Her er du: Anmeldelser - TagMcLaren AV30R og 700:7R surroundsæt 28. marts 2024 | 17:49   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


TagMcLaren AV30R og 700:7R surroundsæt
Anmeldelse af: Bruno Barcelli, tekst og fotos.  [23.03.2004] Print testen
Lilleputsættet med professoren AV30R og effekttrinnet 700:7R er godt nok begrænsede i dimensionerne, men på lyden mænger de sig absolut med både de største og de bedste...!

Efter en turbulent tid er TagMcLaren kørende for fuld fart på alle fronter (!) Vi har haft kombinationen af den mindste processor AV30R og den ”lille” 7-kanals effektforstærker 700:7R en tur i vores surroundlaboratorie for en nærmere gennemgang.

AV30R

Processoren er en yderst diskret box i afdæmpet grålig nuance, som uden problemer kan falde ind i alle typer indretninger. Fronten består af en centreret display med alle vigtige oplysninger, men som kan være lidt svært at aflæse på afstand. Displayet kan dæmpes. En række røde lysdioder opstillet som kegler på en bowlingbane indikerer, hvilket lydformat, du aktuelt benytter. I venstre side findes en række knapper til at betjene de vigtigste funktioner. Det anbefales dog at benytte den medfølgende remote sammen med OSD’et, da AV30R har temmelig meget at byde på rent opsætningsmæssigt. I højre side findes et drejehjul til volumen. I starten fandt jeg designet lidt for anonymt, men som tiden gik, blev designet mere tidløst og jeg endte med at blive helt betaget af simpelheden.

Bagsiden er i tiden ånd som vanligt overdådigt udstyret med stort set alt det, en surroundentusiast, der også er vild med CD, SACD og DVD-Audio, kan forlange. Der er hele seks digitale indgange, men der er dog også hele seks sæt analoge indgange, som kører helt uden om de digitale kredsløb, når processoren er sat i ”Direct” mode. Der er naturligvis 5.1 både ind og ud.
Du kan også køre både composite og S-VHS videosignaler igennem de to video switche. Begge formater understøtter OSD’et, men generelt kan jeg ikke anbefale daglig routing af videosignaler gennem processorer.
Processoren kan udbygges med RF-modul til afspilning af laserdisks med Dolby Digital, der er et DAB-modul tilgængeligt for indbygning ( Antennestikket er allerede monteret ) og du kan også vælge at investere i TagMcLarens Digital Re-timing og Sync modul. Endelig kan maskinen udbygges til 7.1. Fuldt opgraderet understøttes samtlige nuværende hjemmebiografformater sammen med HDCD og MPEG-2. Bagsiden byder endelig på integration til andre TagMcLaren produkter via egen bus, der er en hovedtelefonudgang på bagsiden og en RS232 port. . Ret imponerende for den forholdsvis lille box. Specielt når selve konstruktionen er ualmindelig solid og lover mange års uforstyrret nydelse.
Opsætningen af processoren er i sjælden grad simplificeret på trods af de mange muligheder. Du tilbydes nemlig både fuld manuel opsætning eller du kan vælge en guide, der tager dig sikkert gennem de vanskelige valg. Særdeles brugervenligt.

700:7R

Effektforstærkeren er såmænd heller ikke særlig imponerende i sin fysiske fremtoning og matcher processoren ganske fint. Der er absolut intet ud over en enkelt diode på fronten. Bagsiden er dog en anelse mere fleksibel. Der er RCA-stik til samtlige indgange, så TagMcLaren har altså udelukket brugen af balancerede signaler i både processor og forstærker. Der er ingen hovedafbryder på 700’eren. Til gengæld understøttes samarbejdet med en TagMcLaren processor med en Stand-By trigger. Du kan også vælge at indstille en signaltrigger, som så at sige ”smager” på liniesignalerne for at detektere, om der kommer et signal. Endelig kan du brokoble de fire bageste kanaler, så du får en temmelig slagkraftig front i 5-kanalers opsætning.

Lyden

Fronten i vores testopsætning var SA1280 MK II, baghøjttalerne SA1270, Gradient Center og en  SE 200 subwoofer. Første film i maskinen var Saving Private Ryan i DTS. Invasionsscenen er efterhånden velkendt for lytteholdet, men min skepsis over ”kun” at have 100 watt til rådighed i hver kanal forsvandt lige så hurtigt som livet fra de stakkels amerikanske soldater, der blev slagtet i Normandiet. Den lille effektdåse har virkelig fat om membranerne og sammen med AV30R’s forbilledlige evne til at fordele lyden til de enkelte kanaler og skabe sammenhæng, er der i sandhed tale om en totaloplevelse, der understøttede 90” billedet på fornem vis. Projektilernes vej gennem det tredimensionelle lydbillede er lige så imponerende, som det er skræmmende.
LOTR Two Towers er en lige så åndeløs oplevelse. Kun når niveauet nærmer sig, hvad jeg kunne forestille mig ville være et realistisk lydtryk, gøres du opmærksom på de relativt begrænsede kræfter i effekttrinnet, når den første spæde klipning opstår.  I vores opsætning var lydtrykket dog allerede ubehagelig højt inden klipning. Generelt er jeg imponeret af effektforstærkerens evne til at levere ”havre” til højttalerne. På intet tidspunkt - andet end det ovenfor nævnte - fornemmede jeg tøven eller tilbageholdenhed i dynamikken.
Sættets suverænt stærkeste side til surround er dog processorens evner til at skabe et homogent og klippefast lydbillede i alle tre dimensioner. Sammenhængen i gengivelsen af lydens bevægelser mellem kanalerne er første klasses og kan sammenlignes med Lexicon MC8, som vi tidligere har anmeldt her på siderne.
Viva Vivaldi er én af mine favorit DVD’ere med fremragende billede og DTS lyd i høj klasse. Her viser sættets musikalske kvaliteter sig virkelig. DTS lyden er superdetaljeret, luftig og placeringen af musikere, sangerinde og publikum er i sjælden god grad integreret.

Vores SACD og DVD-Audio’er, der bl.a. omfatter samtlige Beethovens  symfonier optaget loyalt i forhold til koncertsalen, er virkelig en fornøjelse. Bedre sammenhæng og detaljering skal man lede længe efter. Som så ofte før glemmer man fuldstændig, at de relativt små SA højttalere faktisk er prismæssigt underdimensionerede, men deres evner til at vokse med det øvrige gear er altid overraskende.
CD-afspilning i to kanaler afslører, at TagMcLaren har gjort et stort nummer ud af konverterne, som for langt de fleste CD-maskiners vedkommende er at foretrække. Kun Audio Aero Capitole fik lov at køre analogt igennem.
Gengivelsen er fantastisk sammenhængende og fuld af engagement. Dynamikken er så slagkraftig, som man kan forlange og selv de mikrodynamiske detaljer får fuld opmærksomhed gennem kæden. Det skaber en god baggrund for at danne sig overblik over orkesteret og de mange detaljer sammen med en homogen gengivelse af instrumenternes overtoner betyder, at musikernes arbejde med intonationer og andre udtryk formidles på overbevisende facon og uundgåeligt trækker dig ind i musikkens univers. En yderst sjælden egenskab for et decideret surroundsetup. Deccas indspilning af Tryllefløjten fra 1970 med Christina Deutecom som en yderst kompetent Nattens Dronning er en særdeles upoleret indspilning, som lader Sofiensaal’ens unikke akustik overtage lytterens visuelle forestillingsevne. For de, der kender denne specielle koncertsal i Wien, er der ingen anden vej end overgivelse. TagMcLaren sættet mestrer opgaven med at formidle rummet til UG med kryds og slange. Et forsøg med at erstatte 700:7R med GamuT D200 på fronten gav kun marginale forbedringer på samtlige dimensioner. Imponerende klaret af den ”lille” Tag-amp.

Konklusion

For de surroundfreaks, der både ønsker fremragende surroundlyd og stereo sammen med diskret design og mange udbygningsmuligheder, er TagMcLaren sættet bestemt en hel del opmærksomhed værd. De uomtvistelige evner sammen med solid og gennemtænkt opbygning giver forventninger om mange års udelte glæder. Sættet kan derfor varmt anbefales – især AV30R er en lille perle !

Tech Spec: AV30R

Tech Spec: 700:7R

Priser:

AV30R 5.1:   22.995,-
AV30R 7.1:   25.995,-
700:7R:          29.995,-

Yderligere informationer:

Home Theater Professionals
Tlf.: 27 28 12 12
info@htp.dk
www.htp.dk

Nye anmeldelser
Musical Fidelity A1
28.01.2024
Vincent DAC-700
02.10.2023
Revival Atalante 3
25.08.2023
Audio Research I/50
15.06.2023
Raidho X1.6
15.03.2023
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
CD-afspiller test
23.08.2006
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
SVS Ultra Evolution
27.03.2024
Triangle Borea BR10
16.03.2024
Matrix Audio
01.03.2024
Leak Sandwich 250
27.02.2024
Skinbjerg MC stepup
22.02.2024
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2024 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes