HIFI4ALL.DK | ||
Ayon CD-2 Mikkel Gige [15.02.2010] | ||
| ||
Ayon CD-2 virker på alle måder som en gennemtænkt og solid konstruktion, hvor ingenting er overladt til tilfældigheder. Alt virker til at været overvejet grundigt, før det er puttet ned i den samlede maskine. Kabinettet er konstrueret bund solidt, og består af forskellige aluminiums-profiler hele vejen rundt samt massive aluminiumsplader i top og bund. Alt samlet til en meget høj finish. Selve drevet er indrammet i en naturfarvet aluminiumsring, som står i kontrast til det ellers helt sorte kabinet. Designet er meget enkelt, og ud over et display på fronten skal al betjening ske fra toppen. Ayon CD-2 er en såkaldt toploader, hvor pladen lægges i en brønd øverst på maskinen, hvorefter der lukkes med et rundt låg af røgfarvet akryl. Selve magnet-pucken, der fastholder skiven under aflæsning, er integreret i låget, og drevet kan derfor nemt lukkes i én proces. Det er kun pucken, der drejer under afspilning. Der var dog et par svipsere under testen, hvor pucken ikke fik ordentlig fat. Det lød voldsommere, end det egentlig var, og pladerne led på ingen måde overlast. Idéen er som sådan helt fin, men med en lille skønhedsfejl i dette tilfælde. Ovenpå finder man også knapper til de mest basale funktioner, men der medfølger en fjernbetjening i massiv aluminium, hvor der er et sandt arsenal af muligheder. Det er også herfra, at man har mulighed for at skifte mellem 44,1 og 192 kHz filter. Der er også mulighed for at justere volumen, men det skal mere ses som en mulighed for at tilpasse output til andre signalkilder. Knappen til tænd/sluk sidder under kabinettet i venstre side af fronten. Der er ikke mulighed for standby på denne maskine, men det virker nu helt fornuftigt, da udgangsrørene ellers ville stå og varme til ingen verdens nytte. Så holder de jo også til mere musiklytning. På bagsiden sidder der en lampe, som indikerer om 230V er tilsluttet i korrekt fase. På bagsiden finder man også analoge udgangsstik til både balanceret og ubalanceret drift, med en lille omskifter. Der er ligeledes flere digitale udgange, men som noget helt specielt har denne afspiller også en digital indgang! Det er altså muligt at tilslutte en anden digital kilde, og udnytte den bedre D/A konvertering i CD-2. Dette kunne f.eks. gavne en DAB-radio eller en DAT-båndoptager af ældre dato. Der er tale om meget lækre stik af høj kvalitet. Indvendigt er kabinettet fyldt til randen med god elektronik, og komponent-kvaliteten er af høj kvalitet. Der er to R-core trafoer, til henholdsvis digital-del og logik, samt analog-delen. Der er ligeledes 10 reguleringer til de enkelte kredsløb, så alle dele i afspilleren har hver deres dedikerede del af strømmen til rådighed. DAC kredsene kommer fra Burr Brown og er af PCM1704 typen, og de efterfølges af AD847 opamps. Og endelig sidste trin i udgangen: 4 russiske 6H30 rør, som kører i ren kl. A drift. De er monterede i teflon-sokler. Alt er håndsamlet og monteret på fabrikken i Østrig, uden indblanding af leverandører fra fjernøsten. Det giver lidt ekstra leveringstid, men til gengæld har Ayon kontrol over alle processer. Det hele hviler på fire store drejede aluminiumsfødder, som igen står på kraftige gummi O-ringe, som sidder i en diskret forsænkning. Det samlede indtryk indgyder respekt hos undertegnede. Man skal normalt op i dyrere prisklasser for at finde fit og finish som her.
Ayon byder på flere muligheder for tilslutning, da der udover digital balanceret og ubalanceret udgang, også er den digitale indgang til andre digitale kilder. Og selvfølgelig måtte det prøves med undertegnedes egen CD-afspiller som drev. I denne rolle agerer CD-2 altså ren D/A-konverter. Hvorvidt andre kredsløb slås fra, ved jeg ikke, men det var i hvert fald ikke muligt at indlæse en plade, når CD-2 var i ”Digital In”-mode. Generelt er klangen mellem de mange tilslutningsmuligheder den samme, med små varierende forskelle. Jeg startede ud med at tilkoble CD-2 via den balancerede udgang, og der var fra starten ingen tvivl om, at dette er en meget kompetent afspiller. Lyden er udpræget homogen, med et stort og flot lydbillede, med en meget neutral klang. Bassen er flot nuanceret med masser af detaljer, men via den balancerede udgang er der tendens til lidt fedme i den nederste bas. Ikke noget man tænker over, med mindre man har hørt det endnu tørrere fra andre afspillere. Et godt eksempel er en gang hardcore tromme og basgang fra Rammstein, hvor det bliver sværere at skille stortromme og bas fra hinanden. Sjovt nok, er det samme ikke tilfældet via den ubalancerede udgang, hvor bassen strammes op så også den dybeste bas bliver lige så nuanceret og detaljeret som resten af basområdet. I mellemtone og diskantområdet er der derimod ingen forskel at spore mellem de to typer udgange. Klangen er meget ligetil uden nogen svinkeærinder, og der kan på ingen måde spores nogen lyd af rør eller ”transistor” i dette område. CD-2 spiller bare! Og den gør det også ganske godt. Der er masser af luft, og det giver en fornemmelse af et større lydbillede og rumfornemmelse mellem højtalerne. Sammenligner man direkte med Lyngdorf’en, så er det dog ikke tilfældet, for grænserne i bredde, højde og dybde er de samme. Der gives til gengæld lidt afkald på placeringen af de udøvende, som ikke er helt så præcist, som via Lyngdorf’en. Men det er småting der gives køb på, og der er kun få andre afspillere i prislejet under 100.000,-, der gør det markant bedre. Ayon CD-2 er stadig med i toppen af poppen. F.eks. er den karakteristiske ”susen” fra teaterrummet på Tryllefløjten meget tydelig, og man kan stadig tydeligt fornemme, når de udøvende vandrer rundt på scenen. Både i bredde og dybde. Også detaljerne nyder godt af denne ekstra luftighed, for selv om der ikke er flere detaljer, så er de tydeligere. Men en ting som især imponerer mig, er gengivelsen i diskantområdet. Det er simpelthen så let og dejligt og samtidig udstrakt i en grad, som jeg sjældent har oplevet. Et rigtig godt eksempel på dette er Pink Floyd’s ”Money”, fra genindspilningen på ”A Collection Of Great Dance Songs”. Denne udgave er en anelse bedre indspillet end den originale, og instrumenterne kommer mere til deres ret. Og nu kommer det særlige, som CD-2 kan; Mønterne som kastes i indledningen af nummeret. Her har jeg altid oplevet en vis ”digital” støj fra min egen og andre testede afspillere, men det er slet ikke tilfældet hér. Det lyder fuldstændig som om, at der står en person og smider mønterne på et stengulv foran mig! Ufatteligt naturtro. Det fortsætter videre ind i nummeret, hvor bækner står helt fast i lydbilledet, uden nogen form for ”biklang” eller støj, når de klinger. Ubetinget noget af det bedste jeg har hørt! Og det er både med CD-2’s eget drev og med Lyngdorf’en som eksternt drev, at det giver denne lækre, dejlige, luftige diskant. I Ayon CD-2 finder man altså både et rigtig godt drev og en meget kompetent digital/analog-del. Selv via vinyl kan det ikke gøres bedre hos undertegnede! Via ”Digital In” kunne jeg ikke spore forskelle mellem de to drev, så forskellen mellem Ayon og Lyngdorf ligger udelukkende i D/A-delen på de to. Det er så smag og behag der må afgøre, om man er til det ene eller andet. De førnævnte forskelle i bassen mellem balanceret og ubalanceret gør sig også gældende via den digitale indgang.
Ayon CD-2 er en flot og gennemført afspiller, som byder på flere utraditionelle løsninger. Konstruktionen er bund solid, og lyden er af bedste skuffe. Men den ligger i skarp konkurrence med TAC C-60, som tidligere har modtaget ”Editors Choice” her på siden, og som formåede at distancere sig til referencen i samtlige discipliner. Men Ayon CD-2 kan én ting som selv TAC’en ikke kan… I en disciplin formår Ayon CD-2 nemlig at distancere sig, både forhold til Lyngdorf’en og TAC C-60. Og det er i diskantområdet, hvor gengivelsen imponerer i særlig grad. Ayon CD-2 er suverænt noget af det bedste, jeg har hørt, når det kommer til ren og uspoleret diskant fra en digital kilde. Også i mellemtone-området er der forskelle til Lyngdorf’en, men om det er til det bedre, må være op til den enkelte at afgøre. Ayon virker mere luftig i dette område, hvilket også giver fornemmelsen af et større lydbillede, omend rumstørrelsen er helt den samme. Til gengæld giver Ayon så lidt køb på præcisionen, for det er ikke helt med samme formåen, at den får placeret de udøvende i lydbilledet. I bassen er forskellene ikke-eksisterende, når man holder sig til den ubalancerede udgang på Ayon CD-2. Hvorimod den balancerede udgang tilføjer en smule fedme i den dybeste bas. Dette undrer mig lidt, da CD-2 jo i bund og grund er en balanceret konstruktion helt fra D/A konverterne og videre frem til rørene. I sidste ende er det spørgsmål om smag, hvorvidt man foretrækker den luftige mellemtone og udstrakte diskant fra Ayon, mod TAC’s ultra præcise væsen. Det er svært at sige, at det ene er bedre end andet. Man kan sagtens få begge dele samtidig, men så er prisen også en helt anden.
Pris: Kr. 28.000,-.
Lytterum: Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Væggen bag højtalere og lyttepositionen er dæmpet med THX-godkendte paneler.
| ||
Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK! Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes. |