HIFI4ALL.DK | ||
Pioneer S-3EX-QL Anders Fournais [20.10.2007] | ||
| ||
I de sidste 30 år har Technical Audio Devices (TAD) været et af de mest eftertragtede mærker indenfor studiemonitors verden over. TAD er Pioneers professionelle brand. Pioneer har med EX-serien ville skabe en High-end højttalerserie til private brugere. Derfor er det kun naturligt at dele af højttalerteknologien fra TAD går igen i EX-serien. TAD og Pioneer som high-end højttalerproducent er muligvis ukendt af mange, men faktisk har TAD og Pioneer samarbejdet omkring udviklingen af højttalere siden 1975, og Pioneer er ifølge dem selv en af verdens største producent af højttalerenheder, bl.a. pga. bilstereomarkedet. Enhederne til hele EX-serien kommer direkte fra TAD. I den meget velanmeldte storebror S-1EX bruger Pioneer beryllium til diskanten, men da bearbejdelsesprocessen er ekstremt dyr, og metallet uhyre svært at arbejde med, er diskantdomen i S-3EX lavet af keramisk grafit. Keramisk grafit har grundlæggende de samme egenskaber som beryllium – et stift materiale, der samtidig er meget let – men beryllium er endnu mere kompromisløst i forholdet mellem stivhed og masse. Grafit-diskanten i S-3EX ruller ligesom med beryllium-diskanten efter sigende først af ved 100.000 Hz. Desværre har vi på HIFI4ALL.DK ikke måleudstyr til rådighed, som giver mulighed for at efterprøve påstanden. På lydsiden kan vi dog naturligvis give et bud på, om det overhovedet har en funktion i dagligdagen, eller om det bare er salgsgas. Mellemtone-enheden er koncentrisk opbygget med diskant-enheden i midten. Selve membranen til mellemtonen er fremstillet af magnesium og er 14 cm i diameter, mens de to bas-enhederne er fremstillet af carbon og aramid fibre og måler 16 cm i diameter. Aramid fibre bruges også i kevlar, men betegnelsen kevlar kan ikke anvendes, da det er et Dupont patent. Den koncentriske mellemtone-enhed sidder i eget lukkede kammer, mens bas-enhederne sidder i et fælles kammer og udnytter dermed hele kabinettets volumen. Der er tale om en 3-vejs højttaler, hvor delefrekvenserne ligger ved hhv. 370 Hz for Bas/mellemtone og 1850 Hz for mellemtone/diskant. Diskanten overtager dermed jobbet relativt langt nede i frekvens, og derfor er diskant-enhedens gengivelse vital for højttalerens totallyd. Udover diskant-enhedens mulighed for gengivelse af materiale op til svimlende 100.000 Hz vækker kabinettet opsigt: Højttalerens mål er 1220 mm i højden, 265 mm i bredden og 390 mm i dybden, så der er tale om et par store kasser! Samtidig er vægten helt oppe og runde 50 Kg, hvilket er et sjældent syn i klassen omkring 40.000 kr. sættet. Det skyldes bl.a. at kabinettets tykkelse strækker sig fra 30 og helt op til 80 mm! Højttalerne leveres i bøge finér og sort træ finér, begge lakerede og med de samme, sortlakerede MDF-stykker som omtalt ovenfor. Test-eksemplaret blev leveret i bøg. Årerne står flot frem i finéren, og både træets fibre og små knaster er synlige, hvilket giver et meget naturligt udseende modsat mange andre finérer, som kan være for pæne og anonyme. Samlingerne er let afrundede og mærkes helt bløde, hvis man lader fingrene køre langs kabinettets kanter og hjørner – super lækker finish! Den halve meters penge til bagvæggen gør det også nemmere at opnå større afstand fra sweetspot til enhederne. Pioneer anbefaler nemlig, at lytteren sidder tre meter fra enhederne. Det skyldes, at Pioneer udover traditionelle discipliner som impedans og frekvensgang, også har fokuseret på ”time alignment” – det man på dansk kan kalde tidsdomænet. For at opnå en perfekt symmetri og synkronicitet mellem enhederne i tid har baflen en præcis krumning svarende til en radius på 3 meter. Hvis sweetspot er i en afstand på tre meter fra enhederne sidder man derved i nulpunktet, hvilket ifølge Pioneer giver den optimale gengivelse af rum og lydbillede. Det skal naturligvis komme an på en prøve! Det eneste kritikpunkt jeg har til selve højttalerdesignet er de spikes, som sidder under fire små fødder på den 5 cm tykke bundsokkel. De er ikke spidse, men afrundede, og pga. højttalerens vægt laver de på det nærmeste små ”skåle” i plankerne på størrelse med chokoladeknapper fra M&M’s! Det er dog ikke et problem i sig selv, idet der følger et sæt fødder med, på 5 cm i diameter, til at placere spikes’ne i – højttalerne skal dog ikke stå mange millisekunder på den nøgne parket før chokoladeknapperne deles rundhåndet ud. Kvalitet og robusthed præger denne prægtige højttalers ydre linier. Designmæssigt og i relation til byggekvaliteten er der absolut intet at sætte fingeren på, dog med forbehold for den enkeltes smag og behag i forhold til f.eks. kabinettets størrelse – for det ER en fysisk stor højttaler vi har med at gøre her! Lyden! Efter to døgns indspilning med tørre tæsk til enhederne afslørede 3EX’erne hurtigt sit mest grundlæggende karaktertræk: Kendetegnende for lyden er ikke overraskende, at den er STOR! Det er en fysisk stor højttaler, hvilket ryggen til fulde bekræftede, hver gang jeg baksede rundt med dem og forsøgte at lande de lede spikes andre steder end på plankerne! Når man sådan har tumlet rundt og har fået justeret længden til bagvæggen og vinklet dem ind lige så den sidder i øjet, så er det skønt, at man får indfriet forventningerne til så stor en gulvhøjttaler med god dynamik og store, elegante lydbilleder. Højttalerne har en evne til at male med en bred, flerfarvet pensel, der næsten uden undtagelse resulterede i grandiose musikalske oplevelser indenfor vidt forskellige genrer gennem testperioden. Det er en fantastisk god egenskab for en højttaler, fordi det giver nye og spændende oplevelser med film og musik – hver dag! Hvad er det så der skaber denne store lyd, hvor ord som holografi og rum går igen mange steder i noterne? Det er det lyddøde kabinet, den buede baffel og den glimrende integration mellem enhederne, som tilsammen giver potentiale for at opleve ægte tredimensionelle lydbilleder, hvis ellers optagelsen og resten af kæden tillader det. Går man fra en konventionel kasse-højttaler er det helt tydeligt, at man vinder meget lydmæssigt, ved at have en højttaler, hvor konstruktørerne har arbejdet seriøst med time alignment. Resultatet er, at man nærmest kan ”se” ind i lydbilledet og fornemme de udøvende kunstneres plads i forhold til hinanden. Dermed afdækker højttalerne nogle nuancer på CD’erne, som mine glimrende, men ret så firkantede, reference-højttalere ikke får frem i nær samme grad. Et eksempel er den glimrende liveindspilning med Alisson Krauss og band på Union Station. Her får lytteren et autentisk indtryk af, at bandet spiller i et stort teater med højt til loftet og på en stor scene. Især i højden åbner lydbilledet sig virkelig op! Her kan man simpelthen høre, at højttalerne ved at arbejde i tid, giver korrekte informationer om rummets størrelse. Det giver en bedre fornemmelse af krop på de mange strengeinstrumenter, således at de lyder mere organiske, som en lille del af et større ensemble. Øret forstår simpelthen bedre de informationer, som enhederne sender ud. Omvendt skal det være helt klart, at det her ikke er en perfekt højttaler! Der er tryk nok til at gengive en kontrabas i et jazz-band, så det bliver en fysisk oplevelse. Det er en kontrabas jo også i virkeligheden, men på store orkesterværker mudrer det en smule i basområdet. At man har valgt en fyldig og let varm gengivelse er et valg, som Pioneer har taget, og også et forståeligt valg, men præcisionen er bare ikke helt til UG, hvis man præsenterer højttalerne for stor kompleksitet i basområdet. Det er synd, for det forstyrrer helhedsbilledet på visse store musikstykker. På masser af andre optagelser af simple akustiske opsætninger er der ingen problemer, og her kan man kun blive imponeret over den store lyd og perspektivet, som beskrevet ovenfor. I mellemtonen er gengivelsen lidt til den varme side, og det giver overordnet set en let varm tonal balance. Hvad man synes om det vil altid være et subjektivt spørgsmål om smag og behag. En akustisk guitar eller en mandestemme får tilføjet et strøg sprødhed og en ekstra glød, som klæder musikken utrolig godt. Der er simpelthen krop på i mellemtonen, hvilket suppleres godt af den let fyldige øvre bas. Længere oppe i frekvenserne er overgangen mellem mellemtonen og diskanten sat fuldstændig sømløst sammen. Anne Sophie Mutters små intonationer med buen er fantastisk smukke og elegante, og man tænker aldrig over overgangen ved øvre delefrekvens. På linie med andre gode koncentriske enheder fra f.eks. KEF eller Tannoy fungerer mellemtonen og diskanten nærmest som én enhed. Omvendt skal det være klart, at diskantens 100.000 Hz gengivelse i praksis ikke har nogen betydning på Red Book CD’er, fordi alle overtoner for længst er forsvundet, når man bare kommer tilnærmelsesvist så langt op i frekvens. I det hørbare diskantområde fungerer det hele dog absolut upåklageligt! Et andet emne er opløsning. Opløsning er et prekært emne, da der altid er delte meninger om vigtigheden af detaljer. Nogle ynder at stereoanlægget er i stand til at udpensle selv de mikroskopiske detaljer, som kun lige akkurat når at perforere luften, før de er væk igen. Det er de detaljer man uden koncentreret lytning aldrig ville studse et sekund over. S-3EX er ikke en sand mester på dette felt, men alligevel skal man være meget detalje-fikseret, før man vil blive skuffet. Som allerede nævnt er der i basområdet en lille tendens til, at præcisionen glipper. Længere oppe i frekvens, i det langt vigtigere mellemtoneområde, er der ikke meget at komme efter, men navnlig diskanten er suveræn. Den fantastiske piano-ekvillibrist Michel Camino har med sin plade One More Once fra 1994 blandet jazz og blues harmonier med latinske rytmer. Musikken er indspillet med et bigband, hvor flyglet, percussion samt et utal af blæsere indgår som de tre hovedelementer. Takket være den fine grafit-diskant får man alle de vitale overtoner med, som giver hver enkel blæser sin egen, unikke klang. I mellemtoneområdet står det frit for hvad man vil studere nærmere – både flygel, trompeter, saxofoner og de mange forskellige slags slagtøj er present i lydbilledet.
Referencehøjttalerne fra ATC og andre (ofte dyrere) konstruktioner giver hørbart større gennemsigtighed og mere åbenhed i mellemtonen. Selvom Pioneer højttalerne er glimrende til at formidle musikken gøres det overall lidt tilbagelænet. Der findes højttalere, som spiller mere åbent og neutralt med en mere rå og direkte lyd. Lidt populært sagt er de hersens pionerer mere behagesyge, end de er neutrale, og derfor må man ofre nogle få detaljer, lidt åbenhed og lidt præcision. Enhederne er heller ikke helt så hurtige, som jeg kunne ønske mig, men det betyder ikke det store for dynamikken, idét der kompenseres med masser af tryk og moro over hele linien! På Dream Theaters nyeste skive, Systematic Chaos, bliver man simpelthen ramt af en mur af lyd. Det kræver dog en strømstærk forstærker, men har man det, kan man til gengæld også bare skrue op og op og op uden at dynamikken falder fra hinanden. Konklusion Til 40.000,- sættet er der mange seriøse konkurrenter. Er man på markedet efter en 100 % korrekt gengivelse og neutralitet frem for alt, så findes der alternativer. Hvis man til gengæld vil have en stor højttaler med fremragende byggekvalitet samt nogle af de lydmæssige egenskaber, som 3EX’erne besidder, så bliver den svær at slå til prisen. Specifikationer:
Pris: 19.995,- pr. stk. Importør: Web: www.pioneer.dk
Reference-udstyr:
Andet testudstyr:
Lytterum: | ||
Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK! Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes. |