HIFI4ALL.DK | ||
Stello DA220 MkII & digitalkabler Mikkel Gige [07.09.2008] | ||
| ||
Stello er en del af det engelske April Design, som blandt andet står bag mærkerne Aura, Eximus og selvfølgelig Stello. Firmaet er kun 10 år gammelt, men har i den grad formået at gøre opmærksom på sig selv med deres produkter, som nyder stor anerkendelse omkring i verden. Konstruktionen af DA220 MkII er bundsolid, og kabinettet er udført med chassis i kraftig bukket sortlakeret stålplade. Fronten er af 1 cm massivt aluminium, med at fåtal af knapper: Power, input/output, upsamplingsfrekvens og fase. Der kan vælges mellem Bypass, 48 khz, 96 khz og 192 khz upsamplingsfrekevns. Top og sider er i ét stykke bukket aluminiumsplade. Alt sammen hviler på fire kraftige gummifødder. På bagsiden findes et arsenal af tilslutninger, inkl. digitale udgange til en evt. digital optager. Der er to sæt analoge udgange, RCA og XLR, samt et antal digitale indgange der kan tilfredsstille de fleste behov. Det vil helt præcist sige: 2 S/P-DIF coaxial RCA, 1 AES/SBU XLR, 1 Toslink, og det nye: USB! Ligeledes er der digitale udgange til at matche: RCA, XLR og Toslink. Stikkene er af overordentlig god kvalitet. Indvendigt dominerer det store print, samt de to trafoer. Der er mange komponenter og kvaliteten af disse er gennemsnitlig. Til gengæld er den analoge udgang opbygget med diskrete komponenter, og vaskeægte balanceret med dobbelte kredsløb. Balanceret drift kræver mere præcision og flere komponenter, og andre producenter ville nok vælge opamps, da det kan lette arbejdet. Princippet i balanceret drift er netop at udelade forskelle i signalet, og det kræver stor præcision ved komponent valget. Strømforsyningen er som sagt med to trafoer, en til digital, og en til analog. Der er masser af reguleringer, og ladekapaciteten er i orden, 30.000 µf.
Ifølge Stello, skulle USB indgangen være den eneste forskel imellem MkII og MkI, men sammenligner man billeder af kredsløbslayoutet indvendigt, er der ret så tydelige forskelle. Om det har nogen lydmæssig indflydelse, kan jeg ikke bekræfte, da jeg ikke har hørt MkI-versionen. Før konverteren benytter Stello en samplerate konverter fra Analog Device. D/A konvertering sker ved hjælp af en Delta Sigma 24 bit konverter fra AKM, og ifølge Stello er der et specielt 6. ordens analog filter efter konverteren. Til dette benyttes opamps fra BurrBrown, OPA2604 og JRC 5532. Det er yderligere muligt at vende fasen på det digitale signal. Fit og finish er til UG med kryds og slange, og Stello DA220 MkII fremstår meget diskret uden at tiltrække sig opmærksomhed. Lytteindtryk Under testen har jeg naturligvis afprøvet de forskellige indstillinger på DA220 MkII. Jeg vendte dog alligevel hele tiden tilbage til ”Bypass”, da jeg ikke kunne spore nogen forskel de mulige modes imellem. Testen er således foretaget 100 % i ”Bypass”-mode. Der var heller ingen forskel at spore mellem balanceret og ubalanceret output, hvilket kendetegner en god balanceret konstruktion.
Bassen er super tør, stram, og ekstremt detaljeret. Stortrommen hugger, så dit maveskind står og rykker med. Alle de små detaljer fra basstrenge og lignende er der. Måske har Stello en lille smule fylde, men i så fald er det småting. Vi taler næsten om samme super kirurgiske præcision, som referencen har. Og det fortsætter opefter. Mellemtone området er helt åbent, men også meget direkte a la referencen. Nogen vil måske savne lidt fylde og varme, men her opfører Stello’en sig 100 % korrekt. Den gengiver tingene som de er indspillet. Musikken flyder af sted, og jeg savner intet i dette område! I diskanten er der åbent helt derop hvor hørelsen alligevel har givet op. Der kunne sagtens være mere luft i gengivelsen, men min erfaring siger, at det ofte bliver på bekostning af præcisionen. Medmindre at man er villig til at smide et beløb a la 100.000,- efter sin nye CD-afspiller. Så skal man nok få begge dele. Jeg er dog ikke stødt på en løsning som gør det bedre til under 100.000,- kr.
Lydbilledet er stort, med masser af luft mellem de udøvende, og det er uhyggeligt nemt at placere sangerne på Tryllefløjten. Det er særligt tydeligt at høre, når personerne bevæger sig rundt på scenen, og det er i alle tre dimensioner, at det står så tydeligt frem. Lydbilledet er bredt, helt forbi højtalerne, med masser af højde. Men dybden, wauv! Her er det helt tydeligt hvor scenen ender, nærmest som om at der stod en solid væg af mursten. Og hjørnerne! Lydbilledet når helt derind i hjørnerne, hvor hverken støvsuger eller kost kan nå.
På detaljeringen mestrer Stello ligeledes opgaven med bravur. Alle de små mikrodetaljer er med, og er lige så tydelige som via referencen. En opgave som normalt fordrer en meget dyrere afspiller/DAC. Til denne disciplin benytter jeg Pierre Fournier’s fortolkning af Bach’s cello-suiter. Og mens dette stod på opdagede jeg en lille forskel i gengivelsen fra Stello’en. Indspilningen består af Pierre Fournier, en cello, et rum og en mikrofon. Via Stello’en røg en lille bitte smule af præcisionen i gengivelsen af rummet. Det blev bredt lidt mere ud, og var ikke helt så fokuseret i midten som via referencen. Af samme årsag er kunstneren heller ikke helt så nem at ”skære ud” i lydbilledet. Bevares, han er der i midten som han plejer, men det er bare ikke helt så tredimensionelt og plastisk som jeg plejer at opleve via referencen. Med til Stello DA220 MkII havde importøren vedlagt fire digitalkabler. Dette var dels for at afprøve mulighederne, men også for at få afklaret hvorvidt der faktisk er forskel på digitale kabler. Undertegnedes eget digitalkabel indgik også i testen, så der var i alt fem kabler at sammenligne i mellem. Jeg siger ikke, at der ikke kan være forskel. Men hvis både sender- og modtagerkredsløb er i orden, så burde der i teorien ikke være forskel på grund af det kabel der sidder i mellem. Jeg har tidligere afprøvet forskellige digitalkabler, uden at jeg kunne spore nogen som helst forskel. Derfor var det spændende at høre, om det nu var tid til at sluge en kamel eller to. Det var hurtigt overstået! Der er på kombinationen Stello/Lyngdorf, ifølge undertegnede, ingen som helst forskel at spore på de digitalkabler, der blev afprøvet under testen, inklusiv undertegnedes eget kabel. I dette setup er kombinationen Stello/Lyngdorf fuldstændig ligeglad med hvilket kabel der var tilsluttet! Og det inkluderer også S/PDIF og AES/SBU, for heller ikke her kan jeg spore nogen som helst forskel. Som jeg nævnte tidligere i teksten, så har jeg ved andre lejligheder haft samme oplevelse med andre digitalkabler. Mit råd? Køb et fornuftigt kabel med gode materialer og stik, men lad være med at smide en bondegård efter det.
Samlet konklusion Når det så er sagt, så er der lige det med prisen. DA220 MkII er trods alt ”kun” en D/A konverter, så hvis du ikke har et fornuftigt drev i forvejen, så skal det lægges til prisen. Men til trods for dette, så er der stadig ingen tvivl: Stello’en er ”Topklasse”. I testen blev der også lyttet på fem forskellige digitalkabler, og konklusion er helt klar: Jeg fandt INGEN forskel, så vælg derfor blot et fornuftigt kabel med gode materialer og stik, som ikke koster en bondegård. Brug hellere pengene på en bedre drev/konverter kombination.
Pris: 12.499,- Dkr.
Hificable.dk
Lytterum: | ||
Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK! Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes. |