Her er du: Nyheder - Nyt fra B&O 20. april 2024 | 15:40   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


Nyt fra B&O
Af: Bang & Olufsen  [08.01.2014] Print nyhed
Bang & Olufsen præsenterer flere nyheder i forbindelse med CES 2014

BeoSound Essence

Bang & Olufsen præsenterer BeoSound Essence – et nyt musiksystem med den hidtil nemmeste måde at nyde din musik på: med én enkelt berøring. Størstedelen af den musik, vi har adgang til via forskellige musiktjenester eller som filer på smartphones eller tablets, forbliver der. Vi har ofte for travlt til at lede efter musikken, tænde for musiksystemet og oprette forbindelse, og derfor opdager vi sjældent ny musik eller får tid til blot at nyde den, vi holder af, fordi det er for besværligt. Alt det laver BeoSound Essence om på. Med kun én enkelt berøring kan man nyde mere af sin yndlingsmusik i høj kvalitet – hver dag.

Bang & Olufsens nyudvikling tilbyder banebrydende enkel adgang til det evigt voksende udbud af digitale musiktjenester i skyen, på pc'en, netværksdrevet, smartphonen eller tablet'en. Uanset hvor man placerer BeoSound Essence Remote, f.eks. på væggen ved siden af en lyskontakt, er det nemt at tænde for yndlingsmusikken på vej ind i rummet. Fjernbetjeningen kan også installeres ved siden af brødristeren, så man kan nyde morgenmaden til behagelige toner. Det kræver kun en enkelt berøring. Tryk igen for at skifte nummer eller netradiostation, eller tryk for at justere lyden eller slukke den helt. Nemmere bliver det ikke.

De seneste år har Bang & Olufsen undersøgt, hvordan folk lever med digital musik, og hvordan forbruget af musik har ændret sig siden digital musik og streamingtjenester gjorde deres indtog. Foruden en række kulturelle og adfærdsorienterede forskningsprojekter i Europa, Kina og USA har Bang & Olufsens årlige Innovation Camp om konceptdesign og produktudvikling fokuseret på at fremme nyskabelser inden for lyd og design.

BeoSound Essence musiksystemet består af to dele: En fjernbetjening i aluminium med den umiskendelige Bang & Olufsen berøringsfunktionalitet og en boks, der kan skjules, og som indeholder alt det tekniske, der skal til for at vække musikmagien. Boksen er kernen i systemet, der gør det muligt at streame musik via AirPlay, DLNA, Spotify Connect, QPlay og tusindvis af netradiostationer verden over.

I forbindelse med lanceringen af BeoSound Essence præsenterer Bang & Olufsen samtidig BeoMusic appen, der gør det nemt at styre musikken fra både iOS- og Android-enheder. Appen er perfekt til at fuldende musikoplevelsen med overskuelig søgning og afspilning fra mobilenheden, pc'en eller netværksdrevet samt at få adgang til de globale netradiostationer.

Fra foråret kan BeoSound Essence købes i Bang & Olufsen butikker verden over. Den vejledende udsalgspris er Kr. 5995,- for musiksystemet bestående af fjernbetjeningen med vægbeslag og boksen. Ekstra vægmonterede eller fritstående fjernbetjeninger koster Kr. 1100,- pr. stk.

BeoLab Transmitter 1 & Receiver 1

Først lancerede Bang & Olufsen verdens første trådløse højttalere med den nye WiSA-standard. Nu lancerer Bang & Olufsen et WiSA-kompatibelt sender/modtagersæt, der gør det muligt at oprette trådløs forbindelse mellem et hvilket som helst Bang & Olufsen musiksystem eller tv og stort set alle aktive Bang & Olufsen højttalere. Lanceringen afspejler Bang & Olufsens dedikation til at sikre kundernes mulighed for at opdatere eksisterende udstyr med nye, spændende teknologier og funktioner. Trådløs surround sound er nu en vellydende realitet i størstedelen af Bang & Olufsens produkter.

Med lanceringen af BeoLab Transmitter 1 og BeoLab Receiver 1 giver Bang & Olufsen sine kunder mulighed for at forvandle stort set enhver Bang & Olufsen højttaler til et trådløst lydkraftværk. Senderen tilsluttes nemt ethvert Bang & Olufsen tv eller musiksystem, og modtagerne tilsluttes rummets højttalere, der kan placeres næsten hvor som helst i rummet.
 
BeoLab Transmitter 1 og BeoLab Receiver 1 er en videreudvikling af Immaculate Wireless Sound konceptet, så det nu omfatter eksisterende Bang & Olufsen udstyr. Det er ikke længere nødvendigt at trække kabler gennem hele rummet for at føje højttalere eller en subwoofer til sit surroundsystem – og det har aldrig været nemmere. Lyd, der gengives, som kunstneren ønskede det, har længe kendetegnet Bang & Olufsen. Med Immaculate Wireless Sound fører Bang & Olufsen denne tradition for akustisk autenticitet ind i den trådløse tidsalder.

WiSA-platformen (Wireless Speaker and Sound Association) anvender det relativt ubelastede 5,2-5,8 GHz-bånd for at undgå interferens fra andre signaler og for at sikre tilstrækkelig båndbredde til at streame ukomprimeret 24-bit lyd. WiSA er det første trådløse system i U-NII båndet, der giver oplevelser i flere kanaler – op til en fuld 7.1 surround-konfiguration.

BeoLab Transmitter 1 og BeoLab Receiver 1 anvender WiSA-standarden til at overføre hifi-lyd trådløst mellem Bang & Olufsen produkter. Modtageren er kompatibel med alle aktive Bang & Olufsen højttalere på nær BeoLab 5.

BeoLab Transmitter 1 kan købes nu i Bang & Olufsen butikker verden over til Kr. 2995,-.

BeoLab Receiver 1 kan købes i Bang & Olufsen butikker verden over fra februar. Pris er Kr. 1495,-.


For yderligere information, kontakt:

Bang & Olufsen

Web: www.bang-olufsen.com
Tlf: 96 84 51 00

 

Øvrige nyheder
SVS Ultra Evolution
27.03.2024
Triangle Borea BR10
16.03.2024
Matrix Audio
01.03.2024
Leak Sandwich 250
27.02.2024
Skinbjerg MC stepup
22.02.2024
Kef LSXII LT
02.02.2024
Stax nyhed
07.01.2024
Arcam Radia
07.01.2024
Nyt fra JBL
05.01.2024
Glædelig jul & Godt nytår!
20.12.2023
Nye anmeldelser
Musical Fidelity A1
28.01.2024
Vincent DAC-700
02.10.2023
Revival Atalante 3
25.08.2023
Audio Research I/50
15.06.2023
Raidho X1.6
15.03.2023
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2024 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes