for fremtidens surroundreceivere. Den får mine bedste anbefalinger.
   
Specifikationer fra HIFI-Klubben:

  • Udgangseffekt ved 8 Ohm, 20Hz-20kHz, 0.05%
  • Front L/R: 120 W + 120 W
  • Center: 120 W
  • Surround L/R: 120 W + 120 W
  • Surround Back L/R: 120 W + 120 W
  • Udgangstrin: Diskret High Current transistor
  • Frekvensområde: 10-100kHz
  • Formater: Dolby Digital, Dolby Digital EX, Dolby Pro Logic II, Dolby Pro Logic IIx (Cinema, Music mit Einstelloptionen, Game)
    også på DTS 5.1/6.1-kilder, DTS, DTS-ES Discrete/Matrix 6.1, DTS Neo:6 Cinema/Music (Enhanced), DTS 96/24, HDCD-Decoder
  • DSP: 32-Bit flydende-DSP, 3. generation SHARC ADSP-21266 1200 MFLOPs
  • ALPHA Prozessor: AL24 Processing PLUS alle kanaler
  • Cinema Equalizer
  • Virtual Surround: Hovedrelefoner/højttaler
  • DSP-Programmer: 10
  • Flerkanals-stereo: 5-/6-/7-Kanalstereo
  • D.D.S.C.-kredsløb
  • D/A-konverter: 24 Bit / 192 kHz
  • A/D-konverter: 24 Bit / 192 kHz
  • Digital Interface Receiver (DIR): 24 Bit / 192 kHz

Auto Setup

  • Test højttalertilslutning
  • Test højttalerfase
  • Måling af højttalerstørrelse (Big/Small)
  • Indstillingsniveauer: 0,5 dB step
  • Indstilling af højttalerafstand
  • Præcisionsmålemikrofon: DM-S305 fra Audio-Technica
  • 6 m mikrofonkabel (medfølger)
  • Mulighed for opstilling på standard kamerastativ
  • Programmerbar fjernbetejning
  • Tunerdel: RDS/Radiotext, 56 programpladser
  • Mål (BxHxD mm): 434x171x429
  • Vægt: 17kg
  • Standbyforbrug: <1 Watt
  • Aluminiumsfrontpanel

Fås i sort og sølv

Pris: 10.999,- kr

For yderligere information, kontakt:

Hi-Fi Klubben Online
Mølbakvej 4
8520 Lystrup
Tlf.: +45 7010 4434

Mail: online@hifiklubben.dk
Web: www.hifiklubben.dk

Nye anmeldelser
Musical Fidelity A1
28.01.2024
Vincent DAC-700
02.10.2023
Revival Atalante 3
25.08.2023
Audio Research I/50
15.06.2023
Raidho X1.6
15.03.2023
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
CD-afspiller test
23.08.2006
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
SVS Ultra Evolution
27.03.2024
Triangle Borea BR10
16.03.2024
Matrix Audio
01.03.2024
Leak Sandwich 250
27.02.2024
Skinbjerg MC stepup
22.02.2024
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2024 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes