Her er du: Nyheder - Trådløse nyheder fra Bang & Olufsen 29. marts 2024 | 01:02   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


Trådløse nyheder fra Bang & Olufsen
Af: Bang & Olufsen  [29.10.2013] Print nyhed
Bang & Olufsen introducerer et stort gennembrud inden for trådløs lyd i tre nye design ikoner

Bang & Olufsen præsenterer en række nye trådløse højttalere i særklasse. Alle tre repræsenterer Bang & Olufsens unikke formsprog og adskiller sig fra alt, du tidligere har set.  De fuldt digitale højttalere anvender den nye WiSA-standard for trådløs musik i flere kanaler til at give en akustisk oplevelse, som overgår alt andet, du hidtil har hørt inden for kabelfrie løsninger.  En uindskrænket fleksibilitet betyder, at det aldrig har været nemmere at opnå imponerende lyd i alle rum. Trådløs lyd bliver nu taget seriøst – og lyder seriøst godt.

Med lanceringen af tre nye, trådløse højttalere cementerer Bang & Olufsen endnu en gang sit knivskarpe fokus på sublim lyd, kompromisløst design og håndværk samt teknologisk innovation, der gør livet lettere for kvalitetsbevidste kunder.

De nye trådløse modeller omfatter BeoLab 17, en kompakt højttaler med stor lyd, der kan placeres hvor som helst, BeoLab 18, den seneste version af Bang & Olufsens ikoniske søjlehøjttaler til placering på væg eller gulv, samt BeoLab 19, en subwoofer i et markant nyt design, som leverer dyb bas og ser for godt ud til at skjule.

Disse nye højttalere er de første i en ny æra for førsteklasses lyd. Hidtil har højttalere på dette niveau været med kabelforbindelse. Denne lancering anvender en stabil trådløs standard med tilstrækkelig båndbredde og kanaler til at levere en lydoplevelse, som kunstneren ønskede det. Det er nu muligt at opgradere til førsteklasses lydkvalitet på tre måder – uden at gå på kompromis med indretningen.

Samtidig med at Bang & Olufsen har integreret WiSA-standarden i de nye højttalere, er næsten alt redesignet – herunder udseendet, de specialfremstillede komponenter og den digitale lydteknologi.

Beolab 18

Med en Acoustic Lens-diskanthøjttaler og en front med 21 lameller, markerer BeoLab 18 et kvantespring i udviklingen af Bang & Olufsens unikke søjlehøjttalere. Og det mest iøjnefaldende ved BeoLab 18 er uden tvivl lamelfronten, der fås i sort og hvid komposit samt massiv eg. Lameldesignet giver indretningsarkitekter en række valgmuligheder, der alle harmonerer med designer Torsten Valeurs minimalistiske søjle i anodiseret aluminium. Hvis man kigger nærmere, vil man se, at Valeur har finpudset forgængerens skulpturelle silhuet, den nu klassiske BeoLab 8000, på måder, der flytter grænserne for godt håndværk.

Højttaleren balancerer på en kegle af ekstruderet aluminium, der næsten synes at svæve over overfladen, hvad enten den hænger på væggen eller står på sin klippefaste støbejernsfod. Enogtyve lameller smyger sig let omkring højttaleren og gør den indbydende for både øjet og øret. Og med Bang & Olufsens karakteristiske Acoustic Lens diskanthøjttaler svævende ovenover, befinder man sig altid i højttalerens sweet spot, uanset hvor man er i rummet. Dette form-følger-funktion-design gør Bang & Olufsen i stand til at bruge lameller på fronten af de to primære enheder og stadig producere krystalklare høje frekvenser.

Kombinationen af træ og aluminium er tydeligt inspireret af det klassiske Bang & Olufsen design, mens fremtiden favnes via det store innovative gennembrud med den nye trådløse teknologi. Trods de slanke linjer rummer BeoLab 18 en imponerende mængde fuldt digitale komponenter, som er specialfremstillet til at skabe en stor lyd ud fra en beskeden lydstyrke.

To specialfremstillede 4" mellemtone/basenheder fungerer parallelt og forsynes af separate 160-watt klasse D-forstærkere. Den digitale lydmotor er finjusteret til at levere en overbevisende lydkvalitet, der på fremragende vis overvinder de udfordringer, der er forbundet med at placere lameller foran de to primære enheder. Den helt nye motor har varmebeskyttelse, Adaptive Bass Linearisation og rumtilpasningsomskifter, så BeoLab 18 lyder fantastisk uanset valg af musik og placering.

Beolab 17

BeoLab 17 er kileformet, og derfor er den nem at placere hvor som helst – fra bogreoler til vægge. BeoLab 17 er en tovejs højttaler, som indeholder en specialbygget 6" mellemtone- og basenhed, en ¾" diskantenhed, et par 160 watt klasse D-forstærkere og en patenteret digital lydmotor. Med mere end 40 gange så meget processorkraft som et analogt kredsløb, har den nye digitale lydmotor den råstyrke, der skaber stor lyd i en så lille og kompakt højttaler. BeoLab 17 passer ind i enhver indretning. Endepladerne til kabinettet i børstet aluminium fås i hvid eller sort. Fronten fås med en karakteristisk “broken ice”-overflade samt i hvid, eller som stoffronter i hvid, sort eller blå.

Torsten Valeur fra David Lewis Designers har skabt det trekantede kabinet til BeoLab 17 af ét stykke ekstruderet aluminium for at opnå ekstraordinær stivhed. Bang & Olufsens ingeniører har samlet et yderst harmonisk opbud af fuldt digitale komponenter i et lukket kabinet på kun 2,8 liter.

Men det, der gør BeoLab 17 specielt attraktiv for både indretnings- og lydentusiaster, er de mange placeringsmuligheder. Brug gulvfoden til at sætte den direkte på gulvet som en afslappet, tilbagelænet monitor. Placer den på den høje gulvstand som et skulpturelt udtryk for fantastisk lyd. Eller brug vægbeslaget, som også giver mulighed for at loftsmontere BeoLab 17. Beslaget kan vippes i to vinkler, så lyden kan sendes i alle retninger. En omskifter for basgengivelse justerer equalizeren, alt efter om højttaleren er placeret ude i rummet, ved en væg eller i et hjørne.

Beolab 19

Subwooferen BeoLab 19 udnytter den ekstraordinære stivhed, der er karakteristisk for et 12-sidet dodekaeder samt to enheder, der spiller i fase for at ophæve uønskede vibrationer. Den fuldt digitale BeoLab 19 indeholder en imponerende mængde komponenter og funktioner i det innovativt kompakte kabinet. To specialfremstillede 8" enheder, som hver suppleres af deres egen dedikerede 160-watt klasse D-forstærker, er placeret med bagsiderne mod hinanden i adskilte kamre for at minimere interaktionen. De anvender det, som Bang & Olufsen kalder Acoustic Balance Principle, hvor enhederne spiller i fase for at koordinere ens og modsatte frekvenser og fjerne uønskede vibrationer. Hvad får du ud af det? Ren lyd og endnu flere placeringsmuligheder, da den kraftige subwoofer kan rocke rummet uden at rokke med hylden eller det møbel, du vælger at placere den på.

Placeringsmulighederne øges yderligere med en rumtilpasningsomskifter, der optimerer subwooferens respons, afhængig af om den er placeret i et hjørne, op ad en væg eller frit i rummet. Selv om det menneskelige øre ikke registrerer de laveste hørbare frekvensers retning, er denne funktion en nyttig tilføjelse, fordi rummets reflekterende egenskaber altid påvirker det samlede lydbillede.

Termisk beskyttelse og Adaptive Bass Linearisation (ABL) er også inkluderet i specifikationerne, så du kan skrue op for lydstyrken uden at bekymre dig om overophedning eller pludselige lydstyrkeforøgelser. En faseomskifter og en lavpasfilteromskifter giver yderligere muligheder for at styre bassen og integrere subwooferen med dine øvrige højttalere.

Og så er der det nye ord: dodekaeder, afledt af det græske ord for "tolv" og "ansigter". Designer Jakob Wagner har valgt denne tidløse form på grund af dens skulpturelle identitet og strukturelle integritet. Denne enestående form omfatter 12 normale femkanter, som er sat sammen tre og tre ved hver vinkel for at opnå ekstraordinær stivhed. De anodiserede aluminiumsringe omkring enhederne danner en elegant kontrast til dodekaederets matte sort, hvid eller grå.


Bang & Olufsen lancerer de tre nye højttalere under konceptet Immaculate Wireless Sound. Lyd, der gengives, som kunstneren ønskede det, har længe kendetegnet Bang & Olufsen. Med Immaculate Wireless Sound fører Bang & Olufsen for første gang nogensinde denne tradition for akustisk autenticitet ind i den trådløse tidsalder.

Da de aktive højttalere anvender den nye WiSA-standard, skal de blot sluttes til lysnettet i et rum med en WiSA-kompatibel sender for at forbinde dem trådløst med tv, Blu-ray-afspiller eller set-top box.

For eksempel arbejder alle Bang & Olufsens Immaculate Wireless Sound-højttalere perfekt og helt enkelt sammen med det WiSA-opdaterede BeoVision 11 fjernsyn. Med WiSA-kompatible sendere og modtagere integreret i det fysiske og digitale design tilbyder Bang & Olufsen nu en uovertruffen akustisk oplevelse i en trådløs surround-opsætning. De nye højttalere kan naturligvis også tilsluttes med kabler, og der kan føjes trådløse højttalere til en eksisterende kabelforbundet opsætning, hvis man ønsker det.

WiSA-platformen (Wireless Speaker and Sound Association) anvender det relativt ubelastede 5,2-5,8 GHz-bånd for at undgå interferens fra andre signaler og for at sikre tilstrækkelig båndbredde til at streame ukomprimeret 24-bit lyd. WiSA er det første trådløse system i U-NII båndet, der giver oplevelser i flere kanaler – op til en fuld 7.1 surround-konfiguration.

De trådløse højttalere BeoLab 17, 18 og 19 kan i løbet af november købes i Bang & Olufsen butikker verden over.

Priser:
 
BeoLab 17 pr. sæt: Kr. 19.990,-.
BeoLab 18 pr. sæt: Kr. 33.990,- (inkl. sorte lamelfronter og gulvfod eller vægbeslag).
Lamelfront i massiv eg pr. sæt: Kr. 7.990,-.
BeoLab 19: Kr. 19.995,-.


For yderligere information, kontakt:

Bang & Olufsen

Web: www.bang-olufsen.com
Tlf: 96 84 51 00

 

Øvrige nyheder
SVS Ultra Evolution
27.03.2024
Triangle Borea BR10
16.03.2024
Matrix Audio
01.03.2024
Leak Sandwich 250
27.02.2024
Skinbjerg MC stepup
22.02.2024
Kef LSXII LT
02.02.2024
Stax nyhed
07.01.2024
Arcam Radia
07.01.2024
Nyt fra JBL
05.01.2024
Glædelig jul & Godt nytår!
20.12.2023
Nye anmeldelser
Musical Fidelity A1
28.01.2024
Vincent DAC-700
02.10.2023
Revival Atalante 3
25.08.2023
Audio Research I/50
15.06.2023
Raidho X1.6
15.03.2023
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2024 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes