Her er du: Anmeldelser - Tektron TK2A3/45S-REF 19. marts 2024 | 03:33   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


Tektron TK2A3/45S-REF
Anmeldelse af: Mikkel Gige  [03.04.2022] Print testen
Så har jeg gjort det igen… ”ubehørt” indkøbt et fantastisk lille 2a3 rør-effekttrin, som skal sameksistere med Norma effekttrinnet i lytterummet

Og så spørger den kloge læser måske, hvorfor? Jo, for lige siden jeg for 10 år siden havde en lille integreret forstærker med 2a3 rør fra Tektron til test, har tanken om en 2a3 baseret forstærker summet i baghovedet med jævne mellemrum. Og det er der en ganske simpel grund til… 2a3 rør lyder simpelthen supergodt! Jævn frekvensgang, pondus i bassen, og smuk og lækker klang…

Men 2a3 rør har en kæmpe bagdel/ulempe… de giver maksimum 3,5-4 watt fra sig, når betingelserne er optimale. Og med de fleste traditionelle højtalere på markedet betyder det begrænsede lydtryk. Man skal op på en følsomhed på minimum 92 dB for, at kunne opnå et nogenlunde realistisk lydtryk, om end det aldrig bliver diskoteks-lydtryk. Og nu er jeg så privilegeret, at de store Audiovector SR6 i lytterummet netop falder ind under denne kategori med en følsomhed på netop 92 dB!

Men næste spørgsmål er så hvordan, man kan gøre opgaven optimal for et ”lille” effekttrin som TK2A3/45S-REF. Svaret er, at den kommer til at arbejde side om side med det noget kraftigere Norma effekttrin. I praksis betyder det ved for eksempel højtalertest, at der vil blive spillet med begge effekttrin på skift.

Det er sjældent at jeg kalder hifi smukt, men det er lige præcis det jeg gør med den lille Tektron forstærker… for den er smuk på den klassiske måde. Smukt poleret oliventræ danner rammen, med en kobberplade i skuret finish på toppen, hvor de ydre komponenter er spændt fast. Trafoerne er ”inhouse”, lakeret i matsort, og vækker minder om noget fra starten af forrige århundrede. De er lavet efter Tektrons egne specifikationer, og er viklet med høj præcision til deres specifikke formål.

Alle rørsokler er af porcelæn, og på forsiden finder man to klassiske amperemetre, som benyttes til at stille bias på udgangsrørene, sammen med et par diskrete præcisions-potentiometre på toppen. Der er yderligere to potentiometre ved 2a3 rørene til at stille niveauet af brum. Men det er summen af de forskellige dele, der skaber skønheden… Tektron laver ubetinget det smukkeste hifi der findes!

Internt er layoutet simpelt og enkelt, med højpræcisions-komponenter fra bedste hylde. Og ja, en del af dem er dyre, men det skinner tydeligt igennem, at præcision er vigtigst. Og da antallet af dele ikke er mange, så er der plads til at vælge frit. Alt er hardwired, det vil sige at der ingen print er, men at alle komponenter er loddet direkte sammen i deres respektive kredsløb. På bagsiden finder man lækre stik og terminaler i rødguld, hvor indholdet af kobber er højere, hvilket giver bedre ledeevne, mens korrosion stadig holdes på afstand.

Rørene kan man i princippet vælge frit, og Tektron er leveringsdygtige i både nyt og gammelt (NOS – New Old Stock) og i alle prisklasser. Til denne forstærker blev der valgt NOS RCA 6sn7 til indgang/driver, NOS GE 5v4ga til ensretter på indgangen, og Sovtek 2a3 til udgangen. Sovteks rør enten elsker eller hader man, men kombineret med det rigtige indgangs/driverrør, så synger de fantastisk!

Ensretterne til 2a3 rørene (en til hvert rør) er af SolidState typen, det vil sige en ”klassisk” diodebro. Men når der nu er valgt ensretterrør til indgangen, hvorfor så ikke gå hele vejen?! Fordi de fleste ensretterrør dykker væsentligt i spænding, når strømtrækket stiger, hvilket giver tab af kontrol i lyden. En SolidState diodebro har ikke samme problem. Og indgang/driverrørene trækker kun små strømme…

I forbindelse med at ordren blev lagt hos Tektron, der i øvrigt har hjemme på Sicilien i vulkanen Etna’s skygge, blev der ved siden af indkøbt andre rør, så der kunne prøves lidt forskelligt af. Jeg har altid haft en svaghed for Psvane, så der blev indkøbt to forskellige sæt: Et sæt 6sn7se med globeformet glas (det skulle have indflydelse på lyden?!) og et sæt CV181TII som er fra Psvane’s fineste rækker. Især sidstnævnte har høstet meget stor ros.

Hertil blev valgt et 5ar4 ensretterrør fra Gold Lion som igen går for at være et af de bedste, og som er direkte kompatibelt med 5v4ga. Og til udgangen faldt valget på Full Music 2a3/n, som er et ”mesh”-rør, hvilket igen skulle have en fordel for lyden. Så der blev ”rullet” rør til den helt store guldmedalje… og forskellene er absolut markante, hvilket er stor cadeau til Tektron’en, som bare løfter opgaven i takt med at niveauet løftes på rørene.

Lytteindtryk

Hvad skal jeg dog sige…?! Kan musik være smukt, når det afspilles gennem elektronik? For faktum er, at ikke alene er Tektron TK2A3/45S-REF smuk at beskue, den synger også smukt. Men det havde jeg ærlig talt også regnet med, for jeg har ganske enkelt aldrig hørt en 2a3 baseret forstærker lyde andet end godt…

Nu tænker nogle af jer derude, at den må have en masse harmonisk forvrængning, siden den spiller ”smukt”, for det kan da ikke normalt lade sig gøre. Men jeg skal prøve at forklare mig ud af det… lyden af TK2A3/45S-REF er den samme musikalske klang, som jeg kender fra de andre reference produkter i lytterummet. Det vil sige et let løft i den nedre bas under 200 Hz, neutral gennem mellemtonen, og et meget let dyk i den øverste diskant. Men læg hertil bedre frasering, nuancering og meget tydeligere detaljer – ikke flere, bare meget tydeligere. Og samlet giver det bare musikken et helt ekstraordinært udtryk.

Og så besidder TK2A3/45S-REF trods sine få watt en ualmindelig god kontrol i bassen, hvilket igen er et særtræk ved 2a3 rør. Normalt har rørforstærkere ikke voldsomt stor strømkapacitet eller dæmpningsfaktor, og det har 2a3 rør så heller ikke. Men alt andet lige besidder Tektron’en en kontrol i bassen, med både præcision, detaljering og nuancering, som får storebror Norma til, at kigge undrende i dens retning.

En del af forklaringen ligger måske i, at TK2A3/45S-REF har et rimeligt veldimensioneret lager af ladelytkapacitet, som den kan trække på. Men det er generelt kendetegnende for de fleste 2a3 rør, at de besidder en ekstraordinær kontrol i bassen. Men også trafoerne har betydning, med minimal træghed til både forsyning og udgang.

Mellemtone-området minder heller ikke på nogen måde om lyden af rør – på den gode måde, men tiden er efterhånden også løbet fra den ”klassiske” rør-lyd, med en voldsomt fremhævet mellemtone. Jeg kan ikke engang huske, at have hørt et rørprodukt spille sådan i lytterummet. Men det er alligevel anderledes end jeg har hørt før, fra noget produkt overhovedet. Ord som nærvær og realisme er slet ikke dækkende nok her, for man er med i musikken på en helt anden måde. Og det giver heller ikke mening at tale om lag i musikken eller lydbilledets størrelse, placeringer eller luft omkring de udøvende… for selvfølgelig er det hele der i rigelige mængder, men man bemærker det ikke. Det er der bare! Der er en letflydenhed i musikken, som er helt unik… det homogent helt uden for skalaen.

Og det fortsætter hele vejen op til der hvor hørelsen giver op, og musikken ikke længere leverer toner. Med så meget luft op til himmelen, at den bedste analogi næsten er at kalde det ”audio cabriolet”, hvor man fjerner loftet og har frit udsyn til skyer og stjerner. ”Så nu rabler det vist for den gamle redacteur…?!”, tænker I sikkert derude? Men det handler egentlig bare om, at Tektron TK2A3/45S-REF måske er det bedste enkeltstående hifi-produkt jeg nogensinde har lagt ører til!

Og der er heller ingen genrer af musik, som går bedre end andre. Man kan høre alt fra lette klassiske kvartetter til voldsomt hardcore metal. TK2A3/45S-REF spiller det hele med samme indlevelse og fornemmelse for musikken. Men, det afhænger i nogen grad også af de rør man benytter, så nu er det tid til at ”rulle” rør:

Forstærkeren blev sat op som leveret, med NOS rørene fra RCA og GE, og de nye Sovtek. Generelt var lyden som beskrevet ovenfor, men ikke helt så letflydende og med en smule markering i den nedre diskant. Det lød stadig afsindigt godt, men det blev lidt for korrekt, hældende mod en (for) neutral klang.

Umiddelbart tænkte jeg, at det måtte være Sovtek rørene som bidrog med dette, da de ofte har fået hug for netop at være lidt ”kliniske” i deres spillestil. Men da jeg ikke havde modtaget andre 2a3 rør endnu, så vendte jeg blikket mod indgang/driver-rørene, og så skete der ting og sager! Først blev de globeformede Psvane sat i, og det ændrede hørbart klangen i en behageligere retning, men også med en snert af varme mod toppen, som ikke påvirkede musikken på de tekniske sider, bare en anelse (for) blød hat. Alt var egentlig dejligt, men der var jo et sæt til… Og i røg Psvane CV181TII rørene, og resten kan man læse ovenfor!

Men der var jo også et ensretterrør fra Gold Lion… og det skulle selvfølgelig også prøves. Og det gjorde det faktisk rigtigt godt i forhold til det ”gamle” GE 5v4ga rør. Tingene blev strammet gevaldigt op, præcisionen i bassen fik et ekstra nøk, og alting lød mere korrekt. Men det blev også lidt kedeligt, for al den lækre nuancering og frasering blev dæmpet. Og i bassen lød det faktisk lidt lækrere med lidt mere ”svum” på stortrommen. Så det ”gamle” GE rør røg i igen.

Og her kunne historien egentlig godt ende, for alt var så godt allerede…

Efter lang ventetid ankom så endelig de lækre Full Music 2a3/n rør, og de gjorde så også straks en forskel i forhold til Sovtek rørene, men måske ikke så stor som man havde forestillet sig… for jo, der er forskel, men det ligger mest i opløsningen, som lige har fået et ekstra hak i den rigtige retning. Detaljer blev tydeligere, og der dukkede også nogle ting op, som jeg ikke har bemærket før.

Klangmæssigt er Full Music rørene mere åbne mod toppen, hvilket Sovtek rørene ikke umiddelbart manglede, men der er lige en anelse mere luft og energi i de højere luftlag med 2a3/n rørene. Men stor cadeau til Sovtek rørene for, at de faktisk gør det rigtigt godt - til en tredjedel af prisen! Så med dem er man faktisk godt startet ud, hvis man vil udforske 2a3 universet.

Så det er meget tydeligt, at rørene har stor betydning for det samlede resultat. Men det kræver en ”platform” som kan honorere dette. Og her er Tektron absolut i den bedste liga!

Samlet indtryk

Jeg er blæst bagover af benovelse over denne lille rørforstærker, for den spiller ualmindeligt svinegodt – og smukt! Det er ubetinget den bedste forstærker jeg nogensinde har hørt. Men den er desværre ikke for alle, selv om jeg ville ønske at alle musiknydere kunne få den samme oplevelse, som jeg har haft med Tektron TK2A3/45-REF. For man skal have et sæt højtalere med en høj følsomhed, hvis man skal få fuldt udbytte af et sæt 2a3 rør… men sikken et fantastisk udbytte!

At Tektron TK2A3/45-REF ubetinget er ”Editors Choice”, kan vist ikke komme bag på nogen. Og havde jeg haft et niveau højere i udmærkelser, så havde den også fået det. Men den er faktisk også et vaskeægte ”Best Buy”, da man får ualmindelig meget musikalitet for pengene, især hvis man vælger den integrerede udgave.

Og så er Tektron TK2A3/45-REF også usædvanlig smuk at beskue, og den vil tage sig godt ud i alle slags hjem, uanset stilen. Finishen er på et højt niveau med lækre materialevalg, og en sublim samlekvalitet med meget lækre komponenter. Selv her en måned efter at den ankom til lytterummet, kan jeg stadig blive helt forelsket når jeg kigger på den… for den er så smuk!

Og skulle du blive fristet, så er der pt. desværre ikke en dansk forhandler eller importør, så bestilling foregår direkte via Sicilien. Men skulle du have mod på at tage imod opgaven, så er Tektron også på udkig efter en dansk forhandler…


Specifikationer:

  • Princip: Rørbaseret stereo effekttrin
  • Rør: 2a3, 6sn7 & 5v4ga
  • Udgangseffekt: 2 x 3,5 watt
  • Dimensioner: 35 x 20 x 25 cm (B x H x D) uden rør.
  • Vægt: 10 kg

Pris: Euro 3500,-/Kr. 26.000,-


Producent:

Tektron

(Pt. ingen dansk forhandler)

Web: www.tektron-italia.com
Mail: info@tektron-italia.com


Reference-udstyr:

  • Pladespiller: Michell GyroDec SE, Reed 3P
  • Pickup: ZYX 4D Ultimate, Benz Micro Ebony TR, Goldring Legacy
  • Stepup/Riaa: Ortofon ST-80SE, EAR Phonobox MM
  • CD-afspiller: McIntosh MCD500
  • Streaming: Audiophilleo 2, iFi nano iOne
  • Forstærkere: Vincent SA-T7, Norma Revo PA 150, Tektron TK2A3/45-REF
  • Højtalere: Audiovector SR6 Avantgarde II
  • Kabler: SilverSonic AirMatrix RCA, SilverSonic Q10, SilverSonic D-75, AM USB
  • Strømfilter: Isotek Syncro, PS Audio Dectet
  • Tilbehør: Sound InVision paneler, SoundSmith EZ-mount


Lytterum:

Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og over 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Rummet er dæmpet med absorbenter og diffuserende paneler.

 

Nye anmeldelser
Musical Fidelity A1
28.01.2024
Vincent DAC-700
02.10.2023
Revival Atalante 3
25.08.2023
Audio Research I/50
15.06.2023
Raidho X1.6
15.03.2023
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
CD-afspiller test
23.08.2006
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
Triangle Borea BR10
16.03.2024
Matrix Audio
01.03.2024
Leak Sandwich 250
27.02.2024
Skinbjerg MC stepup
22.02.2024
Kef LSXII LT
02.02.2024
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2024 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes