Her er du: Anmeldelser - Test af Audio Aero Prima forstærker og cd! 29. marts 2024 | 05:51   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


Test af Audio Aero Prima forstærker og cd!
Anmeldelse af: Ronni Pedersen  [19.01.2004] Print testen
Gennem de sidste par år har vi været vidner til en invasion af nye producenter af seriøst hifi-udstyr. HIFI4ALL.DK's nye anmelder Ronni Pedersen stifter bekendtskab med franske Audio Aeros Prima serie.

Franske Audio Aero har spredt skræk og rædsel blandt konkurrenterne med deres top-afspiller, Capitole, som efter en mindre opdatering til mk. II status nærmest har sat nye standarder for lyden i prisklassen i og omkring de 50000 kr. Her tager Ronni Pedersen et tæt kig på Audio Aeros Prima sæt bestående af en integreret forstærker og en CD-spiller.

2 x 50 watt med enkelt design og enkel betjening. Pris: 16.500,-

Audio Aero er en del af den franske koncern Mazarés Aviation Group, der producerer udstyr til så usædvanlig en blanding som luftfartsindustrien (hovedsædet ligger kun ganske få kilometer fra Airbus-fabrikkerne), racerbilindustrien og nu også hi-fi industrien!

Audio Aero Prima CD med rørteknologi. Pris 16.500,-

Selve Audio Aero blev stiftet i 1997 og viste deres produkter frem for første gang i 1999 på CES-messen, hvor blandt andet Capitole allerede dengang vækkede stor opsigt. I dag er det et velrenommeret, men stadig lille firma som har eksport til 30 lande, heriblandt Danmark!

Deres teknik er grundlæggende bygget op omkring rør kombineret med traditionel teknik, som sammen rummer adskillige lydmæssige muligheder og fordele. Mange kinesiske firmaer blandt alle de ”nystartede” gør brug af samme filosofi, men har alligevel ikke formået helt at ramme plet på samme måde.

Som langt de fleste andre producenter har Audio Aero både topmodeller og en entry-line serie, i dette tilfælde kaldet Prima, og baseret på oplevelserne og omtalerne af bl.a. Capitole har Prima-serien vist sig særdeles svær at komme udenom!

Udseende, finish og teknik:

Efter en mindre konfrontation med konen, der frygtede for endnu en tilføjelse til husalteret, var det med stor spænding og en overbevisende demo af Capitole i baghovedet, at jeg fik bakset kasserne ind ad døren og med slet skjulte forventninger fik pakket herlighederne ud. Ved første syn tænkte jeg straks på danske Holfi – ikke at de skulle have kopieret hinanden, men fordi deres filosofier afspejler sig kraftigt i hinanden – absolut no nonsense. Lige nøjagtigt de mest nødvendige knapper på fronterne og samme funktioner – med træfront kunne jeg sagtens have taget dem for Holfi.

Der er ikke altid trist, når flaskerne er blevet varme !!

Begge spilledåser er som sagt udstyret med kun det absolut mest nødvendige – forstærkeren er udstyret med en volumenkontrol, en indgangsvælger og en power-knap. CD-afspilleren med play, skip og open/close samt tænd/sluk placeret på bagsiden!

Selve finishen er fornem på begge enheder med lækre frontpaneler og topplader i sølv-eloxerede aluplader og knapper i fræset aluminium. Selve kabinettet er et type-kabinet, der er identisk på begge apparater – ligesom eksempelvis Thule, et ganske fornuftigt princip der er besparende i produktionen! Kabinettet er udført i 1,5 mm. stål, og fundamentet er derfor ganske solidt. Absolut eneste ankepunkt, når snakken går på vibrationer, må være top-pladerne, der ikke rummer dæmpning, og derfor er så resonante som en kagedåse. Det er der dog råd for, så løsningen er ikke så langt væk.

Apparaterne er monteret med nogle desværre ret dårlige fødder på beskedne 2x2 cm uden nogen form for skridsikring, så alene et kabelskift fik apparaterne til at flytte sig! Det kan med fordel gøres bedre, men er dog også på bagatel-grænsen. Begge apparater vejer 9 kg. og har samme ydre mål!

CD-afspilleren er som storebror Capitole konstrueret med 24-bit upsampling samt rør i udgangen. Den benytter dog af økonomiske årsager ikke Audio Aero´s eget fine STARS-konverterprincip.
Prima-cd´en er blevet revideret et par gange og med mk. II i seneste udgave, bliver konverteringen klaret af en Burr Brown PCM-1739 chip kombineret med 2 stk. 6021W rør og AD725 op-amps i udgangen! 6021-røret er et relativt billigt, men utroligt vellydende rør der har en garanteret levetid på mindst 10000 timer. Det er i øvrigt også blevet meget populært i selvbygger-kredse!
Løbeværket er Philips´ bestseller VAM1201, bedre kendt som CDM-12. Fordelene er, at det er billigt i reservedele og anskaffelse, let at tilpasse og levetiden er nærmest enorm! Samtidig giver det afspilleren mulighed for at spille ikke kun CD-R plader, men også CD-RW og CD-R plader som ikke er ”Finalized” dvs. færdigbrændte. Det eneste, der er at kommentere til selve løbeværket, er, at i en maskine i denne prisklasse måtte det godt være bedre støjdæmpet!
Displayet er et dertil hørende Philips i flot blå farve som leverer de allermest nødvendige oplysninger!
På bagsiden finder vi både ubalancerede udgange samt balancerede XLR-udgange. Derudover er der en coaxial digital udgang.

 

Et kig i den integrerede forstærker.

Forstærkeren, der er på 2x50 watt, er konstrueret med både rør og DMOS-transistorer i effekttrinet. Hver kanal er udstyret med én transistor pr. kanal monteret på en kraftig køleprofil. Som med mange andre producenter er argumentet med én transistor pr. kanal at man ikke skal gennem processen med at matche flere transistorer til hver kanal, men i stedet klarer det med to kraftige DMOS i en såkaldt Darlington-kobling, nøjagtigt som bl.a. Holfi også gør det!
De to kanaler deler et enkelt 6021W-rør af samme type som i cd-afspilleren. Jeg undrede mig lidt over, hvorfor hver kanal ikke havde eget rør, men havde ikke held med at finde en forklaring!
Effektrinet er udstyret med to knap så imponerende ladelytter på hver 6800 uF. Det hele brødfødes af en stor ringkerne-trafo i fornem kvalitet!
Volumenkontrollen klares af et ALPS-potmeter, som også kan klares fra fjernbetjeningen. Desværre har man ikke mulighed for at skifte mellem signalkilderne fra fjernbetjeningen, så man skal påregne lidt motion, når der skal skiftes mellem apparaterne, man har tilsluttet!
På bagiden finder vi 5 linie-indgange, hvoraf den ene kan vælges som både balanceret og ubalanceret, så har man ikke en balanceret CD-spiller, slår man simpelthen indgangen over på ubalanceret drift vha. en lille omskifter på bagsiden og så har man stadig de 5 indgange – i øvrigt en ganske smart funktion.

Samtlige terminaler på apparaterne er udført i en flot og gedigen kvalitet, monteret i tilpas afstand så anvendelse af tykke kabler ikke volder synderlige problemer. Eneste lille ankepunkt i denne sammenhæng er højttalerterminalerne, som ganske enkelt er for små. Der er ingen problemer med at anvende bananstik. De opstår først når en voksen mandfolkehånd skal forsøge at spænde nogle solide spadestik fast – her er stikket så lille, at det er svært at få ordentligt fat, og det er synd når ellers resten er så fornemt!

Fjernbetjeningerne, som er identiske til begge apparater, er en billigere standardtype med en række knapper, der tilsyneladende er beregnet til andre apparater fra Audio Aero. Fjernbetjeningerne imponerer med en meget stor rækkevidde!

Lyden:

Efter en gennemgang af teknikken, var jeg mere spændt på lyden, for kan Prima nu også levere lyden? Og lad mig svare med et stort rungende JA – disse apparater spiller musik med et stort M!

Der langt imellem de apparater, der vækker opsigt som værende noget specielt, men de 2 dåser hører til i den kategori. Musikken flyder ud i stride strømme og efter en del ændringer og tilføjelser til test-setuppet var der simpelthen tale om en ud-i-stuen oplevelse.
Det første der faldt mig i øret, var de myriader af detaljer i hele lydbilledet, som jeg ikke altid havde tænkt over – i starten havde jeg indtrykket af en meget analytisk maskine, men som tiden gik stod det klart, at der var meget mere bag.
Man får virkelig fornemmelsen af rummet omkring kunstnerne – åbent og meget nuanceret lydbillede, som virkelig formår at vise forskellen mellem godt og skidt. Sjældent har jeg følt at Kari Bremnes har sunget så personligt til mig, som hun gør på nummeret ”I dine skap” fra ”Gåte ved gåte”. Jeg var flere gange ved at tage mig selv i at gå op ved siden af hende og synge med. Kvindestemmer er simpelthen Prima´s specialitet – de fremstår med varme og en flot glød som jeg sjældent har hørt bedre, og der er ingen tvivl om, at rørene har deres at skulle have sagt i det spil!
En indspilning som Amused to death med Pink Floyd-bassisten Roger Waters bliver virkelig vist frem med alt hvad Q-sound mixingen står for – opløsningen er nærmest enorm og surround-fornemmelsen på netop denne plade er overvældende netop pga. Prima-seriens evne til at gengive rummet og give fornemmelsen af at være tilstede. Dynamikken er fornemt formidlet og forstærker bare Q-sound effekten endnu mere
Udover evnen til at ”vise” kunstneren, er nuanceringen også fornem – når Mark Knofler spiller ”Working on it” fra ”Wag the Dog”-albummet får man virkelig oplevelsen af hans fingerspil på guitaren med lige ned det mindste strøg over strengene, og hele oplevelsen af nummeret virker alt i alt mere personlig. Under Diana Kralls fremføring af nummeret ”Broadway” fra ”Only trust your heart” kan man næsten fornemme at hun synger med et smil på læberne, og det er svært ikke at smile tilbage igen. Efter sådan en lille lyn-romance er det befriende at blive hevet med blandt publikum, når Eric Clapton spiller unplugged – fornemmelsen af atmosfæren og stemningen i rummet er allestedsnærværende, og man ikke undgå at blive påvirket af den gode stemning undervejs i koncerten.
Transienterne er strålende klare, når trommeslageren går i selvsving på Patricia Barbers nummer ”Nardis” fra ”Cafe Blue”. Slagene på stortrommen går lige i brystet på dig og man fornemmer virkelig entusiasmen, når trommestikkerne går i høj hastighed over hi-hats og lilletromme.

Det er meget svært ikke at blive grebet, når musikken spiller på disse spilledåser – de er engagerende og gennemmusikalske, og der er ingen tvivl om at Prima-CD´en slægter Capitole på.
Det viser endnu engang, at rør kombineret med mere almindelig teknik rummer muligheder, og virkelig skaber musik på den gode måde – nogle vil måske sige, at lyden næsten er for varm, men det er op til smagsløgene at vurdere.

Skulle jeg pege på knap så gode ting, er der kun ganske få, der falder mig for at nævne, og den vigtigste er slagkraften! Forstærkeren er ganske enkelt ikke stærk nok til at kontrollere større højttaler-enheder grundet konstruktionen – bassen flyder lidt, og man mister lidt punch. Den ideelle kombination viste sig derfor at være med System Audio højttalere – her var begge apparater virkelig på hjemmebane. Kombineret med SA´s meget musikalske højttalere gav det mig virkelig en klasseoplevelse – forstærkeren kunne stadig ikke sige sig fri for lidt unoder i kontrollen, men det var absolut til at leve med i den sammenhæng – selve klangen og varmen i lyden kompenserede nemlig alt rigeligt for det.
CD-afspilleren er dog klart det stærkeste kort i denne sammenhæng, og til prisen må den siges at være et hit, som sagtens kan gøre sig i anlæg til mange gange prisen på afspilleren – den gav således de øvrige maskiner i testen kamp til stregen, og vandt på et afgørende punkt - musikalitet!
CD-afspilleren lider dog også i andre setups, som blev benyttet under testen, af en smule manglende fasthed i bunden i forhold til testens referencer, men også her opvejes det med den afsindigt gode gengivelse som maskinen tilbyder, specielt i opløsningen, men afgjort også på stemmer, som jeg ganske enkelt ikke har hørt bedre i prisklassen. Ser man bort fra de ganske små ankepunkter som larmende løbeværk og besparelser hist og her, er denne maskine dog meget svær at komme uden om!

Til 16.500 kr. pr stk. er der mange alternativer i prisklassen for både forstærkere og CD-afspillere, men musikalsk set er der ikke mange, der gør det bedre, og jeg er derfor ikke et sekund i tvivl om at de fortjener de bedste anbefalinger!

Udstyr brugt i testen:

  • Accuphase DP-55
  • Accuphase E-211
  • Primare A30.1
  • Primare D30.2
  • JBL Ti-3000
  • System Audio SA1280 mk. II
  • System Audio 2070
  • Kimber 8TC
  • Kimber PBJ
  • Gamut XLR
  • Nordost Red Dawn ht/signal

Generelt:

CD-afspillerens tekniske specifikationer

Forstærkerens tekniske specifikationer

Import:

Vassagohifi
www.vassagohifi.com

Nye anmeldelser
Musical Fidelity A1
28.01.2024
Vincent DAC-700
02.10.2023
Revival Atalante 3
25.08.2023
Audio Research I/50
15.06.2023
Raidho X1.6
15.03.2023
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
CD-afspiller test
23.08.2006
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
SVS Ultra Evolution
27.03.2024
Triangle Borea BR10
16.03.2024
Matrix Audio
01.03.2024
Leak Sandwich 250
27.02.2024
Skinbjerg MC stepup
22.02.2024
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2024 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes