| HIFI4ALL.DK | ||
| Gruppetest af økonomiklasse CD-afspillere Anders Fournais [07.09.2007] | ||
| ||
Red Book-CD’en har 25-års fødselsdag i år. Fra Philips’ første CD-afspiller og til i dag er der solgt over 200 mia. compact discs, men teknologien på de blanke 16-bit skiver er stadig den samme, hvad enten man kan lide det eller ej. Faktum er dog, at CD’en som medie er truet af transportable plastic-afspillere og andre produkter, som mest af alt er en sand trussel mod den gode lydkvalitet. På trods af mp3-afspillerne står producenterne på spring i denne klasse fra 4-10.000 kr. En kæde er som bekendt ikke stærkere end sit svageste led, og skal det nogensinde lykkes os hifi-tosser at overbevise det mobile mp3-folk om, at rigtig gengivelse af musik foregår i dagligstuen, ja, så starter udfordringen med den digitale signalkilde. Classic, Cambridge, Audiolab, C.E.C., Jungson og Xindak har taget kampen op med HIFI4ALL.DK som dommer! Classic No18
Indeni ser det hele også ganske fornuftigt ud – og det sagt på Jysk! Chassiset er monteret på undersiden af toppladen, således at man kan udnytte toppladens stabilitet internt i kabinettet. I strømforsyningen har Classic anvendt en trafo af en pæn størrelse, som er hermetisk isoleret for at holde støjen væk fra de følsomme kredsløb. Generelt er der en for prisen imponerende komponentkvalitet.
RCA-udgangene benytter et enkelt 6922EH rør, som kan skiftes ved blot at fjerne den lille metalkappe. For øvrigt lyder Classic’en bedst når man benytter de fine RCA-stik og kører single-ended. På den balancerede transistor-udgang er definitionen af instrumenter og stemmer lidt bedre, men til gengæld spiller No18’en via rørudgangen med større rum og har lidt blødere lyd allround, hvilket passer bedre til afspillerens generelle lydmæssige karakteristik, jf. nedenfor.
Alt i alt en yderst overraskende byggekvalitet, som indikerer en højere pris end 4.200,-. Lyden Den informative mellemtone har dog også en negativ side: I direkte sammenligning med flere af de andre CD-afspillere står det med ét klart, at Classic’en accentuerer presensområdet en smule. Det høres f.eks. ganske tydeligt på Tina Dickows fremragende plade Notes, hvor andet nummer ender i ren symbiose mellem hendes stemme, korstemmerne og de forskellige instrumenter. At området omkring øvre mellemtone er fremhævet, gør, at man som lytter fristes til at konkludere, at Classic’en har en særdeles åben gengivelse, simpelthen fordi der på mange CD’er ligger mange informationer i dette område. Ved nærmere lytning står det dog klart, at man til gengæld for den informative mellemtone må ofre noget af sammenhængen eller homogeniteten i lydbilledet. Den dynamiske kontrast er heller ikke er så udtalt som på flere af de andre afspillere. Dermed forsvinder nogle af de for musikken livsvigtige transienter. Derudover må lydbilledet siges at være lidt for endimensionalt i sammenligning med de dyrere CD-afspillere – der mangler simpelthen informationer om højde og dybde før man for alvor kan tale om 3D og en ægte holografisk gengivelse. Hvis budgettet ikke rækker længere end til Classic’en får man isoleret set en glimrende signalkilde. I sammenligning med de dyrere CD-afspillere i testen får man dog meget for sine penge ved at gå en klasse højere op pga. den lidt for pågående mellemtone. Er resten af anlægget ikke specielt åbent i presensområdet kan Classic No18 dog være aktuel, så giv den et lyt. Venligst udlånt af: Tlf.: + 45 9838 5216
Cambridge Azur 740C
I hjertet af de digitale kredsløb finder man en 32-bit DSP (Digital Signal Processor), der upsampler det digitale signal til 24-bit/384 kHz. Det er dobbelt frekvens i forhold til 24-bit/192 kHz teknologien, som nærmest er blevet standard i CD-afspillere i den dyrere mellemklasse kategori. Dernæst benyttes den velkendte WM8740 24-bit DAC fra Wolfson dobbelt, dvs. en til hver kanal. På den måde kan de analoge kredsløb skilles ad for højre og venstre kanal for bedre separation mellem kanalerne. Resten af det interne layout ser ligeledes flot ud med en nydelig ladelytbank og en rimelig stor trafo. Læg også mærke til den kobber-farvede afskærmning af de precisionskredsløb, som styrer drevet.
Fjernbetjeningen må heller ikke glemmes. Den er afrundet i bunden og ligger super godt i hånden, har en passende vægt og dermed en glimrende ergonomi. Læg dertil et simpelt design, lækre, bløde trykknapper og en flot metaloverflade – den cocktail giver gruppetestens bedste fjernbetjening. Lyden På i hvert fald ét område har Cambridge’n skilt sig ud fra første lyt: I basområdet. Der er simpelthen mere tryk i mellembassen og basinstrumenter fylder derfor mere i lydbilledet. Det skal ikke forstås sådan at bassen går decideret dybere end på de andre afspillere – der er bare mere tryk på og smæk i bassen. Det er farvet lyd, som nok klæder en rock- eller bluesplade bedre end jazz og klassisk. Endnu vigtigere er det dog at pointere, at hvis man som undertegnede, har højttalere med en meget tør bas (ATC SCM 40 med lukket trykkammer), så kan denne CD-afspillers karakter i basområdet virke lidt bombastisk og dermed ødelægge hele systemets balance. I testperioden stod der flere andre sæt højttalere i lytterummet (alle med basrefleks), som havde en mere fyldig basgengivelse. Her blev CD-afspillerens basgengivelse ikke oplevet som et problem. Basområdet behøver altså ikke være et problem, og som altid med hifi er god lyd et spørgsmål om parring af de rigtige komponenter! Ellers er det generelle indtryk, at Cambridge som signalkilde føder anlægget med en yderst inciterende og charmerende lyd, hvor navnlig transientgengivelsen og den dynamiske kontrast springer i øjnene, eller rettere sagt, i ørerne. Desværre er Cambridgen også lidt grovkornet og ”rå” i lyden opover i frekvens. I forhold til at Cambridge benytter den unikke DSP med ”dobbelt” upsamplingsfrekvens sammenlignet med vanlig standard, var det overraskede at ordet ”grovkornet” skulle snige sig ind ved siden af de rosende adjektiver. Omvendt burde det ikke komme som et chok, at der til denne pris er visse kompromisser rent lydmæssigt, selvom det konstruktionsmæssigt umiddelbart ser imponerende ud. Objektivt set er Cambridge Azur 740C et flot apparat med mange intelligente løsninger og smarte features. Om man kan lide den førnævnte in-your-face impulsgengivelse samt acceptere den lette tendens til grovkornethed, er i sidste ende et spørgsmål om smag og behag, men afholder den fra at være et regulært best-buy. Afspillerens lydsignatur kan være problematisk, hvis resten af kæden er meget afslørende, for så duer det ikke med en signalkilde, der bare er lidt uhomogen – men det skyldes selvfølgelig også at Cambridge’n er blevet testet med langt dyrere udstyr for at frigøre de små nuancer. Giv derfor Cambridge Azur 740C et grundigt lyt! Pris: 5.500,- Venligst udlånt af:
Rent visuelt er det hvad man ofte kalder et no-nonsense produkt, med rene linier og få funktioner. Det betyder f.eks. at den vejer langt mindre end Xindak’en (nedenfor) eller Classic’en (ovenfor), som tydeligvis følger en anden filosofi. Vægt er jo som regel en god indikator for kvalitet, og ser man på kabinettet samt det interne chassis føles det tyndt og blik-agtigt. Fjedrene bag trykknapperne på fronten giver en mærkelig blik-agtig lyd, men ifølge importøren er netop fjedrene lavet til at holde knapperne funktionsdygtige langt ud i fremtiden. Ser man på den indvendige side af sagen er indtrykket det samme: Spartansk opbygning med en lille trafo, få print og få komponenter. Det skyldes det føromtalte no-nonsense princip, som Audiolab selv har opfundet. De stræber efter så kort en signalvej som muligt, så selvom indmaden er skuffende for øjet må man sætte sin lid til, at Audiolabs egen stil giver plusser på lydsiden. F.eks. anvender Audiolab IDE-kabler til megen af den interne kabling, og sammen med de tynde stykker metal, som er med til at forstærke konstruktionen og fastholde drevet (i venstre side af billedet), ligner det opbygningen af en billig, stationær computer! Det ER dog et stykke gennemarbejdet ingeniør-arbejde!
Der er nogle detaljer som ikke kan forklares med henvisning til filosofier og designlinier: 8000 CDE’ens display er mildest talt elendigt. Det er dårligt oplyst og med alt for små tal, hvilket gør det helt umuligt at aflæse på få meters afstand. Dertil kommer gruppetestens ringeste fjernbetjening: Minus ergonomi, minus vægt, plus plastic! Nu sidder den ellers nok så kritiske læser måske og undrer sig over, om ikke bare skribenten enten skulle være blevet i sengen, eller i hvert fald have fået det andet ben ud først. Faktum er bare, at det ikke drejer sig om Det er typisk engelsk, hverken mere eller mindre! Lyden Uden overhovedet at være et decideret audiofilt eller High-end produkt er denne spilledåse faktisk et fornuftigt produkt rent lydmæssigt, hvilket bekræfter no-nonsense filosofiens berettigelse. Det begynder snart at minde om testen af Audiolabs engelske kollega, Musical Fidelity A3.5! Audiolab 8000CDE formår faktisk at distancere sig fra Cambridge og Classic på nogle punkter, bl.a. ved at give flere informationer om rummet på optagelserne. Det bevirker ikke at den lyder decideret større end den ellers så sprudlende Cambridge, men der er flere nuancer i dybden og bredden indenfor rammerne af lydbilledet. På en god jazzoptagelse som f.eks. Manu Katché – Neighbourhood eller Lisa Nilssons’ Between a Smile and a Tear er differentieringen mellem de enkelte instrumenter klarere, således at man pludselig helt klart i baggrunden kan høre et bækken, hvor trommeslageren holder takten med whiskers, mens man samtidig kan høre de mere fremtrædende dele af trommesættet og resten af orkesteret ligge længere fremme i lydbilledet. Det hænger også sammen med at Audiolab’en ikke overdriver nogle frekvensområder samt klarer både mikro- og makrodynamikken fornuftigt. På Classic’en kan man f.eks. høre en kvindestemme klarere, fordi fokus ligger i presensområdet. På Audiolab 8000 CDE lægger man pludselig mærke til et bækken, som klinger længere og mere autentisk ud bagved kvindestemmen. Den førnævnte symbioseeffekt på Tina Dickow pladen lykkes da også langt bedre her. Det hele smelter bedre sammen så man bare må overgive sig og læne sig tilbage i ren nydelse. Det skyldes at Audiolab’ens største kvalitet er et gedigent, rytmisk drive, som bringer liv ind i musikken. Alligevel lider Audiolab’en lidt af samme fænomen som plager Cambridge, nemlig at lyden er for grovkornet samt at der er lidt for meget hårdhed opefter. Den udmærkede gengivelse markeret med et glimrende rytmisk drive sætter den ikke imponerende byggekvalitet i et andet lys: Imponator-effekt behøver ikke at have noget som helst med god lyd at gøre, og den spiller jo faktisk ret godt selvom byggekvaliteten skæmmer noget i mine øjne! Mens den overfor Cambridge’ens mange features blegner en smule med sine tre RCA-stik, lyder den bedre og mere homogen end Classic No18, hvilket igen beviser, at god lyd ikke altid er et spørgsmål og mange komponenter og overdimensionering. Pris: 5.500,- Venligst udlånt af: Interceptor Audio ApS
Vægten er på 5,5 kg, hvilket skyldes et kabinet, hvor man har valgt tyndere og mere blikagtigt metal sammenlignet med kinesernes overdådige brug af aluminium. Inden i kassen virker bundchassiset dog meget stabilt. Samtidig har C.E.C. anvendt den kendte PCM1796 24 bit/192 kHz DAC fra BurrBrown i vanlig høj kvalitet.
C.E.C.’en har almindelige single-ended RCA udgange samt balancerede XLR-udgange, men ligesom på Classic’en er C.E.C.’en kun balanceret i udgangen. Her har C.E.C. anvendt sine egne lækre CC75-CI ”opamps”, som er standard i alle CEC’s digitale produkter og derfor er at finde i alle de dyrere konstruktioner. Lyden er for øvrigt fuldstændig ens hvad enten man vælger at køre single ended eller balanceret. Som den Lyden C.E.C.’en udmærker sig ved at give en meget ren og uforfalsket lyd, hvor f.eks. Tina Dickow eller Lisa Nilssons flotte klang træder frem på meget elegant vis. Man får i højere grad følelsen af, at kunstneren står foran sweetspot. Det skyldes at øvre mellemtone og diskant er blandt de mest åbne og informative i testen. I forhold til andre hifi-parametre som opløsning, 3D og lydbilledet generelt samt homogenitet er der ikke meget at komme efter. Omvendt gør C.E.C.’en det i disse discipliner ikke bemærkelsesværdigt godt. Den gør bare det den skal, og det tyder jo på, at den hverken trækker noget fra eller lægger noget til. Omdrejningspunktet og det som jeg i noterne gang på gang har nedskrevet, er, at så snart C.E.C.’en er sluttet til og spiller, så breder der sig en nærmest stoisk ro ud i lokalet, hvor afspilleren sender selv de svageste signaler ud som små silhuetter, hvor man altid kan fornemme hvor konturerne starter og slutter. Præcisionen er simpelthen til UG og gør C.E.C. CD 3300R til en af gruppetestens bedste CD-afspillere. Pris: 6.999,- Venligst udlånt af: Radioactiv ApS Tlf.: +45 2097 4721
Under låget fortsætter Jungson den flotte stil. Strømforsyningen er glimrende med separate trafoer til analog- og digitaldel, hvilket sammen med kabinettet er med til at trække vægten op over 8 kg. Der benyttes almindelige viklede spoler og ikke ringkerner, uden at det dog kan siges at være en bedre løsning rent lydmæssigt.
Ifølge manualen er denne CD-afspiller fuldt balanceret. Kan man så stole på det? Groft sagt er det sådan, at enten er signalvejen balanceret med dobbelt op på ALLE komponenter, eller også er den ikke. Selvom Jungson’en indeholder parrede komponenter mange steder i signalvejen bl.a. i filteret og udgangen, er der f.eks. kun én DAC, som for øvrigt er fra BurrBrown. I analogdelen mangler Lyden Da den første skive lå i skuffen på CD3’en var lyden fra denne kinadåse så åben, at undertegnede funderede over, om potentiometret til volumen var blevet rykket et hak opad. At gå fra den ellers så udmærkede C.E.C. og over til denne afslører nemlig, at der er mere saft, kraft og åbenhed i denne spilledåse end i nogen af de andre i testen. Den dyrere Xindak, som er beskrevet nedenfor, får ganske meget med og er også en glimrende afspiller isoleret set, men med Jungson er der bare mere hul igennem!
DA CD-3 fås i den såkaldte LUX udførelse med sort kabinet og krom front til kr. 7.990,-. Pris: 6.995,- Venligst udlånt af: AUDIOcompagniet Tlf.: +45 6010 9783 og
Dog først et hurtigt blik på konstruktionen. Kabinettet OG fjernbetjeningen er i aluminium, og vægten er oppe på imponerende 9 kg! Der er absolut ingen plastic-feeling nogen steder! Drevet er et Sony-løbeværk med KSS-213 laser og Philips CD-18 servo-kreds. Det er fint afstivet, hvilket det tunge chassis også bidrager med. Upsampling til 24 bit/192 kHz sker ved hjælp af en AD1852 converter fra Analogue Devices. Ligesom med de to andre kinesiske spilledåser kan man kun nikke anerkendende i forhold til strømforsyningen: Xindak har anvendt en rigelig stor ringkernetransformator og bruger også gode lytter. Læg for sjov skyld mærke til, at de røde, firkantede kondensatorer også er brugt i Classic No18.
Den single-ended udgang anvender et 6922-rør mens den balancerede udgang bruger opamps! Om der her er tale om en ægte balanceret konstruktion eller ej er ikke så interessant, ide Igen en kineser med en imponerende byggekvalitet. Derfor er det springende punkt nok en gang, om lydkvaliteten så også følger med. Lyden Den får fine karakterer i flere af de typiske hifi-parametre. Her er en god fornemmelse af dybde i lydbilledet og instrumenterne er rimelig klart placeret i stereo-perspektivet. Xindak’en får virkelig mange detaljer med og udpensler i højere grad de forskellige instrumenter og stemmer i lydbilledet end f.eks. den billige Classic formår. Klangen er også rigtig god – en egenskab der tilfører Tina Dickows stemme en ekstra, skræmmende, snert af realisme. Dog er jeg nødt til at putte lidt malurt i bægeret... I forhold til de klanglige egenskaber og den ro som C.E.C.’en har og Jungson’ens helt sublime åbenhed mangler Xindak’en noget for at skille sig ud fra mængden. Om man skal vælge den ene eller anden afspiller, vil i sidste ende i høj grad afhænge af, hvad man har brug for i sit anlæg. Ord som neutralitet og transparens, men også en halvkedelig poleret forudsigelighed hænger for undertegnede snævert sammen med Xindak Muse Deluxe 1.0, men har man brug for dette til at give den rigtige symbiose, så er Xindak et glimrende bud! Pris: 8.195,- Venligst udlånt af: ExclusiveHiFi.dk Tlf.: +45 7022 7037
Diskografi
Reference-udstyr
Lytterum | ||
Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK! Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes. |
DAC’en er en 4398 fra Cyrus Logik og drevet er fra Sony. Den ultratynde og lette plasticskuffe skæmmer dog noget, selvom Classic med en aluminiumsfront til skuffen også her har gjort sit for at kvalitetsindtrykket skal være i orden. Til Classic’ens fordel skal det retfærdigvis siges, at alt for mange CD-afspillere lider under den elendige plastickvalitet, som langt de fleste drev har i dag. I regnskabet tæller det også på minus-siden, at signalvejen ikke er balanceret hele vejen, men blot i udgangen. På undersiden af det lille print til den balancerede udgange sidder en Analog Devices Ballanceret line drivers (SSM2142) op-amp, der tilføjer et fasevendt signal, som dermed gør signalet balanceret.
Fjernbetjeningen er i samme robuste og let rustikke stil som CD-afspillerens udvendige design: Den er rektangulær og tung! Pga. vægten ligger den solidt i hånden. Gummi-dupperne på undersiden gør dog at man også kan stille den på sofabordet og bruge fjernbetjeningen nærmest som et tastatur!
Cambridge har også været smarte nok til at inkludere digitale indgange på bagsiden, således at man kan udnytte de fremragende digitale kredsløb bredere, ved at bruge englænderen som digital processor for f.eks. en DVD-afspiller. Det er virkelig en intelligent løsning! 
Ud fra konstruktionen og dataarket er det helt tydeligt, at Cambridge-folkene virkelig har lagt sig i selen, for at give mest lyd pr. krone. De har tænkt sig om, da de lavede dette produkt, og derfor ville det også være glædeligt, hvis den skilte sig positivt ud fra mængden.
ophobet galde, men simpelthen at der ikke er megen imponator-effekt over det ellers så velrenommerede Audiolab. Selvom de går egne veje, hvor alle de udvalgte komponenterne har sin egen funktion, giver displayet, fjernbetjeningen, den blik-agtige feel flere steder m.v. et for dårligt kvalitetsindtryk totalt set.
eneste i gruppetesten er der mulighed for at køre et digitalt signal ud balanceret, hvis man f.eks. skulle få lyst til at opgradere med en af C.E.C.’s konvertere. Som en lille detalje er der udgang til hovedtelefoner. Strømforsyningen er hverken bedre eller værre end flere af gruppetestens andre duellanter med en trafo på størrelse med Audiolab’ens samt tre lytter på hver 4700 uF.
der også bl.a. flere transistorer. Dermed er der tale om en pseudo-balanceret konstruktion, men Jungson har da gjort et forsøg og komponentkvaliteten er stadig høj med bl.a. en række gode kondensatorer. Drevet er fra Philips og er godt afstivet samt afskærmet fra filteret og analogdelen. Netop dette Philips-drev findes også i flere dyrere konstruktioner (Se bl.a. den føromtalte test af Lyngdorf CD1 og Musical Fidelity A3.5). 
Jungson DA CD-3 er en fremragende signalkilde, og selv i et anlæg bestående af langt dyrere komponenter falder den ikke igennem. Den er et vældig godt køb til prisen og tildeles HIFI4ALL.DK’s Best-Buy award!
t rørudgangen lyder langt bedre. Her er lyden sprødere og varmere uden at miste præcision – derfor vil undertegnede anbefale at bruge den.