HIFI4ALL.DK | ||||||||||
Kabler - stortest Mikkel Gige [02.05.2008] | ||||||||||
| ||||||||||
For det første bliver der hverken kåret en vinder eller uddelt priser. Vi har sat fem leverandører i stævne, og de kommer med hvert deres bud på, hvad man kan få til en pris på til max. 10.000,- kr. Hvert setup består af to sæt signalkabler på en meters længde, og et sæt højtalerkabler på 3 meter. RCA, XLR, bi-wiring, bananer og spader er helt valgfrit. Vi kan det hele! Prisniveauet for de udvalgte kabelsæt strækker sig fra 3.100,- kr og op til testen dyreste setup, som rammer lige på den anden side af max. prisen med 10.400,- kr.
Audioquest King Cobra & Rockefeller Rockefeller er en helt anden historie, for her gøres der brug af Audioquest’s DBS system. I al sin enkelthed bruges der 72V DC til at generere et magnetfelt med to separate ledere i hele kablets længde, ved hjælp af 6 små 12V batterier, som sidder i en boks i højtaler enden. Ideen er, at magnetfeltet får polariteten i molekylerne til at ligge sig i samme retning i de lydbærende ledere. Dermed skulle signalet - ifølge Audioquest selv - få bedre vilkår. Om det virker i praksis, kan man kun gisne om, da systemet er permanent tilkoblet, og det ifølge Audioquest’s materiale kan tage op til flere uger før molekylerne roder sig rundt igen. Ideen er absolut ikke ny, og ses i anderledes varianter hos flere andre producenter. Selve højtalerkablets ledere er af solidcore kobber, og der er otte i alt. De fire er lidt større end de resterende, så der er et større kvadrat til rådighed for bassen ved bi-wiring. Isoleringen består af polyethylen med kulfragmenter istøbt. Det skulle helt bevidst gøre materialet ledende. De otte ledere ligger drejet om hinanden, 2 x 4 i hver side af det brede kabel. Hele herligheden er pakket ind i blød gummi overtrukket med en flettet ”jakke” i sorte, grå, røde og hvide nuancer. I hver ende er afsluttet med aluminium fittings, samt delt ud til biwiring. Terminering fås både med bananer og spader. Det testede sæt var udstyret med bananer, som desværre var så bløde at de let deformeredes.
Mellemtone området er Rockefeller’s force, for her er der 100 % hul igennem. Igen er roen med, så et hvert rasp fra stemmer præsenteres tydeligt. Samtidig er stemmerne så utroligt letflydende og klinger helt naturligt. Generelt er detaljeringen god, men de mindste mikrodetaljer mangler. Det kan muligvis hænge sammen med at Rockefeller også lukker lidt af for luften opadtil. Det får den samlede klang til at være meget nem at gå til, for der kan ikke siges noget dårligt om det der kommer igennem. Lydbilledet er stort med masser af dybde, bredde og højde. Især fornemmelsen af bagvæggens tydelige placering imponerer. Udøverne i musikken er tydeligt placeret med nærmest plastisk fornemmelse. Samlet set er Rockefeller et meget umiddelbart og nemt kabel at gå til, for der er ikke noget der stikker ud og gør opmærksom på et bestemt område. Tæt på en komplet homogen gengivelse. King Cobra er desværre ikke helt i samme liga som Rockefeller. Samlet set er gengivelsen via King Cobra en smule grovere gennem hele frekvensområdet. Bassen savner noget præcision, og der skal lyttes mere efter de enkelte bastoner. Til gengæld savner jeg ikke den dybe del af bassen som på Rockefeller. Mellemtoneområdet er lidt mere pågående, uden at være hævet i niveau. Desværre bliver der også tilføjet tydelige s- og t-lyde, som får stemmer til at lyde lidt mere kantede. Opefter i diskanten er der mere åbent i forhold til Rockefeller, men opløsningen er stadig i den grovere ende. Det høres tydeligt på f.eks. perkussions og bækner, som har tendens til at lyde lidt kantede. Igen er lydbilledet er stort, med en god fornemmelse af bredde, højde, og især dybde, men uden at imponere som Rockefeller. Placeringerne er dog ikke helt nemme at få på plads. Detaljeringen er OK, men der mangler stadig mikro-detaljerne. Især på Pierre Fournier’s fremførelse af Bach’s cello-suiter, savner jeg de tydelige lyde fra fingergreb på celloens hals. Samlet set lider King Cobra under sin lidt grovere gengivelse, og vi er et godt stykke fra Rockefeller’s næsten komplette homogene gengivelse. Som et sæt, er det et sammensurium af godt og skidt fra de to kabler. Desværre kommer de gode egenskaber fra Rockefeller ikke til deres fulde ret. Den grovere opløsning fra King Cobra sætter standarden, men mildheden fra Rockefeller gør det mere lyttevenligt. Det betyder også at rumfornemmelsen ikke kommer til sin fulde ret. Her forsvinder det forspring Rockefeller havde sammen med reference signalkablerne. Klangmæssigt er tyngden i bassen noget bedre når King Cobra sidder før Rockefeller. Mellemtonen er også fri for s- t-lydene fra King Cobra. Her er det helt klart Rockefeller som træder i karakter. Opefter mangler der stadig noget luft, her er det igen Rockefeller’s indflydelse.
HGA Silver Lace & X32 Her er det absolut højtalerkablet som tager sin del af æren (prisen). Det består af 16(!) flettede og individuelt teflon isolerede ledere af sølv. Ikke en billig løsning, men ofte den bedste! De er flettet omkring en fleksibel kerne, som holder lederne på plads i periferien af kablet. Det hele er pakket ind i en sort flettet ”jakke”, samt afsluttet med terminering efter eget valg. I hver ende sidder en cylindrisk træklods som afslutter overgangen til forstærker- og højtalertermineringen. Som standard leveres de til singlewiring, men kan leveres som biwiring hvor antallet af ledere er fordoblet. Signalkablet benytter ligeledes individuelt teflon isolerede sølvledere, flettet sammen 8 stk. De ligger i en klar net-”jakke”, så man kan se de enkelte ledere. 4 med klar isolering, og 4 med hvid. Hvorfor så det? Jo, på den ubalancerede version, benyttes halvdelen til positiv, og den anden halvdel til stel. På den balancerede version derimod, benyttes den ene halvdel stadig til stel, mens den anden halvdel deles op til fase og modfase i det balancerede signal. Signalkablerne kan leveres med spændbare RCA stik med hult centerben af rent sølv, samt XLR. Kablerne holdes sammen i den ene ende af en træklods. Markering af højre/venstre er ikke særlig tydelig, så man skal se sig lidt for.
Lydbilledet er stort og åbent med masser af fornemmelse af bredde, højde og dybde. Fuldstændig som med referencen. Detaljerne er der i overflod, og alle de små mikrodetaljer på Pierre Fournier’s Bach cello-suiter er med, som f.eks. fingerspidser der flytter sig mellem strengene på celloens hals. Vedrørende forskel i konstruktionen mellem balanceret og ubalanceret, så er det ikke noget der kan høres. De to typer forbindelser lyder fuldstændig ens. X32 højtalerkablet er sølv på godt ondt. Her er maksimalt hul igennem, helt på niveau med referencen. Lydbilledet er stort med en flot bredde, højde og dybde. Detaljerne flyder af sted, selv de små mikrodetaljer flyder frit ud af højtalerne. Bassen er tør, stram og præcis, men - og her hører vi det rene sølv - i mellemtone og diskantområdet er lyden mere ”up front” og mere pågående. Ikke fordi det er slemt, men det kræver at de basale egenskaber ved dit setup er i orden. Enhver fejl bliver brutalt afsløret. Det er netop her sølv kan være ”farligt”, for det er hudløst ærligt. Og kan dit system ikke leve op til kravene der stilles af X32, ja så bliver klangen tilsvarende skarp og rå opefter. Før du tænker sølv-højtalerkabler, så skal dit system altså være i orden rent klangmæssigt. Og er det dét, så bliver du belønnet med en præcision, detaljering og et stort lydbillede. X32 sparker mås i forhold til kobberkabler, men kan også som tidligere nævnt, være en pinsel at leve sammen med. Her er det forsølvede kobber ofte lidt mere tilgivende. Som et sæt, er der ikke noget at tilføje. Alt kommer igennem sammenlignet med referencen. Kun førnævnte forbehold ved højtalerkablerne kan gøre sig gældende. Signalkablerne er som tidligere nævnt helt på niveau med reference, og det til en markant lavere pris!
Silver Sonic BL-1 & T-14 BL-1 er den ”mindste” model i Silver Sonic’s række af signalkabler. Modsat de større modeller, så er det her en helt enkelt konstruktion. To forsølvede multistrand kobberledere med almindelig teflon som isolering. Ikke noget eksotisk materiale i sig selv, men sund fornuft. Rundt om de to ledere er en flettet skærm, som benyttes til stel. Yderst er der en mørkeblå PVC slange. De testede kabler blev leveret med RCA stik, men kan mod merpris leveres med XLR stik. RCA stikkene er lige en klasse billigere end dem der benyttes på de dyrere modeller fra Silver Sonic, dog stadig i en kraftig kvalitet, men uden mulighed for at spænde dem fast. Jeg må indrømme at de sidder noget løsere end jeg er vant til fra Silver Sonic. T-14 højtalerkablet er ikke, som BL-1, helt den mindste model fra Silver Sonic. Det består af to ledere på 2,5 mm2 af forsølvet kobber med teflon som isolering. Selve lederen er en multicore med få, men kraftige ledere. T-14 svarer til mellemtone/diskant sektionen i Q-10 kablet. Yderst sidder en mørkeblå PVC slange. Kablerne blev leveret termineret med originale kobberspader fra Silver Sonic, men kan leveres med bananstik i stedet. Med til testen fulgte også et sæt jumpers, til brug på højtalere med biwiring, som erstatning for de uheldige messingplader der ofte er leveret med. Disse jumpers er ikke et standard produkt fra Silver Sonic, men er lavet specielt af den danske importør, da jeg manglede dem til testen af et sæt KEF højtalere med tri-wiring, hvor de medfølgende jumpers netop var af en tvivlsom kvalitet.
Jeg startede ud med T-14 højtalerkablet sammen med mine reference signalkabler. Det var med det samme klart at der manglede noget tyngde i bassen. Det var simpelthen det manglende kvadrat til bassen, som gjorde sin effekt her. Jeg benyttede de standard-jumpers, som fulgte med til reference højtalerne. De er fra WBT, og lavet af rent sølv. Jeg forsøgte at tilkoble T-14 kablerne til både bas- og mellemtone/diskant sektionen. Det var tydeligt at høre, at de skulle sidde på mellemtone/diskant terminalerne, hvis den sidste luft opefter skulle med. T-14 jumperne måtte i dette tilfælde, underkaste sig de originale af sølv fra WBT. Forskellen i skift mellem bas- og mellemtone/diskant sektionen var ikke helt så tydelig med T-14 jumperne. Småting! Dog har jeg, som tidligere nævnt, oplevet at de kan gøre en forskel til det absolut bedre. Det er egentlig ikke en fair sammenligning, da WBT jumperne er ret suveræne i forvejen Ellers er det samlede lydbillede fuldstændig som storebror Q-10. Maksimalt hul igennem! Ud over den manglende bas, kan jeg ikke sætte en finger på noget som er helt galt, hvis man tager ovenstående råd om tilkobling med. Der er masser, masser af detaljer, intet slipper udenom, og klangen er udpræget neutral. Stemmer lyder som stemmer skal, med en helt naturligt raspen, læspen, og alle de små ”klik” fra tunge og læber. Det her vil blot blive en genfortælling af min tidligere oplevelse af Q-10. Lydbilledet er en lille smule smallere end Q-10, men stadig stort, åbent, og det er tydeligt at høre hvor sider, loft og bagvæg i lydbilledet befinder sig. Samtidig er der luft i rigelige mængder, så også rumfornemmelsen er ren 3D. Opløsningen kan der heller ikke sættes en finger på. Dette er den fineste, fineste søde flormelis. Små knips på strenge, fingre på en hals på celloen, osv. Det hele er med. Jeg kan varmt anbefale dette kabel sammen med et par små, men rigtig(!) gode standerhøjtalere, hvor den manglende tyngde i bassen ikke vil blive savnet. Til de større højtalere vil man dog straks bemærke dette, hvis højtalerne ellers har opløsningen nedefter til det! BL-1 er af samme skuffe som T-14 rent lydmæssigt, men det er i modsatte ende af registeret at der høres en lille mangel. Og jeg mener virkelig lille! For det var ikke altid lige tydeligt. Men på nogle indspilninger, som kan honorere dette, mangler der en lille smule luft i toppen. Ikke noget stort, som sagt, men det høres især på udklangen på visse instrumenter. Den sidste lille ”makro”-detalje mangler. Jeg må indrømme at jeg hader dette udtryk, men det er virkelig gældende her, for vi er i småtingsafdelingen. Du skal op i dyrere systemer før det overhovedet kan høres. Resten af klangen fra Bl-1 er fuldstændig som T-14. Samme velopløste, luftige, neutrale og naturlige lyd, som referencen. Lydbilledet opleves også her en lille smule smallere, men det er småting. Ellers kan der ikke, som på T-14, sættes en finger på noget. Samlet som et sæt er det disse yderligere mangler som bemærkes: Tyngden i bassen, og den lille, lille bitte smule luft i toppen. Derudover er det synergi til fingerspidserne. Dette er netop en af årsagerne til at Silver Sonic har så stor en stjerne hos undertegnede, for de kan virkelig noget med kabler, og til en yderst overkommelig pris!
Straight Wire Rhapsody S På højtalerkablet er det de samme materialer der benyttes, men her er der otte større ledere, igen placeret i periferien af kablet. De fire ledere har lidt større kvadrat end de resterende, og benyttes til bassektionen ved biwiring, som det testede kabel. Her er det ikke nogen folieskærm, men ellers er indpakningen identisk med signalkablet. Der kan vælges mellem bananer og spader, og kablerne kan leveres både som bi- og singlewiring.
Ellers er der bare hul igennem, og klangen er udpræget neutral. Der hverken tilføjes eller trækkes fra nogen steder. Bassen er tør og præcis, med masser af detaljer. Mellemtoneområdet kører lige ud af landevejen, med stemmer og instrumenter der lyder som de skal uden kanter eller hårdhed. Diskanten er udstrakt og luftig, og giver en stor rumfornemmelsen, med tydelige afgrænsninger af de ydre vægge i optagerummet som referencen. Detaljemæssigt er de fuldstændig på niveau med referencen, når man ser bort fra afsnittet med mikrodetaljerne. På højtalerkablet er der tydelige forskelle til referencen, men det er både til den gode og mindre gode side. Bassen er noget fyldig, men har alligevel en god præcision, selv om tonerne nogle gange får lov til at flyde over i hinanden. Stortrommen får ligeledes denne fylde, hvilket i sig selv lyder rigtig godt, men det går ud over detaljeringen. En stortromme har normalt en ”tre-i-én” lyd ved hvert ”hug”: Et ”klik”, når pedalen rammer skindet, et ”dunk” når skindet flytter sig første gang, og et ”boom” når det vibrerer bagefter. Disse tre lyde kommer ikke alle igennem på Rhapsody S højtalerkablet, men glider over i samlet ”boom”. Lidt synd, for dette kabel har ellers en rigtig charmerende klang, samlet set. I mellemtonen mødes man af stemmer med lidt mere fylde, end jeg er vant til. Det gør ikke oplevelsen dårligere, bare anderledes. Det flyder stadig af sted med naturlighed, og den charme jeg nævnte tidligere. Jeg får lyst til at høre mere og smide den ene plade på, efter den anden. Der er en rytme og et drive, som jeg nogen gange godt kan savne på referencen. Men igen falder det så naturligt ind i den samlede lyd fra dette kabel. Opefter er der dømt luft, luft, og atter luft til den helt store guldmedalje. Her bliver referencen sat til vægs! Det giver en rigtig god rumfornemmelse, der også er større på alle leder end referencen. Samtidig er der samme super præcision som referencen. Alt står knivskarpt, med nærmest plastiske detaljer i lydbilledet. Jeg kommer til at tænke lidt på udtrykket ”Tante Sød” og ”Tante Stram”, hvor Rhapsody S højtalerkablet er den søde, milde og charmerende, som gerne giver lidt ekstra guf, og hvor referencen er den stramme og præcise, som ikke giver mere end man allerede har fået. Og alligevel vil jeg hverken kalde Rhapsody S bedre eller dårligere, bare anderledes. Samlet som et sæt, er det højtalerkablet der sætter dagsordenen. Så du får det gode fra både Rhapsody S signal- og højtalerkabel, men må også acceptere de mere charmerende sider af højtalerkablet. Nogle vil måske kalde det ukorrekt i forhold til idealet, men det er virkelig et spørgsmål om smag. Men signalkablerne - her er der dømt ”bang for the buck”. Referencen må se sig slået på prisen.
Vincent Til højtalerkablet medfølger der som standard både spader, og to slags bananstik, som alle kan skrues på enderne af kablet. Meget nemt, og tilfredsstiller de fleste behov. Højtalerkablet er tommetykt, og noget besværligt at tumle rundt med. Hvordan det præcist er konstrueret, har jeg desværre ikke kunne finde information om. Men få detaljer har jeg da fundet. Isoleringen er en blanding af PVC, bomuld, og PET papir som en sandwich, og lederne er lavet af kobber. Signal kablerne er opbygget forskelligt alt efter om det er til RCA eller XLR stik, men isoleringer er den samme. Til RCA versionen er der to indvendige multicore ledere, isoleret med teflon, udenom er der en folieskærm som kun er forbundet i den ene ende. Udenom igen er en PVC slange og en flettet ”jakke” af nylon. Forskellen til den balancerede version er kun at finde inden i. Her er fire ledere plus folieskærmen. Lydmæssigt er der en lille forskel, som I kan læse om længere nede. Selve ledermaterialet og skærmen er rent kobber. Stikkene er enten XLR eller spændbare RCA.
Der er en stramhed og detaljering i bassen, som jeg ellers kun har oplevet med referencen, før denne test. Mellemtone-området kører derudaf uden svinkeærinder. Stemmer lyder som stemmer skal, med naturlighed glød, detaljer fra læber og tunge. Alle de små ”klik” høres lige så tydeligt som via referencen. Diskanten er udpræget luftigt uden tendens til at blive metallisk på nogen måde. Bækner lyder som bækner skal, og alle instrumenter for lov til at klinge ud på naturligste vis. Samlet set cykler det hele bare derudaf i højeste gear. Der kan ikke sættes en finger på noget her! Det er homogenitet af højeste karat. Perspektivet er præcist, og det er tydeligt at høre de udøvende bevæge sig rundt på scenen, på f.eks. Tryllefløjten. Det overrasker mig i den grad, at rent kobber kan give denne høje ydelse. Højtalerkablerne derimod mister noget terræn både i forhold til reference højtalerkablerne, men også Vincent egne signal kabler. Der er ikke den samme letflydenhed og umiddelbarhed. Bassen savner noget præcision og tonerne har det med at flyde over i hinanden i stedet for at stå for sig selv. Mellemtone og diskant er lidt mere ”up front”, og i diskanten er opløsningen også tydeligt grovere. Stemmer lyder generelt som de skal, men der tilføjes tydelige s- og t-lyde, som bliver en anelse irriterende efter noget tid. Detaljerne og perspektivet savner ligeledes noget præcision. På Pierre Fournier’s fremførelse af Bach’s cellosuiter mangler der detaljer, blandt andet de ellers tydelige lyde fra fingrenes vandren på celloens hals. På tryllefløjten er det svært at placere de udøvende med samme lethed som via referencen. Samtidig savner jeg også noget rumfornemmelse, samt tydelig placering af rummets vægge. Samlet som et sæt, får de gode signalkabler fra Vincent ikke rigtig lov at komme til deres ret. Desværre overskygger højtalerkablet den samlede lyd med de mangler jeg tidligere har nævnt. Men XLR signalkablerne alene… Wauw! Her er der absolut også dømt ”bang for the buck”. Referencen må igen se sig slået på prisen.
Generelt er forskellene meget små på de testede signalkabler. Det mest overraskende har været lydkvaliteten fra de billigste signalkabler i testen. Nogle har endda været helt på niveau med referencen, og dét til en væsentlig lavere pris. Højtalerkablerne derimod, leverer større og tydeligere forskelle. Det er samtidig en rimelig god indikator for, at det er her der skal bruges flest penge. Et par deltagere sneg sig helt op på referencens niveau, og den ene på nogle punkter videre. Samlet set var det dog ikke bedre, men anderledes. Sølv finder jeg som det bedste materiale, men det er også det dyreste, og på højtalerkabler stiller det store krav til dit anlægs egenskaber. Jeg vil vove en lille påstand: Forsølvet kobber er vejen frem. Nogle af de kabler som har klaret sig bedst i testen var netop med forsølvet kobber. Med denne kombination kommer man meget tæt på den hurtige og præcise lyd af rent sølv, men uden sølvets hudløst ærlige gengivelse. Samtidig strammes lyden også op i forhold til kobber, som ofte har en tendens til pakke tingene lidt ind, så det lyder pænere men grovere med tab af information. Vincent signalkablerne er dog en undtagelse, for her bruges som tidligere nævnt ”kun” rent kobber.
Lytterum: Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Væggen bag højtalere og lyttepositionen er dæmpet med THX-godkendte paneler. | ||||||||||
Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK! Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes. |