HIFI4ALL.DK | ||
Xavian XN 360 Mikkel Gige [22.10.2006] | ||
| ||
For med en sætpris på 59.900,- er det vel lige strengt nok at kalde dem billige eller et røverkøb. Alligevel er det en a-ha oplevelse, for jeg har aldrig hørt en højttaler spille som denne, og jeg har lyttet til flere meget dyre højttalere. XN 360 sætter nærmest ny standard for hvad man kan hive ud af en højttaler. Tror du ikke på mig? Så gå selv ud og lyt, eller prøv dem hjemme hos dig selv. Dermed ikke sagt at det verdens bedste højttaler, for det er et spørgsmål om personlig smag. Men den er helt sikkert med i det fine selskab, blandt de allerbedste.
Kabinettet på denne højttaler er stort! Nok til at det vil skræmme de fleste hunkøns-væsener fra, at lade dem komme ind i dagligstuen (hvor er jeg dog glad for at have mit eget lytterum!). Alle plader er samlet i en not, og ikke bare limet sammen i en gering. Afstivninger skulle der efter sigende være rigeligt af. Kabinettet er da i hvert fald helt dødt når man banker på det. Vægten er oppe på knap 40 kg.! Det skyldes nok også dæmpematerialet som bl.a. består af bitumen. Det har ikke været muligt at kigge ind i højttaleren, da alle enheder og pladen til terminalerne er forseglet. Fronten er smal og kan lige præcis rumme de to basser i bredden, og hælder bagover i en vinkel på ca. 15 grader, så enhederne spiller i korrekt fase. Hele vejen rundt langs fronten, er kanten skrå, så fronten smyger sig langs enhederne. Dette er også gjort for at undgå fasefejl og stående bølger. Denne højttaler er høj og dyb, og det kunne være årsag til problemer med at placere den i et normalt rum på 15-20 m2. Men nej, det er ikke noget problem. Ved en opstilling med 30-35 cm til bagvæggen, gav dette en lidt hævet, men meget stram bas. Flyttede jeg dem længere ud i rummet og tættere på lyttepositionen, faldt niveauet i bassen. Til gengæld faldt ”niveauet” i perspektivet også. Det er et kompromis, men jeg fortrækker XN 360 tættere på bagvæggen hvor perspektivet er helt på plads. Så længe bassen er så præcis og stram som det jeg her oplever, så fred være med det hævede niveau!
Hvordan spiller så en højttaler i absolut topklasse? Afslappet og uanstrengt, så simpelt kan det siges. Ja, det var så den test. Nå, ikke? Du vil vide mere om denne fantastiske højttaler? OK, så får du lidt mere. Lad os tage den logiske vej, og starte fra bunden. Som tidligere skrevet så leverer denne højttaler stram bas. Det jeg glemte at nævne var, at det er usædvanlig stram bas. Forestil dig at en stor hånd kommer ud af basporten, og tager fat i luften i dit lytterum, og bevæger denne som et stempel i præcis samme takt som enhederne dikterer. Se, det er stram bas! Og det er fuldstændig ligegyldigt om højttaleren står tæt på bagvæggen eller inde i et hjørne, og niveauet dermed stiger. På ”normale” højttalere ville denne placering fuldstændig ødelægge præcisionen, men ikke på XN 360 takket være ”hånden”, som diktatorisk styrer luften i dit lytterum. Behøver jeg at nævne detaljeringen i bassen? OK, så skidt pyt. Jamen, alt er der bare. Stortrommen giver dig den ene mavepuster efter den anden, og basgangen ryster dit legeme som et jordskælv. Det er helt uhyggeligt som denne højttaler kontrollerer basområdet. Uha, hvor er det godt!
Apropos uanstrengt og afslappet, så var det virkelig de første ord der faldt mig ind, da jeg lyttede til denne ”musikformidler” for første gang. Jeg satte en plade på, og skruede lidt op, hvilket faktisk var rigeligt pga. denne musikformidlers følsomhed og dynamiske formåen. Jeg nød det, og igen flåede mit andet jeg plader ud af skuffer og ned fra hylder, for jeg kunne slet ikke få nok. Så kom tidspunktet hvor musikformidleren skulle presses. Jeg skruede en pæn sjat op for volumen, og fik et svar som jeg slet ikke troede muligt. Den svarede igen!: ”Er det alt du har? Kom nu. Giv mig lidt mere!” Vil du have mere, tænkte jeg, mens jeg skruede potentiometeret op i en faretruende position, så skal du få mere. Hvad pokker, igen fik jeg svar på tiltale: ”Helt ærligt, er det alt du har? For jeg kan sagtens klare mere, giv mig nu alt hvad du har!”. Men jeg er en kylling, og jeg har mine ører alt for kære. Så jeg gav fortabt, og sad tilbage med underkæben hængende ned på brystkassen, og tænkte: Det er løgn! Det er simpelthen løgn. Ingen… ingen højttaler til hjemmebrug kan tåle misbrug i den grad. Men jo, nu er der en der kan. Hold da helt op, hvor er den dog afslappet og uanstrengt i sin formidling. Perspektiv er ikke et ord jeg vil bruge her, for du sidder og kigger direkte ind i optagerummet/koncertsalen. Der er ikke tale om et perspektiv, men et væg til væg og gulv til loft vinduesparti som står åbent, og giver dig udsigt/indsigt til alt! Jeg fornemmede på intet tidspunkt en begrænsning i det - på optagelsen - tiltænkte rum. Alt er med, uden undtagelse. En ting der først faldt mig ind efter det meste af teksten til denne test var skrevet var, at ordet neutral aldrig er faldet mig ind i forbindelse med XN 360. Er den neutral? Nej, det er den egentlig ikke! Bassen har jeg jo allerede nævnt, og alene det trækker den væk fra at være neutral. Ud over det så er mellemtone og diskant faktisk også betonet. Det var ikke noget jeg bemærkede fra første lyt, men noget der med tiden sneg sig ind under huden på en behagelig måde. For den er ikke varmt eller koldt betonet. Det nærmeste jeg kan komme, er naturlig eller musikalsk betonet. High fidelity! Giver det mening? Konklusion:
Er der i øvrigt nogen der har næste uges Lotto-tal? Specifikationer:
Importør: Stoplite HiFi | ||
Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK! Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes. |