HIFI4ALL.DK
Supra Quadrax
Mikkel Gige  [25.11.2012]
Kabeltest er efterhånden en sjældenhed her på siden, men en gang imellem dukker der alligevel et produkt op, som kræver vores opmærksomhed. Denne gang kigger vi på det nye højtalerkabel Quadrax fra Supra, som både byder på tradition, men også nytænkning

Quadrax er Supra’s nyeste bud på et højtalerkabel, og skal udfylde hullet mellem Ply kablerne og topkablet Sword. Der er fællestræk med de andre kabler fra Supra, men også lidt nytænkning bag. Og derudover god solid fornuft!

Quadrax er, som navnet måske indikerer, et kabel med fire interne ledere, som kan konfigureres på tre forskellige måder: single-wire, bi-wire eller bi-amp. Sidstnævnte har også fire stik i forstærker enden. Der medfølger både bananstik og spader, som nemt kan skiftes. Det hele leveres i en lækker træboks, hvilket giver oplevelsen af et meget gennemført produkt.

Internt er kablet umiddelbart ens med så mange andre bi-wire kabler, men ved nærmere eftersyn ”mangler” der noget. For hver leder ligner en coaxial leder, a la et antennekabel, men der er ikke nogen centerleder! Lederne er faktisk den skærm, som er flettet uden på kernen af PolyPropylen; og uden om denne er endnu et lag PolyPropylen som ydre isolering. De fire ledere er tvistet med en let drejning om sig selv, som skærmer mod indstråling, og ligger i en ydre strømpe af... PolyPropylen. Selve ledermaterialet er det velkendte fortinnede kobber, som Supra benytter i mange af deres velrenommerede kabler.

At lederne i kablet er udformet som en flettet skærm, er der flere gode grunde til. Først og fremmest skal det være fleksibelt, så det kan sno sig bag forstærker og højtalere. Endvidere løber strøm altid yderligt i en leder, og derfor giver det god mening at udforme lederen som et ”rør”.

Og det hænger sammen med den såkaldte ”skin”-effekt, som kort fortalt er udtryk for, at forskellige frekvenser gerne vil bevæge sig i forskellige dybder inde i lederen, og dermed i forskellige ”modstands-lag”. Med Supra Quadrax har signalet ikke noget valg; alle frekvenser bevæger sig ens, og på overfladen hvor modstanden er ensartet.

Faktisk er Supra’s Sword kabel udformet lidt efter samme devise, og de spiller formidabelt godt, men koster også en del mere på grund af deres specielle konstruktion og materialer. Med Quadrax har Supra fået lidt af samme teknik pakket ind i en prismæssig mere overskuelig størrelse.


Lytteindtryk

Supra Quadrax er et af de bedste højtalerkabler, jeg har lyttet til for nylig, og det er helt på niveau med Silver Sonic Q10, som benyttes som reference i lytterummet. Og lige så giver Quadrax faktisk meget for pengene.

(Silver Sonic Q10 er blevet afløst af Q10 Signature, som redaktionen har lyttet til. Signature er lydmæssigt anderledes end det ”gamle” Q10, og havde ikke det der skulle til, for at afløse som ny reference. Det kan derfor ikke sammenlignes med referencen i denne test)

Hvor Q10 er meget neutralt, direkte og lige på, hvilket er godt i test henseende, så er Quadrax faktisk også helt neutralt, men griber alligevel tingene an på en blidere måde. Det første jeg bemærkede var gengivelsen af bækner på trommesættet, som var helt formidabel god med Quadrax. 

De blev simpelthen mere naturlige og letflydende og klingede ud i endnu længere tid. Og der var heller aldrig nogen hårdhed eller kant, selv om indspilningerne egentlig lagde op til det. Det er ganske enkelt noget af det bedste jeg har hørt i den henseende fra et højtalerkabel. Og det er generelt for hele diskantområdet, der som et hele nyder godt af denne flydende naturlighed.

 

I mellemtoneområdet er der ikke meget at bemærke, for Quadrax opfører sig helt eksemplarisk med en naturlighed, som jeg kender det fra dagligdagen med Q10. Stemmer lyder som stemmer skal, og lige så med alle instrumenter. Dog var der en enkelt ting, der stak ud. På CD’en med Tryllefløjten er der en tydelig susen fra teaterrummet, og med Quadrax blev den dæmpet hørbart, om end den hele tiden kunne høres uanset hvad der ellers foregik i lydbilledet.

I bassen har mildheden en lille slagside, for her går det ud over lidt ud over niveauet og trykket i bassen. Stortrommen mister noget tyngde, og en basguitar har ikke helt samme fylde i lydbilledet. Det er fint, hvis man kæmper med for meget bas fra sine højtalere. Men med Xavian’erne i lytterummet, som ellers er til den fyldige side i bassen, er det for meget der ryger. Men det hænger også sammen med, at de i forvejen bliver tøjlet af de kraftige monotrin. Sammen med den gamle Nakamichi, som stod der før, ville Quadrax måske have været en god partner. Men udover tyngde og niveau, så betyder det desværre også, at lidt af nuanceringen ryger.

På den tekniske side klarer Quadrax sig rigtig godt, og der er alle de detaljer som jeg kender fra Q10, og lydbilledet har samme fantastiske bredde, højde og ikke mindst dybde, hvor man kommer med helt ind bagi i hjørnerne. Og samtidig placeres de udøvende flot i lydbilledet. På disse områder kan der ikke siges noget dårligt om Quadrax, for her er det med blandt de bedste.

Men nu kommer det (lidt) sjove, for jeg fik faktisk leveret to sæt til denne test. Et til biwiring, som var det der skulle lyttes til, men også et singlewire sæt, som egentlig bare var til at tage billeder af. Men jeg prøvede begge, og det var godt, for i dette tilfælde opførte de to sæt sig en lille smule forskelligt.

Alt det I har læst foroven er en beskrivelse af singlewire sættet. Men da biwire sættet blev sat på, så var der alligevel nogle mindre forskelle. Generelt er lyden den samme, med samme mildhed og neutralitet, men der blev åbnet lidt mere op i de yderste ender af frekvensområdet.

Det betød blandt andet, at bassen fik noget mere niveau og tyngde. Dog kom Quadrax ikke helt op på niveau med Q10, som er verdensmester i basområdet. I diskanten skete der faktisk også noget, for det blev om muligt endnu mere letflydende og dejligt(!) at lytte til, og de tidligere omtalte bækners lyd og udklang, blev endnu tydeligere. Samtidig kom den førnævnte susen fra Tryllefløjten tilbage til sit naturlige niveau!

Og det er faktisk første gang, at jeg har hørt et kabel, der lød forskelligt alt efter hvordan det var konfigureret. Silver Sonic Q10 er fuldstændig ligeglad, og er ofte blevet benyttet som singlewiring, uden at det lød anderledes.

Jeg tror - og det er blot et kvalificeret gæt - at Quadrax simpelthen er mere følsomt over for kapaciteten i kablet, når det sættes sammen med en højtaler med separate filtre til bas og mellemtone/diskant. Også er det jo bare godt, at det kan laves i så mange forskellige konfigurationer, så man får det kabel der passer til éns setup.


Konklusion

Det er som sagt ikke ofte, at vi tester kabler her på Hifi4all. Men en gang i mellem kommer der et nyt kabel, som på en eller anden måde pirrer vores nysgerrighed. Og nogle gange bliver vi også overraskede over, at vellyd kommer i overkommelig pakke, rent prismæssigt.

Supra Quadrax er lige præcis sådan et kabel, og det giver overraskende meget vellyd for pengene. Og det er absolut i klasse med det gamle Silver Sonic Q10, som stadig er reference i lytterummet. Men alligevel er Quadrax sin egen, og gør nogle ting anderledes, og bedre. Og omvendt gør Q10 lige så noget bedre.

Det er et spørgsmål om smag, og højtalere(!), som afgør om Quadrax er kablet til éns setup. Fra vores side kan vi kun anbefale, at man giver det et lyt, hvis man er på jagt efter det ”sidste” højtalerkabel. Det får vores absolut bedste anbefaling med på vejen.


Pris: Kr. 2250 - 3475,- (Afhængig af længde og konfiguration).


Importør:

Audio Sale

Web: www.supracables.dk
Mail: info@audiosale.dk
Tlf: 26 22 26 05


Reference-udstyr:

  • CD-afspiller: Lyngdorf CD-1, Holfi Stabilizer.
  • Pladespiller: Michell GyroDec SE, Rega RB300/Incognito.
  • Pickup: London Jubilee & Ortofon Rondo Bronze.
  • Forstærkere: Ortofon ST-80SE, Audio Analogue Bellini & Vincent SP-995.
  • Højtalere: Xavian XN360.
  • Kabler: Vincent XLR, SilverSonic AirMatrix RCA & SilverSonic Q10.
  • Tilbehør: Brinck Br 507 Netstøjsfilter.


Lytterum:

Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Rummet dæmpet med absorbenter og diffuserende paneler fra Sound InVision.

 


Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK!
Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes.