| HIFI4ALL.DK | ||
| CD-afspiller stortest - mellemklassen Mikkel Gige [02.08.2008] | ||
| ||
Valget faldt på en svensker, en dansker, en canadier, en new zeelænder, og en tysk kineser. De fem deltagere har alle noget specielt at byde på, enten i form af teknik eller anderledes løsninger, bl.a. har en af deltagerne batteridrift, og en anden er todelt og har hverken display eller fjernbetjening.
Prismæssigt lægger de alle mellem 11-17.000,-, og det virker derfor helt naturligt at holde dem op mod referencen, som deltog i den sidste stortest af mellemklasse CD-afspillere. Referencen er i mellemtiden faldet i pris, så den i dag koster 12.000,-, mod 16.000,- da den blev testet. Så deltagerne i denne test har noget at leve op til.
Fronten er lavet af et massivt stykke eloxeret aluminium, hvor navnet Bladelius er fræset ind i øverste venstre hjørne. Pladeskuffen har fået et matchende stykke aluminium. Da der samtidig er et minimalt antal knapper, og et diskret display, så tager jeg vist ikke for store ord i munden, ved at udnævne denne afspiller til testens absolut mest stilrene afspiller med bedste finish. Og den højeste totalvægt!
Bagerst finder man en (for en CD-afspiller) stor ringkernetrafo, samt et print på 20 x 20 cm, som indeholder lydkredsløbene. D/A konverteringen foretages af en Burr Brown PCM1792 DAC, og signalet videreføres fuldt balanceret fra DAC’en, og ud til et sæt XLR stik på bagsiden. Der er også mulighed for tilslutning af almindelige RCA-kabler. Endda med to sæt, som har forskelligt output. Dette er en Bladelius specialitet, som er lavet af hensynet til samspil med f.eks. en rørforstærker, som nogen gange har brug for et højere input eller en kilde med høj udgangsimpedans. Der medfølger en programmerbar fjernbetjening til Syn, så du slipper for at have en hel stue fyldt med diverse fjernbetjeninger til fjernsyn, DVD osv.
Bassen er lidt til den fyldige side, og sammenlignet med referencen savnes der noget præcision og de sidste detaljer. Trommesættet står stadig tydeligt frem og er fint defineret, men stortrommen får ikke helt lov til at ”hugge”, den er en anelse for fyldig. I mellemtoneområdet er denne naturlighed lige i øjet, for det giver stemmer og instrumenter al den fylde og varme som der skal til, uden at det bliver svulstigt på nogen måde. I diskanten fortsætter det på samme rolige vis, med masser af luft som får f.eks. bækner til at klinge helt naturligt ud, uden nogen tendens til at blive kantet.
Lydbilledet er stort, men når ikke helt ud i de bagerste hjørner, som referencen. Der er en god fornemmelse af optagerummet, men jeg savner en anelse præcision når de udøvende skal placeres. Bredde og højde er helt fin, men dybden står ikke helt fast. Det er ikke helt så tydeligt at høre hvor rummet ender. Detaljeringen er ligeledes rigtig god, men på de mest kritiske optagelser savner jeg de sidste mikrodetaljer. Det kan skyldes at Bladelius har valgt en rundere klang, sammenlignet med referencen. Syn har en rigtig god dynamik, som sammen med det høje output på udgangene får den til at fremstå som meget levende og vital. Det er ikke vitaminer der mangler. Der var i øvrigt ikke nogen forskel at spore i klangen mellem balanceret og ubalanceret output. Samlet vil jeg vurdere Syn som den rolige kæmpe. Den er fysisk stor og tung, og besidder denne rolige og naturlige, men samtidig meget vitale klang. Den spiller ”musik”, og fokuserer i mindre omfang på det tekniske, om end den stadig er meget kompetent på dette område, når der sammenlignes med de andre deltagere. Det er tydeligt at høre, at Bladelius er gået efter denne mildere klang, som skiller sig ud fra den ”normale” Bladelius lyd, der kan betegnes som værende mere direkte. Specifikationer:
Pris: 16.995,- Importør: Interceptor Audio
Kabinettet er lavet af kraftig sort lakeret stålplade, og som den eneste i testen er topsvøbet dæmpet. Fronten kan leveres i enten sort eloxeret aluminium eller gylden kirsebærtræ! Træfronten har altid været en Holfi specialitet. Xenia DC har en stilren, og meget neutral udstråling.
Drevet er et standard drev fra Philips, som er monteret til chassiset med et stykke bøgetræ, da det absorberer vibrationer fra drevet bedre, end metalchassiset er i stand til. Xenia er yderligere speciel ved at der er monteret fire grønne dioder på printet ved siden af drevet. Dioderne lyser op under afspilning, og det skulle forbedre aflæsningen a la grøn tusch, som var populært for nogle år tilbage. Holfi'en benytter en Philips TDA1545A kreds til D/A konverteringen. Selve udgangskredsløbene er meget enkle, helt i Holfi’s ånd, med et minimum af komponenter. Selve udgangen er dimensioneret til at kunne trække en 800 ohms indgang på Holfi’s egne forstærkere. Det indikerer at vi har med nogle særdeles strømstærke kredsløb at gøre. Selve stikkene bagpå er til standard RCA kabler. Holfi har, som den eneste i testen, ikke en digital udgang.
Der medfølger en helt ordinær fjernbetjening af plast, og funktionen af denne er helt i top.
Bassen er til den fyldige og lidt varme side, men kontrollen er sådan set i orden. Jeg savner dog lidt bedre definition af de enkelte bastoner og tryk på stortrommen. Det får lov til at flyde lidt sammen når der sammenlignes med referencen. Mellemtoneområdet er helt i top med en sprød og naturlig klang. Stemmer og instrumenter lyder som de skal, og detaljeringen er også god. Dog har Xenia DC også lidt svært ved at få mikrodetaljerne med. Rumfornemmelsen er ligeledes god, med rigtig god definition af dybden. Næsten på reference niveau. Til gengæld går der noget tabt på bredden, som ikke helt når ud til højtalerne. Perspektivet opleves nærmest som en halv ellipse der går ind bag højtalerne. Opefter savner jeg en smule luft. Det høres f.eks. tydeligt på undertegnedes eksemplar af Tryllefløjten, hvor der kan høres tydelig ”susen” fra selve optagerummet. Men Holfi er ikke alene på dette punkt, for heller ikke de andre deltagere får dette med. Som Bladelius, så har Xenia DC også et forholdsvist højt output, som sammen med den rigtig gode dynamik, får den til at fremstå meget vital. Her høres det tydeligt, at Holfi har komponeret en strømstærk udgang til at trække deres egne forstærkeres 800 ohms indgange. Holfi Xenia DC er som sagt mere musiker end tekniker, og samlet spiller den med et snert af varme og letflydenhed. Helt i Holfi’s ånd er der altså fokus på den musikalske oplevelse. Og klangmæssigt kan der heller ikke sættes en finger på det samlede output. Kun når der tænkes i teknik lader Xenia DC noget tilbage at ønske. Sammenlignet med referencen skal der slet ikke være nogen tvivl om Holfi’en lyder rarere, hvor referencen er mere lige på og rå i sin fremstilling af musikken.
Specifikationer:
Pris: 12.000,- Importør: Holfi
Fronten er lavet af massiv eloxeret aluminium, og finishen er af bedste skuffe. Hertil kommer et par flotte aluminiumsprofiler, som udgør siderne. Men så kommer den første hovsaløsning: Toppladen! Godt nok et stykke tyk stålplade, men den er kun fastgjort i siderne, hvilket betyder at den ringer som en kirkeklokke. Hvorfor kunne Moon ikke bare have spenderet to skruer mere? Så havde dette problem slet ikke eksisteret. Det holder bare ikke! På fronten findes et minimum af knapper, samt et flot ”Moon”-emblem i midten. Skuffen er smal, og har et stykke aluminium monteret som matcher fronten. Her kommer så, i følge undertegnede, næste hovsaløsning: Displayet! Det ligner noget, som er hevet ud af halvfjerdserne med store røde lysende digitale tal. Foran sidder et røgfarvet stykke plexiglas, men det hindrer ikke tallene i at lyse så meget op, at man kan se printet og elektronikken bagved. Det ser simpelthen for billigt ud i mine øjne, og hører ikke til i denne prisklasse. Indeni finder man til gengæld guffet. Lækkert layout og god elektronik, som man kender det fra Moon’s dyrere produkter. En indkapslet ringkernetrafo udgør første bastion af strømforsyningerne, og de enkelte spændingsregulatorer er flyttet helt ud til de kredsløb, de skal forsyne. D/A konverteringen klares også i dette tilfælde af Burr Brown, men her er det en PCM1793 DAC. Lidt ringere spec’s er den primære forskel. Signalet føres på CD-1 ud til et par fornuftige RCA-stik på bagsiden.
Fjernbetjening er af den kedelige plastiktype, men den fungerer upåklageligt.
Bassen er lige på, og trommesættet står fint frem med en god detaljering. Når det kommer til basguitar eller elektronisk bas, mister CD-1 overblikket og tonerne flyder for meget over i hinanden. Der er på ingen måde tale om bulder eller hævet niveau, bare mangel på definition af de enkelte toner.
Specielt i mellemtone og diskant området høres denne tendens til at blive lidt kantet og hård. Stemmer lyder slanke, og savner noget af den varme og naturlige fylde som normalt hører sig til. Instrumenter har samme tendens, bækner bliver lidt fnidrede og f.eks. Pierre Fournier’s Cello mister sin rolige lyd, og bliver lidt mere kantet at høre på. Rumfornemmelsen er nogenlunde, men jeg savner definition og præcision. Det roder generelt for meget rundt. Det er ikke til at placere de udøvende bare nogenlunde. Det holder ikke i denne prisklasse, og jeg har hørt billigere afspillere gøre det bedre. Lydbilledet er smalt og når ikke helt ud til højtalerne. Højden er dog nogenlunde, mens dybden lider under den manglende definition og præcision. 3-D effekten udebliver.
Detaljeringen er OK, men jeg savner mikrodetaljerne. Også på dynamikken lades noget tilbage at ønske. Der er ikke helt så meget smæk på. Jeg er måske lidt skuffet over mit møde med CD-1. Godt nok er det den første Moon afspiller jeg ligger øre til, men Moon har et flot ry, så jeg kan ikke undskylde at mine forventninger var højere, end det jeg mødte. Dog vil jeg sige at Moon CD-1 er en ganske hærdelig afspiller, når det kommer til de rytmiske former for musik. Her tænker man ikke så meget over de tekniske mangler, for der er drive og spræl nok til en god oplevelse. Specifikationer:
Pris: 12.999,- Importør: Tape Connection
De to kabinetter er ikke meget større end, at de ville forsvinde helt naturligt mellem bøgerne i din bogreol, hvis du satte dem på højkant i denne. Fronten er af eloxeret sølvfarvet aluminium, mens selve ”kassen” er af sort lakeret stålplade. Finishen er rigtig pæn og meget diskret udover selve størrelsen som hjælper godt med på diskretionen.
Drevet kommer også her fra PC verdenen, og fylder faktisk det ene kabinet helt ud. Strømforsyningen kommer via det flade multikabel, som forbinder de to enheder. Selve skuffen sidder på siden, og det fordrer jo at der er plads til denne, så den skal nok ikke stå i bogreolen alligevel, selv om det ser pænt ud. Perreaux’s Silhuette serie, som SXCD stammer fra, er godt nok diskret og minimalt stereo, men kræver plads på samme måde som et almindeligt anlæg.
Selve D/A konverteringen sker igen ved hjælp af Burr Brown, helt specifikt PCM1748. Den kan slet ikke sammenlignes med de mere traditionelle konvertere, som ellers er med i denne test. Perreaux har fundet mange specielle løsninger til denne afspiller, men det kræver en del mere plads at forklare. Jeg vil anbefale en tur forbi Perreauxs hjemmeside. På bagsiden findes udgang med RCA stik, som ikke er forgyldte! Øh, hvorfor? Endvidere er der en digital udgang med BNC stik (der medfølger kabel og RCA/BNC adapter), multistikket til drevet, en dataport, samt et RC-5 remotestik. SXCD kan fjernbetjenes via et Philips RC-5 kompatibelt jackstik, som sidder på bagsiden. Du skal blot investere i et ekstra kabel med en modtagerdiode, samt en fjernbetjening som følger denne standard. Importøren havde til testen vedlagt dette, men husk at det ikke er inkluderet til den nævnte pris!
Bassen er dog noget hævet, hvilket nok er helt bevidst fra Perraeux’s side, da de fleste kunder til et lille system som Silhuette serien, nok også vælger mindre højtalere. Her vil det øgede niveau komme til sin fulde ret. Opløsningen lider dog også noget under det hævede niveau. Jeg savner lidt bedre definition af stortrommen som nemt buldrer i stedet for at ”dunke”, og de enkelte bastoner fra basguitar eller synthesizer flyder også lidt sammen. Mellemtone og diskant er meget mild og ligetil. Stemmer og instrumenter klinger naturligt, og det flyder derudaf på bedste vis. Rumfornemmelsen er nogenlunde, men kommer ikke til sin fulde ret, da der mangler noget bredde og dybde, og præcision i placeringen af de udøvende. Detaljering er rimelig, men de sidste lyde fra Pierre Fournier’s vandrende fingre på celloens hals mangler. Lige så med dynamikken, som specielt på klassisk, får mig til at savne lidt mere smæk. Holder man sig til mere rytmiske former for musik er det dog ikke noget man bemærker. Perraeux er fysisk en lille afspiller sammenlignet med andre afspillere i samme prisklasse. Dog lyder den på ingen måde lille, men kan, som jeg indledte med at skrive, levere et ganske overraskende lydbillede med masser af smæk på. Det er først når man sætter sig ned og nærlytter, at de få begrænsninger viser sig. Men når man tænker på den udfordring Perraeux har stået med pladsmæssigt, så er SXCD et ganske hæderligt resultat. En større strømforsyning havde måske gjort en forskel, men så havde det ikke været i disse fine små kabinetter. Specifikationer:
Pris: 12.995,- Importør: Audiocompagniet
Det er den, for undertegnede, velkendte Vincent finish som går igen her. Fronten er lavet af flere stykker aluminium, som er sat sammen, og med forskellig finish. De yderste paneler er skuret, mens midten er sandblæst. Siderne er ligeledes i aluminium, her som kraftige profiler, og også toppen er udført i aluminiumsplade.
Det indvendige kabinet er udført i stålplade, og der er yderligere lavet opdelinger, som man kender det fra andre Vincent produkter. I venstre side sidder to ringkernetrafoer, én til drev/digitaldel, og én til den analoge del. De sidder på en stålplade som er hævet i forhold til resten af bunden, for neden under sidder et par spændingsreguleringer, samt logikkredsløb til styring af afspilleren. I midten sidder et velkendt Philips-drev samt strømforsyning/regulering til den analoge del. Apropos drev, så indlæser denne spille skiverne så hurtigt, at skuffen kun lige når at lukke, før dataene dukker op på displayet. Så hurtigt har jeg ikke set det gjort før! Yderst i højre side dominerer analogdelen. D/A konverteringen klares også her af Burr Brown PCM1792, den samme som Bladelius benytter. Til gengæld fylder de analoge kredsløb noget mere her, end man ser i de andre afspillere i testen. De er ikke bare balanceret fra DAC’en og helt ud til XLR-stikkene, nej de er nemlig også helt identiske, layoutmæssigt. Ifølge producenten kører de i ren kl. A drift. Begge dele en dyr løsning, som ifølge Vincent er det optimale, og derfor skulle lyde bedre. Disse løsninger ses også i dyrt high end grej. Der er også en ubalanceret udgang med RCA-stik.
Der medfølger en lækker fjernbetjening af aluminium, udført i samme eloxering som apparatet. Den virker upåklageligt.
Bassen er knastør og meget præcis, dog ikke med helt den samme præcision som referencen, men vi er tæt på. Der er et solidt punch på bas og stortrommen, uden at det på noget tidspunkt får lov til at buldre eller flyde sammen. Der er en rigtig god detaljering i bassen, f.eks. hører man tydeligt stortrommens ”3 lyde” ved hvert anslag: Klik-dok-bom.
Lydbilledet er stort med rigelig bredde, højde og dybde, men igen er det de små forskelle der gør, at vi ikke helt når op på reference niveau. Der hersker en god rumfornemmelse, og præcisionen er god nok til, at det er rimelig nemt at placere de udøvende i lydbilledet. Lige så med detaljeringen, her høres alle detaljer tydeligt, inkl. mikrodetaljerne. Men vi er ikke oppe på referencens super-kirurgiske præcisions niveau. Der skal lyttes lidt mere efter på CD-S5. Men det er ikke store sager! CD-S5 er som sagt en balanceret konstruktion, men har også en ubalanceret udgang. Jeg mener at kunne spore en lille forskel i klangen, således at den ubalancerede er endnu mere direkte end den balancerede. Men det er så lidt, at jeg kan blive helt i tvivl, om jeg kan stole på mine ører. Nu kan det måske godt lyde som om, at Vincent CD-S5 er en meget nøgtern og korrekt afspiller. Det er den sådan set også, men det er ikke ensbetydende med at den er kedelig. Prøv du at lægge en af dine ynglings indspilninger i CD-skuffen på Vincent’en. Jeg vil æde min hat på, at enten begynder din ene fod at vippe i takt med musikken, eller også svinger du hænderne i takt med dirigenten, fra den første tone forlader dine højtalere. Det er nemlig det CD-S5 kan. Den har et super ”drive”, der bare swinger derudaf! Specifikationer:
Pris: 11.175,- Importør: Hifi Teamwork
Der er par ting som referencen stadig kan, som ingen af de testede modeller opnår. Bl.a. luften på undertegnedes eksemplar af Tryllefløjten. På denne indspilning høres en tydelig susen fra optagerummet (Nej, det er ikke støj fra afspilleren!), og det kan slet ikke høres på de testede modeller. En anden ting er mikrodetaljerne på Pierre Fournier’s fortolkning af Bach’s cello suiter. På denne indspilning fra ’61 er der tydelige Konstruktionsmæssigt er niveauet generelt meget højt i denne test. Kun en enkelt deltager byder på et par hovsa løsninger, som nemt kunne være løst inden for budgettets ramme. Ærgerligt! Reference-udstyr: Lytterum: | ||
Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK! Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes. |
Kabinettet er nemlig udført i svær 2 mm tyk stålplade, som er lakeret med noget der minder om grå ”hammer”-lak. Samtidig er kabinettet yderligere opdelt inden i, med et svøb af samme materiale, som afskærmer drev og styreelektronik. Selve drevet er et datadrev hentet i PC-verdenen. Den gedigne konstruktion og den høje finish er ting som koster knapper.
Indeni er der til gengæld brugt noget krudt. Først er der strømforsyningen, der som i de andre afspillere starter med en ringkernetrafo. På Xenia er den dog også indkapslet, og monteret oven på en af Holfi’s Magicians, som skulle afhjælpe magnetisk udstråling og statisk strøm. Herfra stopper så også alle ligheder med de andre afspillere i testen. Til dels at afkoble fra elnettet og forsyne analogdelen med spænding, benytter Holfi 2 akkumulatorer. Disse bliver konstant opladet af trafoen, så man undgår spændingsfald og afvigelser i udgangsimpedansen på batterierne. I øvrigt er der forskel på batterierne størrelse/spænding på plus og minus siden, hvilket gør at man igen bedre kan kontrollere udgangsimpedansen fra disse.
Lydmæssigt er Xenia DC mere musiker end tekniker. Den kan skam det med teknikken, men det er ikke det der fokuseres på.
I det andet kabinet sidder al elektronik til både drev, DAC, og analogudgangen. Strømforsyning består af en ringkernetrafo af noget diminutiv størrelse, men det kan bestemt ikke høres. Komponent kvaliteten på elektronikken er absolut af høj kvalitet, og SXCD ligger på dette punkt fuldt på niveau med de andre deltagere i testen. Hvorfor nu pointere det så kraftigt? Jo, den lille størrelse på denne afspiller kan nemt misforstås, og nogle vil måske foranledes til at tro, at dette ikke er seriøs hi-fi, men det er på ingen måde tilfældet.
Klangen er som sagt udpræget neutral og direkte, men ikke perfekt. Det betyder desværre at mellemtone og diskant området har en lille smule tendens til at få en lidt metallisk biklang. Det betyder også at der mangler lidt varme og naturlighed på stemmer og instrumenter. Ikke fordi referencen til sammenligning kan kaldes varm, men den holder sig på stregen og bliver aldrig hård. CD-S5 har til gengæld en rigtig god formåen til at gengive messingblæsere med masser af skræl og dynamik. Lidt den samme oplevelse som jeg havde med Amphion’s Argon2 Anniversary højtaler. Det er generelt ikke dynamik der mangler på CD-S5.
lyde fra Fournier’s fingerspidser når de vandrer op og ned af celloens hals. Kun de højeste af disse lyde, gengives korrekt fra de testede modeller. De mindste lyde forsvinder i det uvisse, og kommer aldrig frem.